Vil du „blive i live“ ligesom Jeremias?

1, 2. Hvorfor er det naturligt at være opmærksom på både enkeltpersoner og familien?

EFTER at Josua havde opfordret israelitterne til at vælge hvem de ville tjene, sagde han: „Jeg og mit hus, vi vil tjene Jehova.“ (Jos. 24:15) Josua var besluttet på at være loyal over for Gud, og han var sikker på at det samme gjaldt hans familie. Mange år senere, da Jerusalems ødelæggelse nærmede sig, tilskyndede Jeremias kong Zedekias til at overgive sig til babylonierne. Hvordan ville det i så fald gå? „Du selv og din husstand skal blive i live.“ (Jer. 38:17) Kongen traf imidlertid et dårligt valg, og det kom ikke blot til at berøre ham selv, men også hans hustruer og sønner. Hans sønner blev dræbt for øjnene af ham; derefter blev han blindet og ført til Babylon som fange. — Jer. 38:18-23; 39:6, 7.

² I begge de udtryk der er fremhævet med kursiv, nævnes der én person direkte. Hver enkelt voksen skal stå Gud til ansvar. Men den pågældendes familie er også nævnt. Det er helt naturligt, for de fleste israelitter var gift og havde børn. Også i dag tillægger kristne familien stor betydning. Det fremgår både af Bibelens vejledning og af de emner der bliver taget op ved de kristne møder, for eksempel ægteskab, børneopdragelse og indbyrdes respekt i familien. — 1 Kor. 7:36-39; 1 Tim. 5:8.

EN USÆDVANLIG BEFALING

3, 4. Hvordan adskilte Jeremias’ situation sig fra de flestes, og hvordan kom det ham til gavn?

³ Jeremias var en af dem der ’blev i live’, for han overlevede Jerusalems ødelæggelse. Hans situation var dog noget anderledes end de flestes. (Jer. 21:9; 40:1-4) Gud havde sagt til ham at han ikke måtte gifte sig og få børn eller deltage i visse andre ting der dengang hørte til jødernes liv. — Læs Jeremias 16:1-4.

⁴ På Jeremias’ tid var det skik og brug at man giftede sig og fik børn. Det gjorde de fleste jødiske mænd, og derved sikrede de at arvelodden forblev i stammens og familiens eje.a (5 Mos. 7:14) Hvorfor skulle Jeremias ikke gøre det? Gud havde, på grund af det der lå forude, sagt til ham at han ikke måtte deltage i begivenheder hvor man normalt sørgede eller festede. Han skulle ikke trøste de sørgende eller spise sammen med dem efter en begravelse; han skulle heller ikke deltage i bryllupper. Det ville snart være forbi med sådanne sørgehøjtider og festlige begivenheder. (Jer. 7:33; 16:5-9) Jeremias’ handlemåde gav hans budskab større vægt og understregede hvor alvorlig den kommende dom ville være. Til sidst ramte ulykken. Kan du forestille dig hvordan de der i desperation greb til kannibalisme eller så ligene af deres kære rådne på gaden, må have haft det? (Læs Jeremias 14:16; Klages. 2:20) Man skulle derfor ikke have ondt af den ugifte Jeremias. Under den 18-måneder lange belejring og det medfølgende blodbad var der mange familier der blev udslettet, men Jeremias blev forskånet for at miste en ægtefælle og eventuelle børn.

5. Hvordan skal kristne se på ordene i Jeremias 16:5-9?

⁵ Men gælder ordene i Jeremias 16:5-9 også os? Nej. Kristne bliver opfordret til at „trøste dem som er i al slags trængsel“, og til at ’glæde sig med dem der glæder sig’. (2 Kor. 1:4; Rom. 12:15) Jesus overværede et bryllup og bidrog til festlighederne. Det der skal ske med denne onde tingenes ordning, er imidlertid alvorligt. Kristne vil måske komme til at lide afsavn eller blive udsat for prøvelser. Jesus understregede at vi må være parate til at gøre det der er nødvendigt for at kunne holde ud og forblive trofaste, ligesom vores brødre i det første århundrede der flygtede fra Judæa. Om man vil forblive ugift eller gifte sig, og om man vil have børn, er derfor noget man skal tænke alvorligt over. — Læs Mattæus 24:17, 18.

6. Hvem kan have gavn af at tænke over den befaling Gud gav Jeremias?

⁶ Hvad kan vi lære af at Gud befalede Jeremias ikke at gifte sig og få børn? I dag er der nogle trofaste kristne der ikke er gift eller ikke har børn. Hvad kan de lære af Jeremias? Og hvorfor bør de kristne som er gift og har børn, også være interesseret i denne side af Jeremias’ liv?

