Menneskers styre på vægtskålen

8. del — Den politiske blanding af jern og fugtigt ler

Nationalisme: Følelsen af at ens egen nation er andres overlegen og at dens kultur og interesser bør komme før alle andre nationers; et begreb som dukkede op i slutningen af det 18. århundrede og som har fået særlig stor betydning her i det 20. århundrede.

DE MENNESKELIGE styreformer har vaklet hjælpeløst fra den ene krise til den anden uden at kunne skabe et stabilt menneskesamfund. Ifølge Zbigniew Brzezinski, der var sikkerhedspolitisk rådgiver for den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter, vil denne situation ikke ændre sig foreløbig.

Zbigniew Brzezinski og en række andre verdensledere blev interviewet af journalisten Georgie Anne Geyer da hun udarbejdede artiklen „Vor splittede verden“, der blev trykt i 1985. I artiklen citerer hun Brzezinski for ordene: „De faktorer som skaber international ustabilitet er ved at få overhånd over de kræfter der arbejder for et mere organiseret samarbejde. Den uundgåelige konklusion på enhver grundig analyse af de globale udviklingstendenser er at sociale opstande, politiske uroligheder, økonomiske kriser og internationale stridigheder sikkert vil blive endnu mere omsiggribende i resten af dette århundrede.“

En noget dyster prognose som dog ikke kommer bag på bibellæsere. Denne situation er nemlig blevet forudsagt for længe siden. Hvornår og hvor?

En uhyggelig drøm

Nebukadnezar, Babylons hersker fra 624 til 582 f.v.t., blev foruroliget over en drøm han havde haft. I drømmen så han en vældig billedstøtte med hoved af guld, bryst og arme af sølv, bug og hofter af kobber, ben af jern, og fødder og tæer af jern blandet med ler. Guds profet Daniel tydede drømmen for Nebukadnezar: „Du, o konge, . . . er hovedet af guld. Og efter dig vil der opstå et andet rige, ringere end dit; og endnu et rige, et tredje, af kobber, som skal herske over hele jorden.“ Billedstøtten symboliserede altså tydeligvis menneskers styre. — Daniel 2:37-39.

Før Daniels tid havde både Ægypten og Assyrien undertrykt israelitterne, det folk som Bibelens forfatter havde udvalgt. (2 Mosebog 19:5) Det gjorde dem i bibelsk forstand til verdensriger. De blev de første af de syv verdensriger Bibelen omtaler. (Åbenbaringen 17:10) På Daniels tid indtog Babylon Jerusalem og tvang israelitterne i landflygtighed. Babylon blev således det tredje verdensrige — „hovedet af guld“ i drømmen. Når man sammenholder Bibelen med den verdslige historie viser det sig at de øvrige verdensriger er Medo-Persien, Grækenland, Rom og til sidst Anglo-Amerika.a

Disse riger klassificeres i Bibelen som verdensriger fordi de fik direkte betydning for Guds folk og fordi de modstod det guddommelige styre som Guds tjenere repræsenterede. Af Nebukadnezars drøm om billedstøtten fremgår det at menneskers styre ville fortsætte, selv efter at hans rige var gået under. Ligesom det ene metal på billedstøtten afløste det andet, efterfulgte det ene verdensrige det andet. Fødder og tæer symboliserede menneskestyrets sidste fase på „endens tid“, som Daniel udtrykker det. Hvad skulle der derefter ske? — Daniel 2:41, 42; 12:4.

’Ti tæer’

Guds tjenere tilhører ikke længere kun én nation og de er heller ikke samlet på ét sted så de kan undertrykkes af en enkelt verdensmagt. (Apostelgerninger 1:8; 10:34, 35) Som borgere i forskellige nationer og underlagt alle mulige styreformer forkynder de nidkært at endens tid er begyndt og at menneskers styre har udspillet sin rolle og snart vil blive erstattet af Guds styre.b Det klare budskab de fremholder gælder alle bestående politiske magter. Tallet „ti“ står i bibelsk forstand for jordisk fuldstændighed. Billedstøttens ’ti tæer’ må derfor symbolisere alle former for menneskestyre som har modstået Guds suverænitet her i endens tid.

