De stod fast

DEN 30. marts i år begyndte en vigtig oplysningskampagne her i Danmark. Den beskæftigede sig med noget som skete for 50 til 70 år siden, men som har en betydning der rækker langt ud over nogen isoleret periode. Stoffet blev behandlet i en film, i foredrag og i en stor, offentlig udstilling, som i løbet af året vil blive vist adskillige steder i landet.

Det drejer sig om Tyskland i perioden under nazismen. Én enkelt gruppe skinner som et lys i denne mørke periode. Mens millioner af tyskere enten tog imod Hitler med begejstring eller bøjede sig for hans overmagt, mens kirkerne enten gik i forbund med nazistpartiet eller søgte at holde lav profil, mens Hitler og hans hjælpere truede alle deres modstandere med død og fængsling — da var der én lille gruppe som ikke bøjede sig.

Det var Jehovas Vidner. De stod urokkeligt fast over for nazismen, og mellem 1600 og 2000 måtte betale for det med livet.

Det har ikke været almindeligt kendt. Først her i 1990’erne er historikere begyndt for alvor at fremlægge forskning som viser hvor modigt Jehovas Vidner stod fast over for nazismen.

For de tyske Jehovas Vidner under nazismen stod det klart at de ikke kunne føje Hitler. Blot dét, for eksempel, at sige „Heil Hitler“ ville betyde at de tilskrev Hitler frelse, mens frelsen jo kommer fra Gud og Kristus alene. For eksempel hedder det i Apostelgerninger 4:12: „Der er ikke . . . givet mennesker noget andet navn hvorved vi skal frelses.“ Og i Åbenbaringen 7:10: „Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ Begge disse steder brugte den gamle tyske bibeloversættelse ordet „heil“ hvor der i grundteksten står en form af ordet „frelse“.

Til dette kommer at Jehovas Vidner ikke ville deltage i Hitlers væbnede styrker eller støtte hans krigsbestræbelser på nogen anden måde.

Det haster

Jehovas Vidner mener at deres trosfællers kamp under nazismen er højaktuel og lærerig. Derfor har de i Danmark taget en række initiativer for at oplyse om hvordan almindelige tyskere blev forfulgt for deres overbevisning i årene 1933-45. Det haster med at få disse oplysninger frem, for de personligt berørte hører til en generation der er ved at forsvinde. Som det for nylig hed i en appel fra tyske kz-lejroverlevende: „Spørg os — vi er de sidste!“

Det første led i årets oplysningskampagne i Danmark var premieren på en videofilm hvor netop en række overlevende træder frem og fortæller deres historie. Dokumentarfilmen har titlen „De stod fast trods nazismens terror“. Den havde danmarkspremiere under en temadag i Odd Fellow Palæet i marts 1998.

Hvorfor var Odd Fellow Palæet valgt? Dels fordi det er en smuk og værdig ramme om en sådan konference. Og dels fordi Jehovas vidner har mange gode minder fra denne bygning. Allerede i 1920’erne holdt de betydningsfulde foredrag her, blandt andet foredrag af Joseph F. Rutherford fra USA. Et stævne fra besættelsestiden var særlig mindeværdigt. Det blev holdt den 28.–29. august 1943, netop i de dage hvor landets situation forandrede sig, og der blev indført spærretid. Stævnet i Odd Fellow Palæet blev aflyst og deltagerne sendt hjem i små grupper — indtil én opdagede at det var tilladt at holde gudstjenester. Man mente nok at stævnet kunne kaldes en gudstjeneste, og derfor blev deltagerne i hast kaldt tilbage — igen i mindre grupper.

Temadag i Odd Fellow Palæet

Mandag den 30. marts 1998 var historikere, mediefolk og andre indbudt til denne særlige temadag i Odd Fellow Palæet i København, hvor nogle af verdens største autoriteter på området fremlagde deres bedømmelse af Jehovas Vidners situation under nazismen i Tyskland. Kun én af dagens talere, Jørgen Larsen fra afdelingskontoret i Holbæk, var selv et af Jehovas vidner. De øvrige var uafhængige forskere.

