Hvad siger Bibelen?

Skal man lade sig lede af sin samvittighed?

DU ER på vej hen ad en travl gade. Undervejs passerer du en elegant klædt dame. Damen opdager ikke at hun taber nogle sammenrullede pengesedler. Idet du bukker dig efter pengene, ser du hende sætte sig ind i en køreklar limousine. Hvad gør du nu? Råber du hende an, eller skynder du dig at stoppe pengene i lommen?

Svaret afhænger af din samvittighed. Hvad vil den sige dig? Og, endnu vigtigere, kan man stole på dens stemme? Kan man trygt lade sig lede af sin samvittighed?

Hvad samvittigheden er

Samvittigheden er blevet beskrevet som en instinktiv fornemmelse af hvad der er rigtigt og forkert, retfærdigt og uretfærdigt, moralsk og umoralsk. I Romerbrevet 2:14, 15 beskriver Bibelen hvordan samvittigheden virker: „Når som helst folk fra nationerne, som ikke har loven, af natur gør det loven siger, er disse, skønt de ikke har loven, deres egen lov. De viser jo at lovens indhold er skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner med, og der mellem deres egne tanker indbyrdes føres anklage eller også forsvar.“ Ens samvittighed er altså indrettet sådan at man kan vurdere forskellige situationer, træffe de rette valg og bedømme sig selv ud fra de valg man har truffet. Men er samvittigheden til at stole på?

Det kommer an på flere forhold. Som bekendt findes der jo rigeligt med beviser for at en dårligt fungerende samvittighed kan føre til en forkert adfærd. At ens samvittighed tillader en bestemt handlemåde er ingen garanti for at Gud godkender den. For eksempel førte Saulus fra Tarsus an i forfølgelsen af de kristne inden han selv blev en kristen. Han billigede endda mordet på den kristne martyr Stefanus og var medskyldig i det. Hans samvittighed fordømte ham ikke for det. — Apostelgerninger 7:58, 59; Galaterne 1:13, 14; 1 Timoteus 1:12-16.

Mange af de tyske SS-folk der i nazitiden var med til at tortere og dræbe millioner i Hitlers koncentrationslejre, henviste bagefter til at de blot adlød ordrer. Deres samvittighed reagerede ikke, men tillod dem at udføre disse ugerninger. Men verdensopinionen — for slet ikke at tale om Gud — misbilligede deres handlinger og fordømte dem.

Hvorfor fungerer den ikke efter hensigten?

Hvordan kan noget fungere forkert når det er skabt af Gud? Bibelen svarer at eftersom mennesket faldt i synd på grund af Adams ulydighed, ’hersker synden som konge’ og driver mennesket til at adlyde sine lyster. (Romerne 5:12; 6:12) Menneskets samvittighed, som oprindelig var fuldkommen, blev afsporet og kappes nu med syndens drivkraft. (Romerne 7:18-20) Det har forårsaget den konflikt vi kender så godt: „Jeg finder . . . denne lov i mit tilfælde: når jeg gerne vil gøre det rette, ligger det onde mig nær. . . . I mine lemmer ser jeg en anden lov, der fører krig imod mit sinds lov og tager mig til fange under syndens lov som er i mine lemmer.“ — Romerne 7:21-23.

I tilgift til denne nedarvede svaghed påvirkes vor samvittighed også udefra. Hos de førnævnte SS-folk blev samvittigheden åbenbart afsporet eller undertrykt af gruppepres. (Jævnfør Ordsprogene 29:25.) Samme virkning har det hvis vi fylder sindet med nedbrydende indtryk, for eksempel umoralitet og vold i tv, film og læsestof. Hvis vi jævnligt udsætter os selv for noget sådant vil det med tiden virke tilforladeligt, og vor samvittighed undergraves. Sagt med andre ord: „Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Korinther 15:33.

Hvis man er oplært i Guds love og respekterer dem vil ens samvittighed selvsagt være mere pålidelig end ellers. Men også når vi forstår og inderligt værdsætter Guds principper kan vi lejlighedsvis erfare at samvittigheden på grund af vor nedarvede synd og ufuldkommenhed, eventuelt forstærket af påvirkning, er upålidelig at følge.

Hvad kan vi gøre?

Kan man forme sin samvittighed og gøre den mere følsom over for rette principper? Ja. Paulus gjorde de kristne opmærksom på at de ’gennem brugen kunne få deres opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret’. (Hebræerne 5:11-14) For at bruge og opøve denne evne må vi blandt andet studere Bibelen og være særlig opmærksomme på det fuldkomne forbillede Jesus efterlod os. (1 Peter 2:21, 22) Når vi derefter bruger vor opfattelsesevne hver gang vi skal træffe afgørelser, vil vor samvittighed styre os mere og mere klar af forkerte tanker og handlinger og vil anspore os til at gøre det der er ret og rigtigt.

Men selv da må vi aldrig blive selvretfærdige eller sige: „Hvis min samvittighed tillader det, er det helt i orden.“ Hvis samvittigheden skal lede os ufuldkomne mennesker trygt og sikkert, må vi være lige så forsigtige som når vi skifter vognbane i trafikken. Instinktivt kigger vi først i spejlene; hvis vi ser en bil nærme sig bagfra, ved vi at vi ikke bør skifte bane; men selv hvis vi ikke ser noget, er det klogt at tænke på at der findes „blinde vinkler“ som spejlene ikke dækker. Derfor nøjes vi ikke med at se i spejlene, men drejer hovedet og forvisser os om at banen er ledig inden vi svinger derover. På samme måde med samvittigheden: Hvis den advarer os, må vi lytte til den! Men selv hvis den ikke straks rører på sig, må vi ligesom den kloge trafikant undgå faren ved at se os grundigt for.

Det er klogt af os at granske vor tænkemåde for at se om den harmonerer med Guds. Brug hans ord som en prøvesten for din samvittighed. I Ordsprogene 3:5, 6 siges der meget klogt: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“

Det er altså klogt at lytte til sin samvittighed. Men det er endnu klogere at sammenholde alt hvad vi gør, med Guds vilje som den er åbenbaret i hans skrevne ord. Først da kan vi med overbevisning sige: „Vi har tillid til at vi har en god samvittighed.“ — Hebræerne 13:18; 2 Korinther 1:12.

[Illustration på side 26]

„Paulus’ omvendelse“

[Kildeangivelse]

Maleri af Caravaggio: Scala/Art Resource, N.Y.