Hvilken politisk situation rådede der ved begyndelsen af denne forudsagte tidsperiode? I år 1800 beherskede europæiske nationer 35 procent af jordens overflade, men i 1914 var tallet steget til over 84 procent! I The Collins Atlas of World History siges der at „umiddelbart før krigen i 1914 så det ud som om stormagterne næsten fuldstændig havde delt verden mellem sig“. Hugh Brogan, der er lektor i historie ved Essex-universitetet i England, siger at det syntes som om „verden i løbet af kort tid kun ville blive regeret af et halvt dusin magter“.

Det lyder imidlertid ikke rimeligt at ’de ti tæer’ skulle symbolisere at der kun ville være „et halvt dusin magter“ som sad på verdensherredømmet. Hvis profetien skulle få sin fulde opfyldelse måtte den politiske situation i 1914 derfor ændre sig.

Ved århundredskiftet var Det Britiske Imperium det hidtil største verden havde set. Det regerede over en fjerdedel af jordens befolkning. Men Første Verdenskrig endte med en sejr for nationalismen. Paul Kennedy, der er professor i historie ved Yale-universitetet, forklarer: „Den mest slående forandring i Europa i territorialretslig henseende, var fremkomsten af en række nationalstater — Polen, Tjekkoslovakiet, Østrig, Ungarn, Jugoslavien, Finland, Estland, Letland og Litauen — i de landområder som tidligere havde tilhørt de habsburgske, romanovske og hohenzollerske kejserriger.“

Efter den anden verdenskrig blev der sat yderligere skub i denne udvikling. Nationalismen blussede op. Især fra midten af 1950’erne slog den ud i lys lue. Fem århundreders europæisk ekspansion endte med kolonirigernes sammenbrud. Antallet af nationer i Afrika, Asien og Mellemøsten steg brat.

The New Encyclopædia Britannica siger at denne udvikling „gik stik imod den herskende politiske tankegang i de foregående 2000 år“. Mens „mennesket i det store og hele hidtil havde lagt vægt på det generelle og universelle og havde betragtet enhed som det tilsigtede mål“, betonede nationalismen de nationale forskelle. Den virkede ikke forenende men tværtimod splittende.

Jern og fugtigt ler

Bemærk at Bibelen siger at billedstøttens fødder og tæer bestod „dels af jern, dels af formet ler“ og fortsætter: „Riget [vil] være delt . . . dels være stærkt og dels være svagt . . . men de kan ikke holde sammen indbyrdes.“ (Daniel 2:33, 41-43) Denne manglende evne til at hænge sammen blev afsløret under afkoloniseringen, hvor nationalismen blussede op og udviklingslandene vandt uafhængighed. Politisk set blev verden hurtigt splittet.

Ligesom billedstøttens fødder og tæer bestod af en uforligelig blanding af jern og ler, har nogle regimer været jernhårde — autoritære eller diktatoriske — mens andre har været bløde som ler — demokratiske. Det er derfor forståeligt at verdens regeringer ikke i fællesskab har kunnet skabe enhed i verden. Den tyske bog Unsere Welt — Gestern, Heute und Morgen; 1800-2000 (Vor verden — i går, i dag og i morgen; 1800-2000) siger: „I det 19. århundrede opnåede næsten alle civiliserede lande demokratisk frihed, og ved slutningen af Første Verdenskrig syntes den endelige sejr at være vundet for frihedens sag . . . Med den russiske revolution i 1917 oplevede diktaturet en genoplivning. Siden da har det 20. århundrede været præget af henholdsvis fredelig sameksistens og konfrontation mellem diktaturet og demokratiet.“ — Kursiveret af os.

