Hvad siger Bibelen?
Hvem kommer i himmelen?
EN BOMBE sønderriver et fly i luften, og alle de ombordværende bliver dræbt. De efterladte får at vide at deres kære nu er i himmelen — som om det kan opveje deres alt for tidlige og voldsomme død.
En populær musiker er død og skulle efter sigende ’spille trompet med englene i himmelen’.
Sygdom, sult og ulykker har berøvet spædbørn et helt menneskeliv, og præster siger at børnene nu kan glæde sig over himmelsk lyksalighed, måske endda som engle!
Vil det sige at Gud retter op på de uretfærdigheder som både unge og gamle udsættes for ved at tage dem alle sammen op til sig i himmelsk fred? Er dét at komme i himmelen den måde hvorpå Gud bevarer alle gode og rosværdige mennesker? Hvad siger Bibelen?
De der ikke er kommet i himmelen
Bibelen siger ligeud: „Ved I ikke at uretfærdige ikke skal arve Guds rige?“ (1 Korinther 6:9) Men Bibelen taler også om at der er mange retfærdige og ofre for uretfærdigheder som ikke skal i himmelen.
Kort før Johannes Døber led martyrdøden, sagde Jesus: „Jeg skal sige jer en sandhed: Blandt dem der er født af kvinder er der ikke oprejst nogen større end Johannes Døber; men en af de mindre i himlenes rige er større end han.“ (Mattæus 11:11) Alle drenge i og omkring Betlehem, fra toårsalderen og nedefter, blev skånselsløst slået ihjel af den onde kong Herodes i hans forsøg på at komme Jesusbarnet til livs. (Mattæus 2:16) Ikke desto mindre sagde Jesus: „Endvidere er ingen [hverken børn eller voksne] steget op til himmelen undtagen han som steg ned fra himmelen, Menneskesønnen [Jesus].“ (Johannes 3:13) Hvorfor nævnte Jesus ikke noget om at disse ofre for uretfærdigheder var kommet i himmelen?
Jesus åbnede vejen
Jesus omtalte sig selv som „vejen og sandheden og livet“, og apostelen Paulus omtalte Jesus som „førstegrøden af dem der er sovet ind i døden“. (Johannes 14:6; 1 Korinther 15:20) Ingen kan derfor være kommet i himmelen før ham. Men blev Jesus så, da han cirka 40 dage efter sin opstandelse steg op til himmelen, efterfulgt af agtværdige troende som allerede var døde? Cirka ti dage senere sagde apostelen Peter om kong David: „Han både døde og blev begravet og . . . hans grav er hos os indtil denne dag. . . . David steg nemlig ikke op til himlene.“ — Apostelgerninger 2:29, 34.
At komme i himmelen er altså ikke blot en erstatning for de uretfærdigheder man har lidt eller en belønning for trofasthed. Opstandelsen til himmelsk liv sker derimod med henblik på dannelsen af en himmelsk regering. Denne regering vil bestå af et repræsentativt antal mennesker som er salvet med hellig ånd og underlagt Kristi ledelse. — Romerne 8:15-17; Åbenbaringen 14:1-3.
Et himmelsk rige
Jesus kaldte dette herredømme eller denne regering for „himlenes rige“ eller „Guds rige“. (Mattæus 5:3, 20; Lukas 7:28) Det var ikke meningen at store menneskemasser skulle indbefattes i denne administration. Jesus sagde at det drejede sig om en „lille hjord“. (Lukas 12:32) Det ord der i Lukas 12:32 benyttes for „lille“ (mikrosʹ) er på Bibelens originalsprog det modsatte af „stor“ (meʹgas), og ordets anvendelse sigter her til et lille antal. Et ubegrænset antal kan derfor ikke opnå medlemskab af „himlenes rige“. For at belyse det med et eksempel kunne man forestille sig at man blev bedt om at hælde lidt vand i et glas. Ville man da ikke passe på med at hælde for meget vand i, så det flød over? På samme måde kan den „lille hjord“ ikke være overfyldt af mennesker. Guds rige har et fastsat („lille“) antal regenter der skal herske sammen med Kristus.
Apostelen Johannes fik åbenbaret det nøjagtige antal på disse herskere, nemlig 144.000. (Åbenbaringen 14:1, 4) Tidligere i Åbenbaringens Bog siges der at disse regenter er købt „ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation“, og at de er gjort til „et kongerige og til præster for vor Gud, og [at] de skal herske som [himmelske] konger over jorden“. (Åbenbaringen 5:9, 10) Denne administration udgør, i forening med Jesus Kristus, det rige som Jesus lærte sine disciple at bede om. Det er også ved hjælp af dette rige at de nuværende dårlige styreformer vil blive bragt til ophør, hvilket vil bane vej for en genopretning af freden og retfærdigheden på menneskenes bopæl, jorden, såvel som varig livskraft til jordens beboere. — Salme 37:29; Mattæus 6:9, 10.
En udvalgt herskerskare
De menneskelige styreformer som Riget erstatter, er så gennemsyrede af fordærv at vi sikkert ikke har svært ved at forstå hvorfor de der skal udgøre den himmelske regering må være nøje udvalgt og prøvet af Gud. Menneskehedens nuværende situation kan sammenlignes med den som en beskadiget jumbojets passagerer befinder sig i under et uvejr. Der er næppe nogen der i en så kritisk situation ville bryde sig om at flybesætningen bestod af et ungt og uerfarent mandskab. Nej, personalet måtte være nøje udvalgt i henhold til strenge kvalifikationskrav.
Med hensyn til dem der skal tjene i himmelen sammen med Kristus Jesus, er det betryggende at vide at „Gud [har] sat lemmerne på legemet, hvert af dem, sådan som han ønskede“. (1 Korinther 12:18) Personlige ønsker og ambitioner om at få en plads i det rige er ikke den afgørende faktor. (Mattæus 20:20-23) Gud har fastsat særlige normer for tro og adfærd for at hindre uværdige i at få adgang til hans rige. (Johannes 6:44; Efeserne 5:5) De indledende passager i Jesu bjergprædiken viser at Kristi medherskere må være åndeligsindede, milde, venner af retfærdighed, barmhjertige, rene af hjertet og fredsstiftende. — Mattæus 5:3-9; se også Åbenbaringen 2:10.
Det store flertal af menneskeheden er dog ikke ladt uden håb. Selv om kun de færreste bliver udvalgt af Gud til at være en del af den himmelske herskerskare, kan størstedelen af menneskeheden se frem til at bebo vor smukke jord og nyde godt af Guds styre. De der gennem tiden er blevet ofre for uretfærdigheder, vil blive oprejst til at leve sammen med dem der har overlevet og set Guds riges „komme“ i ordets fulde betydning. Følgende løfte vil da blive til virkelighed: „De retskafne . . . skal bo på jorden, og de uangribelige . . . vil blive ladt tilbage på den.“ — Mattæus 6:9, 10; Ordsprogene 2:21; Apostelgerninger 24:15.