Et af Madagaskars skønne håndværk

VI SPADSEREDE gennem markedet i Antsirabe på Madagaskar, hvor vi bor, og var fascinerede af det smukke udvalg af keramik — vaser, krukker og skåle. Alle lervarerne var brune, men de havde nogle store, sorte aftegninger der så ud til at være brændt ind i leret. Af nysgerrighed spurgte vi den landsbydreng som stod og solgte varerne, om vi havde gættet rigtigt.

„Ja,“ svarede han, „de skal være brændt for at komme til at se sådan ud. Men vi har ingen moderne ovne som dem man har i byerne. Vi laver dem efter vores gamle tradition, som vi har lært af vore forfædre.“

Efterhånden som drengen, meget imødekommende, besvarede vore spørgsmål, fik vi mere og mere lyst til at se hvordan dette lertøj bliver til. Vi kørte derfor ud på landet — langt ud, til en lokalitet hvor landsbyboerne har specialiseret sig i at fremstille lervarer. Alle var venlige og gæstfri. De var glade for at nogle fra byen viste interesse for deres håndværk, og var mere end villige til at give os indblik i deres hemmeligheder.

Først fik vi at vide at de ikke bruger almindeligt ler. Almindeligt ler har nemlig alt for let ved at revne når det opvarmes. Derimod bruger de noget ler som kaldes tanimanga (bogstaveligt: „jord-blå“) og som kun findes i landegnene og på bredder af floder og vandløb. En dreng tog os med hen til bredden af et vandløb og begyndte at grave i jorden. Tredive centimeter nede stødte han på et lag af fugtig, grå jord — tanimanga! Trods sit navn er tanimanga nogle steder sort eller gult. Men det skiller sig altid klart ud fra den orangerøde jord der ellers findes i de centrale dele af øen.

En mand fortalte os at han, når han skal lave en stor produktion af vaser eller krukker, blander en pose tanimanga med en tredjedel pose blødt sand, som også findes ved flodbredderne. Derefter tilsættes noget vand, så blandingen blødgøres. Hvor meget er „noget“? Der er ikke nogen fast opskrift. Pottemageren har sin erfaring, og han holder op med at hælde vand i når han kan mærke at leret har den rette konsistens — altså hverken er for fast eller for blødt.

Dernæst placeres denne blanding af ler, sand og vand på jorden, som er fejet ren for sten, strå og andet. Herefter ælter pottemageren lermassen med fødderne i så lang tid at den blandes godt og grundigt med sandet — det er afgørende for at vaserne og krukkerne kan blive holdbare. Der findes adskillige ord på malagassisk som beskriver denne vigtige fase af lerforarbejdningen: hitsahina, disahina, tehafina, volavolaina, totoina. Når pottemageren synes at blandingen er som den skal være, går han i gang med selve formningsprocessen.

Først deles lerklumpen op i kugler, hver på størrelse med en knyttet hånd. Når den nederste del af en krukke skal formes tager pottemageren en lerkugle og presser den imod en form — som regel blot den nederste del af en gammel, kasseret lerkrukke — så den får den rette facon. Når formen er fjernet, tager han en anden lerkugle og former tuden på krukken. Under hele denne proces passer pottemageren på at leret ikke bliver for tørt, for så kan det let revne.

Lertøjet bliver nu sat til tørring en hel dag i solen. Først derefter er varerne parate til det sidste trin: brændingen. Også brændingen foregår i flere etaper. Alle krukker og vaser fyldes med halm og tørrede blade og lægges på siden på jorden. Derpå antændes brandmaterialet, som får lov til at brænde i 10 til 15 minutter. Dette hærder og styrker leret.

Efter første brænding lægges krukkerne et andet sted og dækkes med halm og tørrede blade. Denne gang lægges de med åbning mod åbning. Pottemageren strør derpå halm og tørrede blade oven på og rundt om lervarerne indtil de er dækket helt til. Rundt om bålpladsen graves en lille jordvold for at ilden ikke skal brede sig, og for at produkterne ikke skal rulle bort. Derefter sættes der ild til de brandbare materialer, og ilden brænder mindst 30 minutter, eller indtil den går ud af sig selv. Derefter afsvales krukkerne, de fjernes fra asken — og er parate til brug.

Når vi betragter disse lervarer forstår vi nu bedre hvorfor der er de karakteristiske sorte aftegninger på dem. Det er fordi noget af overfladen har været i direkte kontakt med ilden. Den øvrige del har den sædvanlige orangebrune farve som brændt ler kendes på.

Denne pottemagerkunst er gået i arv fra generation til generation. Vi mødte en mand som arbejdede på en stor tekstilfabrik i byen men som tjente lidt ekstra ved at fremstille og sælge pottemagervarer. Han har lært kunsten af sin far, som igen havde lært den af sin far. Og man kan være sikker på at denne unge mand vil lære sine børn den samme kunst.