Den katolske kirke i Afrika

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I ITALIEN

DEN katolske kirke har flere millioner medlemmer i Afrika, men også mange markante problemer at slås med. I begyndelsen af 1994 mødtes over 300 kirkeledere i Vatikanet i Rom for at drøfte nogle af disse problemer under en månedlang synode.

I pavens åbningstale sagde han ifølge L’Osservatore Romano: „For første gang bliver der i dag afholdt en synode for den afrikanske kirke hvortil hele kontinentet er indbudt. . . . Repræsentanter fra alle de afrikanske lande er til stede i dag i Skt. Peters basilika. Med dyb ærbødighed byder biskoppen af Rom Afrika velkommen.“

Stammekrige

Som mange er klar over, har den katolske kirke især problemer i afrikanske lande som Burundi og Rwanda, der er overvejende katolske. I foråret blev stammekrigene i disse lande internationalt nyhedsstof da hundredtusinder blev nedslagtet af deres næste. Et øjenvidne har fortalt: „Vi så kvinder myrde mens de bar deres små børn på ryggen. Vi så børn slå andre børn ihjel.“

Avisen National Catholic Reporter skrev om den katolske ledelses kvaler. Der stod at paven „følte en ’umådelig smerte’ over de nye rapporter om konflikterne i det lille afrikanske land [Burundi], hvis befolkning hovedsagelig består af katolikker“.

Massakrerne i Rwanda var endnu mere deprimerende for den katolske ledelse. „Paven fordømmer folkedrab i et 70 procents katolsk land,“ lød en overskrift i den ovennævnte avis. I artiklen stod der: „Kampene i den afrikanske nation ’er intet mindre end et folkedrab som selv katolikker beklageligvis er ansvarlige for’, har paven udtalt.“

Samtidig med at der blev skrevet historie da den katolske synode samledes i Rom, blev der begået grusomheder i Rwanda. Biskoppernes opmærksomhed var derfor tydeligvis rettet mod situationen i Rwanda. National Catholic Reporter har skrevet: „Konflikten i Rwanda afslører noget alarmerende: Den kristne tro har ikke slået så dybe rødder i Afrika at den har kunnet overvinde stammefølelsen.“

Avisen omtalte de forsamlede biskoppers bekymring, og fortsatte: „Dette tema [stammefølelsen] blev over for synoden behandlet af Albert Kanene Obiefuna, biskop af Awka i Nigeria.“ I sit foredrag forklarede Obiefuna: „For en typisk afrikaner er familieliv og kristenliv blot en ramme om hans eller hendes arbejde i stammen.“

Uden tvivl med tanke på Rwanda fortsatte Obiefuna sin tale til synoden og sagde: „Denne mentalitet er så almindelig at man har den talemåde blandt afrikanerne at når man står over for et valg, er det ikke den kristne opfattelse af Kirken som en familie der foretrækkes, men snarere mundheldet ’blod er tykkere end vand’. Og når der her tænkes på vand, kan man formodentlig inkludere dåbens vand hvorigennem man fødes ind i Kirkens familie. Selv for en afrikaner der er blevet kristen er blodets bånd langt det stærkeste.“

På baggrund af dette indrømmede biskoppen at den katolske tro i Afrika ikke har haft held med at skabe et kristent brodersamfund hvor de troende virkelig elsker hinanden sådan som Jesus Kristus lærte at man skulle. (Johannes 13:35) For afrikanske katolikker er „blodets bånd langt det stærkeste“, og derfor lader de hadefulde stammefølelser komme før alle andre overvejelser. Som paven har indrømmet, bærer katolikkerne i Afrika ansvaret for nogle af de værste grusomheder i nyere tid.

Vil kirken overleve?

Afrikanske biskopper ved synoden udtrykte deres frygt for at katolicismen ikke vil overleve i Afrika. „Hvis vi ønsker at kirken fortsat skal eksistere i mit land,“ sagde Bonifatius Haushiku, en namibisk biskop, „må vi meget alvorligt overveje spørgsmålet om integrering.“

Det italienske katolske pressebureau Adista var af samme opfattelse, og sagde: „At tale om ’integrering’ af evangeliet i Afrika er det samme som at tale om den katolske kirkes skæbne på dette kontinent, dens chancer for at overleve eller ikke at overleve.“

Men hvad mener biskopperne med „integrering“?

