Hvordan læren om den udødelige sjæl opstod

„Intet emne har i den grad optaget menneskets åndelige begrebsverden som spørgsmålet om dets tilstand efter døden.“ — „ENCYCLOPÆDIA OF RELIGION AND ETHICS.“

1-3. Hvordan var Sokrates og Platon med til at fremme læren om sjælens udødelighed?

EN 70-ÅRIG filosof og lærer beskyldes for ugudelighed og for at fordærve de unges sind med sin lære. Han stilles for retten, men selv om han forsvarer sig strålende, kender en forudindtaget domstol ham skyldig og dømmer ham til døden. Blot nogle timer før den aldrende lærer henrettes, fremfører han en række argumenter for de elever der er samlet omkring ham, for at forsikre dem om at sjælen er udødelig, og at man ikke behøver at frygte døden.

² Den dødsdømte er ingen anden end Sokrates, den berømte græske filosof fra det 5. århundrede før vor tidsregning. Hans elev Platon har nedfældet Sokrates’ argumenter i essayene Apologien (Sokrates’ forsvarstale) og Faidon. Sokrates og Platon tilskrives æren for at have været blandt de første der fremførte den tanke at sjælen er udødelig. Men de var ikke ophavsmænd til denne lære.

³ Som vi skal se, har læren om menneskets udødelighed rødder meget længere tilbage i historien. Sokrates og Platon gav idéen en afpudsning og omformede den til en filosofisk lære, så den blev mere tiltalende for samtidens og eftertidens dannede klasser.

Fra Pythagoras til pyramiderne

4. Hvilken forestilling havde grækerne før Sokrates om det hinsidige?

⁴ Grækerne før Sokrates og Platon troede også at sjælen levede videre efter døden. Pythagoras, den berømte græske matematiker fra det 6. århundrede før vor tidsregning, mente at sjælen var udødelig, og at den når døden indtraf, levede videre i et andet menneske. Før ham hævdede Thales fra Milet, der menes at være den første kendte græske filosof, at det ikke blot var mennesker, dyr og planter der ejede en udødelig sjæl, men for eksempel også magneter, eftersom de kan flytte jern. Oldtidens grækere mente at de dødes sjæle blev færget over floden Styx til et stort, underjordisk rige kaldet underverdenen. Her dømte nogle dommere sjælene enten til pine i et fængsel med høje mure eller til lyksalighed i Elysion (Elysium).

5, 6. Hvad troede perserne om sjælen?

⁵ I det 7. århundrede før vor tidsregning fremstod i Iran, eller Persien, en profet ved navn Zarathustra som indførte en religion der blev kendt som zarathustrismen. Det var den religion man havde i det persiske verdensrige, der beherskede verdensskuepladsen før Grækenland blev en stormagt. De zarathustriske skrifter siger: „I udødeligheden skal den retfærdiges sjæl glæde sig for evigt, men løgnerens sjæl skal martres. Og disse love har Ahura Mazda [der betyder „en vís gud“] forordnet i kraft af sin suveræne myndighed.“

⁶ Læren om sjælens udødelighed var dog en del af den iranske religion allerede før Zarathustra fremstod. Gamle iranske stammer tænkte for eksempel på de dødes sjæle og ønskede at sørge for dem ved at ofre mad og tøj til dem som de kunne have glæde af i underverdenen.

7, 8. Hvad troede oldtidens ægyptere om sjælen?

⁷ Troen på et liv efter døden var også noget centralt i ægyptisk religion. Ægypterne mente at den dødes sjæl skulle dømmes af Osiris, underverdenens øverste gud. Et papyrusdokument der hævdes at stamme fra det 14. århundrede før vor tidsregning, viser for eksempel hvorledes de dødes gud, Anubis, fører skriveren Hunefer frem for Osiris. Skriverens hjerte, der skildrer hans samvittighed, lægges i den ene skål på en vægt, og den fjer som gudinden for sandhed og retfærdighed bærer på hovedet, lægges i den anden. Guden Thot nedskriver resultatet. Eftersom Hunefers hjerte ikke er tynget af skyld, vejer det mindre end fjeren, og Hunefer får adgang til Osiris’ verden og skænkes udødelighed. På papyrusdokumentet kan man også se et kvindeligt uhyre der står ved vægten, parat til at opsluge den døde hvis hjertet ikke består prøven. Desuden balsamerede ægypterne deres døde og opbevarede faraonernes døde legemer i imponerende pyramider. De mente nemlig at sjælen kun kunne leve videre hvis legemet blev bevaret.

