Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • bt kap. 4 s. 28-35
  • “Almindelige mennesker uden uddannelse”

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • “Almindelige mennesker uden uddannelse”
  • “Et grundigt vidnesbyrd om Guds rige”
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Ikke “ved egen kraft” (Ap.G. 3:11-26)
  • “Vi kan ikke holde op med at tale” (Ap.G. 4:1-22)
  • ‘De bad højt til Gud’ (Ap.G. 4:23-31)
  • Ansvarlige over for Gud, ikke mennesker (Ap.G. 4:32 – 5:11)
  • Han lærte at være tilgivende
    Efterlign deres tro
  • Han lærte tilgivelse af Jesus
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2010
  • Han kæmpede med frygt og tvivl
    Efterlign deres tro
  • Han forblev loyal under prøvelser
    Efterlign deres tro
Se mere
“Et grundigt vidnesbyrd om Guds rige”
bt kap. 4 s. 28-35

KAPITEL 4

“Almindelige mennesker uden uddannelse”

Apostlene viser mod, og Jehova velsigner dem

Baseret på Apostlenes Gerninger 3:1 – 5:11

1, 2. Hvilket mirakel udfører Peter og Johannes i nærheden af en tempelport?

EFTERMIDDAGSSOLEN skinner på den store folkemængde af gudfrygtige jøder og disciple af Kristus der er ved at ankomme til tempelområdet. “Bedetimen” nærmer sig.a (Ap.G. 2:46; 3:1) Peter og Johannes, som befinder sig i menneskemængden, baner sig vej mod den tempelport der kaldes Den Skønne. Gennem støjen fra den livlige snak og lyden af slæbende fødder beder en midaldrende tigger som har været lam siden han blev født, om gaver. – Ap.G. 3:2; 4:22.

2 Da Peter og Johannes nærmer sig, beder tiggeren dem om penge. Apostlene stopper op og fanger den forventningsfulde mands opmærksomhed. “Sølv og guld ejer jeg ikke,” siger Peter, “men det jeg har, det giver jeg dig. I nazaræeren Jesus Kristus’ navn, gå!” Forestil dig hvor overrasket skaren bliver da Peter tager mandens hånd, hvorefter han – for første gang i sit liv – nu kan stå oprejst! (Ap.G. 3:6, 7) Kan du se det for dig? Manden der havde været lam, ser forundret ned på sine raske fødder og tager de første usikre skridt. Der er ikke noget at sige til at han begynder at springe rundt og højlydt prise Gud!

3. Hvilken fantastisk gave har folkemængden og den mand der før var lam, mulighed for at få?

3 Den ekstatiske skare stimler sammen om Peter og Johannes i Salomons Søjlegang. Her, det selv samme sted som Jesus engang stod og underviste, forklarer Peter betydningen af det der lige er sket. (Joh. 10:23) Han giver folkemængden og den mand der før var lam, en gave som er mere værd end sølv og guld – en gave som indebærer meget mere end fysisk helbredelse. De får mulighed for at angre, få deres synder tilgivet og blive disciple af ham Jehova har udnævnt som “livets Hovedformidler”, Jesus Kristus. – Ap.G. 3:15.

4. (a) Hvilken konfrontation lægger den mirakuløse helbredelse op til? (b) Hvilke to spørgsmål vil vi nu se på?

4 Hvor er det en mindeværdig dag! En er blevet helbredt og er nu i stand til at gå. Tusinder af andre har fået mulighed for at blive helbredt åndeligt så de kan leve på en måde der er Jehova værdig. (Kol. 1:9, 10) Dagens begivenheder har desuden lagt op til en konfrontation mellem loyale disciple af Kristus og folk ved magten som vil prøve at forhindre disciplene i at opfylde Jesus’ befaling om at forkynde budskabet om Riget. (Ap.G. 1:8) Hvad kan vi lære af de metoder som Peter og Johannes, der var “almindelige mennesker uden uddannelse”, gjorde brug af, og af den indstilling de lagde for dagen da de forkyndte for folkemængden?b (Ap.G. 4:13) Og hvordan kan vi efterligne den måde de og de andre disciple reagerede på under modstand?

