Guds herredømme — menneskehedens eneste håb
1. Hvad må vi sige med hensyn til det menneskers herredømme indtil nu har givet menneskeheden? Kan vi bygge vort håb for fremtiden på udviklingsteorien?
HVAD kan „Guds herredømme“ give menneskeheden som menneskers herredømme ikke allerede har givet den? Det som menneskers styre indtil nu har givet menneskeheden, har bestemt ikke været så vidunderligt at vi kunne kalde det „guddommeligt“. At dømme efter den måde det hele går på i denne verden, må vi sige at menneskers styre heller ikke lover os noget der er bedre end det vi allerede har fået fra den kant. Og det er langtfra noget der tilfredsstiller os. Tværtimod har det beredt os mange skuffelser. I alle de forgangne århundreder, ja årtusinder, har menneskeheden bevist at det eneste styre den kan give os, er menneskers herredømme. Og eftersom menneskene er ufuldkomne, har det været et ufuldkomment herredømme. Den udbredte teori om menneskets udvikling giver os ikke noget grundlag for at håbe at menneskene, hverken i vor generation eller i kommende årmillioner, vil udvikle sig til guder i kraft af pludselige „mutationer“ som skulle have en overraskende og gavnlig virkning. Vi kan ikke gøre os håb om at menneskers herredømme vil befri os fra de trængsler og ulykker verden i dag er plaget af.
2. (a) Hvad er et håb, og hvordan vil et håb for hele menneskeheden være? (b) Kan De forenede Nationer siges at være et håb for verden, og hvordan ville situationen være hvis FN blev sat ud af spillet?
2 Næsten hele menneskehedens verden står uden håb. Et håb vil sige „en forventning om noget man ønsker“, eller „et ønske ledsaget af forventningen om at få det opfyldt“. Det kan også være „en person eller en ting hvortil man knytter sine forventninger“. Vi har alle noget vi håber på og noget vi frygter for, men ville det ikke være vidunderligt hvis der var et håb som alle mennesker kunne være fælles om, uanset race, hudfarve, nationalitet eller stilling i samfundet? Jo, det ville virkelig være vidunderligt, for et sådant håb ville hverken være udsprunget af selviske, nationalistiske eller racemæssige interesser, men ville opfylde alle menneskers fælles ønsker og behov. Selv om De forenede Nationer nu har virket i næsten tredive år som en organisation der skulle opretholde freden og sikkerheden i verden, har den ikke været eller givet et sådant håb. Og selv om flere nationer optages som medlemmer i FN, vil dette ikke forvandle dens fiasko til en succes. De forenede Nationer er det største menneskene har kunnet tilbyde for at give os de goder vi trænger mest til. Mange siger nu: Tænk hvis FN blev sat ud af spillet ligesom Folkeforbundet blev; hvad kan menneskene så tilbyde?
3. Hvilken længsel bor der i de mange hvis håb er blevet til skamme fordi de har sat deres lid til mennesker?
3 Det er ganske klart at menneskenes visdom er udtømt! Flere og flere som tænker over tingene indrømmer ærligt at menneskenes herredømme er slået fejl. De har knyttet deres forhåbninger til mennesker, men er blevet skuffet. Det sørgeligste ved det hele er at de ikke længere har noget håb som de kan finde trøst i, og som de kan trøste andre med. Det eneste de har tilbage er en længsel efter noget, et stærkt ønske om et eller andet som de ikke har nogen klar forestilling om; og de aner ikke hvordan dette skal komme, eller hvor det skal komme fra.
4. Hvordan er nogles håb blevet berørt af verdensforholdene, og hvilke sømænd ligner de derfor ikke?
4 Men selv om utallige mennesker har mistet håbet på grund af de fortvivlede verdensforhold der stadig bliver værre, har nøjagtig de samme forhold givet andre menneskers håb ny næring. Disse mennesker er ikke som de sømænd der sejler ud på havet i skibe og kommer ud i et frygteligt stormvejr, dem om hvem fortidens salmedigter skrev: „De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var udtømt.“ — Salme 107:23-27, oversættelsen af 1871.
5. (a) Hvilket godt råd fra salmisten følger disse mennesker der danner en undtagelse? (b) Hvad findes der uden for menneskets herredømme som vi kan se hen til, og hvilke teorier er dette i strid med?
5 Hvem er det der danner en sådan undtagelse? Hvem er de mennesker hvis håb bliver klarere og klarere efterhånden som de ulykkelige forhold i verden stadig bliver værre? Hvad har de som andre ikke har? De følger et godt råd fra fortidens salmedigter, et råd der lyder: „Sæt ikke eders lid til fyrster, til et menneskebarn, der ikke kan hjælpe! Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.“ (Salme 146:3, 4) Denne skribent fra fortiden råder os til ikke at sætte vort håb til menneskers herredømme. De der i dag følger dette råd vender sig derfor til noget der er større og bedre end menneskers herredømme. Hvor kan man da vende sig hen? De der holder fast ved teorien om at menneskene er blevet til ved en udvikling, og de der går ind for den materialistiske filosofi, siger at der ikke findes andet end det materielle vi kan vende os til, for eksempel menneskene. Det er grunden til at de står uden håb og til sidst kommer i en fortvivlet situation. Deres teorier er hverken tilfredsstillende eller overbevisende, men ufornuftige og strider mod de historiske kendsgerninger. Der findes virkelig noget som er større og bedre end menneskers herredømme, noget man kan vende sig til. Hvilket? Guds herredømme! Det er det man i dag kan se hen til med håb!
DET VI KAN KNYTTE VORE FORVENTNINGER TIL
6. Hvad er det fortidens skribent henviser os til i Salme 146:5-10?
6 Fortidens salmedigter henviser os til dette. På grundlag af det han selv har erfaret og set, fortsætter han med at sige: „Salig [lykkelig, NW] den, hvis hjælp er Jakobs Gud, hvis håb står til [Jehova]a hans Gud, som skabte himmel og jord, havet og alt, hvad de rummer, som evigt bevarer sin trofasthed og skaffer de undertrykte ret, som giver de sultne brød! [Jehova] løser de fangne, [Jehova] åbner de blindes øjne, [Jehova] rejser de bøjede, [Jehova] elsker de retfærdige, [Jehova] vogter de fremmede, opholder faderløse og enker, men gudløses vej gør han kroget. [Jehova] er konge for evigt.“ — Salme 146:5-10.
