7 JAKOB
Han beskyttede sin familie
HEN imod slutningen af sit liv beskrev Jakob de år han havde levet, med to ord: “få” og “vanskelige”. (1. Mos. 47:9) Og livet var virkelig ikke en dans på roser for Jakob! Tidligere i sit liv var han blevet nødt til at flygte helt til Karan fordi hans egen bror ville slå ham ihjel. Der blev han forelsket i Rakel, men hendes far, Laban, narrede ham til først at gifte sig med Rakels storesøster. Så Jakob endte med at have to hustruer, der ikke ligefrem var slyngveninder. Og i mange år arbejdede Jakob for sin svigerfar, der hele tiden prøvede at løbe om hjørner med ham. Men i alt det viste Jakob nogle meget smukke egenskaber – mod, tro og udholdenhed.
En dag sagde Jehova til Jakob at han skulle forlade Karan og tage tilbage til Kanaan. Men det kunne være farligt, for Laban var grådig og havde ejerfornemmelser over for alt hvad Jakob havde. Så Jakob forklarede situationen for Rakel og Lea, samlede hele sin familie og flygtede uden at sige noget til Laban. Da Laban fandt ud af det, samlede han sine mænd og satte efter dem. Til sidst indhentede han dem og overfusede Jakob. Han truede ham ligefrem med ordene: “Jeg kunne skade jer.” Men Jakob lod sig ikke slå ud. Han irettesatte modigt Laban og pointerede at han i årevis havde behandlet ham uretfærdigt og gang på gang havde forsøgt at snyde ham. Men Jakob var også villig til at lægge det bag sig, og han og hans svigerfar gik fredeligt hver til sit.
Hvad satte Jakob i stand til at skabe fred med aggressive familiemedlemmer og til at kæmpe med en mægtig engel?
Der var dog også en anden bekymring Jakob havde hængende over hovedet. Hans tvillingebror, Esau, var på vej for at møde ham. Mange år tidligere havde deres mor, Rebekka, sagt til Jakob at Esau var ude på at slå ham ihjel. Esau var nemlig overbevist om at Jakob havde snydt sig til en velsignelse fra deres far som han mente at han selv skulle have haft. Så nu var Jakob igen i en situation hvor han måtte skabe fred. Han havde hørt at Esau var på vej med 400 mænd. Beretningen siger at “Jakob blev meget bange og bekymret”. Han sendte derfor nogle af sine tjenere i forvejen og gav dem værdifulde gaver med som de kunne give til Esau. Ville det være nok til at dæmpe Esaus vrede? Det vidste Jakob ikke endnu.
Så skete der noget helt utroligt! Nogle timer før solen stod op, mødte Jakob en fremmed i mørket. Det var en af Jehovas engle, som gav sig til at brydes med ham. Fordi Jakob fornemmede at englen havde en velsignelse han kunne give ham, kæmpede han modigt med englen i flere timer. Selvom Jakob på det her tidspunkt var 97 år gammel og håbløst underlegen i forhold til den mægtige engel, nægtede han at give op. Han gav alt hvad han havde i sig, og græd endda. (Hos. 12:4) Jakob var fuldstændigt overbevist om at en velsignelse fra Jehova ville være alle anstrengelserne værd. Ved morgenens frembrud fik englen med en enkelt berøring Jakobs hofteskål til at gå af led. Men så sagde englen noget helt fantastisk til ham – at hans navn nu skulle være Israel, der betyder “en der kæmper med Gud”. Og man må sige at Jakob havde gjort sig fortjent til det navn, for han havde virkelig kæmpet for at få en velsignelse fra Jehova.
Efter det haltede Jakob tilbage til sin familie. I det fjerne kunne han nu se Esau nærme sig med sine 400 mænd, og han gik alene ud for at møde dem. Mens han nærmede sig Esau, bøjede han sig til jorden syv gange. Så løb Esau hen imod ham, men han trak ikke noget våben. I stedet åbnede han sine arme og omfavnede Jakob! De to brødre kunne ikke holde tårerne tilbage. Jakobs gavmilde gaver og hans ydmyge indstilling havde tydeligvis blødgjort Esau. Og hans mod havde måske også gjort indtryk på ham. Det var lykkedes Jakob at skabe fred med sin bror.
Resten af sit liv haltede Jakob på grund af sin dårlige hofte. Og han kom ud for mange flere vanskeligheder. Men det er svært at forestille sig at han fortrød at han havde adlydt Jehova, og at han havde kæmpet med englen. Med tiden blev Israel en stor nation, sådan som Jehova havde lovet Jakob. (1. Mos. 28:14) Og Jehova blev ofte omtalt som “Jakobs Gud”. (2. Mos. 3:6) Det var også en formulering Jesus brugte, og han tilføjede at Jehova “ikke [er] de dødes, men de levendes Gud. De er nemlig alle levende for ham.” (Luk. 20:37, 38) Så Jakob vil få livet igen og kunne glæde sig over en fantastisk fremtid. I den nye verden vil hans leveår ikke være “få” og “vanskelige”, men utallige og fyldt med lykke!
Læs det i Bibelen
Forklar
Hvordan viste Jakob mod og styrke?
Gå i dybden
1. Hvorfor sørgede Jehova for at Jakob fik førstefødselsretten i stedet for Esau? (w03 15/10 29 § 2)
2. Hvilken drøm fik Jakob, og hvad forsikrede den ham om? (w03 15/10 28 § 3 – 29 § 1) A
Billede A
3. Hvorfor var Jakob overbevist om at han kunne få en velsignelse fra englen? (w03 15/10 31 § 1) B
Billede B
4. Hvad gjorde Jakob for at beskytte sin familie mod dårlig påvirkning fra kanaanæerne? (w95 15/9 21 § 5, fdn.)
Vend det indad
Jakob passede godt på hvert eneste af de får han var blevet betroet. (1. Mos. 31:38-40) Hvordan kan hyrder i menigheden i dag tage sig godt af Jehovas får – deres brødre og søstre? C
Billede C
Da Jakob blev bange, bad han til Jehova. (1. Mos. 32:6-12) Hvad kan du lære af hans bøn?
Hvordan kan du efterligne Jakobs mod og styrke?
Se det store billede
Hvad lærer beretningen dig om Jehova?
Hvad har beretningen at gøre med Jehovas hensigt?
Hvad vil du gerne spørge Jakob om i den nye verden?
Lær mere
Hvordan kan vi efterligne Jakob hvis det går op for os at vi har såret en af vores trosfæller?
Lær om Jakob sammen som familie ved hjælp af den her spændende tegneserie.