LEKTION 22
Skriftsteder rigtigt anvendt
AT VI underviser andre, betyder mere end at vi bare læser nogle vers op fra Bibelen. Apostelen Paulus skrev til sin medarbejder Timoteus: „Gør dit yderste for at fremstille dig for Gud som godkendt, som en arbejder der intet har at skamme sig over, som behandler sandhedens ord på rette måde.“ — 2 Tim. 2:15.
Hvis vi skal gøre dette, må vores forklaring af skriftsteder være i overensstemmelse med Bibelens lære som et hele. Det betyder at vi må tage sammenhængen i betragtning i stedet for at plukke nogle udtalelser ud som vi godt kan lide, og tilføje vores egne meninger. Gennem profeten Jeremias advarede Jehova mod de profeter der gav sig ud for at tale på hans vegne, men som i virkeligheden talte om „deres eget hjertes syn“. (Jer. 23:16) Apostelen Paulus advarede de kristne mod at besmitte Guds ord med menneskers filosofi; han skrev: „Vi har frasagt os de skjulte ting som man ville skamme sig over, idet vi ikke vandrer med underfundighed og heller ikke forfalsker Guds ord.“ Dengang var der uhæderlige vinhandlere som fortyndede vinen for at tjene mere på salget. Vi forfalsker ikke Guds ord ved at blande det op med menneskers filosofi. „Vi er ikke kræmmere der handler med Guds ord, som så mange er, men af oprigtighed, ja, som sendt af Gud taler vi for Guds ansigt, i samfund med Kristus.“ — 2 Kor. 2:17; 4:2.
Måske citerer du et skriftsted for at fremhæve et princip. Bibelen er fuld af principper der giver sund vejledning om hvordan man skal bære sig ad i forskellige situationer. (2 Tim. 3:16, 17) Men du må forvisse dig om at den måde du anvender skriftstedet på, er rigtig, og at du ikke misbruger det for at få det til at sige noget som du gerne vil have sagt. (Sl. 91:11, 12; Matt. 4:5, 6) Din kommentar skal være i harmoni med Jehovas hensigt og i overensstemmelse med hele Guds ord.
At ’behandle sandhedens ord på rette måde’ indebærer også at man forstår ånden i det Bibelen siger. Den er ikke en „kølle“ man kan slå andre i hovedet med. De religiøse lærere der var modstandere af Jesus Kristus, citerede ganske vist fra Skrifterne, men de lukkede øjnene for noget der har langt større betydning, og som Jehova lægger vægt på, nemlig ret, barmhjertighed og trofasthed. (Matt. 22:23, 24; 23:23, 24) Når Jesus underviste ud fra Guds ord, genspejlede han sin Faders personlighed. Hans nidkærhed for sandheden var forenet med en dyb kærlighed til de mennesker han underviste. Det er det eksempel vi skal stræbe efter at følge. — Matt. 11:28.
Hvordan kan vi være sikre på at vi anvender et skriftsted rigtigt? Regelmæssig bibellæsning vil hjælpe os. Vi må også værdsætte at Jehova har givet os en ’trofast og klog træl’, kristne som er blevet salvet med hellig ånd, og som på hans vegne uddeler åndelig føde til troens husstand. (Matt. 24:45) Ved personligt studium og ved at deltage i menighedens møder får vi gavn af den undervisning Jehova giver os gennem denne skare, „den trofaste og kloge træl“.
Hvis du gør dig godt kendt med bogen Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne, har du en udmærket hjælp ved hånden. Her er vejledning i korrekt anvendelse af flere hundrede skriftsteder som ofte kan bruges i vores forkyndelse. Hvis du har tænkt dig at anvende et mindre kendt skriftsted, bør du være så beskeden at du foretager nogle undersøgelser inden du kommenterer det, så du kan være sikker på at du behandler sandhedens ord på rette måde. — Ordsp. 11:2.
Gør anvendelsen tydelig. Når du underviser, må du sikre dig at eleverne klart kan se forbindelsen mellem det emne du behandler, og de skriftsteder du anvender. Hvis du lægger op til et skriftsted ved hjælp af et spørgsmål, bør det være klart for tilhørerne at skriftstedet besvarer spørgsmålet. Hvis du bruger et skriftsted til støtte for en udtalelse, må du være sikker på at de tydeligt kan se hvordan skriftstedet beviser det du har sagt.
Som regel er det ikke nok at man bare læser skriftstedet, heller ikke selv om man læser det med god betoning. Husk at de fleste ikke er særlig godt kendt med Bibelen og sikkert ikke vil få fat i din pointe hvis de bare hører dig læse stedet højt en enkelt gang. Nej, du må henlede opmærksomheden på den del af verset der har direkte relation til det du taler om.