7. Hvem har i dag behov for denne guddommelige hersker, og hvad særligt er der ved hans navn?
7 Har menneskenes herredømme med dets fejl og skavanker bevirket at De hører til „de undertrykte“ eller „de sultne“? Hører De med til „de fangne“, „de blinde“ eller „de bøjede“? Er De en af „de fremmede“ eller en af ’de faderløse og enkerne’? Så bør De se hen til denne Konge som fortidens salmedigter omtaler og nævner ved navn. Denne hersker er Gud, og hans herredømme er derfor Guds herredømme. Han er ikke en navnløs Gud hvis personlige identitet er gået tabt blandt alle de mange millioner guder der dyrkes i Indien og på resten af jorden. Han er en Gud som ikke har fået sit navn af mennesker, men af sig selv; og det navn han har, er et navn som ikke bæres af nogen anden gud i himmelen eller på jorden. Den inspirerede salmedigter nævner navnet syv gange, og det er Jehova.
8. (a) Hvem må man håbe på for at blive lykkelig, og hvad kaldes denne i Romerbrevet 15:13? (b) Hvad lod han nedskrive for at alle slags mennesker kunne få del i dette sikre håb fra Gud?
8 Fejlunderrettede, fordomsfulde mennesker vil måske forsøge at hindre Dem i at have noget med denne Gud, Jehova, at gøre. Men stor lykke venter Dem, selv her i denne triste og håbløse tid, hvis De sætter Deres håb til ham. Fortidens salmedigter sagde: „Salig [lykkelig, NW] den, . . . hvis håb står til [Jehova] hans Gud.“ (Salme 146:5) En mand som levede for nitten hundrede år siden og hvis håb stod til Jehova, kaldte ham „håbets Gud“ eller „den Gud som giver håb“ (NW). (Romerne 15:13) Han er den eneste der kan give os et håb som alle mennesker kan være fælles om, for det er ham der har skabt hele menneskeslægten. Fra ham alene udgår der et håb til hele menneskeheden. Det herredømme han tilvejebringer er menneskehedens håb. Det er vort eneste håb. For at folk af alle racer, stammer, nationer og sprog kan få del i dette sikre håb fra Gud, har han sørget for at der er blevet skrevet en hellig inspireret bog, Bibelen. Ved hjælp af denne storslåede bog, som er skrevet i Guds navn, kan De lære alt om dette sikre håb.
9. (a) Hvordan er det håb Gud gav menneskeheden da han så at den havde behov for et håb? (b) Hvilken bøn fremsættes i Romerbrevet 15:13 for dem der har del i dette håb?
9 Denne Gud, Jehova, så for længe siden at vi mennesker havde brug for et håb, og han gav os et. Det håb han har givet os, har magt til at holde os oppe i de sværeste tider og kan bære os igennem indtil håbet en dag bliver virkeliggjort, til vor store glæde. Derfor blev der for nitten hundrede år siden skrevet til dem der har del i dette håb: „Thi i håbet blev vi frelst. Men et håb, som man ser, er ikke noget håb, thi hvordan kan man håbe på det, man ser? Håber vi derimod på det, vi ikke ser, da bier vi på det med udholdenhed.“ (Romerne 8:24, 25) Dette håb fra Gud bør fylde os med glæde og bevirke at vi bevarer roen midt i den urolige verden. Ja, vi bør strømme over af glæde over dette håb og fortælle om det til andre i deres håbløse situation. Derfor blev denne bøn bedt for dem der har del i dette håb: „Og håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så I må blive rige i håbet ved Helligåndens kraft!“ — Romerne 15:13.
10. Hvem vil Gud snart knuse under deres fødder som har del i dette håb, og hvad vil dette medføre for himmelen og jorden?
10 Vi må nære dette håb midt i en verden der hengiver sig mere og mere til det onde, under usynlig påvirkning af „denne verdens gud“, Satan Djævelen. Men udfrielsen fra den voksende ondskab nærmer sig hastigt, ja er meget nær. Derfor skrev den inspirerede skribent, da han henvendte sig til dem der havde del i det guddommelige håb i det første århundrede: „Jeg vil ønske, at I må være vise i det gode og ubesmittede af det onde. Og fredens Gud skal snart knuse Satan under jeres fødder.“ (Romerne 16:19, 20) Det gamle hebraiske ord Satan betyder „modstander; fjende“, og her benyttes det om Guds hovedmodstander, den der indledte modstanden mod Gud og som anfører alle andre skabninger i himmelen og på jorden i deres modstand mod Gud og hans gode hensigter. Gud er mægtigere end denne Satan. Derfor vil han knuse ham, men under fødderne af dem der har del i håbet. I skriftstedet sammenlignes Satan med noget der kan knuses under en fod — ikke en skorpion, men en slange. Når Satan knuses vil der blive fred i hele universet!
11. Hvad henviste den inspirerede brevskriver til i Første Mosebog da han talte om at Satan skulle knuses, og hvem talte Gud i virkeligheden til dér?
11 Men hvordan kan vi være sikre på at denne Satan skal knuses som om han var en slange? Fordi forfatteren til dette brev der var stilet til dem i Rom der nærede håbet, hentede sit billedsprog fra den første bog i Bibelen, Første Mosebog. I sit brev henviser han flere gange til Første Mosebog. (Romerne 4:3, 9, 11, 17, 18, 22; 9:7, 9, 12) Og dette sted henviser han til Første Mosebog 3:14, 15, hvor Gud tilsyneladende taler til en slange der ligger på jorden, men i virkeligheden henvender sig til den store modstander som benyttede denne slange. Vi læser: „Da sagde Gud [Jehova] til slangen: ’Fordi du har gjort dette, være du forbandet blandt alt kvæget og blandt alle markens dyr! På din bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dit livs dage! Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!’“ Da den inspirerede brevskriver, den kristne apostel Paulus, omtalte dette første glimt af håb, var der gået over fire tusind år.
12. (a) Hvor længe er det siden at denne dom blev udtalt over Satan? (b) Hvordan kan det være at vi alle dør og jorden er ved at blive ødelagt?
