Iditarod-løbet — tusind år undervejs

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I ALASKA

VI STRÆKKER hals og spejder ned ad byens hovedgade. Vi er omgivet af en mængde mennesker, tv-kameraer og andet udstyr. Alle har blikket rettet mod enden af gaden. Her ved mållinjen i byen Nome i Alaska venter vi på det første glimt af vinderen af „Iditarod-løbet — Det sidste store løb“ (Iditarod udtales som „ajdiʹtaråd“).

Verdens berømteste hundeslædeløb, der følger en strækning på cirka 1800 kilometer, har nu varet i mere end ti dage. Sidste år blev løbet noteret for en tid på ni dage og nogle få timer. I år bliver de første 24 timer af løbet, der udgør en slags startceremoni, ikke talt med i den officielle tid. Derfor kan man ikke sammenligne tiderne i år med dem for sidste år. Snesevis af ’mushere’ (førere) fra forskellige lande har deltaget i løbet, deriblandt veteraner fra andre hundeslædeløb.

Forestil dig at du må tilbringe ti dage eller mere i en ugæstfri ødemark. På din færd mod bestemmelsesstedet her i byen Nome kører du gennem bjergpas og isglatte kløfter og hen over tundra. Du bevæger dig ad brede, frosne floder der fungerer som landeveje, og hen over ujævne tilfrosne søer, og du udholder temperaturer på langt under frysepunktet.

Der er begejstring blandt tilskuerne over at se et sådant mod og samarbejde mellem menneske og hund. Det får os til spekulere på hvordan denne sport egentlig er opstået.

Slædekuskenes kulturarv

Slædekørsel kaldes på engelsk for „mushing“, og kusken kaldes for en „musher“. Hvor stammer disse ord fra? De opstod da nordvestterritorierne i Canada blev koloniseret. De fransk-canadiske slædekuske råbte „ma-a-r-r-che!“ — et udtryk de engelske bosættere i Canada hørte som „mush!“. Således blev en slædekusk kendt som en „musher“.

Man har anvendt slædehunde i de sidste tusind år, men hundeslædeløb er en forholdsvis ny sport. Oprindelig blev slæder og hunde hovedsagelig brugt til transport af gods over store øde og snedækkede strækninger i de arktiske egne. I arabisk litteratur fra det tiende århundrede finder man den første omtale af hunde der bruges til at trække slæder. Nogle mener at chukcherne i Sibirien var de første der gjorde sig afhængige af hunde og slæder.

Det var guldfund der banede vejen for det oprindelige Iditarod-spor. I 1908 blev der fundet guld i et område hvor athapask-indianere jagede karibou, amerikanske rensdyr. De kaldte dette område for „Haiditarod“ eller „Det fjerne sted“. Senere blev navnet angliseret og ændret til „Iditarod“. Som følge af guldfundene opstod der et 1800 kilometer langt spor til Nome, gennem byen Iditarod. Med tiden blev det kendt som Iditarod-sporet.

Mens guldfeberen rasede i Alaska og Canada brugte man hundeslæder til transport af udstyr, post og guld tværs over de udstrakte ødemarker. Man har oplysninger om at en ladning guld på 1200 kilo blev transporteret af fire hundespand ad Iditarod-sporet i slutningen af 1911. Den 10. januar 1912 ankom guldet til Knik i Alaska.

Det nutidige hundeslædeløb tager form

Da guldfeberen var på sit højeste var der stor trafik med hundeslæder. Enhver slædekusk troede almindeligvis at hans hundespand eller førerhund var stærkest, hurtigst eller klogest. Man konkurrerede derfor ofte indbyrdes. I 1908 blev det første hundeslædeløb med indsatser afholdt i Nome. Denne forgænger for vore dages hundeslædeløb forberedte slædekuskene på endnu et løb, et løb hvor det ikke gjaldt om at vinde guld men om at redde menneskeliv.

Serumstafetløbet til Nome i 1925

I januar 1925 udbrød der difteritis i Nome, og dette historiske stafetløb blev derfor en kamp med døden. Det var nødvendigt at Nome omgående modtog en sending serum, så en truende epidemi kunne hindres. Man organiserede tyve hold som bestod af slædekuske og hunde. Da det første hold startede i Nenana målte man en temperatur på minus 46 grader. Det blev starten på et stafetløb med distancer mellem byerne på mellem 50 og 80 kilometer. Meget af tiden kørte man i mørke, for på den årstid er der i de arktiske egne kun dagslys i tre til fire timer.

