Den omstridte australske dingo
Af Vågn op!-korrespondent i Australien
DINGOEN har længe været et omstridt dyr i Australien. Spørgsmålet er om den har en naturlig ret til at leve i den australske vildmark, eller om den skal betragtes som en dræber der bør udryddes.
Dingoen er en vildhund. Den er kraftigt bygget, har en kort, blød pels og opretstående, spidse ører. Som fuldvoksen er den omkring 60 centimeter høj ved skulderen og måler cirka 120 centimeter fra snuden til spidsen af den 30 centimeter lange buskede hale. Den har langt større kranie og tænder end en tamhund på samme størrelse. Trods disse særpræg kan den sagtens krydses med tamhunden. Navnet ’dingo’ blev benyttet af de indfødte der boede i omegnen af Sydney, og forekommer første gang i skriftligt materiale fra omkring 1790.
Dingoen findes over hele det australske kontinent, men ikke på øen Tasmanien. Den har en smuk pels med råhvide, lysegule, hvide, rødbrune, rustrøde, gulbrune og sorte farvetegninger. Kønsmodne dingoer har altid hvid halespids og næsten altid hvide fødder — uanset hvilke farver der ellers præger pelsen.
Hvor stammer dingoen fra?
Dingoen hører ikke oprindelig hjemme i dette enorme, solsvedne land, men blev sandsynligvis bragt hertil med skib. Præcis hvornår og af hvem ved man ikke med sikkerhed. Meget tyder på at dingoen stammer fra den indiske ulv. Fossiler viser en stærk lighed med hunde fra Indusdalen, der blev fremavlet ved at krydse tamhunde med indiske ulve.
Den ligner også ulven på andre punkter. Den jager lydløst og gør ikke men udstøder et langtrukkent hyl. En populær teori går ud på at rejsende fra Indien der havde både som kunne krydse oceanet, først bragte dingoen med til øen Timor og derfra sydpå til Australien.
Kan den tæmmes?
En dingohvalp er en herlig lille størrelse. I begyndelsen holdt de indfødte dem som kæledyr. Men når hvalpene voksede til blev de altid sat ud i naturen.
Professor N. W. G. MacIntosh fra Sydneys universitet er ikke imponeret af de forsøg der er gjort på at tæmme dingoen. Han hævder at selv ikke dressører af politihunde — med deres store erfaring, tålmodighed og kærlighed til dyr — har formået at lære dingoer at lystre.
På den anden side siger George Bingham, der har arbejdet med dingoer i tyve år, at de eksemplarer han har haft med at gøre har været yderst tillidsfulde og legesyge, og aldrig aggressive. Han indrømmer imidlertid at hvis man ikke tager højde for deres naturlige tilbøjeligheder kan de blive uregerlige og forårsage materielle ødelæggelser. Men de bliver ikke nødvendigvis bidske. George Bingham gør også opmærksom på deres trang til at vende tilbage til naturen og siger advarende at hvis en dingo der holdes som kæledyr får lov til at løbe løs omkring, vil den efterhånden optræde som gæst snarere end som selskabshund.
En trussel mod landmændene
Trods dingoernes villighed til at være kæledyr for mennesker, er den barske realitet at vilde dingoer er grådige jægere der kan gøre stor skade på flokke af får og kalve. Det er sjældent dingoer jager i flok. De er enspændere af natur, men det hænder at de jager parvis — navnlig når målet er et stort dyr som en kænguru. Den ene dingo bider sig fast i offerets hale eller et af benene mens den anden koncentrerer sig om halsen.
Dingoerne kan være overordentlig snu. Ofte forfølger de i ugevis en hyrde med sin fårehjord og tager ethvert dyr der kommer uden for flokken. Eller de færdes i nærheden af en ko i dagevis så den vænner sig til dem, og overfalder så hendes kalv i et ubevogtet øjeblik.
Nogle fåreavlere rapporterer at de har mistet op mod 50 procent af de nyfødte lam på grund af dingoerne. En fåreavler mistede på blot fire måneder 900 får ud af en flok på 5500 dyr. At dingoerne ofte kun æder en lille del af det dyr de har dræbt, gør blot fåreavlerne endnu mere rasende.
Det er derfor ikke så mærkeligt at dingoen er et af de mest omstridte dyr i Australien. De fleste fåre- og kvægavlere beskriver dem som grusomme og listige dræbere. Naturbeskyttelsesfolk slår til lyd for at dingoerne på lige fod med andre australske dyr skal bevares, og fremhæver deres betydning når det gælder om at bortskaffe rester af døde dyr.
Bekostelig kontrol
For at holde kontrol med den voksende bestand af dingoer har man opsat et 2,5 meter højt hegn over en strækning på mere end 8000 kilometer. ’Det store dingohegn’, som er længere end den kinesiske mur og har kostet enorme summer, blev opført i den hensigt at udelukke dingoerne i nord fra områderne i syd med fåreavl. Andre metoder som er blevet forsøgt med større eller mindre held omfatter indfangning og skydning ved hjælp af professionelle hundefangere, og udlægning af forgiftet lokkemad — blandt andet ved hjælp af fly. Men desværre går det i mange tilfælde også ud over andre dyr.
Æder de mennesker?
Der har ikke til dato været nogen autentiske rapporter om at dingoer, enkeltvis eller i flok, skulle have angrebet mennesker. Dingoer der lever nær beboede områder er ådselædere og gør sig til gode med alt hvad de kan finde af spiseligt i affaldsspande. Ude i naturen jager og æder de ethvert dyr som er mindre end dem selv — for eksempel kanin, pungræv, vombat, gnavere og små wallabyer.
Om dingoen i bibelsk forstand hører til de „vilde dyr“ eller til ’husdyrene’ er vanskeligt at afgøre. (1 Mosebog 1:25) Men uanset hvilken plads den har i naturen, vil den omstridte australske dingo med sine herlige små hvalpe ganske givet være at finde i det kommende paradis. Til den tid vil alle jordens dyr være til glæde for mennesker og til ære for deres idérige og omsorgsfulde Skaber. — Esajas 11:6-9.