Et besøg hos bjerggorillaerne

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I TANZANIA

OMKRING 320 af dem lever i det vulkanske område ved grænsen til Rwanda og Congo (Kinshasa), og yderligere 300 lever i Ugandas uigennemtrængelige skove. Vi taler her om bjerggorillaen — et af de pattedyr i verden som er i størst fare for at uddø.

Den amerikanske zoolog Dian Fossey gjorde meget for at vække offentlighedens bekymring for disse dyrs skæbne. Dian Fossey kom til Afrika i slutningen af 1960’erne for at studere bjerggorillaen. På det tidspunkt var bestanden hurtigt dalende på grund af krybskytteri. Den modige forsker førte nærmest en eneboertilværelse i Virungabjergene og fik hurtigt skabt god kontakt til de hjemmehørende gorillaer. Fossey udgav sine resultater i artikler i tidsskrifter og i bogen Gorillaer i disen. Med tiden blev hun mere og mere besluttet på at beskytte sine pelsklædte venner. Hun blev imidlertid selv offer for sin kamp idet hun blev myrdet af en ukendt voldsmand i 1985.

I 1993 besluttede min kone og jeg at vi ville vove os ind på gorillaernes levesteder, da vi havde fået lyst til med egne øjne at betragte disse fredelige skabninger. Vi håber det er i orden at vi genopliver vores vovestykke ved at fortælle denne beretning.

Rejsen begynder med at vores guider tager os med på en times klatretur fra foden af den 3700 meter høje vulkan Visoke til udkanten af Vulkanernes Nationalpark i Rwanda. Mens vi tager et tiltrængt hvil, forklarer vores guider hvordan vi skal opføre os når vi omgås gorillaerne. Vi får at vide at kun otte gæster hver dag får lov til at besøge denne særlige dyregruppe. Det nedsætter risikoen for at dyrene bliver smittet med sygdomme, og forebygger også at deres adfærdsmønster forstyrres.

En af guiderne siger til os: „Når vi kommer ind i skoven, skal vi tale sagte. Det vil hjælpe os til at kunne betragte andre dyr og fugle i skoven, for ud over bjerggorillaerne lever her marekatte, sortpandede dykkerantiloper, skriftantiloper, elefanter og endda kafferbøfler.“

Vi får også at vide at der er sviende nælder og myrer i parken, og at vi måske bliver nødt til at gå i den tågede og mudrede kratskov. Min kone og jeg kigger på hinanden. Det er vi ikke klædt på til. Men de venlige guider låner os regntøj og støvler.

Vores guide siger derefter at gorillaerne er yderst modtagelige for menneskesygdomme. For at beskytte dem må enhver der er syg eller lider af en infektionssygdom, blive tilbage. „Hvis du får brug for at hoste eller nyse når vi er tæt på gorillaerne, så vend ansigtet væk fra dyrene, og forsøg at holde dig for næse og mund,“ siger en af guiderne. „Husk at vi er gæster i deres disede hjem.“

Så tæt på at vi kan røre dem!

Opstigningen bliver stejlere og stejlere. Vi kommer op i 3000 meters højde. Luften er tynd, hvilket besværliggør vejrtrækningen, og stierne er smalle. Men vi kan nyde det smukke hageniatræ med vandret voksende grene der er tynget af en tyk mosvækst, bregner og orkidéer. Det bibringer skoven en paradislignende skønhed.

Guiderne begynder nu at lede efter det sted hvor gorillaerne blev set dagen før, til trods for at disse dyr hele tiden er på farten i deres søgen efter frisk føde. „Se derovre!“ udbryder en. I den bløde vegetation har en gorilla med sølvgrå ryg sin rede.