Kirken og ’integreringen’

John M. Waliggo forklarer at „tilpasning er det ord der i lang tid er blevet benyttet til at betegne den samme tanke“. Kort fortalt betyder „integrering“ at man optager traditioner og lærepunkter fra stammereligionerne i de katolske ceremonier og i gudsdyrkelsen, idet man giver gamle begravelsesritualer, genstande, gestus og steder et nyt navn og en ny betydning.

Integreringen gør at afrikanerne kan være gode katolikker selv om de bibeholder deres stammereligioners skikke, ceremonier og trossætninger. Kan der være noget at indvende imod dette? Den italienske avis La Repubblica spurgte for eksempel: „Er det ikke i Europa at man fejrer jul samtidig med festen for Solis Invicti, som falder den 25. december?“

Kardinal Jozef Tomko, der er leder af Kongregationen for Folkeslagenes Evangelisering, har sagt: „Missionskirken arbejdede med integrering længe før man begyndte at bruge udtrykket.“ Som La Repubblica bemærkede, er julen et meget godt eksempel på dette. Oprindelig var det en hedensk fest. „Den 25. december svarer ikke til Kristi fødsel,“ erkender opslagsværket New Catholic Encyclopedia, „men til festen for Natalis Solis Invicti, den romerske solhvervsfest.“

Julen er blot én af kirkens mange hedenske skikke. Andre eksempler herpå er læren om treenigheden, den udødelige sjæl og menneskesjælens evige pine efter døden. I det 19. århundrede skrev kardinal John Henry Newman at „kirkens ledere lige fra de ældste tider, hvis lejlighed bød sig, var rede til at antage, imitere eller hellige de ritualer og skikke der var almindelige blandt befolkningen“. Han opregnede mange af kirkens skikke og helligdage og sagde at de alle sammen „[var] af hedensk oprindelse og helliget ved optagelse i kirken“.

Da katolikkerne begyndte at missionere i ikkekristne områder, som for eksempel i store dele af Afrika, fandt de ofte at folk allerede havde religiøse skikke og trossætninger der lignede kirkens. Det skyldtes at kirken i de foregående århundreder havde antaget skikke og doktriner fra ikkekristne folkeslag og indført dem i katolicismen. Det var sådanne skikke og doktriner at kardinal Newman hævdede var blevet „helliget ved optagelse i kirken“.

Da pave Johannes Paul II sidste år besøgte ikkekristne folkeslag i Afrika, blev han i L’Osservatore Romano citeret for at have sagt: „I Cotonou [Benin, Afrika] mødte jeg voodoodyrkere, og det fremgik tydeligt af deres måde at tale på, at de allerede på en eller anden måde i deres mentalitet, begravelsesritualer, symboler og adfærd lå tæt op ad det kirken ønsker at give dem. De venter bare på at nogen skal komme og hjælpe dem med at tage skridtet fuldt ud og leve i kraft af dåben, hvilket de i en vis forstand allerede gør og oplever inden dåben.“

Hvad du skal gøre

Kirkens mislykkede forsøg på at undervise det afrikanske folk i den sande, uforfalskede kristendom har haft katastrofale konsekvenser. Stammefølelsen trives stadig, på lige fod med nationalismen andre steder, og har bevirket at katolikker slår hinanden ihjel. Hvilken vanære for Kristus! Bibelen siger at en sådan lovløs adfærd er kendetegnende for „Djævelens børn“, og om disse siger Jesus: „Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ — 1 Johannes 3:10-12; Mattæus 7:23.

Hvad må oprigtige katolikker derfor gøre? Bibelen understreger at kristne skal være på vagt over for skikke og trossætninger der kunne gøre deres tilbedelse uren i Guds øjne. „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikketroende,“ siger Bibelen. Hvis man ønsker at opnå Guds godkendelse må man derfor ’skille sig ud og holde op med at røre det Gud betragter som urent’. — 2 Korinther 6:14-17.

[Tekstcitat på side 20]

’Krigen i Rwanda er intet mindre end et folkedrab som selv katolikker er ansvarlige for,’ har paven udtalt

[Kildeangivelse på side 18]

Foto: Jerden Bouman/Sipa Press