Labyrinter — Hvorfor fascinerer de os?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I STORBRITANNIEN

Vidste du at der findes mange slags labyrinter? Man kan inddele dem i to hovedtyper. Den ene har en slangebugtet sti der fører ind til centrum. Den anden kan have mange blinde stier, men finder man den rigtige, plejer den at føre én ind til midten og ud igen, altså gennem hele labyrinten.

Fælles for begge labyrinter er at de både kan være skræmmende, forvirrende og frustrerende for dem der går derind. Men fortidens labyrinter har også nær forbindelse med overtroiske folkesagn. Hvorfor lod kristenheden så labyrinter indgå i kirkebyggeriet? Svaret er yderst interessant.

HVAD var de gamle ægypteres største bedrift inden for bygningskunsten? Det var ifølge nogle forfattere ikke pyramiderne, som det almindeligvis antages, men derimod en vældig labyrint. Den blev i sin tid bygget nær Moiris-søen, som i dag hedder Birkat Qarun og ligger vest for Nilen og 80 kilometer syd for den moderne storby Kairo.

I det femte århundrede før vor tidsregning skrev den græske historiker Herodot: „Jeg har set den [labyrinten], og den trodser enhver beskrivelse. Hvis man nemlig ville regne de mure og andre bygningsværker, hellenerne har opført, sammen under ét, ville det vise sig, at de havde krævet mindre arbejde og udgift end denne labyrint.“ Fire hundrede år senere kaldte den græske geograf Strabon labyrinten for „et bygningsværk der fuldt ud kan måle sig med Pyramiderne“, selv om den på daværende tidspunkt var stærkt medtaget.

I 1871 besøgte historikeren F. Barham Zincke området, og i 1888 blev beliggenheden endeligt fastslået af arkæologen Flinders Petrie. På det tidspunkt var der kun meget lidt tilbage af labyrinten, og i dag bliver den knap nok nævnt i rejsehåndbøgerne. Men labyrinten har engang været berømt. Hvordan så den ud, og hvorfor blev den bygget?

Udseende og formål

Labyrinten blev bygget meget tidligt i Ægyptens historie, måske endda inden hebræerne boede i landet. Den havde efter sigende 3000 kamre som var ligeligt fordelt på to etager — hvoraf den ene befandt sig under jorden. Den dækkede et samlet areal på omkring 70.000 kvadratmeter.

Labyrinten havde så komplicerede systemer af gange, halvåbne rum, kamre og søjlegange at en ukyndig aldrig ville kunne finde vej ind — endsige ud igen — medmindre han havde en guide. En stor del af labyrinten var indhyllet i komplet mørke, og når dørene blev åbnet, gav nogle af dem efter sigende en frygtelig, buldrende lyd fra sig. Efter det ægyptiske verdensriges undergang blev labyrintens betagende røde granitsøjler, de vældige stentavler og de fintpolerede kalksten røvet og genbrugt.

Selv om labyrinten angiveligt tjente som det center hvorfra de ægyptiske konger regerede landet, havde den i virkeligheden et religiøst formål. Den var et tempelkompleks hvor man bragte ofre til alle Ægyptens guder. Ingen besøgende fik lov til at se labyrintens nedre kamre, der tjente som gravpladser for konger og hellige krokodiller.

Man kan bedst forstå labyrintens mytiske betydning når man kender lidt til de religiøse ritualer der knyttede sig til den ægyptiske gud Osiris, som oldtidens ægyptere mente engang havde været konge i landet. Osiris var de dødes gud, eller underverdenens gud.

Mytologi og udødelighed

Ægypterne genoplevede Osiris’ død i det årlige kultdrama. Apis, den hellige tyr, blev dræbt ceremonielt i Osiris’ sted under højlydt gråd og mange klageskrig. Gråden blev vendt til glæde når den præst der forrettede ceremonien, bekendtgjorde den gode nyhed om Osiris’ opstandelse. Disse mystiske hændelsesforløb var centrale i ægypternes håb om et liv efter døden. De mente at alle, ikke blot kongen, ved deres død blev til en ny Osiris.

Professor S. H. Hooke forklarer i bogen The Labyrinth: „Det ægyptiske oldtidssagn om Osiris antyder at der muligvis eksisterede kræfter der truede kongegudens liv, både det jordiske og det hinsidige.“ Man mente at labyrinten med dens forvirrende system af gange ydede Osiris beskyttelse mod hans fjender — endda mod døden — både i det nuværende og det kommende liv.

Med tiden blev troen på menneskets udødelighed fast forankret i oldtidens Ægypten og hele den gamle verden. Ja, læren om menneskesjælens udødelighed, som tog form i de efterfølgende århundreder, blev snart antaget ikke blot af konger, men af hele menneskeheden.