12 Nu er vi over nitten hundrede år nærmere den tid hvor dette håb skal virkeliggøres, dette løfte fra Jehova Gud om at knuse den virkelige slange, Satan Djævelen, under fødderne af den sæd Slangen Satan dræbte ved at hugge den i hælen, og også under fødderne af denne sæds trofaste disciple. Det vil sige at der nu er gået næsten seks tusind år siden Gud i billedlige vendinger udtalte dødsdommen over den første modstander, Satan, fordi denne havde fået den første mand og den første kvinde, som alle vi andre nedstammer fra, til at modstå Jehova Gud. Fordi de fulgte Satan i modstanden mod Gud, blev hele menneskeslægten påført døden. Det medførte også at vore første jordiske forældre blev drevet ud af glædens paradis, Edens have, og at alle vi andre blev udelukket fra dette paradisiske hjem hvori vore første jordiske forældre var blevet skabt fuldkomne. (1 Mosebog 2:7 til 3:24) Er det da så mærkeligt at vi alle sammen dør i dag, trods de fremskridt der gøres inden for lægevidenskaben? Og er det så mærkeligt at jorden bliver forurenet og ødelagt i den grad at vi næppe kan bo her, trods alle vore forbedrede landbrugsmetoder?
DEN UNDER HVIS FØDDER SATAN KNUSES
13. Hvem alene som er født her på jorden har undgået at arve dødens fordømmelse fra Adam og Eva, og hvordan gik dette til?
13 Ingen af os har kunnet undgå at arve døden som virker i vort legeme. Sådan er det fordi vi alle stammer fra vore første forældre der modstod Gud og frasagde sig Guds herredømme i et jordisk paradis, og i stedet underlagde sig det herredømme der udøves af Guds hovedmodstander, Satan Djævelen. (Romerne 5:12) Der er kun født ét menneske på jorden som har undgået at arve dødens fordømmelse fra den første mand og kvinde, fra synderne Adam og Eva, og denne mand hed Jesus Kristus. Hvordan fandt dette sted som er menneskeligt umuligt? Det kunne lade sig gøre fordi Jesu fader eller livgiver ikke var noget menneske. Ægcellen i hans jordiske moder Marias moderskød blev ikke befrugtet af en mand på jorden. Det var den almægtige Gud i himmelen der bragte liv i Marias ægcelle og sørgede for at barnet blev en fuldkommen menneskeskabning. Det var ikke et nyt liv den Almægtige overførte til jomfruens ægcelle. Det han overførte til hendes ægcelle og som satte dens vækst i gang, var derimod den livskraft der tilhørte hans himmelske søn der blev kaldt Ordet.
14. (a) Hvem oplyste Maria om at den mirakuløse fødsel skulle finde sted? (b) Hvilke vidnesbyrd er der om at Jesus blev født syndfri?
14 Ved sin engel Gabriel oplyste Gud i forvejen den jødiske jomfru Maria om dette mirakel der skulle ske, og fortalte hende at hun skulle give barnet, som ville blive en dreng, navnet Jesus. (Lukas 1:26-38) Den mand Maria senere giftede sig med var således ikke den virkelige fader til hendes søn Jesus. (Mattæus 1:18-25) På denne måde blev Jesus, som Bibelen siger, født „ubesmittet, skilt ud fra syndere“. (Hebræerne 7:26) Som voksen kunne han til de kritiske jøder sige: „Hvem af jer kan overbevise mig om nogen synd?“ — Johannes 8:46.
15. (a) Hvorfor rettede Satan først og fremmest sine angreb mod Jesus? (b) Hvilken frygt gav Jesus ikke efter for, og hvilken død måtte han derfor lide?
15 Den store modstander, Satan Djævelen, rettede sine angreb mod denne Jesus Kristus. Hvorfor? Fordi han indså at denne søn af Gud var det redskab Gud først og fremmest ville benytte til at knuse Slangens hoved. Som forudsagt i Første Mosebog 3:15 nærede Satan fjendskab mod denne lovede sæd, Jesus Kristus, og satte sig for at ’hugge ham i hælen’. Men han opdagede at han ikke kunne skræmme Jesus. Skønt han truede ham med døden, ja en voldelig død, underlagde Jesus sig ikke Satan som dennes træl. Jesus gav ikke efter „af frygt for døden“, døden for Satans jordiske redskabers hånd, men bevarede sit fjendskab til Slangen Satan og hans „sæd“ eller håndlangere. Jesus frygtede ingen anden end Jehova Gud. Af denne grund gik han ikke på kompromis med Slangen Satan og prøvede ikke at undgå den voldelige død som blev påført ham af den store slanges „sæd“. Satan kunne ikke få Jesus til at vige tilbage for døden, selv ikke døden på en pæl som en gemen forbryder. De anklager Jesus blev dødsdømt på, var falske. Han døde med en ren samvittighed som et offer for skabninger af kød og blod der var i trældom under Satan Djævelen.
16. Hvordan tilføjede Satan sig selv et nederlag da han fik Jesus henrettet på falske anklager, ifølge Hebræerbrevet 2:14, 15?
16 Da Satan, den store slange, fik Jesus henrettet på falske anklager, tilføjede han blot sig selv et nederlag. Han skabte blot den største årsag til at han selv skal gøres magtesløs, ja udslettes. Det er det der fremhæves i disse inspirerede ord der er skrevet om Jesus som et menneske af kød og blod: „Da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri, for at han ved sin død skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen, og udfri alle dem, som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom.“ — Hebræerne 2:14, 15.
17. (a) Hvordan hindrede Gud at døden fratog ham Jesus, der havde hævdet hans herredømme? (b) Hvordan blev Jesus derpå langt stærkere end den store slange, Satan?
