TIL EFTERTANKE:

Hvorfor blive ved at tænke på nazitiden?

I foråret er der her i Danmark blevet åbnet en udstillingsrække som beskæftiger sig med Jehovas Vidners forhold under nazismen i Tyskland.

Det er 53 år siden det nazistiske styre faldt. Hvorfor beskæftige sig med det i dag? Er det ikke bedre at se fremad?

OM NAZISMEN i Tyskland er der lavet film i hundredvis og skrevet afhandlinger i tusindvis.

Fascinationen af perioden 1933-45 lever åbenbart stadig. Men mange spørger også om man ikke snart burde lade fortiden hvile i fred. Skulle vi ikke beskæftige os mere med det nye årtusind end med en gammel krig?

Der er selvfølgelig ingen grund til at beskæftige sig mere end nødvendigt med krig og gru. Men hvor meget er nødvendigt?

Nødvendigt?

Det er nødvendigt at beskæftige sig med historiens mørke perioder hvis de ikke skal komme tilbage. Hvis man glemmer hvordan noget i et samfund gik galt, kan det gå galt igen. Derfor skrev den tyske skribent Theodor Adorno 21 år efter krigen: „At Auschwitz aldrig må gentage sig, må være det første mål for al opdragelse.“

Også for den enkelte der i dag gerne vil vurdere sine egne standpunkter og deres holdbarhed, er det nødvendigt at betragte historien — ikke mindst perioden omkring den anden verdenskrig.

Den udstillingsrække Jehovas Vidner i foråret har indledt her i Danmark, har blandt andet som mål at give den enkelte mulighed for at konfrontere sig selv med de spørgsmål nazitiden rejser.

Først nogle få fakta: Nazismen udså sig Jehovas Vidner som sine specielle fjender. Allerede fra begyndelsen blev de forfulgt fordi de ikke ville hylde Hitler, men afslørede ham som en selvisk diktator, og ikke ville kæmpe i hans hær. På grund af deres tro blev de jaget af Gestapo, SS og hele det øvrige apparat. Politi og domstole blev deres fjender i stedet for deres beskyttere. Når de blev indkaldt til militærtjeneste, nægtede de — og måtte se døden i øjnene.

Da krigen sluttede, var 10.000 Jehovas vidner blevet ramt af forfølgelse. Omkring 6000 var blevet indsat i fængsel eller kz-lejr, og mellem 1600 og 2000 havde ofret livet. Af disse blev over 250 henrettet.

Hvordan . . .? Hvorfor . . .?

Når man har set udstillingen „Mellem Modstand og Martyrium“ og er blevet præsenteret for disse almindelige, fredelige familier der blev splittet, jagtet og dræbt for deres tro, kan man ikke gå uberørt videre. Man tvinges til at spørge sig selv:

Hvordan kunne et civiliseret samfund med grundlovssikrede friheder nå en sådan grad af grusomhed? Hvordan kunne så mange lade sig forblænde af en diktator der aldrig havde lagt skjul på sine holdninger og hensigter, og lægge styret i hans hænder?

Og kz-lejrene — hvor meget vidste den almindelige borger om dem? Hvorfor var der ingen store demonstrationer og protester? Hvad fik hele retssystemet til at svinge over så det blev nazismens forlængede arm i stedet for at beskytte de uretfærdigt forfulgte?

Hvor var samfundskritikerne henne? Hørte man samlede protester fra akademikere og filosoffer? Og hvad med præsterne? Den katolske kirke havde i 1933 underskrevet et konkordat med Hitler; dens præster ville altså komme på kant med både kirken og staten hvis de kritiserede Hitler. Men man kan meget vel spørge hvorfor der alligevel ikke var flere præster der gjorde det.

Jehovas Vidner under nazistyret

Som gruppe betragtet led Jehovas Vidner procentuelt meget store tab under nazismen. Men det må erkendes at jøder, russere, polakker og andre grupper i samlede tal har haft flere ofre end dem. Det er en kendsgerning der må omfattes med respekt.

Imidlertid er der flere forhold omkring Jehovas vidners situation under nazismen der er helt unikke. For det første:

De kunne vælge. I modsætning til andre fanger kunne det enkelte Jehovas vidne blive løsladt fra fængsel eller kz-lejr hvis han eller hun blot underskrev en erklæring hvori vedkommende fraskrev sig troen. Når man tænker på lejrenes gru og elendighed, kan man forestille sig hvilket pres det udsatte den enkelte for. Det tjener til Vidnernes ros at kun ganske få underskrev erklæringen. Og blandt de få der i et svagt øjeblik gjorde det, var der adskillige som snart fortrød og trak underskriften tilbage igen.