Det tog 5 dage og 8 timer at tilbagelægge denne strækning til Nome på 1080 kilometer — en tur der normalt ville have taget 25 dage. Slædekuskene havde trodset snestorme med en såkaldt windchill-faktor eller nedkølingseffekt på minus 57 grader eller lavere. USA’s daværende præsident, Calvin Coolidge, mente at en sådan heltemodig indsats burde belønnes, og han tildelte derfor hver enkelt deltager en medalje og et diplom.

Førerhunde

Hundespandets førerhund har en meget vigtig funktion, og kun få hunde egner sig til denne opgave. Man må tænke på at førerhunden, afhængigt af antallet af hunde, befinder sig 15 til 20 meter foran slædekusken. Førerhunden kan være helt ude af syne i mørke, i snestorm eller når slæden runder et hjørne. Denne hund har derfor til opgave at snuse sig frem til det rette spor, følge sporet eller vælge en anden sikker rute, og foretage andre hurtige beslutninger fra det ene øjeblik til det andet — uafhængigt af sin herre.

Sidste år måtte DeeDee Jonrowe, en fører fra Alaska der i løbet året før kom ind på en andenplads, ophøre med at bruge Barkley, der var hendes mest pålidelige førerhund. Det var et hårdt slag for hendes hundespand. For to år siden måtte Lavon Barve, der ti gange har deltaget i Iditarod-løbet, udgå 369 kilometer fra Nome. Han var blevet hæs af hele tiden at råbe ordrer til sine to førerhunde, der var uerfarne.

At førerhunden er betydningsfuld betyder ikke at slædekusken er overflødig. Nej, han har meget at skulle have sagt. Han kan råbe følgende ordrer: „Gee“ (højre), „haw“ (venstre), eller „whoa“ (stop). Efterhånden er disse ældre udtryk blevet erstattet af andre udtryk fra sportsverdenen, der på dansk svarer til „kom så!“ eller „af sted!“. Ordrer som disse sætter gang i hundeforspandet og styrer dets bevægelser. Ved at gøre brug af disse kommandoer og en imponerende sneklo, en slags anker man presser ned i sneen for at hindre at overstadige hunde starter før tiden, kan man normalt holde styr på hundeforspandet.

Vi siger „normalt“, fordi Mark Nordman, en fører fra Minnesota, indimellem sætter spørgsmålstegn ved om førerhunde er pålidelige og om hundespand reagerer på kommandoer. I et løb for nylig måtte han kort før en kontrolpost standse sit hundeforspand, da nogle skagler havde viklet sig ind i hinanden. Hundene hev og sled i linerne mens han forsøgte at få orden på dem. Til sidst frigjorde træklinen (et slæbetov af metal hvortil hver hund er koblet fast) sig fra slæden — og hundene satte i spring. Mark kastede sig efter linen og fik fat i den lige netop før de sidste hunde var forsvundet. (Det kan være meget farligt at miste sine hunde midt ude i en ødemark.) De næste 500 meter var han både sneplov og vandskiløber, idet hans hunde trak ham igennem snedriver og vandhuller. Hele tiden råbte han ordrer om at de skulle stoppe. Hans kinder var stive af frost og hans parka var drivvåd. Omsider lystrede hundene, hvorefter han gik tilbage for at finde slæden. Mon det var ved denne lejlighed at hans tillid til førerhunde fik et knæk?

Der er dog situationer hvor man godt kan tillade sig at stole på en førerhund. Søvn er i høj kurs under Iditarod-løbet. Når sporet er lige og fladt kan føreren nogle gange overdrage ledelsen af hundespandet til førerhunden, mens han selv får sig en lille lur på slæden. Hundene fortsætter mod bestemmelsesstedet, Nome, i et rask tempo mens føreren blunder lidt.

Hvis sporet er godt kan et hundeforspand i kortere perioder trave 18-19 kilometer i timen, eller komme op på en hastighed af 30 kilometer. Gennemsnitshastigheden er dog lavere, men ofte kan hundene tilbagelægge over 150 kilometer om dagen. Et vinderforspand havde en gennemsnitshastighed af 7 kilometer i timen alle de ti dage løbet varede.

Slædehunden i Alaska

Nogle spekulerer på om mennesker ikke på denne måde mishandler og udnytter slædehundene. Det er berettiget at gøre sig disse bekymringer, da mennesker jo til tider har mishandlet dyr.

Men slædehundene synes selv at være glade for turen. Efterhånden som hver enkelt slædehunds kåde tuden ved startlinjen tager til i kraft, kan man tydeligt mærke at hundene er ivrige efter at komme af sted. Som et eksempel på hundenes iver kan nævnes et spand på ti hunde der hev i deres seletøj med en sådan kraft at de trak en varevogn efter sig. Bilen var tilmed i gear og håndbremsen trukket!

