Artatoveringer i ansigtet — et ’identitetskort’ der er på retur i Nigeria
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I NIGERIA
EN MORGEN i slutningen af 1960’erne gik Danjuma på seks år hen til sin far og insisterede på at han skulle ridse de tatoveringer som igalastammen bærer med stolthed, ind i hans ansigt. Danjuma kunne ikke længere klare drillerierne fra sine skolekammerater, der hånede ham fordi han ikke havde disse stammemærker. Disse snit blev som regel lagt når børnene fra igalastammen var så små at de ikke var bange for indgrebet, men drengene betragtede alligevel tatoveringerne som et tegn på mod. De der ikke havde dem, blev regnet for kujoner der frygtede kniven.
Danjumas far havde hidtil vægret sig ved at give sin søn disse stammesnit. Men presset af sin søns ønske om at bevise sit mod tog han denne morgen kniven og ridsede tre dybe vandrette snit på hver side af drengens ansigt, lige over hans mundvige.
Danjumas far vidste at mærkernes egentlige betydning ikke havde særlig meget at gøre med at bevise sit mod. I stedet ville de hele til ar der tjente som et stammemærke. De ville blive et varigt ’identitetskort’ der ikke kunne tabes eller forfalskes. De ville gøre hans søn genkendelig for hans stammefæller, og de ville give ham adgang til de rettigheder og privilegier der var forbundet med at tilhøre igalastammen. Men mærkerne ville også skille ham ud fra de over 250 andre etniske grupper der findes i Nigeria.
Traditionen med at ridse i huden for at frembringe ar findes ikke kun i Afrika, men har på dette kontinent en lang historie bag sig. Den græske historiker Herodot skrev i det 5. århundrede før vor tidsregning om karerne der boede i Ægypten: „[De] ridser deres pander med knive, som et tegn på at de er fremmede og ikke ægyptere.“ Bronzehoveder som blev lavet for over syv hundrede år siden i Ife i Nigeria, har furer i ansigtet som mange mener er etniske kendemærker. På figurer fra oldtidens Beninrige (i det nuværende Nigeria) kan man også tydeligt se artatoveringer.
Men det er ikke alle artatoveringer der er etniske kendetegn. Nogle var og er stadig forbundet med spiritistiske og religiøse skikke. Andre er statussymboler i traditionelle samfund. Andre igen er pryd-ar der skal forskønne ens udseende.
Artatoveringer der ridses af specialister i samfundet, varierer meget. Nogle er tynde flænger i huden, mens andre er store, gabende flænger der gøres bredere med fingrene. Nogle gange bliver et naturfarvestof lagt ned i såret for give mærket farve. Hver etnisk gruppe har sit eget særprægede mønster. For eksempel viser et lodret mærke på hver kind at man tilhører ondostammen. Tre vandrette mærker på hver kind identificerer oyofolket. De der er godt kendt med mærkerne, kan blot kaste et blik på en persons ansigt og læse hvilken etnisk gruppe, by eller endda familie vedkommende tilhører.
