Jeg er taknemmelig for at have overlevet
HVIS du har set filmen Broen over Floden Kwai, vil du ikke have svært ved at forestille dig mine oplevelser. Jeg blev taget til fange af japanerne under den anden verdenskrig og var blandt dem der blev tvunget til at bygge jernbanelinjen langs floden Kwai (der nu kaldes Khwae Noi).
Vore hollandske og indfødte styrker havde overgivet sig i Bandung på Java (nu Djawa) i marts 1942, efter at have været på tilbagetog i dagevis fra en talmæssigt overlegen japansk hær. Vi tilbragte et par uger i et lokalt fængsel indtil vi en morgen fik besked på at gøre os klar til en længere march.
Vi blev imidlertid først kørt med tog fra Bandung til Batavia (nu Djakarta), den største by på Java. Dér blev vi sendt ud på vor sørejse til Singapore. I Singapore blev vi gennet på et tog og transporteret knap 1600 kilometer ind i Siam (det nuværende Thailand). Før vi nåede hovedstaden, Bangkok, kørte toget ind på en sidelinje mod vest og standsede ved stationen Kanchanaburi, nær grænsen til Burma (nu Myanmar).
Man havde projekteret en ny jernbanelinje langs floden Kwai, eftersom man kunne bruge floden til drikkevand og til at vaske sig i. Tanken var at vi mere eller mindre udhungrede fanger skulle videreføre jernbanen ind i Burma. Vi blev kørt i lastbiler til den asfalterede vej ophørte og derefter ad en grusvej til vor første krigsfangelejr. Den næste morgen blev vi kørt til en anden fangelejr.
Det var fra denne anden fangelejr at vor lange march begyndte. Men før jeg fortæller hvad der skete, vil jeg gerne berette lidt om min baggrund og om hvordan jeg i det hele taget blev krigsfange under japanerne.
Krigen kommer til Nederlandsk Indien
Min mor var af tysk afstamning og min far var hollænder. Vi boede på Java, der var den fjerdestørste af de mere end 13.600 øer som udgjorde Nederlandsk Indien (nu Indonesien). Her havde vi en smuk gård med frodige marker der lå på vulkanen Bukit Dauns skråning. Min far var forvalter på en gummiplantage, og jeg gik i skole i storbyen Bandung. Da Anden Verdenskrig brød ud i 1939 flyttede vi til byen Lahat på Sumatra, cirka 550 kilometer fra Bandung.
Min mor var katolik, så mine to brødre og jeg blev sendt på en katolsk kostskole. I en af timerne spurgte jeg engang præsten: „Hvorfor forfølger Hitler jøderne når Jesus selv var jøde?“ Han svarede vredt at Jesus ikke var jøde og holdt stejlt på at Jesus var Gud, en del af treenigheden.
„Jamen var Maria, Jesu moder, ikke jødinde?“ spurgte jeg.
Præsten blev endnu mere vred og svarede: „Det skal jeg forklare dig når du bliver ældre. Det er alt for svært til at du kan forstå det nu!“
I Europa invaderede den tyske hær Holland i maj 1940. Nederlandsk Indien var dengang en hollandsk koloni. Tidligere havde min far sluttet sig til NSU (Den Nationalsocialistiske Forening), i håb om at dette politiske parti ville sørge for at Nederlandsk Indien bedre kunne forsvare sig i krigstid. Men efter at Holland blev invaderet af Tyskland, begyndte NSU at stille sig på Hitlers side. Far trak sig derfor straks ud af partiet, men desværre for sent. Den hollandske hær i Nederlandsk Indien tog alle medlemmer af NSU til fange og satte dem i koncentrationslejr. Dette gjaldt også min far.
Da det tyske slagskib Bismarck i maj 1941 blev sænket, jublede mange elever på vores kostskole. Vel vidende at min mor var af tysk afstamning, råbte de: „Den bedste tysker er en død tysker!“ Jeg spurgte præsten i timen: „Vil det sige at alle katolske biskopper og præster i Tyskland burde være døde?“ Han forlod straks klasseværelset. En time senere vendte han tilbage og forbød os at tale om politik eller kommentere krigen igen.
Eftersom far var taget til fange af politiske årsager, havde mor svært ved at drive gården alene. Jeg vendte derfor hjem for at hjælpe hende, mens mine to brødre blev på skolen. I et af sine breve nævnte far en fængselskammerat som af samvittighedsgrunde nægtede at udføre militærtjeneste og som lærte ham nogle interessante ting fra Bibelen.
