„Jeg er ikke bange for at dø“
NIÅRIGE Christopher Heslop var et af Jehovas vidner, ligesom Matthew, hans storebroder på 14 år. En formiddag i oktober havde de forkyndt fra hus til hus i nærheden af Manchester i England, sammen med deres onkel, tante og to fætre. Om eftermiddagen tog de alle af sted på en udflugt til havnebyen Blackpool, men blev på vejen involveret i et trafikuheld der af politiet blev beskrevet som „et flammehav uden lige“. De omkom alle seks.
Aftenen før denne tragedie havde familien Heslop overværet et bibelsk møde hvor man blandt andet talte om døden. „Christopher har altid været en tænksom dreng,“ fortæller hans fader, David. „Den aften talte han om den nye verden og vores fremtidshåb, og under drøftelsen sagde han pludselig: ’Det gode ved at være et af Jehovas vidner er at selv om døden gør ondt, så ved vi at vi vil få hinanden at se igen en dag.’ Ingen af os der var til stede kunne selvfølgelig vide at der snart skete noget som betød at vi aldrig ville glemme hans ord.“
Efter ulykken skrev Manchester Evening News i en overskrift: „Jeg er ikke bange for at dø, sagde trafikdræbt dreng,“ og i den ledsagende artikel citerede avisen Christophers ord nøjagtig som han havde sagt dem. Hvordan kunne en niårig dreng udtale sig så tillidsfuldt om et liv efter døden? Hvad var det Christopher havde lært at tro?
Opstandelsen — et sikkert håb
„Det mest overraskende kendetegn ved de første kristnes forkyndelse er den vægt de lagde på opstandelsen,“ siges der i New Bible Dictionary. „De første forkyndere var sikre på at Kristus var opstået fra de døde, og derfor var de også overbevist om at de troende til sin tid ville opstå. Dette adskilte dem fra alle datidens andre lærere.“
Også i vore dage skiller de sande kristne sig ud. De beskæftiger sig ikke med græsk filosofi der lærer at mennesket har „en udødelig sjæl“. Derimod henter de styrke i Jesu ord om at „alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud“. Dette er grundlaget for den kristne tro — at de der befinder sig i Guds hukommelse vil få en opstandelse fra døden til liv i et jordisk paradis. — Johannes 5:28, 29; se også Apostelgerninger 17:31; Første Korintherbrev 15:14.
David Heslop og hans kone, Ailene, underviste deres to sønner i denne grundlæggende bibelske sandhed, og dét trøster dem nu. „Selvfølgelig tænker vi meget på opstandelsen i øjeblikket,“ fortæller David, „og når vi engang imellem er kede af det, prøver vi at tænke på fremtiden og minder os selv om at det kun er et midlertidigt tab vi har lidt.“ Ailene tilføjer: „Det er næsten som hvis nogle man holder af, flytter til et andet land. Man ved ikke hvor længe de vil være borte, men man glæder sig til at se dem igen når de vender tilbage.“
En indbydelse til dig
Ville du ønske at du kunne tro på dette? Det er slet ikke så svært at få tro på.
I den første artikel i denne serie omtalte vi en undersøgelse der for nylig er foretaget i England. Man spurgte blandt andet nogle der ikke kommer i kirken om hvor de ville gå hen hvis de ønskede at overvære et religiøst møde, og interessant nok nævnte 27 procent (det største tal) Jehovas Vidners rigssal.
På spørgsmålet: „Hvis du gerne ville vide noget om Bibelen, den kristne tro eller lignende, hvem ville du så spørge?“ svarede 19 procent: Jehovas vidner.
Uanset hvor du bor vil Jehovas vidner med glæde hjælpe dig til at få tro på det din egen bibel siger. Du kan gratis overvære møderne i deres rigssale og blive undervist om Bibelen i dit hjem. Hvorfor ikke tage initiativet og henvende dig til dem? Det vil ikke vare længe før du finder trøst gennem kundskab om døden og opstandelsen, og samtidig vil du få et håb om liv i en retfærdig ny verden hvori ’døden ikke skal være mere’. — Åbenbaringen 21:4.
[Ramme på side 11]
Vendt tilbage til livet?
Det sker af og til at „klinisk døde“ mennesker bliver genoplivet. Nogle af dem fortæller bagefter at de har haft nogle usædvanlige oplevelser af ’et andet liv’. Der findes imidlertid en medicinsk forklaring på dette fænomen. Den engelske avis „The Independent“ skriver: „Det synes sandsynligt at disse hallucinationer opstår fordi nogle områder i hjernen påvirkes af en høj kuldioxidprocent eller en lav iltprocent i kredsløbet når et menneske er døden nær.“ Når patienten har genvundet bevidstheden kan han udlægge disse hallucinationer på den måde at han har været død og er vendt tilbage til livet.