Ikke “ved egen kraft” (Ap.G. 3:11-26)

5. Hvad lærer vi af den måde Peter talte til folkemængden på?

5 Peter og Johannes stod foran de mange mennesker og var klar over at nogle af dem måske var blandt dem der for nylig havde krævet at Jesus skulle pælfæstes. (Mark. 15:8-15; Ap.G. 3:13-15) Tænk på det mod Peter viste da han erklærede at den handicappede mand var blevet helbredt i Jesus’ navn. Peter forsøgte ikke at udvande sandheden. Han fordømte rent ud folkemængden fordi de var medskyldige i Jesus’ død. Men Peter havde ikke fjendtlige følelser over for dem, for de ‘vidste ikke hvad de gjorde’. (Ap.G. 3:17) Han appellerede til dem som brødre og fokuserede på de positive aspekter af budskabet om Riget. Hvis de angrede og fik tro på Jesus, ville de opleve “perioder [fra Jehova] som giver friske kræfter”. (Ap.G. 3:19) Vi må også være modige og ærlige når vi fortæller andre om Guds kommende dom, men uden at være taktløse, grove eller fordømmende. Vi må altid betragte dem vi forkynder for, som potentielle trosfæller og ligesom Peter fokusere på de positive sider af budskabet om Riget.

6. Hvordan viste Peter og Johannes ydmyghed og beskedenhed?

6 Apostlene var ydmyge og beskedne. De tog ikke selv æren for det mirakel de havde udført. Peter sagde: “Hvorfor stirrer I på os som om vi ved egen kraft eller fordi vi er særligt gudhengivne, har fået ham til at gå?” (Ap.G. 3:12) Peter og de andre apostle vidste at det ikke var på grund af deres egne evner at de opnåede gode resultater i deres forkyndelse, men at det var ved Guds kraft. Derfor gav de ydmygt Jehova og Jesus æren for det de udrettede.

7, 8. (a) Hvilken gave kan vi tilbyde mennesker? (b) Hvordan bliver løftet om at ‘alt skal genoprettes’, opfyldt i dag?

7 Vi må ligesom Peter og Johannes være ydmyge og beskedne når vi deltager i arbejdet med at forkynde. Det er rigtigt at Guds ånd ikke giver os kraft til at udføre mirakuløse helbredelser. Men vi kan hjælpe mennesker til at få tro på Gud og Jesus og modtage den samme gave Peter tilbød – muligheden for at få deres synder tilgivet og at få friske kræfter fra Jehova. Hvert år tager flere hundrede tusind imod det tilbud og bliver døbt som disciple af Jesus.

8 Vi lever i den tid Peter talte om, “hvor alt ... skal genoprettes”. Som en opfyldelse af det “Gud har talt om gennem sine hellige profeter i fortiden”, blev Riget oprettet i himlen i 1914. (Ap.G. 3:21; Sl. 110:1-3; Dan. 4:16, 17) Kort efter begyndte Jesus at føre tilsyn med et åndeligt genoprettelsesarbejde på jorden. Det har resulteret i at millioner er kommet ind i et åndeligt paradis hvor de underordner sig Guds rige. De har aflagt den gamle personlighed og har ‘iført sig den nye personlighed som er skabt i harmoni med Guds vilje’. (Ef. 4:22-24) Ligesom med helbredelsen af tiggeren er den fantastiske udvikling ikke sket på grund af menneskers evner men ved Guds ånd. Ligesom Peter må vi også bruge Guds ord på en frimodig og virkningsfuld måde når vi underviser andre. De gode resultater vi eventuelt måtte opnå i vores arbejde med at hjælpe folk til at blive Jesus’ disciple, skyldes Guds kraft, ikke vores egne evner.

