Set med barnets øjne

DER er i hvert fald én ting de fleste forældre kan blive enige om, nemlig at det at skulle opdrage et barn har været en af deres livs største udfordringer. Mangt og meget er blevet skrevet om hvordan man gør dette med godt resultat. Der er imidlertid en metode som alle voksne kan bruge — uanset om de er forældre, bedsteforældre, tanter, onkler eller bare venner — nemlig den at prøve at se det hele med barnets øjne, at sætte sig ind i hvad der foregår i deres små hoveder.

Husk at børn er nogle små størrelser. Med det i tanke forstår vi bedre hvordan de må opfatte os. De fødes ind i en verden af mennesker som er kæmpestore, og som har langt større magt og myndighed end de. For et lille barn kan voksne enten være beskyttere, trøstere og hjælpere eller skræmmende uhyrer.

De er ikke små voksne

Det er også vigtigt at man ikke behandler børn som små voksne. Barndommen bør være en af livets lykkeligste perioder. Der er ingen grund til at pace børnene frem så de slet ikke oplever hvordan det er at være barn. Gør livet fornøjeligt for dem, og sørg som forældre for at lære dem de nødvendige moralske principper så de kan vokse op og blive velafbalancerede mennesker.

Selv når man har med helt små børn at gøre, må man vise forståelse. For eksempel bør et spædbarns gråd aldrig få frustrerede forældre til at slå det. Det er naturligt for spædbørn at græde eller klynke for at gøre opmærksom på deres behov, og denne evne til at græde hjerteskærende bruger de fra det øjeblik de ser dagens lys.

Ros og vejledning skal der til

Det er godt at opmuntre børnene til at give udtryk for deres tanker. Måske har de problemer som de går og tumler med, og det er lettere at løse disse hvis man ved hvori de består. Det er dog ikke nok at børnene kan udtrykke deres tanker — vi voksne må også kunne svare børnene på den rigtige måde. Wendy Schuman, medredaktør af tidsskriftet Parents, kommer med følgende råd: „’Læg forståelse i dine ord’ . . . Dette er det centrale begreb i mange nyere bøger om kommunikation mellem forældre og børn. Det er ikke nok at man forstår barnet, hvis man ikke giver udtryk for det i ord — og det har mange forældre svært ved.“

Med andre ord, hvis ens barn har været respektløst eller har gjort noget forkert og derfor trænger til tugt, må man passe på at ens irritation eller fortvivlelse ikke får indflydelse på det man siger og gør. Dette er selvfølgelig lettere sagt end gjort. Men husk at skarpe eller nedsættende bemærkninger som: „Dit fjols!“ eller „Hvorfor skal du altid lave ulykker?“ ikke ligefrem gør en vanskelig situation lettere at klare.

Mange forældre har fundet at det giver positive resultater at vise empati ved at rose børnene før man vejleder dem. Også her er det godt at se sagen fra børnenes side. De fleste børn kan lynhurtigt gennemskue det hvis der er en bagtanke med rosen og den ikke kommer fra hjertet. Man skal derfor kun rose sine børn hvis man synes at de fortjener det.

Den kendte børnepsykolog dr. Haim G. Ginott betoner i sin bog Between Parent and Child at forældre bør rose børnenes præstationer, ikke deres personlighed. Hvis din søn for eksempel har sammentømret en bogreol og stolt kommer og viser dig den, vil det styrke hans selvtillid hvis du siger: ’Den bogreol er både pæn og praktisk.’ Hvorfor? Fordi du roser det han har lavet. Drengen vil forstå hvorfor du giver ham ros. Det er ikke sikkert det samme vil være tilfældet hvis du i stedet siger: ’Du er en god snedker,’ fordi du derved fokuserer på ham som person.

Dr. Ginott bemærker: „Mange tror at ros øger barnets selvtillid og tryghedsfølelse. Men faktisk kan det også gøre barnet usikkert og uartigt . . . Når forældrene siger: ’Du er sådan en god dreng’, er det ikke sikkert at barnet kan tro på det fordi det opfatter sig selv helt anderledes . . . Det er ikke barnets egenskaber man skal rose, men dets indsats og præstationer . . . Ros består af to komponenter: vore ord og det som barnet udleder af dem. Det vi siger bør afspejle at vi værdsætter barnets flid, dets arbejde, præstationer, hjælp og hensynsfuldhed.“

Dette fornuftige forslag til hvordan man roser, falder helt i tråd med Bibelens opfordring til at vise gavmildhed. I Ordsprogene 3:27 siges der: „Forhold ikke nogen en godhed som tilkommer dem, når det er i din hånds magt at gøre noget.“

Uanset hvilke gode og vise råd man læser, kan vi slå fast at man ikke kan skyde nogen genvej når det gælder om at opdrage et barn — det er og bliver en tyveårsplan, sådan som nogen har kaldt det. Det kræver tålmodighed, kærlighed, forståelse og hensyn at opdrage børn. Men det vil afgjort være en stor hjælp at man lærer at sætte sig i barnets sted, at se tingene „med barnets øjne“.

„En viis søn fryder sin fader,“ skrev den vise kong Salomon. (Ordsprogene 10:1) Hvis du prøver at forstå dine børn og se tingene med deres øjne, vil de uden tvivl berede dig stor glæde.