Festen for ’den sorte nazaræer’

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I FILIPPINERNE

DET er sjældent at man ser så mange mennesker samlet på ét sted. Men her i Manila finder dette optrin sted hvert år den 9. januar. Hundredtusinder af ivrige katolikker flokkes på Plaza Miranda ved Quiapo-kirken og venter på at ’den sorte nazaræer’ skal komme til syne.

’Den sorte nazaræer’ — en statue af Jesus Kristus i legemsstørrelse som bærer et kors — er samlingspunkt for en særlig procession, der ifølge bogen Filipino Heritage er „langt den største og mest imponerende . . . folkereligiøse manifestation i Asiens eneste kristne land“, nemlig Filippinerne.

Et vældigt optog

Der lyder stormende jubel idet kirken slår fløjdørene op alt imens der affyres fyrværkeri. Derpå føres to lange reb ud i folkemængden; de skal bruges til at trække vognen hvorpå ’den sorte nazaræer’ står. De troende kæmper for at få fat i rebene, hvilket betragtes som en stor ære. Andre holder hinanden i armene i et forsøg på at danne en kæde hvorigennem processionen kan passere. Alle mændene er barfodede, bærer T-shirt og har et håndklæde om hovedet eller om halsen.

Fra en scene opstillet nær kirken har man netop forklaret nogle regler for den ventende skare. Det understreges at kvinder ikke må deltage i hovedprocessionen. Man finder ud af hvorfor, da ’den sorte nazaræer’ langsomt trækkes ud og pladsen forvandles til en heksekedel.

Den ophidsede skare af tilbedende rækker armene ud, skubber og maser, og kravler endda hen over hinanden i deres sanseløse kamp for at berøre ’den sorte nazaræer’. Nogle mænd på vognen må skubbe flere af dem væk for at beskytte figuren mod den ophidsede menneskemængde. Hvis for mange kravler op samtidig, vil vognen tippe. Trods alle forholdsregler tipper den alligevel nogle gange, og det kan tage fra en halv til en hel time at få den rejst igen fordi så mange mennesker vil røre ved figuren.

Tilskuere tager opstilling i Quiapos smalle gader og stræder for at se ’den sorte nazaræer’ når den langsomt bevæger sig igennem kvarteret. Mange af dem bærer stearinlys som udtryk for deres hengivenhed for statuen, eller har medbragt små, religiøse billeder hjemmefra. De forskellige grupper af tilbedere af ’den sorte nazaræer’ bærer store bannere som viser hvorfra de kommer.

Mange smider håndklæder og lommetørklæder op til en af de mænd der står på vognen med ’den sorte nazaræer’. Han gnider dem mod statuen eller dens kors og kaster dem tilbage. En begejstret troende tørrer sig dernæst i ansigtet med håndklædet. Efter hovedprocessionen følger en lang række andre religiøse billeder, hvoraf mange er mindre udgaver af ’den sorte nazaræer’. Her er det ikke helt så farligt for kvinderne at være med.

Inde i kirken bønfalder de troende, især kvinderne, i mellemtiden ’den sorte nazaræer’ om hjælp på en anden måde. Efter at være kommet ind ad døren slutter de sig til en lang række mennesker der langsomt kravler på deres knæ op ad kirkens midtergang til alteret.

Hvad er det der begejstrer folkeskaren?

’Den sorte nazaræer’ siges at være årsag til utallige mirakler. Alberto på tolv år siger at han er taget med sine bedsteforældre til festen fordi ’den sorte nazaræer’ altid giver ham alt hvad han beder om i sine bønner. Mauricio siger at han har deltaget i processionen i håb om at opnå tilgivelse for sine synder og blive befriet for hverdagens problemer.

Første gang Mauricio deltog i festen var han 24 år. Hvert år lykkedes det ham at få fat i rebet som man trækker statuen med. Det femte år ønskede han brændende at komme op på vognen. Nogle af hans venner hjalp ham op, og det lykkedes ham at gnide sit håndklæde mod fødderne af ’den sorte nazaræer’. Derefter sprang han tilbage i folkeskaren. Det er den største oplevelse man kan få, noget som de fleste må nøjes med at drømme om.

Baggrunden for festen

Man mener at ’den sorte nazaræer’ oprindelig blev udskåret af en indianer i Mexico (andre siger at den stammer fra en filippinsk eller kinesisk billedskærers hånd), og blev bragt til Manila med en galeon i det 17. århundrede. Statuen er speciel derved at den er skåret ud i mørkt træ eller malet mørkebrun, der tangerer den hudfarve som både mexicanere og filippinere har. I det 18. århundrede blev ’den sorte nazaræer’ bragt til Quiapo på anmodning af Basilio Sancho, Manilas ærkebiskop, som velsignede den. I begyndelsen af det 19. århundrede blev den velsignet af pave Pius VII.

