„Hvad er klokken?“

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I FORBUNDSREPUBLIKKEN TYSKLAND

„HVAD er klokken?“ „Præcis halv ni,“ lød svaret. „Tak, jeg skal nå et tog, og mit ur er gået i stå.“

I dag er vi vant til at være så tidsbevidste at vi tager endog sekunderne i betragtning, men sådan har det ikke altid været. Gennem lange tider af menneskehedens historie kendte man ikke til at regne med sekunder og minutter, ja end ikke med timer. Efterhånden satte man dog ind på at udmåle tiden i korte perioder.

Den ældste anordning til tidsmåling som mennesker har fremstillet er uden tvivl soluret. Dets største ulempe udtrykkes rammende i sentensen: „Gør som solen, tæl kun de lyse timer.“ For at få noget man kunne regne mere sikkert med, måtte man opfinde en tidsmåler der kunne virke uafhængigt af vejret. Det opnåede man med vanduret, der senere blev kaldt en klepsydra. Fra en beholder sivede vand gennem en lille åbning ned i en cylinder, og vandets stigning i cylinderen dannede grundlag for aflæsning af tiden.

Sanduret eller timeglasset virkede efter samme princip, og nogle bruger det stadig når de koger æg. Så var der olieuret. Olien holdt en lampe brændende, og tiden kunne måles efter hvor meget olie der var brugt.

Både timeglasset og olieuret havde deres begrænsninger. De virkede ikke tilfredsstillende når de blev flyttet. Med tiden blev man klar over at man måtte have et ur der fortsat målte tiden selv om det blev transporteret rundt. Det fik man først med opfindelsen af det mekaniske ur med tandhjulsværk.

Det mekaniske ur

Større ure med tandhjulsværk hører man om i Dantes Den guddommelige Komedie, skrevet omkring år 1300. Disse ure brugtes meget i 14. århundrede. Det første transportable ur kan føres tilbage til håndværkeren Peter Henlein i Nürnberg. Omkring år 1500 fremstillede han det første lommeur. Det kunne gå i 40 timer og slog hver time.

Siden kom der mange forbedringer til. Urene blev fuldstændig pålidelige og nøjagtige, man gjorde dem lettere og de blev sat i masseproduktion. Derfor blev uret hvermands eje.

Men hvor nøjagtigt kan et mekanisk ur være? Rystelser og temperaturforandringer kan have indflydelse på nøjagtigheden, og uret kan være stillet forkert. Man anser et mekanisk ur for at være meget nøjagtigt hvis det kun afviger med op til 6/10 sekund om dagen i en temperatur der svinger én grad celsius.

Mere præcise tidsmålere

Vore dages mekanisering, automatisering og videnskabelige forskning kræver en mere præcis anordning til måling af tiden. Det første virkelige gennembrud i den retning skete med udviklingen af kvartskrystaluret. Det kom frem i 1934. Kvartsuret overgik præcisionspenduluret i nøjagtighed; det er cirka 10 gange så nøjagtigt.

Hvordan virker det? Der findes forskellige systemer, men grundprincippet er altid det samme. En kvartskrystals svingninger bestemmer en vekselstrøms frekvens. Denne strøm forstærkes, og ved hjælp af en frekvensdeler benyttes den til drift af enten et tandhjulsværk eller et elektronisk ur. Vi kan for eksempel sige at vores kvartskrystal har en svingningsfrekvens på én megahertz. Det vil sige at den svinger en million gange i sekundet. Disse elektriske svingninger kan man gøre synlige på en oscillograf.

Du har sikkert set mekanismen i et ur og lagt mærke til at uroens hurtige bevægelser omsættes til sekundviserens langsommere bevægelse. Denne omsætning foregår mekanisk. I et kvartsur foregår den derimod elektrisk. Frekvensen deles progressivt indtil den er så lav at den kan trække en synkronmotor eller en skridtmotor som overfører tidsangivelsen til en urskive, eller indtil den kan vise tiden elektronisk på en digitaldel. På denne måde er det teoretisk muligt at holde unøjagtigheden nede på 0,0001 sekund pr. døgn; det vil sige at uret kun går et sekund forkert for hver 10 år. Imidlertid begynder kvarts at svinge hurtigere når det bliver gammelt, hvilket går ud over kvartskrystalurets nøjagtighed.

Af hensyn til den videnskabelige forskning inden for visse felter er det derfor vigtigt at man har en endnu mere præcis tidsmåler. Det har man også, nemlig atomuret. Dette ur måler frekvensen af lys der enten udsendes eller absorberes af molekyler eller atomer. Der findes atomure som kun skulle kunne gå et sekund forkert i løbet af 1000 år, eller endog i løbet af 100.000 år.

Men lad os standse op et øjeblik. Ville man mon egentlig kere sig om milliontedele af et sekund medmindre man arbejdede i et laboratorium eller deltog i videnskabelige undersøgelser? Hvis man er på ferie eller er optaget af noget interessant arbejde, er man tilbøjelig til at glemme alt om tiden. Og hvis man står og betragter en betagende solnedgang vil man næppe tænke på at spørge om hvad klokken er. Hvorvidt spørgsmålet: „Hvad er klokken?“ er relevant eller malplaceret kommer altså helt an på omstændighederne.