7. Hvad bør det at Jeremias ikke måtte få børn, få os til at overveje?

⁷ Lad os først se nærmere på det at Jeremias ikke måtte få børn. Jesus forbød ikke sine disciple at få børn. Men det er værd at lægge mærke til at han udtalte „ve“ over gravide kvinder og ammende mødre i forbindelse med den trængsel som kom over Jerusalem i år 66-70. I betragtning af deres situation ville denne periode blive særlig vanskelig for dem. (Matt. 24:19) Vi står nu over for en endnu større trængsel. Dette bør give stof til eftertanke hos de ægtepar der overvejer at få børn. Er det ikke rigtigt at disse kritiske tider synes at blive stadig vanskeligere at klare? Flere ægtepar har givet udtryk for at det er en stor udfordring at opdrage børn så de forbliver på livets vej og kan overleve afslutningen på den nuværende ordning. Hvert enkelt ægtepar må naturligvis selv afgøre om de vil have børn, men det er værd at tænke over Jeremias’ situation. Hvad så med Guds befaling om at Jeremias ikke engang måtte gifte sig?

HVAD VI KAN LÆRE AF AT JEREMIAS FORBLEV UGIFT

8. Hvorfor er det ikke nødvendigt at gifte sig for at behage Gud?

⁸ Da Gud sagde til Jeremias at han ikke skulle gifte sig, opstillede han ikke en norm for alle sine tjenere. Ægteskabet er en god ordning. Jehova indstiftede ægteskabet i den hensigt at menneskene skulle befolke jorden, og at det skulle bringe dem stor glæde og tilfredshed. (Ordsp. 5:18) På Jeremias’ tid var det imidlertid ikke alle der var gift. Der kan have været nogle eunukker som havde tilknytning til Guds folk.b Desuden var der enker og enkemænd. Jeremias var altså ikke den eneste blandt Guds tjenere som ikke havde en ægtefælle. Han havde naturligvis en bestemt grund til ikke at gifte sig, og det samme gælder nogle kristne i dag.

9. Hvilken bibelsk vejledning i forbindelse med ægteskabet bør vi tænke alvorligt over?

⁹ Der er mange kristne der gifter sig, men det er dog ikke alle. Vi ved at Jesus ikke giftede sig, og han sagde at nogle af hans disciple ville have den gave at de i deres sind og hjerte kunne „give rum for“ den ugifte stand. Han opfordrede dem der kunne det, til at forblive ugifte. (Læs Mattæus 19:11, 12). Det vil derfor være rigtigt at rose, og ikke drille, dem der vælger at forblive ugifte for at kunne gøre mere i tjenesten for Gud. Der er ganske vist nogle kristne der på grund af omstændighederne er ugifte, i hvert fald for en tid. Det kan for eksempel være at de ikke har fundet en passende kristen ægtefælle, og det er al ros værd at de er besluttede på at følge vejledningen fra Gud om kun at gifte sig „i Herren“. (1 Kor. 7:39) Desuden er der nogle af Guds tjenere som er enker eller enkemænd.c Vi må aldrig glemme at Gud (og Jesus) altid har haft omsorg for dem der er alene. — Jer. 22:3; Læs Første Korintherbrev 7:8, 9.

10, 11. (a) Hvad hjalp Jeremias til at bevare glæden som ugift? (b) Hvordan bekræfter erfaringer fra nutiden at de der forbliver ugifte, kan have et indholdsrigt liv?

¹⁰ Som ugift kunne Jeremias derfor hente styrke hos Jehova. Hvordan kunne han det? Jo, Jeremias glædede sig over Jehovas ord. Det må have været en kilde til styrke og trøst for Jeremias i de mange år han var optaget af sin gudgivne tjeneste. Desuden undgik han omhyggeligt at være sammen med dem der måske ville gøre nar af ham fordi han var ugift. Han ville hellere ’sidde helt for sig selv’ end omgås dem der havde en sådan indstilling. — Læs Jeremias 15:17.

¹¹ Mange ugifte kristne — både mænd og kvinder, unge som ældre — følger Jeremias’ gode eksempel. Erfaringerne viser hvor gavnligt det er at være travlt optaget af tjenesten for Gud, at have en stor andel i meningsfyldte, åndelige aktiviteter. En forkynder i en kinesisktalende menighed siger for eksempel: „Pionertjenesten giver mit liv mål og mening. Som ugift søster har jeg et travlt og aktivt liv, og det hjælper mig til at undgå ensomhed. Jeg føler stor tilfredshed når dagen er gået, for jeg kan se at min forkyndelse virkelig hjælper folk. Det fylder mig med glæde.“ En pioner på 38 udtaler: „Hemmeligheden ved at være lykkelig er nok at man er i stand til at glæde sig over de positive sider ved enhver situation man befinder sig i.“ Og en ugift kristen i Sydeuropa siger ligeud: „Mit liv har måske ikke formet sig præcis sådan som jeg havde tænkt mig, men jeg er glad, og det vil jeg blive ved med at være.“

12, 13. (a) Hvilket realistisk syn må vi have på den ugifte stand og på ægteskabet? (b) Hvad viser Paulus’ liv og vejledning med hensyn til det at være ugift?