“Vi kan ikke holde op med at tale” (Ap.G. 4:1-22)

9-11. (a) Hvordan reagerede de jødiske ledere på Peter og Johannes’ budskab? (b) Hvad besluttede apostlene at gøre?

9 Peters tale og den tidligere lamme mand der sprang omkring og råbte højt, vakte en del opsigt. Af den grund skyndte tempelkommandanten – som skulle sørge for sikkerheden på tempelområdet – og præsterne sig til stedet for at undersøge situationen. De var sandsynligvis saddukæere, en sekt der havde mange penge og stor politisk indflydelse. Saddukæerne arbejdede for at bevare et fredeligt forhold til romerne, de afviste den mundtlige lov som farisæerne holdt så meget af, og de hånede troen på opstandelsen.c De blev meget irriterede da de fandt Peter og Johannes i templet i gang med frimodigt at forkynde at Jesus var blevet oprejst!

10 De vrede modstandere kastede Peter og Johannes i fængsel, og næste dag slæbte de dem for den jødiske højesteret. Set fra den religiøse elites side var Peter og Johannes “almindelige mennesker uden uddannelse” som ikke havde ret til at undervise i templet. De havde ikke gået på nogen anerkendt teologisk læreanstalt. Men deres frimodighed og stærke overbevisning fik medlemmerne af højesteretten til at undre sig. Hvorfor var Peter og Johannes så dygtige til at undervise? En af grundene var at “de to havde været sammen med Jesus”. (Ap.G. 4:13) Deres lærer havde undervist med autoritet, ikke som de skriftlærde. – Matt. 7:28, 29.

11 Retten gav apostlene ordre til at holde op med at forkynde. I det jødiske samfund dengang havde højesterettens afgørelser stor vægt. Bare nogle få uger forinden havde medlemmerne af den samme instans kendt Jesus skyldig med ordene: “Han fortjener at dø.” (Matt. 26:59-66) Men det lod Peter og Johannes sig ikke skræmme af. Over for de rige, veluddannede og magtfulde mænd sagde Peter og Johannes modigt men med respekt: “Hvad mener I selv? Er det rigtigt i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud? Men vi kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.” – Ap.G. 4:19, 20.

YPPERSTEPRÆSTEN OG DE ØVERSTE PRÆSTER

Ypperstepræsten repræsenterede folket over for Gud. I det første århundrede e.v.t. var han også leder af Sanhedrinet. Omkring sig havde han de øverste præster, der sammen med ham udgjorde jødernes ledere. De øverste præster indbefattede forhenværende ypperstepræster, som for eksempel Annas, og andre mænd af de få familier – måske bare fire eller fem familier – som ypperstepræsten blev udtaget fra. Historikeren Emil Schürer skriver: “Blot det at tilhøre en af disse privilegerede familier må have været forbundet med en ganske særlig anseelse.”

Bibelen viser at ypperstepræsternes udnævnelse gjaldt for hele livet. (4. Mos. 35:25) Men i den periode Apostlenes Gerninger dækker, kunne de romerske statholdere og konger indsætte og afsætte ypperstepræsterne efter behag. Det lader dog til at de hedenske herskere kun indsatte mænd der hørte til Arons præsteslægt.

12. Hvordan kan vi styrke vores tro og blive mere modige?

12 Er du lige så modig? Hvordan har du det med at forkynde for de rige, de veluddannede eller de indflydelsesrige i det område hvor du bor? Hvad hvis skolekammerater, kolleger eller nogen i din familie håner dig på grund af din tro? Bliver du bange? Så skal du vide at det er muligt at overvinde sådan nogle følelser. Mens Jesus var på jorden, lærte han apostlene hvordan de med overbevisning og respekt kunne forsvare deres tro. (Matt. 10:11-18) Efter sin opstandelse lovede Jesus sine disciple at han ville være med dem “alle dage indtil afslutningen på denne verdensordning”. (Matt. 28:20) Under Jesus’ ledelse lærer “den trofaste og kloge træl” os hvordan vi kan forsvare vores tro. (Matt. 24:45-47; 1. Pet. 3:15) Det sker gennem undervisning ved menighedens møder, for eksempel Livet og tjenesten som kristne, og ved hjælp af bibelske publikationer, blandt andet artiklerne “Svar på bibelske spørgsmål” på hjemmesiden jw.org. Deltager du aktivt i møderne, og gør du god brug af publikationerne? Det vil styrke din tro og hjælpe dig til at blive mere modig. Og ligesom apostlene vil du ikke lade noget som helst afholde dig fra at tale om de skønne åndelige sandheder du har “set og hørt”.