Forskellige holdninger
Artatoveringernes udformning og motivet til at få dem varierer meget, og det samme gør holdningerne til dem. Mange er stolte over at bære stammemærkerne. En redaktør på avisen Daily Times i Nigeria siger: „Nogle betragter mærkerne som et patriotisk værdighedstegn. Det får dem til at føle sig som ægte sønner af deres forfædre.“
Denne indstilling har Jimoh, en nigeriansk mand, der siger: „Jeg har aldrig været flov over mine oyomærker, for de viser at jeg er en ægte yoruba fra byen Alafin.“ Han fortæller videre hvordan mærkerne reddede hans liv under borgerkrigen i Nigeria i 1967: „Det hus som jeg boede i, . . . blev invaderet, og alle [de andre] blev dræbt. Voldsmændene rørte ikke mig på grund af mine tatoveringer i ansigtet.“
Andre nærer dyb afsky for artatoveringerne. Tajudeen siger om mærkerne i sit ansigt: „Jeg hader dem, og jeg forbander den dag jeg fik dem.“ Og en teenagepige er lykkelig over at hendes mor ikke tillod at hun fik foretaget dette indgreb som barn. Hun siger: „Jeg ville overveje at begå selvmord hvis jeg havde fået artatoveringer i ansigtet.“
Problemer med latterliggørelse
Danjuma, som blev nævnt i indledningen, blev hånet fordi han ikke havde artatoveringer i ansigtet. Men som regel er det modsatte tilfældet. For over 45 år siden skrev G. T. Basden i sin bog Niger Ibos: „Ardannelser i huden og tatoveringer er gået af mode. Mange unge mænd . . . ville være glade for at slippe af med [deres stammemærker]. Det der blandt stammefæller bliver betragtet som noget man kan være stolt af, kan man blive latterliggjort og foragtet for i andre dele af landet.“
Det gælder også i dag. Ajai, der har taget eksamen i psykologi ved universitetet i Lagos, har for nylig forsket i artatoveringer i Nigeria. Hun siger: „I dag er folk med artatoveringer i ansigtet, i hvert fald i byer som Lagos, i mindretal, og de møder folk der håner dem. For eksempel er det almindeligt at høre folk omtale en person som oberst, ikke fordi han er medlem af de væbnede styrker, men fordi han har samme antal striber på kinderne som der er på en obersts uniform. Nogle bliver kaldt tigere på grund af deres striber på kinderne, mens andre igen omtales som de evige tårer. . . . Forestil jer hvilken virkning det har på et menneskes selvværdsfølelse.“
Men de vanskeligste prøvelser bliver man udsat for i skolen. Samuel var den eneste i sin klasse der havde artatoveringer i ansigtet. Han fortæller: „Jeg blev drillet meget i skolen. Mine klassekammerater kaldte mig ’jernbanesporet’ og ’drengen med jernbanesporet’. De gjorde altid grin med mig og rakte tre fingre i vejret. Det gav mig mindreværdskomplekser.“
Hvordan tacklede han det? Samuel fortsætter: „En dag hvor jeg blev drillet meget, gik jeg til min biologilærer og spurgte ham om det var muligt at fjerne mærkerne. Han sagde at det godt kunne lade sig gøre med plastikkirurgi, men at jeg ikke skulle tage mig af det fordi der var flere tusind mennesker i Nigeria som havde tatoveringer i ansigtet. Han sagde at mine kammerater drillede mig fordi de var barnlige, og at de ville holde op med det når de blev ældre. Han sagde også at mærkerne ikke havde nogen indflydelse på min personlighed, eller på hvordan det ville gå mig i livet.
Det var rart at høre, og min negative indstilling til stammemærkerne forsvandt. Nu hentyder folk kun sjældent til mine artatoveringer. Og hvis de gør, smiler jeg bare. Mit forhold til andre lider ikke skade af den grund. Folk respekterer mig for det jeg er, ikke på grund af mine mærker.“
En tradition der er på retur
Nigerianerne har ikke så stor indflydelse på om de vil have disse stammesnit, eftersom indgrebet som regel bliver foretaget når de er små. Men når de selv bliver forældre, kan de afgøre om deres børn skal have artatoveringer i ansigtet.
Nogle forældre beslutter at deres børn skal have disse mærker i ansigtet. Det er der flere grunde til. Tidsskriftet Times International fra Lagos skriver: „Nogle betragter det stadig som noget der gør én smukkere. Andre mener at stammemærker kan være en hjælp når man skal bestemme bærerens oprindelse for at favorisere vedkommende. Det bruges også til at afgøre om et barn er ægte.“
I dag betragter flere og flere forældre dog ikke disse argumenter som tungtvejende. Selv blandt dem der er stolte af deres artatoveringer, er det forholdsvis få der tør sende deres børn hen til stammekirurgen. Det er især tilfældet i byerne. Smerten og infektionsfaren samt den hån og diskrimination barnet vil blive udsat for senere i livet, er alle faktorer der får forældre til at afvise artatoveringer.
Før i tiden var det populært at få artatoveringer i ansigtet, og det hjalp én til at blive accepteret, men i dag er situationen en anden. Det lader til at nigerianerne i fremtiden vil have deres ’identitetskort’ i tegnebogen, ikke i ansigtet.
[Illustration på side 23]
Artatoveringer i ansigtet viser hvilken stamme man tilhører
[Illustrationer på side 24, 25]
Artatovering i ansigtet — en tradition på retur