Hvad siger Bibelen?

Har videnskaben gjort Bibelen forældet?

HAR videnskaben med sin øgede indsigt i universet forvandlet Bibelen til en samling myter og legender? Det mener mange i dag. Hvordan ser du på det?

Måske er du som så mange andre blevet opdraget til at betragte Bibelen på denne måde, uden nogen sinde at have undersøgt om det er rigtigt. Det indbyder vi dig imidlertid til at gøre nu. Overvej blot ét eksempel — en udtalelse i Bibelen angående universet. Denne udtalelse var ikke alene i direkte modstrid med det som datidens eksperter hævdede, men også med de ideer som videnskabsmænd har forfægtet flere tusind år senere.

Et spørgsmål om tyngdekraft

Hvad hviler Jorden egentlig på? Hvad holder Solen, Månen og stjernerne på plads? Disse spørgsmål har optaget mennesker i tusinder af år. Hvad Jorden angår indeholder Bibelen et ganske enkelt svar. I Job 26:7 står der at Gud „hænger jorden på intet“. Det ord i den hebraiske grundtekst der er gengivet med „intet“ (belīmahʹ) betyder bogstaveligt „ikke noget som helst“, og forekommer kun denne ene gang i Bibelen. Det billede som her fremstilles — en jordklode der er omgivet af et tomt rum — betegnes af sagkyndige som udtryk for en „enestående indsigt“, navnlig på den tid.a

Det var langtfra det verdensbillede folk i almindelighed havde på den tid. En populær forestilling i oldtiden gik ud på at Jorden blev båret af elefanter der stod på ryggen af en kæmpemæssig skildpadde.

Aristoteles, den berømte græske filosof og videnskabsmand fra det fjerde århundrede, lærte at Jorden umuligt kunne hænge i det tomme rum. Han hævdede derimod at himmellegemerne hver især var fæstnet til faste, gennemskinnelige sfæriske skaller, der sad inden i hinanden. Inderst, i centrum, var Jorden, og på den yderste sfære sad alle stjernerne. Disse sfærer roterede inden i hinanden, hvorved Solen, Månen og planeterne bevægede sig over himmelen.

Bibelens udtalelse om at Jorden faktisk ’hænger på intet’, er over 1100 år ældre end Aristoteles. Ikke desto mindre blev Aristoteles betragtet som den største tænker på sin tid. Selv 2000 år efter hans død blev hans tanker stadig fremholdt som kendsgerninger! Som The New Encyclopædia Britannica oplyser gav kirken i det 16. og 17. århundrede de aristoteliske lærepunkter „status som religiøse dogmer“.

I det 16. århundrede vovede filosoffen Giordano Bruno at sætte spørgsmålstegn ved den opfattelse at stjernerne „skulle være indlejret i en enkelt hvælving“. Han skrev at det var „en latterlig, barnagtig forestilling. Tænk hvis ikke [stjernerne] var hæftet til himmelhvælvingen med en god lim eller med de mest solide nagler — så ville de falde ned over os som hagl.“ Men at erklære sig uenig med Aristoteles var en risikabel affære på den tid. Kirken fik Bruno brændt levende på bålet for at sprede sine uortodokse ideer om universet.

Den kosmiske suppe

Da teleskopet blev opfundet begyndte stadig flere astronomer at sætte spørgsmålstegn ved Aristoteles. Hvis Solen, Månen og stjernerne ikke er hæftet til sfæriske skaller som roterer om Jorden, hvad kan da holde disse himmellegemer på plads og samtidig udvirke deres bevægelser? Matematikeren René Descartes fra det 17. århundrede mente at han havde fundet svaret. Han var enig med Aristoteles om at rummet mellem os og de andre himmellegemer ikke kunne være tomt. Derfor postulerede han at universet var fyldt med en gennemsigtig væske kaldet „æteren“ — en art ’kosmisk suppe’.

Denne teori kunne tilsyneladende besvare to spørgsmål på én gang. For det første havde man nu en forklaring på hvad der holdt himmellegemerne på plads — de flød alle sammen i den ’kosmiske suppe’! For det andet kunne man også derved forklare planeternes bevægelser. Descartes hævdede at planeterne blev holdt fast i hvirvler eller malstrømme i æteren der førte dem med rundt i et kredsløb. Denne „hvirvelteori“, som den blev kaldt, virker i dag temmelig fantasifuld. I visse lande dominerede den ikke desto mindre kosmologien i mere end hundrede år.

Mange forskere foretrak Descartes’ hvirvelteori frem for Isaac Newtons nytilkomne lov om den almindelige massetiltrækning — tyngdeloven — der blev publiceret i 1687. Newton hævdede at der ikke var behov for mekaniske, stoflige strukturer til at holde planeterne på plads. Det var gravitations- eller tyngdekraften der bestemte deres bevægelser og fastholdt dem i deres kredsløb. De hang faktisk på intet, i det tomme rum. Mange af Newtons kolleger afviste hånligt hans gravitationsteori. Endog Newton selv havde vanskeligt ved at tro at verdensrummet skulle være et vakuum, stort set uden stof.

Ikke desto mindre sejrede Newtons synspunkter til sidst. I dag glemmer vi kun alt for let at spørgsmålet om hvad der holder planeterne på plads var årsag til en ophedet debat mellem lærde, fremragende forskere i omkring 3200 år efter at Bibelen enkelt og elegant havde oplyst at Jorden ’hænger på intet’. Hvordan kunne Job vide at han skulle formulere sig netop på denne måde? Hvordan kunne han sige at Jorden ikke hvilede på nogen stoflig struktur, når det tog de mest fremragende forskere over 3000 år at nå frem til samme slutning?

Hvordan kan Bibelen være forud for sin tid?

Bibelen giver selv det logiske svar. I Andet Timoteusbrev 3:16 står der: „Hele Skriften er inspireret af Gud.“ Bibelen er altså ikke et produkt af menneskelig visdom, men en nøjagtig viderebringelse af Skaberens tanker til os.

Det har livsvigtig betydning at vi hver især forvisser os om at Bibelen taler sandt. (1 Thessaloniker 2:13) Ad den vej vil vi nemlig kunne lære Skaberens tanker at kende. Og hvilken bedre kilde vil vi kunne finde der kan oplyse os om hvad fremtiden vil bringe og hvordan vi kan leve et lykkeligt og rigt liv i denne problemfyldte verden?

[Fodnote]

[Kildeangivelse på side 14]

Med tilladelse fra British Library