En søster forkynder for en kollega i kaffepausen.

Lad ikke noget som helst afholde dig fra at tale om de skønne åndelige sandheder du har lært

‘De bad højt til Gud’ (Ap.G. 4:23-31)

13, 14. Hvad kan vi gøre når vi bliver udsat for modstand, og hvorfor?

13 Straks efter at Peter og Johannes var blevet løsladt, mødtes de med resten af menigheden. Sammen “bad de ... højt til Gud” om mod til fortsat at forkynde. (Ap.G. 4:24) Peter vidste kun alt for godt hvor dumt det er at stole på sig selv når man forsøger at gøre Guds vilje. Bare få uger tidligere havde han selvsikkert sagt til Jesus: “Selvom alle de andre svigter dig, vil jeg aldrig svigte dig!” Men som Jesus havde forudsagt, bukkede Peter under for menneskefrygt og nægtede at kendes ved sin ven og lærer. Peter lærte dog af den fejl han begik. – Matt. 26:33, 34, 69-75.

14 For at du kan blive ved med at udføre din opgave med at forkynde om Jesus, er det ikke nok bare at være besluttet på det. Når modstandere prøver at nedbryde din tro eller få dig til at holde op med at forkynde, må du følge Peter og Johannes’ eksempel. Bed Jehova om styrke. Få hjælp i menigheden. Fortæl de ældste og andre modne brødre og søstre om de problemer du slås med. Andres bønner kan have stor kraft. – Ef. 6:18; Jak. 5:16.

15. Hvad kan være til opmuntring for dem der har haft en periode hvor de ikke forkyndte?

15 Hvis du på et tidspunkt i dit liv har givet efter for pres og i en periode holdt op med at forkynde, må det ikke gøre dig modløs. Husk at alle apostlene holdt op med at forkynde efter Jesus’ død men kom hurtigt i gang igen. (Matt. 26:56; 28:10, 16-20) Lad dig ikke tynge af tidligere fejltrin. Brug i stedet din erfaring til at styrke andre.

16, 17. Hvad kan vi lære af den bøn der blev bedt af Jesus’ disciple i Jerusalem?

16 Hvad kan vi bede Jehova om når vi oplever modstand fra myndighedspersoner? Læg mærke til at disciplene ikke bad om at blive fri for prøvelser. De huskede at Jesus havde sagt: “Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.” (Joh. 15:20) Nej, de loyale disciple bad Jehova om at høre modstandernes trusler. (Ap.G. 4:29) Disciplene så tingene i et større perspektiv. De var klar over at den forfølgelse de kom ud for, i virkeligheden var en opfyldelse af profetierne. De vidste at Guds vilje ville “ske på jorden” – sådan som Jesus havde lært dem at bede – uanset hvad jordiske herskere gjorde. – Matt. 6:9, 10.

17 For at kunne gøre Guds vilje bad disciplene til Jehova: “Hjælp dine trælle til at blive ved med at tale dit ord med stor frimodighed.” Derefter rystede “stedet hvor de var samlet, og de blev alle som én fyldt med den hellige ånd og talte Guds ord med frimodighed”. (Ap.G. 4:29-31) Intet kan forhindre Jehova i at gennemføre sin vilje. (Esa. 55:11) Uanset hvor umulig vores situation ser ud til at være, og uanset hvor stærke vores modstandere er, kan vi være helt sikre på at Jehova vil lytte til vores bønner og give os styrke til fortsat at forkynde hans ord med frimodighed.