Den spændende temadag indledtes med velkomst af Villy Mørk Jensen, en kendt dansk modstandsmand, der selv har siddet som dødsdømt i tysk fængsel og koncentrationslejr.

Derefter talte historikeren mag.art. Stig Hornshøj-Møller, der har stået bag en tv-serie og andet materiale om nazismen. Under temaet „Bibelforskerne — et casestudy“ sagde han blandt andet: „Jehovas Vidner sagde modigt fra, både med det talte og trykte ord, over for nazismens terror. Gestapo og SS brugte enorme ressourcer på at bekæmpe denne mindre gruppe — men uden held. Forfølgelserne af Jehovas Vidner og deres modstand mod nazismen skete på et tidspunkt hvor det var livsfarligt ikke at indordne sig. Og de vidste det.“

Hornshøj-Møller pegede på at denne beretning „sætter fokus på vigtige moralske og etiske spørgsmål om tolerance, gruppepres og den enkeltes ansvar. Den viser at åndelig modstand er en styrke i sig selv.“

Fortjener respekt

Dr. Detlef Garbe, dagens næste taler, er en banebrydende forsker vedrørende Jehovas Vidners situation under nazismen. Hans doktorafhandling om forholdet er et pionerarbejde der i dag regnes som et autoritativt værk. I sin tale opregnede han en række træk der gjorde Jehovas Vidner til noget specielt under den tyske forfølgelse. For eksempel var de det eneste trossamfund der som samlet gruppe satte sig imod militærtjeneste og fastholdt deres standpunkt trods dødsdomme ved militærdomstolene.

„Skønt Jehovas Vidner blev så bittert forfulgt af nazismen, har den officielle historieskrivning helt op til 1990’erne så godt som ikke interesseret sig for denne forfølgelse. Det skyldes sikkert den sociale modvilje som trossamfundet mødes med. I betragtning af deres helt klare særtræk og den deraf følgende historiske relevans kan man ikke forklare videnskabens og offentlighedens tøven ved bare at sige at marginalgrupper ofte er lidet kendt.“

Ved slutningen af sin tale erklærede dr. Garbe: „De ofre der blev bragt af Jehovas vidner, som for deres tros skyld foretrak forfølgelse og død frem for at have nogen andel i krigen — det er ofre der fortjener vores ære og respekt. Og det ville tjene til ros for offentligheden i Tyskland såvel som Danmark om man ikke nægtede dem denne ære og respekt.“

Hvad modstanden beviste

En kvindelig forsker fra Berlins Frie Universitet, dr. Gabriele Yonan, fik ordet. Hun har beskæftiget sig med kirkers og trossamfunds stilling til Hitler, og hun tøver ikke med at pege på hvordan de større kirker i høj grad søgte at vinde Hitlers gunst eller bøje sig for ham. Hun citerede den katolske kardinal von Faulhaber, der efter det tyske konkordat med Vatikanet skrev til Hitler: „Dette håndslag med pavestolen er visselig en umådelig velsignelse . . . Måtte Gud værne rigskansleren [Adolf Hitler] for vort folk.“

I kontrast hertil må man sige at Jehovas Vidner stod fast som én samlet gruppe. I sin opsummering sagde dr. Yonan, blandt andet som svar på den påstand at de tyske Jehovas vidner var styret af deres ledere:

„De bevægende øjenvidneberetninger . . . viser én ting klart: Der var ingen direktiver fra Vagttårnsselskabets hovedkontor. Alle direktiver kom fra De Hellige Skrifter, Det Gamle såvel som Det Nye Testamente.“

Dr. Yonan sluttede: „Jehovas Vidner kan med rette hævde at de har modstået ’det onde’. De har i bogstavelig forstand bevist at de er sande disciple af Jesus Kristus, som de selv erklærer — mens begge de to store kirkesystemer indrømmer at de er kommet frygteligt til kort. Nu, seks årtier efter, burde det i kristendommens navn være på tide at vise Vidnerne den respekt der tilkommer dem.

