En ny betegnelse for et af oldtidens sviregilder

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I JAPAN

I SPÆNDT forventning flår den 15-årige Ann i England en kuvert op som lige er kommet med posten. Hun tager kortet ud. Forsiden er dekoreret med fine hjerter. Indholdet af brevet er af romantisk art og underskrevet: „Fra en beundrer.“ Rødmende og med et drømmende udtryk i øjnene udstøder Ann et dybt suk. Hun føler sig tydeligvis smigret, men også forundret. Hun spekulerer på hvem det mon er der har sendt hende dette kærestebrev.

I Japan begynder Yuko på sit kontorarbejde. Valentinsdag nærmer sig. Ifølge Yukos beregninger vil det koste hende 20.000 yen (1200 kroner) at købe små æsker chokolade til alle hendes mandlige medarbejdere. Sammen med sine veninder tilbringer Yuko sin frokostpause med at købe de såkaldte giri-choco — de obligatoriske chokolader.

Den 14. februar er dagen hvor længselsfulde romantikere ser frem til at høre de tre små ord: „Jeg elsker dig“ blive sagt på den ene eller den anden måde. Hverken Ann eller Yuko har nogen anelse om hvordan denne skik egentlig er opstået. En undersøgelse af spørgsmålet ville sikkert overraske dem.

Rødderne til det der i dag kaldes Valentinsdag kan spores helt tilbage til oldtidens Grækenland, hvor tilbedelsen af Pan florerede. Denne mytologiske skovgud, der fremstilledes med menneskekrop, bukkehoved og klove, var vild og uberegnelig og spredte rædsel blandt mennesker. Ordet „panik“ er afledt af navnet Pan.

Pan blev sat til at vogte dyr mens han spillede på sin fløjte. Men han lod sig let distrahere. Pan havde mange affærer med nymfer og gudinder. Én skulptur skildrer Pan i færd med at gøre tilnærmelser til Afrodite, kærlighedens gudinde. Kærlighedsguden, Eros, svæver med flaksende vinger hen over dem — meget lig den Cupido som findes på valentinskortene i dag.a

I Rom blev Faunus, en lignende gud, tilbedt af mange. Også han blev skildret som en gud med både menneske- og bukkelignende træk. Tilbedelsen af Faunus foregik især ved lupercalia, en tøjlesløs fest der blev afholdt hvert år den 15. februar. Under denne fest løb halvnøgne mænd rundt om en høj, med piske der var lavet af skind fra bukke. Kvinder som ønskede at få børn tog opstilling langs ruten. Romerne havde den opfattelse at dét at ramme en kvinde med pisken ville fremme hendes frugtbarhed.

Ifølge The Catholic Encyclopedia blev lupercalia afskaffet af pave Gelasius I i slutningen af det femte århundrede.b Alligevel kan vi finde et nutidigt modstykke til denne fest der trives i bedste velgående, nemlig „Sankt Valentinsdag“. Der er forskellige teorier om oprindelsen til denne „kristne“ betegnelse. Ifølge én teori forbød den romerske kejser Claudius II i det tredje århundrede unge mænd at gifte sig. En præst ved navn Valentin viede unge par i al hemmelighed. Nogle hævder at han blev henrettet den 14. februar omkring år 269. Under alle omstændigheder kan en helgenagtig betegnelse ikke skjule den moralsk angribelige oprindelse til denne skik. Valentinsdag har rod i hedenskabet og fejres derfor ikke af sande kristne, der viser kærlighed på et hvilket som helst tidspunkt af året. — 2 Korinther 6:14-18.

[Fodnoter]

[Ramme på side 27]

Profit af kærligheden

I JAPAN er det ikke kun de romantiske følelser der vækkes når Valentinsdag stunder til, men også ønsket om profit. I årtier har chokoladeindustrien opfordret folk til at give deres udkårne søde sager den 14. februar som et bevis på deres kærlighed. Den omfattende annoncering har givet bonus i form af et voksende chokoladesalg.

I modsætning til i den vestlige verden er det ifølge japansk skik kvinden der skal købe en gave til manden. Fejringen af Valentinsdag slutter dog ikke den 14. februar. En måned senere, den 14. marts, må mændene gøre gengæld — med hvid chokolade. Hvorfor? The Daily Yomiuri giver dette svar: „Skikken at give hvide gaver forhindrer alle nærige og udspekulerede ægtemænd i at give den chokolade tilbage som de har fået af deres hustruer, men som de har undladt at spise.“

[Kildeangivelse på side 26]

Gammeldags romantiske illustrationer/Dover