Det smukke standur
● Det mekaniske urværk blev sandsynligvis opfundet i Kina for over 900 år siden, men i tiden derefter har det undergået utallige forandringer. I midten af 1600-tallet skete der en væsentlig forbedring idet pendulet blev taget i brug i det mekaniske ur. Det var en revolutionerende fornyelse. Den gjorde urene så nøjagtige at man nu kunne sætte en minutviser på urskiven! Det nye design havde imidlertid en vis størrelse og vægt — der var pendul, lodder og et temmelig tungt værk. Det krævede en solid, opretstående kasse. Resultatet blev den form der i dag er kendt som „standuret“. En bestemt form af standuret kendes i Danmark som „bornholmeruret“. I engelsktalende lande bruger man udtrykket „grandfather’s clock“, bedstefars ur.a En ekspert i urværker har sagt at standuret er „et yderst pålideligt ur der selv under ugunstige forhold klarer sig rimeligt“.
Til at begynde med blev de eftertragtede standure kun fremstillet i europæiske hovedstæder som London og Paris. Men efterhånden begyndte man at lave dem i alle hjørner af Europa. Der begyndte også (som for eksempel på Bornholm) at opstå lokale variationer af standardudformningen. Materialet kunne være fyrretræ, ibenholt, mahogni, egetræ eller valnøddetræ. Kassen kunne være lige eller buet, slank eller „tykmavet“, og den kunne være helt uden pynt eller forsynet med forsiringer og billeder. Standuret blev ikke bare eftertragtet som det pålidelige ur det var, men også som et elegant og ærværdigt møbel.
Måske er der endnu en grund til at man finder standuret umiddelbart tiltalende. Der er noget ’menneskeligt’ over det. En forsker fra Finland, Sinikka Mäntylä, peger på at „det har cirka samme højde som et voksent menneske, og det har et ’ansigt’ som er udtryksfuldt og fortæller os noget“. Urets sindige tik-tak kan endda minde om en hjerterytme. I dag er de store, opretstående mesterværker fra gamle dage afløst af små, præcise og billige kvartsure. Men i vor fortravlede tid er der alligevel noget beroligende ved et gammeldags standur. I en bog om hvordan man tager sig af gamle ure, siger Richard Good: „Det høje standur med den konstante og sindige rytme får roen til at sænke sig over en og giver mindelser om en tid hvor livet var mere fredeligt.“
[Fodnote]
a Det engelske udtryk menes at stamme fra en populær sang fra 1876: „My Grandfather’s Clock.“
[Illustration på side 19]
Standur dateret til begyndelsen af 1800-tallet