Ansvarlige over for Gud, ikke mennesker (Ap.G. 4:32 – 5:11)

18. Hvordan hjalp medlemmerne af menigheden i Jerusalem hinanden?

18 Den nyoprettede menighed i Jerusalem nåede hurtigt op på over 5.000.d På trods af disciplenes forskellige baggrund var de “forenede i hjerte og sind”, det vil sige i holdning og tankegang. (Ap.G. 4:32; 1. Kor. 1:10) Disciplene gjorde mere end bare at bede Jehova om at velsigne deres indsats. De støttede hinanden åndeligt og, når det var nødvendigt, materielt. (1. Joh. 3:16-18) Tag for eksempel disciplen Josef, som af apostlene havde fået tilnavnet Barnabas. Han havde et stykke jord som han solgte, og uselvisk gav han hele beløbet for at hjælpe dem der kom fra fjerne lande, så de kunne forlænge deres ophold i Jerusalem og lære mere om deres nyfundne tro.

19. Hvorfor straffede Jehova Ananias og Safira med døden?

19 Et ægtepar som hed Ananias og Safira, solgte også en mark og gav et bidrag. De “tilbageholdt dog hemmeligt noget af beløbet” mens de lod som om de havde givet det hele. (Ap.G. 5:2) Jehova straffede dem med døden. Ikke fordi det beløb de havde givet, var for lille, men fordi deres motiv til at give var forkert, og fordi de ikke var ærlige. Det var “ikke mennesker [de havde] løjet over for, men Gud”. (Ap.G. 5:4) Ligesom de hyklere Jesus havde fordømt, var Ananias og Safira mere interesseret i at blive æret af mennesker end i at opnå Guds godkendelse. – Matt. 6:1-3.

20. Hvad lærer vi i forbindelse med at give til Jehova?

20 Millioner af Jehovas Vidner i dag viser den samme gavmilde indstilling som de trofaste disciple i det første århundrede ved at støtte det globale forkyndelsesarbejde med frivillige bidrag. Der er ikke nogen der bliver tvunget til at bruge tid eller penge på at støtte forkyndelsen. Jehova ønsker ikke at vi skal tjene ham uvilligt eller fordi vi føler os tvunget til det. (2. Kor. 9:7) Når vi giver bidrag, er det ikke selve beløbet men vores motiv Jehova ser på. (Mark. 12:41-44) Vi vil ikke være som Ananias og Safira, som tjente Jehova af et selvisk motiv og ønskede at blive æret. Ligesom det var tilfældet med Peter, Johannes og Barnabas, skal vores tjeneste for Jehova altid være motiveret af ægte kærlighed til ham og vores medmennesker. – Matt. 22:37-40.

PETER – FRA FISKER TIL ENERGISK APOSTEL

Bibelen bruger fem navne om Peter: det hebraiske Simeon, det tilsvarende græske Simon, Peter, det tilsvarende semitiske navn Kefas og det sammensatte navn Simon Peter. – Matt. 10:2; 16:16; Joh. 1:42; Ap.G. 15:14.

Apostlen Peter holder en kurv med fisk.

Peter var gift og havde sin svigermor og bror boende hos sig. (Mark. 1:29-31) Han var fisker og kom fra Betsajda, en by på nordsiden af Galilæas Sø. (Joh. 1:44) Senere boede han i den nærliggende by Kapernaum. (Luk. 4:31, 38) Det var Peters båd Jesus sad i da han talte til en stor gruppe mennesker som havde samlet sig ved bredden af Galilæas Sø. Umiddelbart efter at Jesus havde talt til gruppen, gav han Peter besked på at kaste nettene ud. Den mirakuløst store fiskefangst fik Peter til at falde på knæ af frygt, men Jesus sagde til ham: “Du skal ikke være bange. Fra nu af er det mennesker du skal fange.” (Luk. 5:1-11) Peter fiskede sammen med Jakob og Johannes og sin bror Andreas. Alle fire forlod deres arbejde som fiskere da de tog imod Jesus’ indbydelse til at følge ham. (Matt. 4:18-22; Mark. 1:16-18) Omkring et år senere var Peter blandt de 12 Jesus havde udvalgt til at være sine “apostle”, som betyder “nogle der sendes ud”. – Mark. 3:13-16.