⁸ Flere af oldtidens civilisationer havde altså én lære tilfælles, nemlig læren om sjælens udødelighed. Stammede denne lære fra den samme kilde?

Lærens oprindelse

9. Hvilken religion påvirkede Ægypten, Persien og Grækenland i oldtiden?

⁹ „I oldtidens verden . . . kunne den babyloniske religions påvirkning spores i Ægypten, Persien og Grækenland,“ hedder det i bogen The Religion of Babylonia and Assyria af professor Morris Jastrow jun. fra University of Pennsylvania, USA. Bogen forklarer videre: „I betragtning af den tidlige forbindelse mellem Ægypten og Babylonien, hvilket fremgår af tavlerne fra Tell el-Amarna, var der rig mulighed for at babyloniske tanker og skikke kunne trænge ind i de ægyptiske kulter. Den persiske mithrakult bærer tydeligt præg af babyloniske begreber . . . Det stærke islæt af semitiske elementer både i den tidlige græske mytologi og i de græske kulter er nu så almindeligt anerkendt af de lærde at det ikke behøver at kommenteres yderligere. Disse semitiske elementer er i udstrakt grad babyloniske.“a

10, 11. Hvad mente babylonierne om livet efter døden?

¹⁰ Men er den babyloniske opfattelse af hvad der sker efter døden, ikke helt anderledes end ægypternes, persernes og grækernes? Det babyloniske Gilgamesh-epos handler om den aldrende helt Gilgamesh som i sin angst for døden drager ud for at søge udødelighed uden dog at finde den. En ung vinperserkvinde han møder på sin rejse, opfordrer ham endog til at få det meste ud af dette liv, for han vil ikke finde det evige liv han søger. Budskabet i eposet er at døden er uundgåelig, og at håbet om udødelighed er en illusion. Betyder det at babylonierne ikke troede på det hinsidige?

¹¹ Professor Morris Jastrow jun. siger: „Hverken folket eller de religiøse ledere [i Babylonien] forestillede sig nogen sinde at der var mulighed for en fuldstændig tilintetgørelse af det der én gang var blevet til. Døden var [efter deres mening] en overgang til en anden form for liv, og benægtelsen af en persons udødelighed understregede blot hvor umuligt det var at undslippe den forandring i tilværelsesformen som døden medførte.“ Også babylonierne mente altså at livet fortsatte i en eller anden form efter døden. Dette kom til udtryk i at de gav de døde forskellige genstande med i graven til brug i det hinsidige.

12-14. (a) Hvor opstod læren om sjælens udødelighed efter Vandfloden? (b) Hvordan blev læren udbredt over hele jorden?

¹² Der er altså tydelige vidnesbyrd om at læren om sjælens udødelighed går helt tilbage til oldtidens Babylon. Ifølge Bibelen, der bærer præg af at indeholde nøjagtig historieskrivning, blev byen Babel, eller Babylon, grundlagt af Noas oldesøn Nimrod.b Efter den verdensomspændende vandflod på Noas tid fandtes der kun ét sprog og én religion. Da Nimrod grundlagde Babel og byggede et tårn i byen, påbegyndte han i realiteten en ny religion. Den bibelske beretning viser at sprogforvirringen i Babel medførte at tårnbyggernes forehavende slog fejl. Da de spredtes for at begynde på en ny tilværelse, tog de deres religion med sig. (1 Mosebog 10:6-10; 11:4-9) På den måde blev babyloniernes religiøse lære spredt til alle dele af jorden.

¹³ Ifølge overleveringen led Nimrod en voldsom død. Det er rimeligt at antage at babylonierne efter hans død ønskede at ære ham som deres bys grundlægger, bygherre og første konge. Eftersom guden Marduk (Merodak) blev betragtet som Babylons grundlægger, har nogle forskere fremsat den formodning at Marduk er den guddommeliggjorte Nimrod. I så fald må forestillingen om at mennesket ejer en sjæl der lever videre efter døden, allerede have været udbredt da Nimrod døde. Under alle omstændigheder viser historien at efter Vandfloden opstod læren om sjælens udødelighed i Babel, eller Babylon.

¹⁴ Men hvordan blev dette dogme en central lære i de fleste af vore dages religioner? I det næste afsnit skal vi se hvordan læren fandt vej til Østens religioner.

[Fodnoter]

[Billeder på side 6]

Den ægyptiske forestilling om sjælene i underverdenen

[Billede på side 7]

Sokrates hævdede at sjælen er udødelig