¹² Mon Jeremias syntes at hans liv ikke havde formet sig sådan som han havde tænkt sig da han voksede op? Måske. Men han lagde sikkert mærke til at det også gjaldt mange der giftede sig og fik børn. En pioner i Spanien kommer med denne betragtning: „Jeg kender ægtepar der er lykkelige, og andre der er ulykkelige. Den kendsgerning overbeviser mig om at min lykke ikke afhænger af om jeg på et tidspunkt bliver gift eller ej.“ Jeremias’ erfaring — som blot er én ud af tusinder — viser tydeligt at det er muligt at få et meningsfyldt og lykkeligt liv som ugift. Det bekræftes også af apostelen Paulus, der skrev: „Jeg [siger] til de ugifte og til enkerne, at det er godt for dem at de forbliver som jeg.“ (1 Kor. 7:8) Paulus kan have været enkemand. Under alle omstændigheder var han ikke gift dengang han var fuldt optaget af missionærtjenesten. (1 Kor. 9:5) Er det ikke rimeligt at drage den slutning at det var en fordel for ham at være ugift? Det betød at han ’stadig kunne stå til tjeneste for Herren uden at lade sig distrahere’ og således udrette meget godt. — 1 Kor. 7:35.

¹³ Paulus blev også inspireret til at skrive følgende: „De der [gifter sig], vil få trængsel i kødet.“ Og han skrev videre: „Hvis nogen står fast i sit hjerte, idet han . . . har truffet den beslutning at han vil bevare sin jomfruelighed, han gør vel. Altså, også den der giver sin jomfruelighed hen i ægteskab gør vel, men den der ikke giver den hen i ægteskab gør bedre.“ (1 Kor. 7:28, 37, 38) Jeremias læste aldrig disse ord, men hans liv viser at man sagtens kan få et rigt liv i tjenesten for Gud som ugift. Ja, det kan i høj grad bidrage til at man får et meningsfyldt liv der er centreret om den sande tilbedelse. Kong Zedekias, der var gift, gav ikke agt på Jeremias’ råd, og han døde; men Jeremias, der var ugift, adlød Gud og ’blev i live’.

HVORDAN VI KAN OPMUNTRE ANDRE OG SELV BLIVE OPMUNTRET

14. Hvad understreger Paulus’ venskab med Akvila og Priskilla?

¹⁴ Som nævnt tidligere var det på Jeremias’ tid mest almindeligt at man giftede sig og stiftede familie. Det samme var tilfældet da Paulus levede. De fleste kristne der havde familie, kunne sikkert ikke rejse udenlands for at forkynde, sådan som Paulus gjorde, men de kunne gøre meget lokalt, for eksempel ved at være til opmuntring for ugifte brødre og søstre. Da Paulus ankom til Korinth, åbnede Akvila og Priskilla deres hjem for ham, og de arbejdede sammen ved deres fælles håndværk. Men ikke nok med det. Det venskab der opstod mellem dem, har uden tvivl været til stor opmuntring for Paulus. Tænk på de mange hyggelige stunder de må have haft sammen, for eksempel over et måltid mad. Mon Jeremias har kunnet glæde sig over et lignende samvær? Han udnyttede ganske vist sin ugifte stand i tjenesten for Gud, men dermed være ikke sagt at han var en enspænder. Han kan have haft et nært forhold til gudfrygtige familier, som for eksempel Baruks og Ebed-Meleks. — Rom. 16:3; læs Apostelgerninger 18:1-3.

15. Hvordan kan kristne familier være til opmuntring for dem der ikke er gift?

¹⁵ Også i dag kan ugifte kristne have gavn af et nært venskab med familier, ligesom Paulus nød gavn af venskabet med Akvila og Priskilla. Er I som familie opmærksomme på at være noget for dem der ikke er gift? En søster fortæller åbenhjertigt: „Jeg har forladt verden og ønsker ikke at vende tilbage til den. Men jeg har stadig brug for at nogen viser mig omsorg og kærlighed. Jeg beder til Jehova om at han vil sørge for endnu mere åndelig føde og opmuntring til os der er enlige. Vi er ikke usynlige, og det er ikke os alle der er lige ivrige efter at blive gift. Men det er som om vi er overladt til os selv. Vi kan naturligvis altid vende os til Jehova, men når vi har brug for at være sammen med andre, er der så nogen i vores åndelige familie vi kan tale med?“ Det er der tusinder af ugifte brødre og søstre der oprigtigt kan svare ja til. De har fundet nære venner i deres menighed. Og deres vennekreds består ikke blot af brødre og søstre på deres egen alder. De kan lide at være sammen med andre, og derfor har de venner på forskellige alderstrin blandt familierne i den lokale menighed.