17 Ved at dø uskyldig viste Jesus Kristus at han urokkeligt, lige til døden, holdt fast ved sit fjendskab mod Satan, den store slange. Han hævdede også sin himmelske Faders herredømme og understregede at alle i himmelen og på jorden, lige fra den laveste til den højeste, fuldstændig må underlægge sig Jehova Gud. Ville den Almægtige, den højeste Gud, da lade ham forblive i dødens lænker, sådan at han selv blev afskåret fra at bruge denne trofaste søn mere i fremtiden? Nej, ikke i henhold til det han havde forudsagt da han talte til slangen i Edens have. Han havde forudsagt at dette anslag mod ’kvindens sæd’ blot skulle være som et hug i hælen, ikke som et knusende slag mod hovedet. Derfor greb den almægtige Gud ind ved at oprejse Jesus Kristus fra de døde på den tredje dag, den 16. nisan år 33. Gud anerkendte at hans søn Jesus Kristus havde bragt sit fuldkomne menneskeliv som et syndoffer til gavn for hele menneskeheden, og derfor gav han ham ikke livet tilbage som et fuldkomment menneske af kød og blod. Gud tog ham derimod tilbage til den himmelske verden hvorfra hans liv var blevet overført til den jødiske jomfrus moderskød. Gud gjorde dette ved at oprejse sin søn Jesus Kristus som en herlig åndeskabning, iklædt udødelighed og med „guddommelig natur“. (1 Peter 3:18; 1 Korinter 15:42-54; 2 Peter 1:4) I kraft af denne opstandelse blev den herliggjorte Jesus Kristus langt stærkere end den store slange, Satan, og kom til at indtage en mægtig stilling hvori han kan „gøre ham magtesløs, der har dødens vælde, nemlig Djævelen“. — Hebræerne 2:14.
UDFRIELSE!
18. (a) Hvad kan hele menneskeheden ifølge Hebræerbrevet 2:15 vente fordi hugget i hælen på den lovede sæd blev lægt? (b) Hvilken trældom har jordiske herskere ikke kunnet udfri menneskeheden fra, selv om de har givet slaverne i deres lande frihed?
18 Hvad kan hele menneskeheden vente fordi Gud har helet dette hug som den store slange, Satan Djævelen, tilføjede hans lovede sæd i „hælen“? Kan menneskene se frem til noget de har ønsket sig i årtusinder? Ja! Hele menneskeheden skal udfries fra trældom! Hensigten med at den lovede sæd skulle smage døden som et menneske af kød og blod, var ikke blot at gøre det af med Djævelen som truede mennesker med døden hvis de ikke blev hans trælle, men også at „udfri alle dem, som af frygt for døden hele deres liv havde levet i trældom“. (Hebræerne 2:15) Nogle jordiske herskere har frigjort slaverne i deres land fra trældommen under jordiske slaveejere, men ingen af dem har været i stand til at udfri deres folk eller hele menneskeheden fra trældommen under den store slange, Satan Djævelen. Dette er ikke noget vi hånligt bør afvise, i den tro at der ikke findes nogen Djævel og at Djævelen blot er en person der hører hjemme i legenderne. Den seks tusind år gamle Djævel er snedig — så snedig at han har fået verdsligvise mennesker i vor tid til at tro at han slet ikke er til!
19. Hvorfor er hele menneskeheden endnu ikke blevet udfriet, men hvad tyder på at denne udfrielse nu er nær?
19 Mange i dag vil sikkert sige: ’Hvis der findes en Djævel og hvis Jesus Kristus døde for nitten hundrede år siden for at udfri os fra trældommen under denne Djævel, hvordan kan det da være at menneskeheden endnu ikke har oplevet denne udfrielse? Hvordan kan det være at menneskeheden ikke føler sig fri i dag, men at vi alle sammen er trælbundet af en tingenes ordning hvori forholdene bliver værre og værre år for år?’ Grunden til dette er, som Bibelen viser, at tiden endnu ikke er inde til at Guds lovede sæd skal ’knuse Slangens hoved’ eller ’gøre Satan Djævelen magtesløs’. Men nu er denne ønskværdige tid meget nær. Hvis den kristne apostel Paulus allerede i det første århundrede kunne skrive til sine medkristne i Rom: „Fredens Gud skal snart knuse Satan under jeres fødder,“ så må vi være meget nær denne tid nu, nitten hundrede år senere. (Romerne 16:20) Det er ikke kun den lange tid der er gået der taler for dette, men også det at ængstelse og rådvildhed har præget jordens nationer siden 1914. (Lukas 21:25) Det er grunden til at de der har det gudgivne håb, ser fremtiden i møde med større og større forventning.
20. (a) Hvad har menneskene fået tid til at bevise, for at de alle kan blive overbevist om at løsningen er Guds herredømme? (b) Hvilket valg må enhver nu træffe, eftersom denne tid snart er gået?
20 Før de milliarder af mennesker som stadig tror på menneskenes herredømme bliver overbevist, må de have den fulde tid til at vise om menneskenes herredømme er løsningen, sådan som de hævder, og vise om de ved dette herredømme selv kan finde en udvej og udfri hele menneskeheden. Denne tidsperiode er endnu ikke helt forbi. Men snart udløber den, og derfor må man nu vælge hvad man ønsker, menneskers herredømme eller Guds indsatte Befrier. Når tiden er gået bliver enhver belønnet i overensstemmelse med sit valg. Den guddommelige Hersker vil da udfri dem alene der har sat deres håb til den himmelske Befrier som han har tilvejebragt. Først da vil den lovede sæd, Jesus Kristus, iværksætte den længe ventede udfrielse.
21, 22. (a) Hvad vidste Jesus om tiden for Riget da han befandt sig på jorden, og hvorfor lod han sig døbe da han var tredive år gammel? (b) Hvilken tilværelse prøvede Satan at friste Jesus til at føre, og hvad var den sidste fristelse han kom med?
21 Da Jesus Kristus i det første århundrede havde del i kød og blod som et fuldkomment menneske på jorden, vidste han at tiden endnu ikke var inde til at hele menneskeheden skulle udfries gennem et styre udøvet af ham. Han var tredive år gammel da han besluttede at træde ind på den vej der ville ende med at han ofrede sig selv i overensstemmelse med Guds vilje. Som et symbol på at han fremstillede sig til at bringe dette offer, lod han sig døbe i floden Jordan. (Hebræerne 10:1-5; Mattæus 3:13-17) Efter dåben gik han alene ud i Judæas ørken for at faste og tænke over tingene i fyrre dage. Ved slutningen af denne periode var han så fast besluttet som nogen sinde på at blive på den vej Gud havde afstukket til ham, lige til døden som et offer. Den fyrretyvende og sidste dag han fastede i ørkenen, opdagede han at han ikke var alene. Der kom en hen til ham, en der ville friste ham til at forlade selvopofrelsens vej. Denne frister var Satan Djævelen. Han prøvede at friste Jesus til at leve et liv i selvisk nydelse og i magt og herlighed som et menneske af kød og blod. Den tredje og sidste fristelse var den største. Lad os læse hvordan situationen beskrives af en discipel af Jesus Kristus, nemlig Mattæus (4:1-9):
22 „Atter tager Djævelen ham med sig op på et meget højt bjerg og viser ham alle verdens riger og deres herlighed, og han siger til ham: ’Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.’“
23. Hvordan så Jesus anderledes på Satans magt end de jordiske herskere i dag gør, og hvilken påstand fra Satans side benægtede Jesus ikke?