Al magt til folket

Læg mærke til at under ’de ti tæers’ styre ville almindelige mennesker, „menneskenes afkom“, få mere og mere at skulle have sagt i regeringsførelsen. Er denne forudsigelse gået i opfyldelse? — Daniel 2:43.

Demokratiet, eller folkestyret, oplevede en blomstringstid lige efter den første verdenskrig, selv om demokratierne i 20’erne og 30’erne flere steder blev afløst af diktatoriske regimer. Under afkoloniseringen efter den anden verdenskrig kom der igen en række nye demokratier til verden. Senere, i 60’erne og 70’erne, fik mange forhenværende kolonier imidlertid mere autoritære styreformer.

Som helhed er udviklingen i det 20. århundrede dog gået i retning af at udskifte monarkier og autokratiske styreformer med demokrati og folkestyre. Året 1989, der var præget af de politiske omvæltninger i Østeuropa, blev af tidsskriftet Time døbt „folkets år“. Og da Berlinmuren faldt havde det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel følgende forsideoverskrift: „Das Volk siegt“ (Folket sejrer).

For megen snak, for lidt handling

I alle østeuropæiske lande hvor folkeopstande har fremtvunget politiske reformer, er der blevet krævet frie valg med deltagelse af flere politiske partier. I det 19. århundrede så de politiske partier i deres nuværende form dagens lys i Europa og Nordamerika. Siden midten af det 20. århundrede har de bredt sig i hele verden. I dag er de større, stærkere og bedre organiserede end nogen sinde før. Ved hjælp af disse partier, samt fagforeninger, pressionsgrupper, miljøorganisationer, og utallige borgerretsgrupper og interesseorganisationer, lader folket sin røst lyde med større kraft end nogen sinde før.

Efterhånden som flere og flere tager del i den politiske proces bliver det stadig sværere at nå til enighed. Der er et utal af modstridende meninger og interesser. Det resulterer ofte i handlingslammede mindretalsregeringer hvor der er for megen snak og for lidt handling.

Ligesom blandingen af jern og fugtigt ler er skrøbelig, har hele den verdenspolitiske situation siden 1914 været uholdbar. De dage er forbi da man søgte guddommelig vejledning for at kunne styre på den bedste måde. „Folk i Vesten stoler derfor udelukkende på sig selv, hvilket de føler er utilstrækkeligt,“ konkluderer bogen The Columbia History of the World.

Grund til optimisme?

„Hvorfor har alle disse forskellige og dog indbyrdes forbundne udviklingsforløb vist sig her i anden halvdel af det 20. århundrede? Hvorfor kommer truslerne om verdenssammenbrud netop i den tidsperiode hvor mennesket har tilegnet sig mere viden og gjort større videnskabelige landvindinger end i hele den forgangne historie?“ Disse tankevækkende spørgsmål blev stillet af journalisten Geyer. Men er der nogen der kender svarene?

For knap ti år siden bemærkede The World Book Encyclopedia optimistisk: „Vi har måske større mulighed for at løse vor tids problemer end nogen tidligere generation.“ Men er der i dag, hvor vi har taget hul på 1990’erne, stadig grund til optimisme? Det kan måske se sådan ud, i betragtning af at den kolde krig er endt, samarbejdsånden mellem Øst og Vest trives og den militære nedrustning er i fuld sving.

Bibelen har forudsagt at det ville være sådan. Den viser at under bibelhistoriens syvende verdensrige ville der blive skabt et ottende rige med det formål at forene nationerne. (Åbenbaringen 17:11) Men ville dette lykkes? I niende del af „Menneskers styre på vægtskålen“ vil vi få svaret.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 18]

„Ethvert rige som er kommet i splid med sig selv lægges øde.“ — Mattæus 12:25.

[Tekstcitat på side 18]

„Nationerne larmede; rigerne vaklede.“ — Salme 46:6