16. Hvad kan man gøre for at opmuntre de ugifte i menigheden?

¹⁶ Med lidt omtanke kan I være til opmuntring for de enlige ved nogle gange at inddrage dem i jeres families aktiviteter, som for eksempel jeres Teokratiske Familieaften. Det kan også betyde meget for en ugift broder eller søster at blive inviteret hjem til et måltid mad hos jer. Kunne I tage initiativet til at få en aftale om at gå ud i tjenesten sammen? Hvad med at spørge en ugift kristen om han eller hun har lyst til at være sammen med jeres familie i forbindelse med vedligeholdelsen af rigssalen? Eller kunne I fra tid til anden måske tage på indkøbstur sammen? Nogle familier har også indbudt en enlig pioner, en enke eller en enkemand til at tage med dem til et stævne eller på ferie. Et sådant samvær har vist sig at være til gensidig opmuntring.

17-19. (a) Hvorfor er det nødvendigt at børn har en kærlig og ligevægtig indstilling når de skal tage sig af deres aldrende eller svagelige forældre? (b) Hvad kan vi lære af det Jesus gjorde for at sørge for sin mor?

¹⁷ Et andet område der berører ugifte brødre og søstre, har at gøre med det at vise omsorg for aldrende forældre. På Jesu tid var der nogle fremtrædende jøder som udspekuleret undgik at tage sig af deres far og mor. De hævdede at det var vigtigere at leve op til visse religiøse forpligtelser som de selv havde opstillet, end at opfylde deres gudgivne forpligtelser over for deres forældre. (Mark. 7:9-13) Sådan bør det ikke være i kristne familier. — 1 Tim. 5:3-8.

¹⁸ Men hvad nu hvis aldrende forældre har flere børn der er i sandheden? Hvis et af børnene er ugift, er vedkommende så selvskreven til at have hovedansvaret for at tage sig af forældrene? En søster i Japan skriver: „Jeg vil gerne giftes, men fordi det er mig der har ansvaret for at sørge for mine forældre, kan jeg ikke gifte mig. Jeg ved at Jehova forstår hvor krævende det er at tage sig af ens forældre, og hvor svært det kan være for en der ikke er gift.“ Kunne det tænkes at hun har gifte søskende der, hen over hovedet på hende, har besluttet at det er hendes ansvar at pleje forældrene? Det er værd at lægge mærke til at Jeremias også havde brødre der behandlede ham uretfærdigt. — Læs Jeremias 12:6.

¹⁹ Jehova forstår hvordan de der er enlige, har det, og han føler med dem der befinder sig i en vanskelig situation. (Sl. 103:11-14) Aldrende eller svagelige forældre er imidlertid ikke kun forældre til dem af deres børn der ikke er gift, men til alle deres børn. At nogle af dem er gift og selv har stiftet familie, ophæver ikke de bånd der naturligt er mellem forældre og børn, og det fritager dem heller ikke for deres kristne pligt til at hjælpe når der er behov for det. Husk at selv da Jesus hang døende på marterpælen, var han sig sit ansvar bevidst og sørgede for sin mor. (Joh. 19:25-27) Bibelen indeholder ikke detaljerede regler for hvordan børn skal fordele opgaven med at tage sig af gamle eller svagelige forældre; den siger heller ikke at det er en selvfølge at ugifte børn har et større ansvar for at tage sig af dem. Da det er et ømtåleligt spørgsmål, er det nødvendigt at alle er rimelige og tager hensyn til hinanden når der skal lægges en handlingsplan, idet man tænker på Jesu eksempel med hensyn til at sørge for sin mor.

20. Hvordan betragter du samværet med de ugifte i din menighed?

²⁰ Jeremias forudsagde under inspiration: „Man skal ikke mere belære sin næste eller sin broder og sige: ’Kend Jehova!’ for de skal alle kende mig.“ (Jer. 31:34) I princippet kan vi allerede nu glæde os over et sådant enestående fællesskab i den kristne menighed, også med dem der ikke er gift. Ja, vi vil alle, både gifte og ugifte, gerne være til opmuntring for hinanden, og vi ønsker inderligt at vores ugifte brødre og søstre må „blive i live“.