Omkring den tid blev min bror indrulleret i hæren, og tre måneder senere meldte jeg mig som frivillig. Jeg fik et job på et offentligt kontor, men da japanerne i december 1941 angreb Pearl Harbor, blev jeg omgående udskrevet til Nederlandsk Indiens hær, og blev oplært i junglekrig. Vi lærte at begrave ammunition i junglen og at markere stedet på feltkort så vi senere kunne vende tilbage og hente nye forsyninger til brug i junglekrigen.
Den japanske hær landsatte inden længe tropper på øerne Billiton (nu Belitung) og Sumatra. Her blev de mødt af vores talmæssigt underlegne styrker. Kort efter indtog japanerne Palembang, en af de større byer på Sumatra. Vi fik ordre til at retirere over Sunda Strædet til Merak på Javas vestkyst, og herfra trak vi os så tilbage til Batavia. Som tidligere nævnt endte det med at vi overgav os til japanerne i Bandung, hvor vi blev krigsfanger.
Jeg ser min far
Takket været helt uventede begivenheder løslod den japanske besættelsesmagt min far, samt alle andre politiske fanger, fra fængselet i Bandung. Han tog hen til min tantes hjem i Bandung. Han fandt ud af at jeg sad i et nærliggende fængsel, og besøgte mig dér. Jeg kunne så fortælle ham hvor vores familie nu boede, og at min storebror var meldt savnet i krigen.
Begejstret fortalte far hvad en af hans fængselskammerater havde fortalt ham om Bibelen. Han sagde at Guds navn ikke var Jesus men et navn der dengang lød meget mærkeligt i mine ører — nemlig Jehova. Desværre ville japanerne ikke lade min far besøge mig igen, og jeg havde derfor ikke mulighed for at tale mere med ham om det. Fars frihed var dog kun kortvarig. Efter krigen fandt jeg ud af at han døde i oktober 1944 i en japansk koncentrationslejr nær Bandung.
Jernbanen bliver bygget
Som nævnt i indledningen af artiklen blev vi krigsfanger transporteret op til grænsen til Burma. Vi blev delt op i grupper, og planen var at hver gruppe skulle lægge cirka 20 kilometer jernbanespor. Den første gruppe skulle bygge jernbanelinjen til det sted hvor den anden gruppe var begyndt, 20 kilometer længere fremme. Fangegrupper skulle til sidst mødes med andre grupper som lagde jernbanespor på den anden side af grænsen til Burma.
At bygge en jernbanelinje med håndkraft, praktisk talt uden nogen form for maskineri, i denne fugtige tropiske varme, var totalt udmattende, selv for mænd med et godt helbred. Når man så tænker på at vi var konstant sultne, var det nærmest uudholdeligt. Men ikke nok med det, vi blev snart nødt til at arbejde barfodede og næsten nøgne fordi den uophørlige monsunregn i løbet af et par uger fuldstændig havde opløst vort tøj og vore støvler.
Denne håbløse situation blev yderligere forværret af at vi så godt som ingen medicin eller forbindinger havde. I fortvivlelse brugte vi vores moskitonet som bandager. Dette resulterede i at vi blev angrebet af fluesværme om dagen og hærskarer af moskitoer om natten. Der gik ikke lang tid før vi blev ramt af sygdomsepidemier. Mange af de stakkels fanger fik malaria, dysenteri og hepatitis.
Så udbrød der en frygtelig ulcus tropicum. Selv de der tilsyneladende havde et godt helbred blev ramt. På grund af medicinmangel blev de få læger der var iblandt os tvunget til at behandle bylderne med teblade, kaffegrums og mudder. Den eneste form for medicin vi fik af japanerne var kinintabletter, der skulle forebygge malaria. Intet under at antallet af dødsfald steg hastigt, indtil det i en periode toppede med seks dødsfald om dagen, for det meste på grund af malaria og ulcus tropicum. Trods alle disse umenneskelige lidelser blev jernbanelinjen — hvor utroligt det end lyder — omsider færdig!
De allierede styrker begyndte imidlertid at bombe jernbanelinjen. Disse luftbombardementer foregik som regel om natten, og ofte benyttede de tidsindstillede bomber. Men om morgenen var de fleste bomber sædvanligvis eksploderet, så vi fanger blev sat til at reparere dét der var blevet ødelagt i nattens løb. Efter at jernbanelinjen var færdig blev vi også sat til at bygge maskingeværreder i bjergene ved foden af Three Pagodas-passet, på grænsen mellem Burma og Siam. På dette sted krydsede to broer floden Kwai. Her befandt jeg mig da krigen sluttede.
I foråret 1945, efter at jeg som krigsfange havde udført slavearbejde i tre år, overgav japanerne sig i dét område. Jeg var alvorligt syg og led af malaria, amøbedysenteri og hepatitis. Jeg vejede kun 40 kilo og var ikke andet end skind og ben. Men jeg var naturligvis taknemmelig for at have overlevet disse frygtelige år.