Labyrinten i Knossos

Labyrinten i Knossos på øen Kreta blev åbenbart bygget nogle år efter den ægyptiske. Man har ikke med absolut sikkerhed kunnet bestemme dens beliggenhed, men ifølge historiske vidnesbyrd var den magen til, om end væsentlig mindre end dens ægyptiske forbillede.a Ordet „labyrint“ er måske beslægtet med laʹbrys, dobbeltøksen som skildrede den hellige tyrs to horn. Denne tyr indgik i den kretiske gudsdyrkelse, som var stærkt påvirket af mytologien.

Labyrinten i Knossos var i mytologien kendt for sin beboer Minotauros — en mand fra den græske mytologi som havde et tyrehoved. Sagnet fortæller at Pasifaë, som var gift med Kretas kong Minos, fødte denne skabning — deraf dens navn Minotauros, som betyder „Minos’ tyr“. Ifølge sagnet havde byen Athen tabt krigen mod Kreta, og indbyggerne var tvunget til hvert niende år at sende 14 unge athenere — 7 drenge og 7 piger — som ofre til Minotauros. Disse unge blev sluppet løs i labyrinten, hvor de fór vild og formodentlig blev fortæret af Minotauros.

Men til sidst var der en ung mand ved navn Theseus der tog udfordringen op og gik ind i labyrinten for at dræbe dette sagnuhyre. Da Theseus mødte Minotauros, dræbte han den efter sigende med sit sværd. For at slippe ud af labyrinten fulgte han den gyldne tråd som han havde lagt på sin vej fra det tidspunkt han var gået ind i labyrinten. Tråden havde han fået af kong Minos’ datter Ariadne.

Michael Ayrton, der byggede en model af Labyrinten i Knossos sådan som han formodede at den må have set ud, forklarer: „Det enkelte menneskes liv er en labyrint i hvis midte døden venter, og selv efter døden kan det være at mennesket går igennem en sidste labyrint inden det helt ophører med at eksistere.“ I den forstand symboliserede sagnhelten Theseus’ mirakuløse flugt ud af labyrinten hans genfødsel, hans flugt fra døden. Også her træder læren om menneskets udødelighed tydeligt frem.

Grækenland og Rom

Mønsteret af den klassiske kretiske labyrint forekommer på mønter som man har fundet i Knossos. Med tiden efterlignede grækerne og romerne dette mønster. Plinius den Ældre nævner en labyrint på Middelhavsøen Samos og en anden på øen Lemnos, hvoraf den sidstnævnte var kendt for sine 150 prægtige søjler. Han henviser også til et kunstfærdigt udført etruskisk gravkammer, som en tidligere skribent, Varro, har skrevet om, og som angiveligt husede en underjordisk labyrint.

I byen Pompeji, der blev lagt øde ved Vesuvs udbrud i år 79, var der mindst to labyrinter der tjente som udsmykning. En af dem findes i Labyrinthuset, som er berømt for sin usædvanlige gulvmosaik der skildrer Theseus’ kamp mod Minotauros. Forfatteren Marcel Brion hævder at labyrinten er „en allegori på menneskets liv og de besværlige veje sjælen må begive sig ud på i denne verden og i den kommende for at opnå udødelighedens velsignede tilstand“.

I oldtidens romerske verden legede børnene lege i labyrinter som de lavede på marken eller stenbroen. I hele Europa finder man i dag i udgravningerne af romerske villaer og offentlige bygninger rester af gulvmosaikker udformet som labyrinter. Men de forestillinger der er knyttet til sagnene, er blevet kendt i et endnu større område.

Ud til mange lande

Templet i Halebid i den indiske stat Karnataka (tidligere Mysore) har en afdeling med friser hvoraf én har mønster efter en labyrint. Det blev bygget i det 13. århundrede og skildrer en episode i Mahabharata-eposet.

Kineserne troede at de onde ånder kun var i stand til at bevæge sig i lige linje, derfor byggede de deres indgange som enkle labyrinter for at holde de onde ånder ude af husene og byerne.

I Skandinavien er der over 600 stenlabyrinter ved Østersøens kyster. Efter sigende var det de lokale fiskere der byggede mange af dem, og som af ren og skær overtro gik igennem dem for at sikre sig at de fik en god fangst og kom hjem i god behold.

På den lille britiske ø Saint Agnes, sydvest for Cornwalls kyst, findes der en labyrint som en fyrpasser i 1726 genopbyggede over resterne af en ældre model som befandt sig dér.

Et særlig interessant aspekt ved labyrinter er for mange at de er blevet føjet ind i kristenhedens kirker. Her følger nogle eksempler.

Labyrinter i kristenhedens kirker

Af de mange labyrinter som kristenhedens religiøse bygninger kan fremvise, er en af de mindste sikkert den runde labyrint fra 14-hundredtallet der er udskåret i træ og udsmykker loftet af Saint Mary Redcliffe-kirken i Bristol i England. Den er malet gylden og sort og måler kun 20 centimeter i diameter. Den mest kendte labyrint er den man finder i katedralen i Chartres i Frankrig, og som blev bygget i 1235 med blå og hvide sten, og som har en diameter på 12 meter.