Jesus udvalgte Peter, Jakob og Johannes til at følges med sig ved særlige lejligheder. De var vidner til Jesus’ forvandling, de så ham oprejse Jairus’ datter, og de var sammen med ham da han var stærkt fortvivlet i Getsemane Have. (Matt. 17:1, 2; 26:36-46; Mark. 5:22-24, 35-42; Luk. 22:39-46) Det var de samme tre der sammen med Andreas spurgte Jesus hvad tegnet på hans nærværelse ville være. – Mark. 13:1-4.

Peter var direkte, energisk og nogle gange impulsiv. Det lader til at han ofte udtalte sig før de andre apostle. Evangelierne gengiver flere udtalelser af Peter end af de 11 andre apostle tilsammen. Han stillede spørgsmål når de andre ikke sagde noget. (Matt. 15:15; 18:21; 19:27-29; Luk. 12:41; Joh. 13:36-38) Det var ham der protesterede imod at Jesus vaskede hans fødder, men som – efter at Jesus havde irettesat ham – gerne ville have at han også vaskede hans hænder og hoved! – Joh. 13:5-10.

Motiveret af stærke følelser prøvede Peter at overbevise Jesus om at han ikke skulle gennemgå lidelser og til sidst henrettes. Jesus irettesatte ham skarpt for hans manglende dømmekraft. (Matt. 16:21-23) Den sidste aften Jesus var på jorden, sagde Peter at selvom alle de andre apostle forlod Jesus, ville han aldrig gøre det. Da Jesus blev arresteret af sine fjender, viste Peter mod ved at forsvare ham med sit sværd og ved senere at følge efter ham helt ind i ypperstepræstens gård. Men kort efter nægtede Peter tre gange at kendes ved ham og græd fortvivlet da det gik op for ham hvad han havde gjort. – Matt. 26:31-35, 51, 52, 69-75.

Kort før Jesus viste sig for sine apostle i Galilæa første gang efter sin opstandelse, havde Peter sagt at han ville ud at fiske, og de andre apostle var taget med ham. Da Peter fandt ud af at Jesus var på bredden, sprang han impulsivt i vandet og svømmede i land. Efter at have spist den morgenmad som Jesus havde tilberedt til apostlene, spurgte Jesus Peter om han elskede ham mere end “disse”, altså de fisk der lå foran dem. Jesus opfordrede Peter til at følge ham på fuld tid i stedet for at bruge al sin tid på fiskeriet. – Joh. 21:1-22.

Omkring år 62-64 forkyndte Peter den gode nyhed i Babylon, nu Irak, hvor der var en stor jødisk befolkning. (1. Pet. 5:13) Mens han var der, skrev han det første og muligvis også det andet af de to inspirerede breve der bærer hans navn. Jesus gav Peter “kraft til at være apostel for de omskårne”. (Gal. 2:8, 9) Med medfølelse og iver fuldførte Peter sin opgave.

JOHANNES – DEN DISCIPEL JESUS ELSKEDE

Apostlen Johannes var søn af Zebedæus og bror til apostlen Jakob. Det lader til at hans mor hed Salome, og hun var muligvis søster til Maria, Jesus’ mor. (Matt. 10:2; 27:55, 56; Mark. 15:40; Luk. 5:9, 10) Johannes kan derfor have været i familie med Jesus. Johannes’ familie var tilsyneladende velhavende. Zebedæus’ fiskerivirksomhed var stor nok til at ansætte folk. (Mark. 1:20) Salome ledsagede Jesus, sørgede for ham mens han var i Galilæa, og kom senere med aromatiske stoffer for at klargøre Jesus’ krop til begravelsen. (Mark. 16:1; Joh. 19:40) Johannes havde sandsynligvis sit eget hus. – Joh. 19:26, 27.

