Fra vore læsere
Videnskabeligt bedrag? Jeg har læst Deres artikel „Videnskabsmænd driver gæk med offentligheden“. (8. januar 1994) De omtalte videnskabsmænd havde blot begået en simpel fejl som de senere korrigerede. Det er da også sådan videnskaben forventes at arbejde, men artiklens overskrift antydede at der var tale om en form for bedrag. Det kranium der blev rejst tvivl om stammede måske nok fra et æsel, men den kendsgerning har ingen indflydelse på ægtheden af andre fund, som for eksempel det berømte „Lucy“-skelet. Man ved at disse skabninger har eksisteret.
M. P., De Forenede Stater
Vi antydede ikke at de videnskabsmænd der var involveret i dette særlige fund bevidst var uærlige. Vi citerede hvad dr. Moyà selv har udtalt og understregede blot hans åbenhed. Episoden blev brugt til at illustrere den måde hvorpå videnskabens troværdighed ofte er blevet ofret til fordel for personlige, politiske og nationale interesser. Det er sandt at der er blevet fundet ægte fossilmateriale. Men der er ikke noget vidnesbyrd om at disse skabninger rent faktisk var menneskehedens forfædre. Størrelsen af „Lucys“ hjerne var for eksempel en tredjedel af menneskehjernen. Det var tydeligvis ikke andet end en nu uddød abeart. — RED.
Afhængighed Mange tak for artikelserien „Hvordan opstår afhængighed?“ (22. april 1994) Jeg læste dem to gange. Jeg lider af spiseforstyrrelser. Efter at jeg har været under behandling har jeg fået det bedre, men indimellem har jeg det stadig svært. Artiklen hjalp mig til at holde fast ved min beslutning.
T. S., Tyskland
Jeg er tidligere narkoman og alkoholiker. Jeg havde ikke tænkt på at afhængighed kunne hindre én i at gøre åndelige fremskridt fordi den der er afhængig ikke er fuldstændig ren i Skaberens øjne. Tak for de gode artikler.
M. G., Frankrig
For godt seks år siden døde min søn på grund af kokainmisbrug. Efter at have gennemlevet denne smerte var jeg klar til at gøre noget ved mit eget madproblem. Jeg er vokset op med alkoholikere i familien og har lært at trøstespise for at dulme smerten. Jeg har prøvet at gå på slankekure men har ikke kunnet overholde dem. Det har imidlertid været en stor hjælp at erfare Jehovas ubetingede kærlighed efter 20 år som kristen. Mange, mange tak for artiklerne.
S. E., De Forenede Stater
Kriminelle der sadler om Jeg vil gerne sige jer mange tak for artiklen „Min flugt til sandheden“. (8. februar 1994) Jeg er 24 år og venter på eksekveringen af min dødsdom i Washington State-fængselet. Denne artikel gik rent ind og gav mig et ønske om at gøre det der er rigtigt i Jehovas øjne. Brian Garners beretning gjorde et stort indtryk på mig.
J. B., De Forenede Stater
Jeg er en af de indsatte i et fængsel i Missouri og blev opmuntret af Brian Garners beslutning om selv at melde sig til myndighederne efter at han havde lært sandheden at kende. Det understreger den indflydelse jeres organisation kan have på oprigtige og søgende mennesker. Det er tydeligt at sand frihed kun opnås ved tro på Gud.
W. B., De Forenede Stater
For et år siden begik jeg underslæb i de firmaer jeg arbejdede for. Jeg stjal flere hundrede tusind yen, noget ingen ville drømme om at en pige på 20 år ville gøre. Jeg studerede imidlertid Bibelen med Jehovas vidner, og min samvittighed begyndte at plage mig. Jeg afleverede derfor pengene og tilstod alt over for de ansvarshavende. Der blev talt med store ord, men mere skete der ikke. Jeg er dybt taknemmelig for denne artikel, for den har hjulpet mig til endnu en gang at indse dybden af Jehovas barmhjertighed.
S. M., Japan