Uden det eksempel som denne standhaftige gruppe kristne satte under nazistisk diktatur, måtte man — efter Auschwitz og Holocaust — tvivle på om det overhovedet var muligt at følge den kristne lære Jesus forkyndte.“

Efter dr. Yonans tale blev ordet givet til Jørgen Larsen, der er koordinator for Jehovas Vidner i Danmark. Han talte om „Forfølgelsen set fra Danmark“. Der var ingen decideret forfølgelse af Jehovas Vidner i Danmark under den tyske besættelse. Derimod fremkom der i Danmark mange udsagn om de tyske trosfællers standhaftighed. En dansk journalist, Niels Jørgensen, udgav allerede i 1945 bogen „Paa Det Tyske Slavemarked“, hvori han som øjenvidne fra kz-lejrene fortalte indgående om „Bibelforskernes“ høje moral.

„Bibelstudenterne i de tyske kz-lejre har ved at bestå ildprøven dér bevist at det er muligt under ekstremt onde forhold at bevare troen på en kærlig Gud,“ sagde Jørgen Larsen. „De har, om man så må sige, bevist kristendommens sandhed, og de har været en trosstyrkende inspiration for os andre som vi ikke kan takke nok for.“

Gribende øjenvidneberetninger

Deltagerne ved temadagen fik nu som de første forevist dokumentarfilmen „De stod fast trods nazismens terror“.

Efter filmen var der et bevægende møde med tre af Jehovas vidner som overlevede ophold i tysk koncentrationslejr, deriblandt to som medvirkede i filmen.

Anastasia Ivanovna Kazak fremtræder i dag, 73 år gammel, som en stærk ukrainsk kvinde. Hun blev i 1942 tvangsforflyttet fra sit hjem for at arbejde i Tyskland. Efter et flugtforsøg kom hun i 1944 i koncentrationslejren Stutthof. Blandt de mange fanger her lagde hun mærke til Bibelstudenterne, fangerne med den lilla trekant. Hun så deres hjælpsomhed og styrke, hun hørte dem fortælle om den kærlige Gud der giver alle retsindige et lyst fremtidshåb, og hun fik lyst til at høre mere.

På den måde lærte hun Bibelstudenterne at kende og besluttede at blive en af dem. Men inden hun nåede at blive døbt i Stutthof, skulle lejren rømmes, og hun kom med på en dramatisk rejse op til Østersøen og over havet i en flodpram. Sammen med over 400 medfanger landede hun ved Klintholm Havn på Møn den 5. maj 1945 om morgenen. Her blev hun og omkring 14 trosfæller modtaget af danske Jehovas vidner, og hun blev kort efter døbt som et af Jehovas vidner.

Men da hun kom tilbage til sit hjemland, fortsatte trængslerne. Hun og hendes mand blev arresteret gang på gang. I årene efter krigen tilbragte Anastasia over 11 år i sovjetisk fangelejr, blandt andet i Vorkuta i Sibirien. Men hun er stadig aktiv og stærk i sin tro.

De næste øjenvidner var ægteparret Horst og Hermine Schmidt fra Tyskland. Hermine, i dag en nydelig, smilende og udadvendt 72-årig kvinde, boede i Danzig da hendes forældre blev Jehovas vidner. Hun måtte se den ene efter den anden af familiens gode venner blive arresteret og forsvinde, og som 17-årig blev hun selv arresteret. Hun endte i koncentrationslejren Stutthof og kom til sidst med på den samme synkefærdige flodpram som Anastasia Kazak. Efter krigen valgte Hermine at gå i tysk interneringslejr i Danmark for at kunne forkynde for de mange håbløst stillede tyskere dér. Først efter et par år kom hun tilbage til Tyskland.

Hendes mand, Horst Schmidt, havde også en dramatisk historie. Som ung arbejdede han illegalt som kurér i Tyskland med bladet Vagttårnet indtil han blev indkaldt som soldat. Da han nægtede militærtjeneste, gik han under jorden, og hans plejemor påtog sig at skjule ham. Da det blev opdaget, blev både Horst og plejemoderen dømt til døden, og moderen blev halshugget i 1944. Horst selv blev reddet af krigens slutning; men inden da havde han tilbragt mange nervepirrende måneder i Berlins „tugthus Brandenburg“, hvor han måtte formode at hans henrettelse kunne ske når som helst.