I andre af middelalderens franske og italienske kirker og katedraler blev noget af gulvbelægningen udformet som labyrinter. Det ser man blandt andet i Amiens, Bayeux, Orléans, Ravenna og Toulouse. Labyrinten i Reims blev ødelagt for 200 år siden, og den i katedralen i Mirepoix viser Minotauros i midten.

Med hensyn til det at man har opført labyrinter i fremtrædende religiøse bygninger, siger en kilde: „Middelalderens kristne kirke tog de hedenske labyrinter til sig og tilpassede dem sit eget formål ved at lade motiverne indbefatte kristen symbolik.“ På den måde blev labyrinter i kristenhedens kirker tilsyneladende brugt til at symbolisere den kristnes liv samtidig med at de skildrede de gamle ægypteres mytologi.

Kirkelabyrinter blev også brugt i forbindelse med at skildre korsriddernes rejser til Jerusalem. At nå ind i midten var et symbol på at nå Jerusalem og opnå frelse. Nogle troende brugte labyrinten til bodsgang, som de enten kunne foretage på knæ for at opnå tilgivelse for deres synder eller gennemføre i form af et ritual i stedet for en pilgrimsrejse til det hellige land.

Tørvelabyrinter

I det 12. og 13. århundrede gravede man især i England såkaldte tørvelabyrinter i jorden. Senere blev mange af dem uden tvivl brugt i forbindelse med en form for adspredelse, men eftersom de lignede labyrinterne i kirkebygningerne, knyttede nogle også en religiøs betydning til dem. Verdens største tørvelabyrint findes på fælleden i Saffron Walden i det engelske grevskab Essex, og nogle kilder mener at den er over 800 år gammel. Den er usædvanlig fordi den har fire hævede, bastionslignende hjørner. Vejen gennem labyrinten er omkring halvanden kilometer lang.

W. H. Matthews ser her en forbindelse med det historisk-mytiske aspekt og bemærker at religiøse labyrinter „kan forstås som symboler på det jordiske livs labyrint af fristelser, en labyrint som man kun kan komme helskindet igennem ved hjælp af Ariadnes tråd, nemlig den guddommelige nåde“. — Mazes and Labyrinths — Their History and Development.

Overrasker det dig at labyrinter på trods af deres hedenske oprindelse er fast inventar i den kristne verden? Kan sand kristendom forenes med hedensk overtro?

Forenelig med den kristne tro?

Hvor fascinerende labyrintens historie end er, så er de opfattelser der er knyttet til den, ikke forenelige med den kristne tro. Intet sted i Bibelen står der at menneskets sjæl er adskilt fra legemet, eller at den lever videre når man dør. Bibelen lærer tværtimod at menneskets sjæl kan dø. Den siger: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ — Ezekiel 18:4.

Guds ord, Bibelen, er magtfuldt og sammenlignes med et sværd, „åndens sværd“. Kristne bruger behændigt dette våben for at overvinde en virkelig, overmenneskelig, usynlig åndeskabning og hans dæmoner, ikke en sagnfigur som Minotauros. (Efeserne 6:12, 17) Derfor har de en uovervindelig tro og et sikkert håb om frelse. Det hjælper dem til at klare sig igennem enden på denne tingenes ordning indtil der indføres en ny og retfærdig verden — noget som troen på mytologien aldrig vil kunne udvirke. — 2 Peter 3:13.

[Fodnote]

[Ramme på side 22]

Labyrinter brugt som underholdning

For 600 år siden blev en ny type labyrinter til. De havde ingen religiøs betydning, men var tænkt som udsmykning. Enkle havelabyrinter blev med tiden et almindeligt syn i hele England. Efterhånden frembragte man mere komplicerede labyrinter, og langs deres stier voksede der buksbom, som kunne klippes nydeligt til.

I de senere år er nyere, indviklede labyrinter blevet frembragt i hele verden. Både voksne og børn elsker dem. Det kan være sjovt at gå i en labyrint.

[Ramme/illustration på side 24]

Hvad kristenheden har brugt labyrinter til

For nylig blev denne nybroderede alterdug taget i brug i Londons Westminster Abbey. Læg mærke til at labyrinten i midten er flankeret af et „A“ (alfa, „BEGYNDELSEN“), og et „Ω“ (omega, „ENDEN“). Bemærk også at der i midten af denne labyrint står „I AM“, hvilket repræsenterer Jehova, den store „JEG ER“ fra Anden Mosebog 3:14, King James Version. Det er et interessant nutidigt eksempel på den nære tilknytning der er mellem labyrinten og religionen i dag.

[Kildeangivelse]

Foto: David Johnson

[Illustrationer på side 21]

Mønter fra det fjerde og femte århundrede før vor tidsregning som man har fundet i Knossos på Kreta. Bemærk labyrintens mønster og tyrehovedet, der skildrer Minotauros

[Kildeangivelse]

Copyright British Museum

[Illustration på side 23]

Verdens største tørvelabyrint, i Saffron Walden i England

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Saffron Walden Turistkontor