Fra vore læsere

„Hvad man i ungdommen nemmer . . .“

Jeg vil gerne bekræfte rigtigheden af det der stod i artiklen om at lære udenad. (22. juli 1987) Min fireårige datter har ofte været med mig i hus-til-hus-forkyndelsen. For at hun ikke skulle blive rastløs lærte jeg hende at huske Salme 83:18 udenad, og hun var altid glad for at citere det ved et besøg samtidig med at hun havde Bibelen slået op på stedet. Efter nogle ugers forløb læste jeg artiklen om at lære udenad og besluttede mig til at hjælpe hende med at lære flere skriftsteder. I denne måned citerer hun Johannes 17:3 i forkyndelsen når der er lejlighed til det. I denne uge blev jeg afvist af en mand da jeg tilbød at læse et skriftsted for ham, men netop som han var ved at lukke døren spurgte min fireårige datter: „Må jeg få lov at læse et skriftsted?“ Det kunne han ikke stå for, og døren blev åbnet igen.

B. C., De Forenede Stater

Tabet af et barn

Jeg vil gerne give udtryk for min dybe værdsættelse af artikelserien: „Når man sørger over tabet af et barn.“ Vor kære søn John døde for omkring syv år siden. Jeg gennemgik mange af de følelser der er beskrevet i artiklen — vantro, benægtelse og skyldfølelse. Jeg skrev ikke breve til ham men pakkede hans ting ned i en kuffert. Jeg prøvede at bilde mig selv ind at han var på ferie og ikke kunne komme i kontakt med mig. I to år var jeg nedtrykt, indesluttet og fortvivlet. Jeg kunne ikke forstå mine følelser. Nu har jeg det meget bedre skønt jeg stadig føler et stort savn. Mange tak fordi I hjælper andre til at forstå vore følelser og til at indse hvad andre kan sige eller gøre for at hjælpe.

V. W., De Forenede Stater

Jeg er lige blevet færdig med at læse artiklerne: „Når man sørger over tabet af et barn.“ Det er nu seks år og otte måneder siden vi mistede vores eneste datter ved en bilulykke. Jeres artikler har hjulpet mig til at forstå at det jeg har været igennem er helt normalt. Jeg kunne ikke acceptere at hun var død. Jeg forestillede mig at hun var missionær i et andet land, selv om jeg selvfølgelig godt vidste at hun var død. Jeg følte også et behov for at skrive breve. Det er først i år at jeg har accepteret at hun er død; jeg indså at uanset hvor lang tid jeg sørgede kunne jeg ikke bringe hende tilbage. Det var på tide at jeg forvandt min store sorg. Mange tak for disse artikler.

V. B., De Forenede Stater

Som fremholdt på side 14 i ovennævnte udgave af dette blad, anbefaler „Vågn op!“ ikke at man skriver breve til den afdøde som en hjælp til at komme igennem sorgprocessen. Når vi offentliggjorde Diane Krychs brev var det ikke alene for at vise hvordan opstandelseshåbet var en hjælp for hende men også for at vise hvordan nogle reagerer når de rammes af en stor sorg, og for at hjælpe andre til at vise forståelse og medfølelse. — RED.