Men det var ikke før i 1923 at den første gang blev ført rundt i det religiøse optog der markerer højdepunktet for Quiapo-festen. Processionerne er fortsat lige siden.

Er det afgudsdyrkelse?

Normalt står ’den sorte nazaræer’ på sin plads i et vindue ved indgangen til kirken. På hver side af vinduet findes to tavler med Sampung Utos, De Ti Bud. For nogle kristne virker dette selvmodsigende, eftersom det andet af De Ti Bud lyder: „Du må ikke lave dig noget udskåret billede eller noget som helst afbillede af det der er i himmelen oventil eller det der er på jorden nedentil . . . Du må ikke bøje dig for dem.“ (2 Mosebog 20:4, 5) Er ’den sorte nazaræer’ ikke et udskåret billede som tilbedes af katolikker?

Sådan betragter de fleste katolikker det ikke. I Katolsk mini leksikon siges der således: „Billeder og statuer . . . æres af katolikker i kirkerne og privat, fordi man på denne måde ærer de personer, billederne forestiller. Det er altså ikke billedet, der æres.“ Mange filippinske katolikker vil således sige at de dyrker Jesus Kristus som statuen forestiller og ikke et gudebillede. Men lad os engang gå dette ræsonnement efter i sømmene.

Faktisk er det ikke kun katolikker der siger at de praktiserer en sådan relativ tilbedelse. Hedenske religioner har i århundreder ræsonneret på samme måde. Ifølge Lactantius, en af kirkefædrene fra det fjerde århundrede, siger sådanne hedninger: „Vi frygter ikke selve gudebillederne, men de væsener i hvis lighed de er dannet, og hvis navne de er viet til.“

Betyder det at Guds bud angående billeddyrkelse ikke gælder i deres tilfælde? Kan et sådant ræsonnement være rigtigt når det gør Guds ord ugyldigt? Og hvis flertallet af billeddyrkere tænker sådan, hvem var budet så rettet til?

Husk at da Gud gav Moses De Ti Bud, havde israelitterne rejst en guldkalv som de bøjede sig for. Folket betragtede måske ikke det de gjorde, som afgudsdyrkelse. I deres øjne var kalven et symbol på Jehova. (2 Mosebog 32:4, 5) Men syntes Gud om det de gjorde? Vi læser at Jehova sagde til Moses: „Gå, stig ned, for dit folk, som du førte op fra Ægyptens land, har handlet ødelæggende. De har hastigt vendt sig bort fra den vej jeg påbød dem at vandre ad. De har lavet sig et støbt billede af en kalv og bøjer sig for den og bringer slagtofre til den.“ — 2 Mosebog 32:7, 8.

Et andet spørgsmål som fortjener overvejelse er om der overhovedet er nogen mening i at ære et billede. Bibelen har aldrig lagt skjul på sandheden hvad dette angår. Den siger: „De ved det ikke, og de forstår det ikke, for deres øjne er klinet til så de ikke kan se, deres hjerte, så de ikke kan indse. Og ingen overvejer det i hjertet eller har viden eller forstand til at sige: ’. . . Skulle jeg kaste mig ned for et stykke tørt træ?’“ — Esajas 44:18, 19.

Kan billedet hjælpe tilbederne?

En katolsk præst skriver: „Folk der sætter deres lid til kraften bag ’den sorte nazaræer’ i Quiapo har større grund til at være fortrøstningsfulde end de der stoler på hestesko eller kaninfødder.“

Bibelen siger imidlertid om et sådant billede: „Selv om man råber til den, svarer den ikke; den frelser ingen fra hans kval.“ Jehova Gud siger ligeud: „De kan ikke . . . gøre noget godt.“ — Esajas 46:7; Jeremias 10:5.

Katolikker som kravler hen over hinanden i håb om at røre ved ’den sorte nazaræer’ „har nidkærhed for Gud“, men „ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab“. (Romerne 10:2) Vi tilskynder derfor alle disse til at erhverve sig nøjagtig kundskab ved at undersøge Guds ord, Bibelen, og praktisere „den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader“. — Jakob 1:27.

[Illustrationer på side 16]

Skarer af mennesker flokkes omkring statuen for at få gnedet håndklæder og lommetørklæder