Opbyggende og positivt

DET budskab vi har fået til opgave at forkynde, er en god nyhed. Jesus sagde: „Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Mark. 13:10) Han viste selv et godt eksempel ved at lægge hovedvægten på „den gode nyhed om Guds rige“. (Luk. 4:43) Det budskab apostlene spredte, blev ligeledes omtalt som „Guds gode nyhed“ og „den gode nyhed om Messias“. (1 Thess. 2:2; 2 Kor. 2:12) En sådan forkyndelse er opbyggende og positiv.

Ligesom den engel der ’flyver midt på himmelen og forkynder en evigvarende god nyhed’, siger vi til folk: „Frygt Gud og giv ham ære.“ (Åb. 14:6, 7) Vi forkynder for enhver om den sande Gud, hans navn, hans gerninger, hans enestående egenskaber, hans kærlige hensigt, vort ansvar over for ham, og hvad han forventer af os. Den gode nyhed indbefatter budskabet om at Jehova Gud vil udslette de onde der vanærer ham og ødelægger tilværelsen for deres medmennesker. Men det er ikke op til os at dømme dem vi forkynder for. Vi ønsker oprigtigt at så mange som muligt skal tage Bibelens budskab til sig, sådan at det virkelig viser sig at være en god nyhed for dem. — Ordsp. 2:20-22; Joh. 5:22.

Ikke for meget negativt stof. Vi ved alle at livet har sine negative sider. Det lukker vi ikke øjnene for. Når du indleder en samtale, kan du derfor godt bringe et problem på bane som mange i distriktet er optaget af, og omtale det kort. Men at udpensle det negative vil som regel kun have begrænset værdi. Folk hører nedslående nyheder hele tiden, så hvis vi også taler til dem om noget ubehageligt, vil de måske lukke enten døren eller ørerne. Prøv på et tidligt tidspunkt i samtalen at henlede opmærksomheden på de opmuntrende sandheder i Guds ord. (Åb. 22:17) Selv om den anden ikke vil fortsætte samtalen, har du i det mindste givet ham noget opbyggende han kan tænke videre på. Det kan være at han er mere indstillet på at lytte en anden gang.

Det samme gælder når du har fået til opgave at holde et foredrag. Du skal ikke overøse dine tilhørere med negativt stof bare fordi der er så meget at tage af. Hvis en taler udbreder sig om alt det der mislykkes for jordiske herskere, om vold og kriminalitet og om umoralitetens sørgelige omfang, kan resultatet blive helt deprimerende. Kom kun ind på de negative sider af et emne hvis der er en god grund til det. At tage lidt af dette stof med kan for eksempel understrege at dit foredrag er aktuelt. Det kan også fremhæve hvilke faktorer der især har bidraget til problemet, og derved være med til at vise hvordan Bibelens løsning er god og anvendelig. Vær om muligt altid specifik uden at dvæle for meget ved problemerne.

Som regel er det hverken muligt eller ønskeligt at undgå alt negativt stof i et foredrag. Udfordringen består i at blande det positive og det negative sådan at helhedsvirkningen bliver positiv. For at kunne opnå det må du vurdere hvad du skal tage med, hvad du skal udelade, og hvor du skal lægge hovedvægten. I sin bjergprædiken opfordrede Jesus tilhørerne til at tage afstand fra de skriftlærdes og farisæernes selvoptagne måde at leve på, og han nævnte nogle eksempler der illustrerede hvad han mente. (Matt. 6:1, 2, 5, 16) Men i stedet for at dvæle ved det dårlige eksempel disse religiøse ledere satte, lagde Jesus vægten på at man skulle lære Guds sande veje at kende og følge dem. (Matt. 6:3, 4, 6-15, 17-34) Det var med til at gøre Bjergprædikenen så positiv.

Hold dig til en positiv tone. Hvis du får til opgave at holde et indlæg for menigheden om en side af den kristne virksomhed, bør du bestræbe dig for at være konstruktiv, ikke kritisk. Husk selv at gøre det du opfordrer andre til at gøre. (Rom. 2:21, 22; Hebr. 13:7) Sørg for at der ligger kærlighed, ikke irritation, bag det du siger. (2 Kor. 2:4) Hvis du har tillid til at dine trosfæller ønsker at behage Jehova, vil denne tillid skinne igennem i alt hvad du siger, og så vil virkningen være positiv. Læg mærke til hvordan apostelen Paulus udtrykte en sådan tillid i Første Thessalonikerbrev 4:1-12; Andet Thessalonikerbrev 3:4, 5; og Filemon 4, 8-14, 21.