Den danske religionshistoriker Lasse Brandstrup skrev herom i Berlingske Tidende den 14. marts 1998 og trak en interessant parallel: „Det kan undre os, at de ikke foretrak en frigivelse — det undrede også romerske embedsmænd, at mange kristne under de store forfølgelser i Romerriget ikke ville redde livet, men ’fanatisk’ (= kompromisløst) nægtede frafald. For Jehovas Vidner var Gud en levende realitet i KZ-lejren.“

Desuden var Jehovas Vidner det eneste trossamfund der tog et konsekvent, organiseret standpunkt mod nazismen. Deres modstandere bekræftede det ved at give dem deres eget kendemærke i kz-lejrene: den lilla trekant.

Endelig kan man pege på det særlige at Jehovas Vidner åbent afslørede Hitler og hans ugerninger. Adskillige gange under den hårde forfølgelse gennemførte de jagede Vidner det mesterstykke at uddele tryksager over hele Tyskland hvori de beskrev styrets handlinger, tog afstand fra dem og bekræftede at de stod fast i deres tro.

Da krigen sluttede, kunne det konstateres at Hitler aldrig fik knækket Vidnerne, selv om han fik dræbt mange af dem.

Gudstro i en ond verden

I sin artikel i Berlingske Tidende nævner historikeren Lasse Brandstrup at Auschwitz-kommandanten Rudolf Höss regnede Jehovas vidner for „arme dårer“. Hertil har Brandstrup denne kommentar: „Er de arme dårer, så var de urkristne det også; som de ældste kristne er de forankret i troen på Jesu genkomst, Dommen og Paradiset. Höss opdagede ikke deres ’hemmelighed’: livet, døden er ikke et problem for den, som tror på opstandelsen. ’Jeg vil aldrig glemme de to polske bondekvinder på vejen til Golgatha.’ Samme værdighed, mod og tro som da Jesus førtes til Golgatha, gik de hen til galgen med. Som Jesus blev korsfæstet, blev de hængt i troen på Gud og opstandelsen. KZ-lejren kunne ikke berøve dem gudstroen.“

Her peger han på noget vigtigt: Ondskaben behøver ikke at berøve én troen på Gud. Mange siger at den megen gru i verden gør det umuligt at tro på Gud. Men de Jehovas vidner der midt i Auschwitz-helvedet bevarede troen på en kærlig Gud og stadig følte at han var med dem, tjener som levende bevis på det modsatte.

Og hvis man i kz-lejrene kunne bevare troen på Gud, må det være muligt overalt.

Religionshistorikeren Lasse Brandstrup fortsætter: „Tror man på [opstandelsen] kan man udholde alt, som Jehovas Vidner gjorde uden at fornægte dem selv eller deres Gud. Hvordan kan man tro på opstandelsen? Lad mig svare med modspørgsmålet: hvordan kan man efter Auschwitz tro mennesket?“

Vor forkælede nutid

Når man hører om andres lidelser og afsavn, skammer man sig næsten ved at tænke på sin egen komfortable tilværelse i dag. Men man kan ikke forandre fortiden. Dét man kan, er at ransage sig selv.

Alle kan — måske på andre områder — blive stillet over for dilemmaer der ligner dem som Vidnerne stod over for under nazismen. Derfor gør man vel i at spørge:

Har tidens luksus, overflod og underholdning svækket min karakter og min tro? Hvornår følger jeg med strømmen, og hvornår står jeg op for det jeg tror på? Hvor går grænsen for hvad jeg vil være med til? Kan man fastholde sin overbevisning hvis ens liv eller frihed bliver truet? Er det værd at gøre det?

Vi der er vokset op i efterkrigstidens overflodssamfund og lever midt i nutidens holdningsmæssige forvirring, har meget at lære af de kristne der stod fast under nazismens terror.

[Tekstcitat på side 30]

Jehovas Vidner var det eneste trossamfund der tog et konsekvent, organiseret standpunkt mod nazismen

[Tekstcitat på side 31]

Hvis man i kz-lejrene kunne bevare troen på Gud, må det være muligt overalt