Horst Schmidt fremsatte en tanke inspireret af den franske forfatter Antoine de Saint-Exupéry (der skrev bogen „Den lille prins“): „Man skal ikke tænke med forstanden. Man skal tænke med hjertet, for kun sådan tænker man rigtigt.“ Sådan, sagde Horst Schmidt, havde hans mor tænkt da hun med livet som indsats skjulte sin søn. Sådan havde hans hustru tænkt da hun som ung nægtede at sige „Heil Hitler“ og kom i kz-lejr for det. Og sådan havde han selv tænkt da han blev indkaldt som soldat og nægtede.

Tilhørerne var dybt bevægede da de tre overlevende havde talt ud. Et stort bifald viste deres sympati.

Efter beretningerne var der lejlighed til at stille spørgsmål. Blandt andet fremkom en udenlandsk forsker med en interessant kommentar fra salen: Nazisme og forfølgelse hører ikke kun fortiden til, erklærede han. Så sent som i 1994 forekom det uhyggelige folkedrab i Rwanda — og her viste Jehovas vidner det samme mod som under nazismen i Tyskland. De nægtede at deltage i myrderierne, men gav i stedet hjælp på tværs af stammeskellene.

Dagen efter denne temadag var der endnu en mindeværdig begivenhed i Odd Fellow Palæet. Danske Jehovas vidner som var blevet døbt inden 1945, var indbudt til et særligt arrangement i Palæet, hvor de fik lejlighed til at se den nyåbnede udstilling og til at høre øjenvidnerne berette. Det blev et hjertevarmende gensyn for venner fra hele Danmark.

Fra København til Frøslev

Den store udstilling som nu var åbnet, indeholdt 50 plancher der illustrerede hvordan familier og enkeltpersoner stod fast under forfølgelse.

I Odd Fellow Palæet fortsatte udstillingen ugen ud. Der var så stor søgning at det til tider var svært at komme tæt nok på plancherne. Næsten 7000 nåede at besøge udstillingen i Odd Fellow Palæet.

Straks efter blev udstillingen overflyttet til Frøslevlejrens Museum i Sønderjylland, hvor de smukke, nyistandsatte lokaler gav udstillingen de bedst tænkelige rammer. Ved åbningen her den 7. april talte museets leder, museumsinspektør Henrik Skov Kristensen, og professor Christoph Daxelmüller fra universitetet i Regensburg.

Da udstillingsperioden her var til ende, havde over 10.000 gæster besøgt dette sønderjyske museum.

Status

Oplysningskampagnen om hvordan de modige Bibelstudenter stod fast, har fået en flyvende start. Ved slutningen af april havde over 17.000 mennesker besøgt udstillingen „Mellem Modstand og Martyrium“. Mindst 29 avisartikler havde berettet om den med tekst og billeder der sammenlagt fylder mere end 4000 spaltecentimeter, og både radio og fjernsyn havde bragt rosende omtale.

Dermed er der gjort en god begyndelse på dét at vise en gruppe modige kristne den respekt de fortjener. Men endnu vigtigere: Måske forstår vi nu bedre end før hvilken styrke der ligger i det kristne budskab. Det kan give ganske almindelige mennesker — håndværkere, skoleelever, kontorfolk eller pensionister — mod til at sige fra, selv over for en stor overmagt, og til at stå fast selv under ekstreme forhold.

I Odd Fellow Palæet sagde dr. Gabriele Yonan meget rammende: „Jehovas Vidners modstand beviser . . . at pacifistisk modstand i form af militærnægtelse var mulig — skønt prisen var ens eget liv. Det er et svar man kan give de senere generationer når de spørger: Var der ikke noget I kunne have gjort?“

[Illustration på side 12]

Anastasia Kazak (til venstre) og Hermine Schmidt (i midten) havde mødt Else Hansen første gang i 1945 da hun tog imod dem på Møn. Det blev et glædeligt gensyn ved udstillingen i København

[Illustration på side 13]

Horst Schmidt sammen med den danske tolk

[Illustration på side 14]

Udstillingen i Odd Fellow Palæet