23 Jesus skubbede ikke spørgsmålet fra sig og sagde: ’Der findes ikke nogen Djævel. Så hvordan kunne han give mig „alle verdens riger og deres herlighed“ hvis jeg blot gjorde en enkelt tilbedende handling over for ham? Ja, hvordan kunne jeg tilbede noget der slet ikke eksisterer?’ Nej, Jesus var ikke som de nationalistiske herskere der i dag tager denne tanke ilde op og endog forfølger dem der fremholder at „alle verdens riger“ er underlagt fristeren, Satan Djævelen. Jesus benægtede ikke at Djævelen var til og havde den usynlige magt over „alle verdens riger“. Han benægtede ikke at Djævelen med rette kunne sige til ham om „verdens riger“: „Dig vil jeg give magten over alt dette tillige med dets herlighed; thi til mig er den overgivet, og jeg giver den, til hvem jeg vil. Hvis du altså vil tilbede mig, skal den helt være din.“ (Lukas 4:5-7) Det var altså en virkelig fristelse der blev forelagt Jesus, og den blev forelagt ham af en virkelig person der fremholdt sagen som den var. Hvad Jesus valgte, ville i sandhed få stor betydning for den trælbundne menneskehed!
24. (a) Hvilken form for herredømme var det Djævelen tilbød Jesus? (b) Hvilket spørgsmål var der tale om, og hvilket valg kunne Jesus have truffet?
24 Her forsøgte den store slange, Satan Djævelen, ikke at hugge Guds lovede sæd i hælen. Han tilbød Jesus noget der øjensynlig ville betyde at han undgik en voldelig død udvirket af ham „der har dødens vælde, nemlig Djævelen“. Han tilbød Jesus verdensherredømmet som et menneske, herredømmet over „alle verdens riger“, et menneskestyre over hele jorden. Men det ville være som en tilbeder af Djævelen og underlagt Djævelen, en overmenneskelig åndelig person. Det store valg stod mellem to former for herredømme. Spørgsmålet var: Hvilket herredømme, menneskers eller Guds? Menneskers herredømme som en gave fra Djævelen og underlagt Djævelen, eller herredømmet af Guds hånd, underlagt Gud? Hvad ville der være sket hvis Jesus havde valgt menneskers herredømme som en verdslig politiker? Hvilket håb ville der da have været for den trælbundne menneskehed?
KRISTENHEDEN, ET EKSEMPEL PÅ DET FORKERTE VALG
25. (a) Hvor har vi i dag et eksempel på hvad der ville være sket hvis Jesus havde taget imod Djævelens tilbud? (b) Var det Jesus og hans apostle der grundlagde kristenheden, eller kom den jødiske nation til at danne begyndelsen på den?
25 Vi behøver ikke at gætte os til svaret! Vi har et virkeligt, historisk eksempel på hvad det ville have betydet. Hvor? Her i kristenheden, i de såkaldt kristne lande. Kristenheden hævder at den er det område på jorden hvor kristendommen efterleves. Mange nationer og deres regeringer gør krav på at være kristne. Kristenheden begyndte ikke med Jesus Kristus og hans tolv apostle. Jesu egen nation på jorden, den jødiske nation, var ikke begyndelsen til kristenheden. Den jødiske nation eller stat forsvandt i år 70, da den kæmpede i Jerusalem, ikke for Jesus Messias som konge, men for jødedommen og politisk uafhængighed af Det romerske Imperium. Tre år efter at Jerusalem var blevet ødelagt indtog de romerske legioner i år 73 den sidste jødiske fæstning, fæstningen Masada. Lige op til vore dage har de kødelige, ortodokse jøder som bor i hele verden ikke været en del af kristenheden, skønt de samarbejder med den.
26. Hvornår begyndte kristenheden, hvordan, og med hvilken slags kristne?
26 Først omkring tre hundrede år efter at Jesus Kristus var blevet fristet i Judæas ørken, opstod kristenheden. Det skete under den romerske kejser Konstantin den Store, der bekendte sig til kristendommen og blev døbt lige før sin død i år 337. Han hævdede dog at han omvendte sig til kristendommen nogle år tidligere, nemlig i 312. På den tid havde det man kaldte kristendommen fjernet sig så langt fra Jesu Kristi og hans apostles lære at der var såkaldte kristne der bar militær rustning og kæmpede for Konstantin, en hedensk general og politiker. I den tids kirker var der desuden biskopper som fremholdt det hedenske dogme om treenigheden, en treenig Gud bestående af „Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd“. Biskopperne stredes voldsomt om hvorvidt Gud var én Gud, Jehova, som nævnes i De hebraiske Skrifter, eller om han var en såkaldt „Gud i tre personer“, „personer“ som alle var lige i magt og evighed. Konstantin forsøgte at gøre ende på striden.
27. (a) Hvilken slags religion prøvede Konstantin at skabe, og hvad tilbød han biskopperne? (b) Hvem stod bag dette tilbud, Kristus eller Satan?
27 Som den hedenske pontifex maximus forsøgte Konstantin at vinde alle biskopperne for sig. Han forsøgte at skabe en blandingsreligion, en „økumenisk“ religion, ved at knytte hedenskab og kristendom sammen. I egenskab af pontifex maximus og således religiøst overhoved for romerriget, tilbød han biskopperne magt, rigdom og en fremtrædende stilling i den romerske stat som embedsmænd i en romersk statskirke. Her blev der altså fremsat et tilbud om andel i menneskers herredømme i forbindelse med den politiske stat, og tilbudet blev rettet til de såkaldt kristne biskopper. Skal vi mene at det var Jesus Kristus i himmelen der her tilbød disse „biskopper“ et menneskestyre i tilknytning til „alle verdens riger“, de riger han selv havde afslået at tage imod? Eller var det Satan Djævelen der fremsatte tilbudet, denne frister som stadig gjorde krav på at disse riger var overgivet til ham? Svaret er indlysende: det var Satan Djævelen der gennem sin pontifex maximus på jorden stillede biskopperne over for en fristelse der svarede til den Jesus Kristus var blevet stillet over for. Men fulgte biskopperne, deriblandt „biskoppen af Rom“, Jesu eksempel?
