Noget der med sikkerhed fører til lykke
„LYKKELIGE er de som erkender deres åndelige behov,“ sagde Jesus Kristus. (Mattæus 5:3) I modsætning til den gængse opfattelse pegede Jesus på at den vigtigste faktor for at blive lykkelig er at man får dækket sit åndelige behov og ikke sine materielle ønsker. Hvis man erkender sit åndelige behov og får det dækket på rette vis, vil man med sikkerhed blive lykkelig.
At erkende sit åndelige behov betyder imidlertid mere end blot at være klar over at man har et sådant behov. Hvis dette behov ikke dækkes, vil det meget ofte føre til bekymring og vrede i stedet for til lykke. Et ordsprog i Bibelen siger det på denne måde: „Langvarig forventning gør hjertet sygt.“ (Ordsprogene 13:12) Hvis man derfor erkender sit åndelige behov og tager skridt til at få det dækket, vil man blive lykkelig. Men hvordan bærer man sig ad?
Det er her Bibelen kommer ind i billedet. Kun Bibelen kan give svar på spørgsmål som mange længe har spekuleret på uden at finde tilfredsstillende svar. Har du for eksempel nogen sinde stillet spørgsmål som disse: ’Hvad er meningen med livet? Hvorfor er mennesket på jorden? Hvad vil der ske i fremtiden?’ Ud over at give tilfredsstillende svar på disse og mange andre spørgsmål, indeholder Bibelen også leveregler som har hjulpet millioner til at klare de indviklede problemer som vi alle i dag kæmper med og som ofte hæmmer os i vores søgen efter lykke. „[Guds] ord er en lampe for min fod og et lys på min sti,“ sagde salmisten. (Salme 119:105) Ja, Bibelen er en pålidelig ledetråd der kan hjælpe os til at blive lykkelige. Lad os betragte to eksempler fra det virkelige liv.
Ægteskabelige problemer løses
Ægteskabet kan medføre enten lykke eller sorg. Sørgeligt nok er det sidste ofte tilfældet. Ved at følge Bibelens råd har mange imidlertid fundet lykken i et tidligere ulykkeligt ægteskab.
Det har Yungk’un og Meihsiu oplevet: „De første syv år af vort ægteskab var ikke lykkelige,“ fortæller Yungk’un. „Jeg brugte meget lidt tid sammen med min hustru og mine to døtre. Ofte overnattede jeg faktisk på min arbejdsplads.“ Selv om de havde alt hvad de skulle bruge materielt, var de ikke lykkelige. Hans hustru tilføjer: „Min mand sørgede for os materielt, men alle andre familieanliggender overlod han til mig. Det gjorde mig vred.“ De overvejede endda at lade sig separere.
Yungk’un havde også andre familieproblemer at kæmpe med. På grund af tidligere stridigheder i familien havde han ikke talt med sin søster i syv år. Det til trods for at de boede mindre end hundrede meter fra hinanden! Nu har han imidlertid fået et lykkeligt ægteskab og et godt forhold til sin søster. Hvordan har det kunnet lade sig gøre?
„Min hustru og jeg begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner og at overvære deres ugentlige bibelske møder,“ forklarer Yungk’un. Det samme gjorde hans søster. De begyndte at anvende de ting de lærte — og var forbløffede over resultaterne. Yungk’un fik et arbejde der satte ham i stand til ikke alene at tage sig af sin families materielle behov, men også af deres åndelige og følelsesmæssige behov. De er nu en lykkelig familie med et godt sammenhold.
Hun fandt en mening med livet
Nogle der studerer menneskets natur siger at man for at blive lykkelig skal have en grund til at leve, en mening med livet. Et liv der er centreret om et selvisk jag efter materielle ting kan ikke opfylde dette behov. Det har Lini på 26 erfaret.
„Jeg plejede at arbejde 12 timer om dagen, syv dage om ugen,“ siger hun. „Mit mål var at åbne en stor skønhedssalon.“ Selv om hun var tæt på at realisere sin drøm, følte hun at der manglede noget i hendes liv. „Jeg spekulerede ofte over meningen med livet. Var det blot at arbejde og tjene penge?“
En dag stillede en kunde hende lige præcis dette spørgsmål. Hun fik at vide at Bibelen havde svaret. Selv om hun aldrig havde læst i Bibelen gik hun med til at bruge en time om ugen på at undersøge den.
Ved dette ugentlige studium lærte Lini at Bibelen har forudsagt mange af de ting vi hver dag er vidne til. Hun blev forbløffet over hvor nøjagtigt Bibelen beskrev den indstilling der herskede omkring hende, blandt andet at „menneskene [ville] være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“. Hun undersøgte også andre profetier der omtaler de lidelser i verden som er forårsaget af krige, hungersnød og naturkatastrofer. — 2 Timoteus 3:1-5; Mattæus 24:7, 12.
Lini lærte derefter noget som gjorde hende meget glad: at disse verdensforhold, der ofte berøver folk lykken, er et tegn på at en ny epoke i menneskets historie er nær. (Mattæus 24:3-14) Hun læste også i Bibelen at menneskets Skaber har til hensigt at skabe en ny verden her på jorden hvor en materiel velstand som det ufuldkomne menneske aldrig har kendt til, vil brede sig til hele jorden. (Salme 72:16; Esajas 65:17, 18, 21, 22) Dette velstående samfund vil ikke blive spoleret af grådighed, selviskhed eller materialisme — eller nogen af de dårlige konsekvenser dette medfører. (Salme 37:9-11, 29; 1 Korinther 6:9, 10) Hun blev glad da hun læste disse ord i Bibelen: „Efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ — 2 Peter 3:13.
Du kan også blive lykkelig
Lini bruger nu meget af sin tid på at fortælle andre om de ting hun har lært, i stedet for at anvende al sin tid på at stræbe efter materielle mål. Kunne du tænke dig at lære mere om disse vidunderlige løfter? Kunne du tænke dig at se hvordan Bibelen kan hjælpe dig til at finde lykken, sådan som det har været tilfældet for Lini, Yungk’un, Meihsiu og millioner af andre? Hvis du også ønsker at finde lykken, vil Jehovas vidner med glæde hjælpe dig.
[Illustration på side 8 og 9]
Skaberen har til hensigt at omdanne jorden til et paradis