„Han kaldes Umugome,“ forklarer guiden. „Når en hangorilla er omkring 14 år, bliver pelsen sølvhvid på ryggen. Han betragtes nu som gruppens fører. Det er kun gorillaer med sølvfarvede rygge der parrer sig med hunnerne. Yngre som forsøger, bliver øjeblikkelig afvist. Hvis det lykkes for en rival at slå anføreren ihjel, dræber han også hele afkommet. Dernæst tager den nye førerhan over og får afkom med gruppens hunner.“

„Hvor gammel kan en gorilla blive?“ er der en i gruppen som spørger mens vi følger guiderne ind i en smuk bambusskov.

„Den kan blive omkring 40 år,“ lyder det sagte svar.

„Schhh! Schhh!“ hvisker en ved lyden af et dybt grynt. „Hvad var det? En gorilla?“ Nej, det er en af guiderne der grynter ligesom en gorilla i et forsøg på at få en tilbagemelding. Vi må være meget tæt på.

Og det er vi også. Kun 5 meter fra os er der omkring 30 gorillaer. Vi får at vide at vi skal sætte os på hug og være stille. „Lad være med at pege ad dem,“ siger en guide, „for så tror de måske at I vil smide noget efter dem. I må heller ikke råbe. Når I tager billeder, så bevæg jer langsomt og forsigtigt, og lad være med at bruge blitz.“

Vi er så tæt på gorillaerne at vi kan røre dem! Men inden det sker, hvisker en guide: „I må ikke røre dem!“ Straks nærmer en gruppe små gorillaer sig os for at kontrollere hvem vi er. Guiden giver dem et venligt dask med en lille gren, og de nysgerrige unger ruller ned ad skråningen mens de slås som små børn. ’Moderen’ griber ind når legen bliver for voldsom.

Førerhannen betragter os på afstand. Pludselig går han hen imod os og sætter sig nogle få meter fra os. Han er kæmpestor og må veje omkring 200 kilo. Han er alt for travlt optaget af at spise til at gå særligt op i at vi er der, men han holder dog øje med os. Rent faktisk er spisning en gorillas hovedbeskæftigelse. En voksen hangorilla kan indtage omkring 30 kilo føde om dagen. Og alle dyr i gruppen er fra morgen til aften travlt optaget af at søge efter føde. Nogle gange kan man se dem slås om de „godbidder“ de har fundet.

Deres favoritspise er marven fra den gigantiske brandbægerplante. De kan også lide vildtvoksende selleri, visse planterødder og bambusskud. Indimellem laver de endda en ’salat’ af bambusskud og grønne blade fra tidsler, nælder og snerrer og forskellige rødder og slyngplanter. „Hvorfor brænder gorillaerne sig ikke på de nælder de griber fat om og renser?“ spørger én. En guide forklarer: „De har et tykt lag hud på deres håndflader.“

Mens vi nyder dette fredelige øjeblik, rejser den kæmpestore han sig pludselig på bagbenene, slår sig med næverne på brystet og udstøder et skrækkeligt og nervepirrende skrig. Han farer frem mod en af guiderne, men stopper op lige inden han støder ind i ham. Han sender guiden et aggressivt blik. Men vores guide går ikke i panik. I stedet sætter han sig på hug, grynter og bevæger sig langsomt baglæns. Det lader til at førerhannen kun ville imponere os med sin styrke og magt. Og det er bestemt lykkedes!

Guiderne signalerer nu til os at vi skal gøre os klar til at tage af sted. Vi har brugt lidt over en time sammen med disse pragtfulde, fredsommelige skabninger, som gæster „i disen“. Selv om vores besøg var kort, har det været en uforglemmelig oplevelse. Vi kan ikke lade være med at tænke på Bibelens løfte om en kommende ny verden hvor mennesker og dyr for evigt vil leve sammen i fred. — Esajas 11:6-9.

Bjerggorillaens udbredelsesområde

DEN DEMOKRATISKE REPUBLIK CONGO

Kivusøen

UGANDA

RWANDA

AFRIKA

Det område der er forstørret

[Kildeangivelse]

Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.