28. (a) Fulgte disse biskopper Kristi eksempel? Hvad medførte det? (b) Hvilken titel antog „biskoppen af Rom“, og hvordan gik det med enheden inden for kristenheden?
28 Den verdslige historie og kirkehistorien svarer nej! Mange biskopper faldt for fristelsen og trådte i statens tjeneste som et hierarki der tjente den romerske statsreligion, tjente i den romerske statskirke. På denne måde blev kristenheden til og begyndte at brede sig. I år 378 gik biskoppen af Rom så vidt at han antog titlen pontifex maximus og de forpligtelser der fulgte med, efter at den romerske kejser Gratian havde frasagt sig denne titel. I løbet af de følgende århundreder opstod der mange splittelser i kristenheden, ledsaget af religionskrige, korstog og forfølgelse blandt såkaldte kristne. Mange særskilte statskirker blev oprettet. Kristenheden er nu blevet den mægtigste og største religiøse organisation på jorden. Den er blevet et eksempel der betragtes af hele den hedenske, ikke-kristne verden, der nu omfatter over to tredjedele af jordens befolkning. Men hvilket eksempel? Et eksempel på sand kristendom? Eller på et såkaldt guddommeligt herredømme, udøvet gennem et religiøst hierarki der samarbejder med jordiske konger som gør krav på at eje „kongernes guddommelige ret“?
29. Hvorfor spørger vi om de to verdenskrige, fredsorganisationerne og forberedelserne til en ny verdenskrig kan kaldes kristne?
29 Var den første verdenskrig kristen fordi den udbrød mellem to europæiske stater der gjorde krav på at være kristne? Var Folkeforbundet kristent fordi det blev støttet af den anglikanske kirke og fordi de amerikanske kirkemænd betegnede det som „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“? Var den anden verdenskrig kristen fordi den begyndte med at hærene fra én såkaldt kristen stat trængte ind på en anden såkaldt kristen stats område? Er De forenede Nationer en kristen organisation for fred og sikkerhed i verden fordi omkring halvdelen af dens 132 medlemsnationer gør krav på at være kristne? Er de vedholdende forberedelser til en tredje verdenskrig med atombomber og raketvåben kristne fordi kristenheden føler sig tvunget til at beskytte sig med sådanne våben for at overleve?
30. (a) Hvilke dårlige træk præger i dag kristenheden? Er disse ting et udtryk for kristendom? (b) Hvad viser disse ting vedrørende det valg som fristeren stillede Jesus over for med hensyn til herredømmet i verden?
30 Betragt engang forholdene inden for kristenheden i dag, efter at den har eksisteret i seksten hundrede år. Er det moralske fordærv, den stigende lovløshed, de sociale og racemæssige uretfærdigheder, undertrykkelsen, de økonomiske byrder, fattigdommen og sulten, den manglende respekt for retmæssig myndighed, det dårlige styre, det vanvittige jag efter selviske fornøjelser, mangelen på næstekærlighed der betyder mangel på kærlighed til Gud — er alt dette et udtryk for kristendom? På ingen måde! Det er en følge af kristenhedens opståen i det fjerde århundrede. Og eftersom kristenheden opstod fordi biskopperne gav efter for de fristelser der blev fremholdt af det hedenske romerrige, er alt dette et levende og smerteligt eksempel på hvad det ville have medført hvis Jesus Kristus selv havde taget imod det der blev tilbudt ham, menneskets herredømme over „alle verdens riger“. Jesus Kristus tog ikke imod Satan Djævelens fristende tilbud. Han er ikke skyld i at verden nu ængstes i rådvildhed.
31. Hvordan stillede Jesus sig til fristerens tilbud?
31 I Bibelen læser vi: „Da siger Jesus til ham: ’Vig bort, Satan! thi der står skrevet: „Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.“’ Da forlader Djævelen ham, og se, engle kom til ham og tjente ham.“ — Mattæus 4:10, 11; Markus 1:12, 13.
32. (a) Hvilket herredømme anerkendte Jesus, som det fremgår af det budskab han forkyndte? (b) Hvad ventede Jesus Kristus på at Jehova Gud ville gøre i denne forbindelse?
32 Jesus Kristus afslog blankt at tage imod et menneskestyre fra Satan Djævelen. Han anerkendte Jehova Guds herredømme. Det var grunden til at han drog rundt i Israels land og forkyndte: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ Efter sin dåb i floden Jordan var han blevet salvet med Guds ånd til at forkynde dette budskab, og han udsendte sine tolv apostle for at de skulle forkynde det samme håbets budskab for hele menneskeheden. (Mattæus 4:13-17; Lukas 4:16-21; 9:1-6; Mattæus 10:1-7) Han ventede på at Gud ville lade sit herredømme komme til udtryk, at han ville oprette det himmelske rige og overdrage det til den lovede sæd, den der skal knuse den store slanges hoved og derved gøre ham magtesløs, for at udfri hele menneskeheden. Jesus døde tro mod Guds herredømme og anerkendte ingen anden end Jehova Gud som den øverste hersker, den suveræne i universet.
DEN LANGE VENTEN I HÅB SNART FORBI
33. Hvor længe ventede Jesus Kristus ved Guds højre hånd, ifølge Hebræerbrevet 10:12, 13, og hvad vil der ifølge Salme 110:1, 2 ske med os hvis vi slutter os til hans fjender?
33 Selv efter at Jesus var blevet oprejst fra de døde på den tredje dag, fortsatte han med at vente indtil Guds tid var inde til at oprette det himmelske rige over hele menneskeheden. Der blev skrevet om dette til de kristne hebræere i det første århundrede, som vi læser: „Men han har frembåret ét offer for synder og derefter for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd og venter nu kun på, at hans ’fjender skal lægges som en skammel for hans fødder.’“ (Hebræerne 10:12, 13) Dette er et citat fra Salme 110:1, 2, hvor vi læser: „[Jehova] sagde til min herre: ’Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder!’ Fra Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender!“ Jesus Kristus adlyder denne befaling. Derfor bliver han støttet af Guds herredømme, og alle hans jordiske fjender vil blive gjort til hans fodskammel; de vil blive fuldstændig underlagt ham og udslettet. (Salme 110:5, 6) Derfor ved vi alle hvad vi kan vente hvis vi slutter os til hans fjender, som er fjender af Guds herredømme.