Apostlen Johannes holder en skriftrulle.

Johannes var efter alt at dømme den discipel af Johannes Døber der stod sammen med Andreas da Johannes Døber så på Jesus og sagde: “Se, Guds Lam!” (Joh. 1:35, 36, 40) Det ser ud til at Zebedæus’ søn Johannes fulgte med Jesus til Kana og var øjenvidne til Jesus’ første mirakel. (Joh. 2:1-11) Johannes’ levende og detaljerede beskrivelse af Jesus’ tjeneste i Jerusalem, Samaria og Galilæa tyder på at han også var øjenvidne til det der skete der. Det at Johannes, ligesom Jakob, Peter og Andreas, så villigt forlod sine fiskenet, sin båd og sit erhverv da Jesus opfordrede ham til at følge sig, fortæller meget om hans tro og tillid. – Matt. 4:18-22.

Selvom Johannes ikke virker så fremtrædende i evangelierne som Peter, havde han en stærk personlighed. Det fremgår af det tilnavn Jesus gav ham og hans bror Jakob, nemlig Boanerges, som betyder “Tordensønner”. (Mark. 3:17) I begyndelsen havde Johannes et ønske om at få en fremtrædende stilling. Ønsket var så stærkt at han og hans bror fik deres mor til at bede Jesus om at give dem en særlig plads i Riget. Det var et selvisk ønske, men det var også et udtryk for deres tro på Riget som en realitet. Brødrenes ambitioner gav Jesus mulighed for at minde alle apostlene om hvor vigtigt det er at vise ydmyghed. – Matt. 20:20-28.

Johannes’ stærke personlighed kom til udtryk da han forsøgte at forhindre en mand der ikke var en discipel af Jesus, i at uddrive dæmoner i Jesus’ navn. Da Jesus ved en anden lejlighed sendte nogle mænd i forvejen for at skaffe logi til ham i en samaritansk landsby, var Johannes parat til at kalde ild ned fra himlen og udslette indbyggerne fordi de reagerede negativt. Begge gange irettesatte Jesus ham. Med tiden udviklede Johannes tydeligvis den ligevægt og barmhjertighed han manglede i begyndelsen. (Luk. 9:49-56) På trods af sine fejl var han “den discipel Jesus elskede”. Lige inden Jesus døde, bad han Johannes om at tage sig af sin mor, Maria. – Joh. 19:26, 27; 21:7, 20, 24.

Johannes levede længere end de andre apostle, sådan som Jesus havde forudsagt han ville. (Joh. 21:20-22) Han tjente Jehova trofast i cirka 70 år. Hen mod slutningen af sit liv, under den romerske kejser Domitian, blev Johannes deporteret til øen Patmos fordi han “havde talt om Gud og vidnet om Jesus”. Mens han var på øen, fik han i omkring år 96 de syner som han nedskrev i Åbenbaringens Bog. (Åb. 1:1, 2, 9) Det er almindeligt anerkendt at han efter sin løsladelse tog til Efesos, hvor han skrev det af evangelierne der bærer hans navn, og de breve der kaldes Første, Andet og Tredje Johannesbrev. Man mener at han døde i Efesos omkring år 100.

a Der blev bedt bønner i templet i forbindelse med morgenofret og aftenofret. Aftenofret blev bragt i “den niende time”, det vil sige omkring klokken tre om eftermiddagen.

b Se boksene “Peter – fra fisker til energisk apostel” og “Johannes – den discipel Jesus elskede”.

c Se boksen “Ypperstepræsten og de øverste præster”.

d Der var muligvis kun omkring 6.000 farisæere og et mindre antal saddukæere i Jerusalem i år 33. Det kan være endnu en grund til at de i stigende grad følte sig truet af Jesus’ lære.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del