Det ligger førerne meget på sinde at deres dyr trives. Ved hvilepladserne går en god del af deres tid med at tilberede mad til hundene og udbrede halm der virker isolerende i deres senge af sne. Samtidig efterser de hundenes små beskyttende potesokker og de poter der er blevet beskadiget bliver behandlet. Indimellem får slædekusken sig et hvil i halvanden til to timer. I løbet er der indlagt et obligatorisk stop på 24 timer, hvor førerne kan sove i seks til syv timer. Heldigvis får hundene mere søvn end føreren.

En tommelfingerregel siger at en hund ikke må trække mere end sin egen kropsvægt. En slæde inklusive føreren i et Iditarod-løb vejer gennemsnitlig mellem 140 og 230 kilo. Hvis en deltager har et hundespand på 15 hunde, trækker hver hund altså cirka 15 kilo eller mindre. Det er et godt stykke under en hunds gennemsnitsvægt på 25 kilo. Desuden sidder føreren ikke lang tid ad gangen på slæden. Han løber ofte bag ved slæden og skubber, og hjælper måske til når det går op ad bakke eller hen over ujævnt terræn.

Trods den pleje slædeførerne giver deres dyr, lyder der alligevel kritiske røster som siger at disse løb er til skade for nogle af hundene. I et brev til The New York Times stod der at dyreværnsforeningen i De Forenede Stater hævdede at nogle hunde ikke kunne fuldføre løbet, og at andre endog døde, fordi de blev presset for hårdt. De store pengepræmier, der er finansieret af forskellige sponsorer, blev anført som en af grundene hertil.

Fire hundetyper

Hvad er det for hunderacer der ikke blot kan holde tempoet men også synes at kunne lide det? Enhver hund som trænes til at blive trækdyr kan bruges som slædehund. Ifølge Lorna Coppinger, forfatter af bogen The World of Sled Dogs, hører de hunde som bruges i hundeslædeløb i Alaska dog som regel til en af disse fire hundetyper: Alaska-malamut, Siberian Husky, Alaskan Husky, og landsby- eller indianerhund.

1) Alaska-malamuten er en udpræget arktisk hund. Russiske opdagelsesrejsende så hunden hos en eskimostamme fra Kotzebue Sound, et folk der dengang blev kaldt malamuterne eller malemiuterne. Hunden er stor af bygning og er meget stærk. Den var særlig egnet til at fragte tunge byrder under guldfeberperioden. Hundens manglende hurtighed opvejes af dens kolossale styrke og udholdenhed.

2) En Siberian Husky har ofte klare blå øjne og anses for at være en race for sig. Den er lille, intelligent og hurtig, og har nogle meget markante aftegninger. Hunden blev indført i Alaska i 1909 af en russisk pelshandler som deltog i det andet Iditarod-løb med sit hundespand, der bestod af ti Siberian Huskys.

3) Alaskan Husky bliver ikke anset for at være en særskilt race, men på grund af sine karakteristiske træk bliver den alligevel betragtet som en type for sig. Den er en blanding af arktiske hunde. Hundens navn stammer fra et gammelt ord for eskimo — husky eller huski — der betyder „en der æder råt kød“. Dette er et passende navn, for de arktiske slædekuske anvendte i mange år tørrede fisk som foder.

4) Indianerhunden, eller landsbyhunden, er i dag den mest almindelige hund til hundeslædeløb. Den er ofte ubestemmelig, og er et resultat af mange års avl på den genpulje som er tilgængelig i landsbyerne. Hunden kan løbe en kilometer på under tre minutter, og fuldføre et 30 kilometers løb med en hastighed af 27 kilometer i timen. Alligevel har den energi nok til ivrigt at se frem til morgendagens løb. Nogle synes ikke at den er noget særligt, men førerne synes at hunden er smuk hvis den har den rette gangart og holdning.

I mål!

Iditarod-løbet slutter ikke når den første slæde passerer mållinjen. Der kan gå yderligere otte–ti dage før løbet officielt er slut. Det afsluttes med at den sidste fører der passerer mållinjen får overrakt ’den røde lanterne’. Den røde lanterne vækker minder fra dengang man i jernbanens glansperiode hængte en lanterne op bag på den sidste togvogn.

Man imponeres over det samarbejde der finder sted imellem menneske og hund under Iditarod-løbet. Det er dette samspil der gør det muligt at hundespandet og føreren kan tilbagelægge 1800 kilometer i et meget vanskeligt terræn og under meget dårlige vejrforhold. Trods disse hindringer er nogle hundespand i stand til at gennemføre ruten på ti og en halv dag. Man imponeres også over de forunderlige fysiske og psykiske evner Skaberen har nedlagt i mennesker og dyr som gør en sådan bedrift mulig.

[Kildeangivelse på side 17]

Foto: © Jeff Schultz/Alaska Stock Images