Det kan til tider være nødvendigt for ældste at advare mod uklog opførsel. Men en ydmyg indstilling vil hjælpe dem til at vise mildhedens ånd i den måde de behandler deres brødre på. (Gal. 6:1) Deres måde at sige tingene på bør vidne om at de respekterer menighedens medlemmer. (1 Pet. 5:2, 3) Især yngre mænd opfordres i Bibelen til at være opmærksomme på dette. (1 Tim. 4:12; 5:1, 2; 1 Pet. 5:5) Hvis det er nødvendigt at retlede og tugte eller at sætte noget på plads, bør det altid gøres på grundlag af hvad Bibelen siger. (2 Tim. 3:16) Ingen taler må bøje eller strække Bibelens ord for at få dem til at støtte et synspunkt som han har en stærk, personlig mening om. Selv når det er nødvendigt at give vejledning, kan tonen være positiv. Det vil den være når taleren lægger hovedvægten på hvordan vi kan løse problemer, overvinde vanskeligheder, rette på en forkert adfærd og undgå at gøre os skyldige i overtrædelser, og på hvordan Jehovas krav kan beskytte os. — Sl. 119:1, 9-16.

Når du forbereder et foredrag, vær da særlig opmærksom på hvordan du vil afrunde behandlingen af hvert hovedpunkt, og hvordan du vil afslutte hele foredraget. Det man siger sidst, huskes nemlig længst. Derfor er det vigtigt at det sidste er positivt.

I samtaler med trosfæller. Tjenere for Jehova sætter pris på det fællesskab de har med hinanden ved de kristne møder. Det giver dem ny åndelig styrke. Bibelen opfordrer os til at „opmuntre hinanden“ når vi kommer sammen for at tilbede Gud. (Hebr. 10:25) Det gør vi ikke bare ved at tale fra podiet eller give kommentarer, men også ved at tale sammen før og efter møderne.

Der er ikke noget i vejen for at vi kan tale om dagligdags ting, men den største opmuntring ligger i at drøfte åndelige spørgsmål. Vi kan blandt andet fortælle oplevelser vi har haft i den hellige tjeneste. Det er også opbyggende at vi viser hinanden personlig interesse i passende omfang.

Den påvirkning som verden udsætter os for, gør at vi må være på vagt. Paulus skrev til de kristne i Efesus: „Nu da I har aflagt løgnen, så tal sandhed hver med sin næste.“ (Ef. 4:25) At vi skal tale sandhed i stedet for løgn, indbefatter at vi undgår at forherlige de ting og personer der dyrkes i denne verden. Jesus advarede ligeledes mod „rigdommens bedragende magt“. (Matt. 13:22) Når vi taler med hinanden, må vi passe på at vi ikke fremmer dette bedrag ved at være overdrevent optaget af det materielle. — 1 Tim. 6:9, 10.

I en vejledning om hvor vigtigt det er at være opbyggende, skrev apostelen Paulus at vi ikke må dømme eller se ned på en broder der afholder sig fra visse ting fordi han er „svag i troen“, det vil sige fordi han endnu ikke helt forstår hvor stor den kristne frihed er. For at være opbyggende når vi taler med andre, må vi altså tage hensyn til deres baggrund og til hvor langt de er kommet i deres åndelige vækst. Hvor ville det være sørgeligt hvis vi ’lagde en snublesten’ for en broder eller søster eller gav ham eller hende „anledning til fald“. — Rom. 14:1-4, 13, 19.

De der har alvorlige personlige problemer at slås med — for eksempel kronisk sygdom — sætter pris på opbyggende samtaler. Muligvis gør de sig store anstrengelser for at kunne overvære møderne. De som kender til situationen, spørger måske: „Hvordan går det?“ Den der har problemet, vil sikkert sætte pris på deres interesse. Men det er ikke sikkert at han synes helbredstilstanden er det der er mest opbyggende at tale om. At nogen roser ham og fortæller at de værdsætter ham, kan varme hans hjerte meget mere. Er han trofast i sin kærlighed til Jehova og udholdende under sine svære omstændigheder? Føler du dig opmuntret når han giver kommentarer ved møderne? Vil det da ikke være mest opbyggende at fokusere på disse stærke sider hos ham og at lægge vægt på det han tilfører menigheden, snarere end på hans begrænsninger? — 1 Thess. 5:11.

For at kunne føre opbyggende samtaler er det særlig vigtigt at vi tager i betragtning hvordan Jehova ser på det vi taler om. Da nogle i det gamle Israel talte imod Jehovas repræsentanter og klagede over mannaen, pådrog de sig Jehovas vrede. (4 Mos. 12:1-16; 21:5, 6) Vi kan vise at vi har taget ved lære af disse eksempler, ved at respektere de ældste og værdsætte den åndelige føde vi får gennem ’trælleskaren’. — 1 Tim. 5:17.

Det vil sjældent være svært for os at finde noget positivt at tale om med vore kristne brødre. Hvis én alligevel skulle komme med bemærkninger der er for kritiske, tag da initiativet til at dreje samtalen hen på noget mere opbyggende.

Hvad enten vi forkynder for andre, taler fra podiet eller taler uformelt med vores trosfæller, må vi vise god dømmekraft. Da vil vi fra hjertets gode forråd kunne hente noget der er godt ’til den opbyggelse der nu er behov for, så det kan være velgørende for dem der hører det’. — Ef. 4:29.