34. (a) Hvad kan menneskers herredømme, ja, Djævelen selv, tilbyde menneskeheden i den tid der endnu er tilbage? (b) Hvad blev der råbt i himmelen da Satan var blevet nedstyrtet derfra?
34 Hvad kan disse fjender tilbyde menneskeheden i den tid de endnu har tilbage? Intet som er bedre end det de allerede har givet os. Hvad med Satan Djævelen, den usynlige der har myndighed over disse fjender? Hvad kan han tilbyde menneskeheden gennem „verdens riger“? Kun at de vil blive knust sammen med ham under Kristi fødder. Som en opfyldelse af profetien i Åbenbaringen, kapitel tolv, er Satan Djævelen og hans dæmonengle allerede blevet nedstyrtet fra de hellige himle til jordens nærhed. Hele menneskeheden har fået at føle at den store slange, Satan, og hans dæmoner har fået deres virkefelt begrænset til jorden. Det har kunnet mærkes lige siden den første verdenskrig fra 1914 til 1918. I over halvtreds år siden da har menneskene på den smerteligste måde erfaret hvad der lå i det der blev råbt i himmelen da Satan og hans dæmoner blev styrtet ned: „Glæd jer derfor, I Himle, og I, som bor i dem! Ve jorden og havet! thi Djævelen er kommen ned til jer; hans harme er stor, fordi han ved, hans tid er kort.“ — Åbenbaringen 12:12.
35, 36. (a) Har menneskers herredømme været i stand til at fjerne de veer der er kommet over jorden og havet? (b) Hvor langt vil Satan gå i sin ’store harme’ mod Guds herredømme, og hvordan beskrev Jesus hvad dette ville betyde for menneskeheden?
35 Selv ikke med alle de videnskabelige midler og den omfattende viden der er til rådighed, har menneskenes herredømme været i stand til at fjerne de veer Djævelen har påført jorden og havet. I sin ’store harme’ imod Guds herredømme viger Satan ikke tilbage for at bringe fuldstændig ødelæggelse over alle politiske institutioner som er oprettet under menneskets herredømme. Når han ikke selv kan få magten over jorden, er han fast besluttet på at ingen af disse jordiske former for menneskers herredømme skal overleve ham. Selvmorderisk fører han nu hele det politiske, menneskeudøvede herredømme frem til ødelæggelsen under Jesu Kristi fødder, han der er Guds lovede sæd. Det vil betyde en trængselstid som jordens indbyggere aldrig har oplevet magen til. Da Jesus Kristus forudsagde „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“ (NW), beskrev han dette ved at sige:
36 „Da skal der komme ’en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra verdens begyndelse indtil nu’ og heller ikke senere skal komme. Og dersom de dage ikke blev afkortet, da blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes.“ — Mattæus 24:3, 21, 22; Markus 13:19, 20.
37. (a) Hvad var den frygtelige belejring og ødelæggelse af Jerusalem i år 70 et forbillede på? (b) Hvor sikkert er det at trængselen vil komme og bringe ødelæggelse over verden, og hvilket spørgsmål opstår derfor?
37 De rædsler der udspillede sig da romerne i år 70 belejrede og ødelagde byen Jerusalem, var blot et mindre forbillede på rædslerne i den forestående jordomspændende trængsel hvori kristenheden og resten af den jordiske tingenes ordning vil blive tilintetgjort. Ligesom den forudsagte vandflod kom over hele jorden mens den retfærdige forkynder Noa levede, og ligesom de forudsagte ødelæggelser ramte fortidens Jerusalem mens Jehovas profeter levede og mens Jesu Kristi apostle levede, lige så sikkert vil den forudsagte trængsel med dens verdensomfattende ødelæggelser komme — her i vor generation. I næsten hundrede år har Jehovas kristne vidner nu advaret menneskeheden om denne verdenskatastrofe. Når trængselen kommer vil den ikke blot bevise at deres forkyndelse har været sand, men vil først og fremmest vise at Jehovas profetiske ord som de forkynder, er sandfærdigt. Intet menneske kan undgå det; hele menneskeheden skal opleve denne den største af alle trængsler. Spørgsmålet er: Hvem vil overleve den?
38. Hvilke menneskeskabte midler hvormed nogle søger at overleve ’den store trængsel’ vil svigte, og hvor ligger derfor det eneste håb for hele menneskeheden?
38 Ingen på jorden vil kunne overleve i egen kraft eller i kraft af de forholdsregler mennesker selv kan træffe. Tro ikke at kristenheden vil yde nogen beskyttelse, blot fordi den benytter Kristi navn og har kors på sine kirkespir. De forenede Nationer, der flere gange er blevet kaldt menneskenes „sidste håb“, vil ikke være noget håb. Nationernes alliancer og traktater vil hverken føre lederne eller folkene sikkert igennem ’den store trængsel’ som er uden sidestykke. Intet middel udtænkt af mennesker kan tjene som et håb. Bibelens profetier har forudsagt den fortvivlede situation som menneskeheden vil komme i. Det vil se fuldstændig håbløst ud for hele den jordiske tingenes ordning, og derfor indser ethvert tænkende menneske klart at menneskehedens eneste håb må komme udefra, fra et sted uden for menneskets domæne. Menneskenes redning er aldrig kommet og vil aldrig komme fra menneskene selv, som om de kunne løfte sig selv op ved deres egne støvlestropper. Kommunisternes materialistiske filosofi, at der ikke findes noget andet end det materielle, ender i en blindgyde!
HVAD MAN VIRKELIG KAN SÆTTE SIT HÅB TIL
39. (a) Fra hvilket domæne må vort håb være, men hvem i dette domæne kan ikke være et sådant håb? (b) Hvad siger den guddommelige Hersker at ’fangerne med håb’ skal vende hjem til?