Efter krigen
I sommeren 1945 blev jeg sendt tilbage til Siam, hvor jeg fik mad og medicin. Der skulle imidlertid gå cirka tre måneder før jeg genvandt bare lidt af mit gode helbred. Bagefter fortsatte jeg med at tjene i hæren, først i Bangkok og senere på de nederlandsk indiske øer Sumbawa, Bali og Celebes (nu Sulawesi).
Jeg forsøgte at komme i kontakt med min mor og lillebror. Da dette lykkedes søgte jeg om orlov fra militæret fordi mor stod over for at skulle rejse til Holland på grund af alvorlig sygdom. Jeg fik tre ugers orlov og var ude af mig selv af glæde over at se hende igen i Batavia. I februar 1947 forlod mor Nederlandsk Indien og rejste til Holland, hvor hun blev indtil sin død i 1966. Jeg besluttede også at immigrere til Holland, hvor jeg i december 1947 tog min afsked efter at have været soldat i seks år.
Det var ikke nemt at finde et godt arbejde. Men endelig, efter tre år på aftenskole, fik jeg min eksamen og blev maskinmester. Den familie jeg boede hos spurgte hvad jeg ønskede mig i den forbindelse. Jeg sagde en bibel, og de forærede mig Det Nye Testamente, som jeg ofte læste i om natten når jeg var på havet.
I 1958 flyttede jeg til Amsterdam for at tage en universitetsuddannelse. Men denne krævende uddannelse gik imidlertid så hårdt ud over mit helbred, der allerede var begyndt at bære præg af krigens rædsler, at jeg måtte stoppe. Jeg mindedes de australske venner og krigsfanger fra tiden på jernbanelinjen, og besluttede at immigrere til Australien.
Jeg begynder at finde svar
Før jeg rejste fra Amsterdam til Australien besøgte jeg adskillige kirker for at finde svar på mine spørgsmål. Efter en gudstjeneste spurgte jeg præsten om han kendte Guds personlige navn. Han svarede at det var Jesus. Jeg vidste at det var forkert, men jeg kunne ikke huske hvad min far for mange år siden havde fortalt mig om Guds navn.
Kort efter dette ringede et ægtepar på min dør og sagde at de gerne ville fortælle mig om en god nyhed fra Bibelen. Under samtalen spurgte de om jeg kendte Guds navn. Jeg svarede at det var Jesus. De forklarede at det var navnet på Guds søn, og viste mig så i Bibelen at Guds navn er Jehova. (Salme 83:18) Med det samme kunne jeg huske at det var dét navn min far havde nævnt. Da jeg spurgte hvilken religion de tilhørte, svarede de: „Jehovas Vidner.“
Forkynderne besøgte mig igen, men jeg lod mig ikke sådan overbevise. Nogle få dage senere traf jeg en præst fra den nederlandsk-reformerte kirke og spurgte ham om hans syn på Jehovas Vidner. Han sagde at han ikke brød sig om dem, men roste dem dog på ét punkt: de tager ikke del i krig. Dét imponerede mig, især efter alle de rædsler jeg havde været vidne til under den anden verdenskrig.
Nogle få dage senere, i 1959, immigrerede jeg til Australien. Dér besøgte Jehovas vidner mig igen. Jeg afbrød forbindelsen med den katolske kirke, idet jeg blandt andet var kommet til forståelse af at den lære som kirken fremholder om helvede og treenigheden, var urigtig. I årevis havde jeg været plaget af mareridt og skyldfølelse fra krigstiden, men takket være min bibelkundskab fik jeg bugt med disse problemer. Sandheden fra Bibelen frigjorde mig. — Johannes 8:32.
Jeg indviede mig til Jehova Gud og blev døbt i 1963. Kort efter flyttede jeg til kystbyen Townsville i det nordlige Queensland, hvor jeg forkyndte på heltidsbasis. Dér mødte jeg Muriel, et trofast vidne for Jehova, og vi blev gift i 1966. Lige siden har vi tjent Jehova sammen, og ofte i heltidstjenesten.
Da vi hørte at der var større behov for forkyndere i det indre af Australien, meldte vi os til at tjene i Alice Springs, lige i hjertet af dette vældige land. Her har vi tjent lykkeligt sammen i mange år. Gennem disse år har min hustru og jeg haft den glæde at hjælpe adskillige ind på vejen til åndelig frihed og evigt liv. — Fortalt af Tankred E. van Heutsz.
[Illustration på side 21]
Tankred E. van Heutsz og hans hustru