Det vil som regel betyde at du må fremhæve de ord der er nøgleord i netop denne forbindelse. Den enkleste måde at gøre det på er ved at vende tilbage til verset og gentage de tankebærende ord. Hvis du underviser en enkelt person, kan du bede ham om at udpege dem. Når det drejer sig om et foredrag, foretrækker nogle talere at opnå det samme ved at gentage tanken med andre ord. Men hvis du gør det, må du passe på at dit publikum ikke taber forbindelsen af syne, men kan se sammenhængen mellem det du taler om, og ordene i skriftstedet.
Når du har fremhævet nøgleordene, har du lagt et godt grundlag. Nu skal du følge det op. Gav din introduktion til skriftstedet klar besked om hvorfor du ville bruge netop dette skriftsted? Hvis det er tilfældet, må du nu pege på forbindelsen mellem de ord du henviser til, og det du lovede tilhørerne at de ville få svar på. Gør sammenhængen helt tydelig. Selv om du ikke har haft en udførlig overgang til skriftstedet, bør du alligevel følge det op med nogle kommentarer når du har læst det.
Farisæerne stillede Jesus et spørgsmål som de mente var vanskeligt, nemlig: „Har en mand lov til at skille sig fra sin hustru af en hvilken som helst grund?“ Jesus svarede ud fra Første Mosebog 2:24. Læg mærke til at han kun henledte opmærksomheden på en del af verset, og at han derefter pegede på skriftstedets anvendelse. Først nævnte han at en mand og hans hustru bliver „ét kød“, og så konkluderede han: „Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ — Matt. 19:3-6.
Hvor omfattende forklaringer skal man komme med for at gøre rede for anvendelsen af et skriftsted? Det afhænger af hvilke tilhørere du har, og hvor vigtigt det punkt du vil belyse, er. Men stræb efter at tale enkelt og direkte.
Ræsonnér ud fra Skrifterne. I beretningen om Paulus’ tjeneste i Thessalonika læser vi i Apostelgerninger 17:2, 3 at han ’ræsonnerede med dem ud fra Skrifterne’. Det er noget alle Jehovas tjenere bør søge at lære. For eksempel omtalte Paulus nogle træk af Jesu liv og tjeneste, påviste at disse var blevet forudsagt i De Hebraiske Skrifter, og drog så en klar konklusion ved at sige: „Han er Messias, den Jesus som jeg forkynder jer.“
I sit brev til hebræerne citerede Paulus flere gange fra De Hebraiske Skrifter. For at understrege eller forklare et punkt trak han ofte et enkelt ord eller udtryk frem og viste derefter hvad det betød. (Hebr. 12:26, 27) I Hebræerbrevet, kapitel 3, citerer Paulus fra Salme 95:7-11. Læg mærke til at han derefter kommenterer tre dele af citatet: (1) Omtalen af hjertet (Hebr. 3:8-12), (2) betydningen af udtrykket „i dag“ (Hebr. 3:7, 13-15; 4:6-11), og (3) betydningen af ordene: „De skal ikke gå ind til min hvile“ (Hebr. 3:11, 18, 19; 4:1-11). Søg at efterligne dette eksempel hver gang du anvender et skriftsted.
Læg mærke til hvor virkningsfuldt Jesus ræsonnerede ud fra Skrifterne i den beretning vi finder i Lukasevangeliet 10:25-37. En lovkyndig spurgte ham: „Lærer, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“ Da Jesus svarede, opfordrede han først manden til at fortælle hvad han selv mente om sagen. Derefter lod Jesus forstå at det vigtigste måtte være at gøre hvad Guds ord siger. Da det så viste sig at manden ikke havde forstået belæringen, gav Jesus en udførlig kommentar til bare ét ord fra skriftstedet, nemlig ordet „næste“. I stedet for bare at sige hvad ordet betød, fortalte Jesus en lignelse der hjalp manden til selv at nå til den rigtige konklusion.
Det er tydeligt at Jesus ikke besvarede spørgsmål ved bare at citere et skriftsted der gav et klart, indlysende svar. Han analyserede skriftstedernes ord og pegede så på hvordan de gjaldt i den aktuelle sag.
Da nogle saddukæere betvivlede at der er håb om en opstandelse, henledte Jesus opmærksomheden på en del af Anden Mosebog 3:6. Men han nøjedes ikke med at citere. Han ræsonnerede ud fra citatet for at vise helt klart at opstandelsen er en del af Guds samlede hensigt. — Mark. 12:24-27.
Hvis du lærer at ræsonnere virkningsfuldt og rigtigt ud fra Bibelen, har du taget et væsentligt skridt i retning af at blive en dygtig lærer.