Haitis ’honningkage’-huse
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT PÅ HAITI
HAITIS yndige ’honningkage’-huse er ikke taget ud af et eventyr. De er ægte nok. Men husene, der er malet i grønt, gult, rødt, blåt og rødbrunt, synes at stamme fra en fjern fortid og har en ejendommelig skønhed over sig. Ligesom husene i eventyrerne!
Yndefulde konturer forenet med en robust konstruktion kendetegner denne bygningskunst. Husene kan være af træ, mursten, eller en blanding af begge dele. Nogle har store vinduer der vender ud mod overdækkede balkoner der er understøttede af træstolper. Nogle huse har søjlegange der fører ud i haven. Søjlerne er af jernbeton eller af jern beklædt med træ. Alt er udsmykket med kniplingsagtigt træskærerarbejde, små, runde vinduer, vejrhaner og kupler — der alt sammen taler til fantasien.
I begyndelsen af 1900-tallet var ’honningkage’-huse meget eftertragtede blandt de velhavende i dette vestindiske land. Importomkostningerne af materialer, såsom gule mursten, eternitskifer og amerikansk pitchpine, oversteg hvad menigmand havde råd til. I dag står de som historiske attraktioner der trækker turister til Port-au-Prince og andre byer. De besøgende beundrer de snirklede træskærerarbejder hvis stil nærmest må betegnes som gotisk snedkerarbejde. Denne specielle stil opstod i Nord-, Syd- og Mellemamerika og blev muliggjort da man opfandt trædrejebænken.a
Fransk påvirkning
Arkitekten Paul Mathon, hvis fader, León Mathon, var foregangsmand inden for denne særlige arkitektur, har peget på endnu en faktor som har haft indflydelse på udviklingen. Han har fortalt Vågn op!: „Selv om disse bygninger stammer fra dette århundrede, er deres oprindelse mærkeligt nok uvis. Man kan ikke helt se bort fra den gotiske stils indflydelse, men kilden til inspirationen finder man på de fagskoler initiativtagerne til ’honningkage’-husene færdedes på. Den franske påvirkning skinner tydeligt igennem, dog tilpasset haitiansk livsstil, kultur og klima.“
De haitianske arkitekter der blev uddannet i Frankrig, indførte denne byggestil på Haiti. Paul Mathon har sagt: „Arkitekterne uddannede ingeniører og bygmestre så de var i stand til at realisere deres idéer. Håndværkerskolerne udklækkede sande eksperter inden for træbearbejdning. Hele den kunstneriske tidsånd som herskede dengang, virkede også ansporende på udbredelsen af denne arkitektoniske stil. Men efterhånden gik alt dette i glemme, og efterligningerne har været af ringe kvalitet.“
Selve den måde husene er udformet på er med til at give en behagelig, kølig rumtemperatur i det tropiske klima. Der er meget højt til loftet, hvilket giver større luftcirkulation og en bedre fordeling af varmen. Brede døre og vinduer som kan lukkes og åbnes med et jalousi, giver alle rummene en god ventilation. De store mængder træ man anvender både til vægbeklædning og til gulve, isolerer også mod varmen udenfor. Ikke desto mindre er de nyere byggemetoder blevet stadig mere populære.
Museumsgenstande
’Honningkage’-husenes popularitet er dalet i takt med indførelsen af moderne klimaanlæg. Mange foretrækker også betonbyggeri på grund af dets holdbarhed, eftersom træ ofte angribes af termitter. Men ’honningkage’-stilen inspirerer stadig nogle arkitekter når de nye og mere holdbare huse skal bygges. De der restaurerer de gamle ’honningkage’-huse, forstærker husenes skelet ved hjælp af beton.
Nogle ’honningkage’-huse fremstår stadig som statelige boliger, men deres storhedstid vender nok aldrig tilbage. De vil sikkert lide den skæbne at blive museumsgenstande — en ejendommelig og elegant påmindelse om en svunden haitiansk arkitektur.
[Fodnote]
a Denne byggestil er i Amerika kendt som „gingerbread“ og minder om det man på dansk vil kalde „konditorstil“.