39 Skal vort håb opfyldes, må det ligge i noget åndeligt. Nej, ikke i den åndeskabning der er „denne verdens gud“, den store slange, Satan Djævelen, som nu bringer veer over menneskeheden. (2 Korinter 4:4) Han er, som den kristne apostel Paulus siger, „den åndemagt, som nu er virksom i ulydighedens børn“, der alle er ’ledet af denne verdens tidsånd’. (Efeserne 2:2) Nej, vi der har så hårdt brug for et sandt håb, må rette blikket bort fra denne verdens usynlige fyrste. (Johannes 12:31) Vi må vende blikket bort fra hans dødbringende tingenes ordning der kun betyder veer for os. Hvad skal vi da se hen til, noget åndeligt som er højere end mennesket og Djævelen? Hvad er det eneste vi kan sætte vor lid til? Ned gennem årtusinderne lyder den guddommelige Herskers ord: „Hjem til borgen, I fanger med håb!“ — Zakarias 9:12.
40. (a) Hvem blev disse ord fra Zakarias 9:12 først henvendt til, og hvad var dengang „borgen“? (b) Hvor skulle disse „fanger med håb“ vende hjem fra, og hvordan blev de ført ud i frihed?
40 Disse opildnende ord blev udtalt af profeten Zakarias for næsten to tusind fem hundrede år siden, henvendt til dem der oprigtigt ønskede at være den store Ånds begunstigede folk, den om hvem Jesus Kristus sagde: „Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Johannes 4:24) Den ’borg’ som disse „fanger med håb“ skulle vende hjem til, var Guds messianske rige, som dengang var repræsenteret ved byen Jerusalem, hvor en konge af Davids slægt sad på en trone der blev kaldt „[Jehovas] trone“. (1 Krønikebog 29:23) ’Fangerne med håb’ skulle vende hjem til denne form for guddommeligt herredømme på jorden og forlade deres lange fangenskab i det hedenske Babylon, den by hvor den organiserede falske religion var blevet grundlagt i opposition mod Jehova Gud i den berygtede jæger Nimrods dage. (1 Mosebog 10:8-10; 11:1-9) På profeten Zakarias’ tid sad Babylon inde med verdensherredømmet, som bibelhistoriens tredje verdensmagt. I år 539 f.v.t. sprængte den almægtige Gud de babyloniske lænker og førte fangerne ud i frihed!
41. (a) Hvorfor er dette ikke blot død historie? (b) Hvem er i dag „fanger med håb“, og hvad har de behov for?
41 Dette er et stykke spændende historie fra den fjerne fortid! Men det er ikke død historie. Det er profetisk historie der lever den dag i dag og finder sin parallel i vor tid, her i vor generation. Det er derfor det er blevet nedskrevet og bevaret blandt de profetier der er fremsat af Zakarias, en af Jehovas sidste profeter før Jesus Kristus. Kan vi der lever i dag da betegnes som „fanger med håb“? Ja vi kan, hvis vi ser og tager imod det håb som „håbets Gud“ rækker frem til os. Åbenbaringen, den sidste bog i Bibelen, peger frem til at der i vor tid ville findes et Babylon, ikke fortidens by, men noget der kaldes Babylon den Store. Dette mægtigere Babylon er et udtryk for verdensimperiet af falsk religion, der plejer religiøse forbindelser med de politiske regeringer i denne tingenes ordning, selv i den kommunistiske Sovjetunion. Uanset om folk tilhører en af de mange hundrede trosretninger der findes eller de holder sig til verdens politiske institutioner, er de alle sammen „fanger“ af Babylon den Store og dens politiske forbundsfæller. For at blive reddet må disse „fanger“ udfries!
42. (a) Hvorfor haster denne udfrielse? (b) Hvad er i dag den ’borg’ som ’fangerne’ må vende hjem til, og hvad har Jehova udrakt derfra siden 1914?
42 Det er på høje tid at dette sker. Det haster. Hvorfor? Fordi Babylon den Store og alle dens politiske forbundsfæller går deres snarlige ødelæggelse i møde! Hvordan kan mennesker blive udfriet fra deres åndelige fængsel, hvor de ikke kan vente andet end at blive udslettet i den kommende ’store trængsel’? Der findes kun én måde at blive udfriet på, nemlig ved at søge til den ’borg’ hvortil Jehova Gud henviser alle „fanger med håb“. Denne ’borg’ er Guds messianske rige, der i fortiden blev repræsenteret ved den befæstede by Jerusalem. Det messianske kongedømme i Jerusalem i det mellemste østen er forsvundet for længe siden. I vor tid er det blevet genoprettet, ikke dernede i det jordiske Jerusalem, men i himmelen, hvor Davids kongelige efterkommer sidder, nemlig Jesus Kristus. Han sidder ikke på en forgængelig og bogstavelig trone i det jordiske Jerusalem, men virkelig på „[Jehovas] trone“, ved Jehova Guds „højre hånd“ i himmelen. (Salme 110:1, 2; Apostlenes Gerninger 2:34-36; 7:55, 56; 1 Peter 3:22; Åbenbaringen 3:21) Derfra har Jehova siden hedningernes tider udløb i 1914, udrakt ’Kristi vældes spir’.
43. (a) Hvad er da menneskehedens eneste håb? (b) Hvor er Jehovas kristne vidner blevet udfriet fra siden 1918, hvad er de vendt hjem til, og hvordan opfordrer de alle andre „fanger“ til at søge til denne ’borg’?
43 Det er under fødderne af denne Kristus og hans trofaste disciple at Jehova inden længe vil „knuse Satan“. (Romerne 16:20) Denne messianske Befriers rige vil repræsentere den Højestes, den almægtige Gud Jehovas, herredømme. Det er menneskehedens eneste håb. Det er den ’borg’ vi må søge til for at opnå frihed og evigt liv i lykke. Siden den første verdenskrig sluttede i 1918 har Jehovas kristne vidner forladt deres åndelige fangenskab i Babylon den Store og er vendt ’hjem til borgen’, til Guds oprettede messianske rige i det himmelske Jerusalem. Selv om de skæbnesvangre verdensforhold bliver værre og værre, nyder disse vidner for Gud nu deres skønne åndelige frihed, og de glæder sig over det strålende håb de venter opfyldt i den nærmeste fremtid. Af omsorg for hele menneskeheden råber de til ’fangerne’ overalt at de uden tøven skal vende ’hjem til borgen’. Således opfylder de Kristi profetiske befaling: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ — Mattæus 24:14.
[Fodnote]
a Anvendes overalt i denne brochure hvor den danske bibel har HERREN for grundtekstens JHVH.