AJ

[ruindynge]

(navnet forekommer også i hunkønsformerne Ajjat og Ajja [Es 10:28; Ne 11:31]).

1. En af de kana’anæiske kongebyer, den anden by der blev indtaget under den israelitiske invasion. Aj lå „nær ved Bet-Aven, øst for Betel“; nord for byen lå en dal eller ørkenslette. (Jos 7:2; 8:11, 12) Mikmas lå øjensynlig syd for byen. — Es 10:28.

Kort efter sin ankomst til Kana’an havde Abraham opslået sit telt „med Betel mod vest og Aj mod øst“. Han byggede et alter dér og vendte tilbage dertil efter sit ophold i Ægypten. — 1Mo 12:8; 13:3.

I 1473 f.v.t., efter sejren over Jeriko, angreb israelitterne Aj med en styrke på kun omkring 3000 mand eftersom spionerne havde sagt at Ajs indbyggere ’var få’. (Jos 7:2, 3) Men på grund af Akans synd led israelitterne nederlag. (Jos 7:4-15) Efter at have bragt denne sag i orden benyttede Josua en krigslist mod Aj. Han lagde en mindre styrke i baghold bag byen, på dens vestside. Hovedstyrken lod han opmarchere nord for byen, hvor der var en dal eller ørkenslette, og herfra forberedte han et frontalt angreb på Aj. Efter at Josua og hans hær havde lokket kongen af Aj og hans mænd ud af byen, simulerede de et tilbagetog og flygtede indtil forfølgerne var kommet tilstrækkelig langt bort fra deres befæstede by. Da fik bagholdet tegn til at gå til angreb, og byen blev indtaget og stukket i brand. (Jos 8:1-27) Ajs konge blev henrettet, og byen blev gjort til „en ruinhøj [hebr.: tel] for stedse, en ødemark indtil den dag i dag“. — Jos 8:28.

På Esajas’ tid, i det 8. århundrede f.v.t., var byen, eller måske et nærliggende område, beboet og ville ifølge profetens ord være den første by der blev indtaget af assyrerkongen på dennes march imod Jerusalem. (Es 10:28) Efter landflygtigheden i Babylon vendte benjaminitter fra Aj tilbage sammen med Zerubbabel. — Ezr 2:28; Ne 7:32; 11:31.

Aj bliver i almindelighed identificeret med Khirbet et-Tell (Horvat et-Tel), i hvis navn det oprindelige navns betydning er bevaret (et-Tell betyder „højen“, dvs. „ruinhøjen“). Denne ruinhøj ligger 2,3 km østsydøst for Betel (det nutidige Beitin). Udgravninger foretaget i 1933-1935 og i 1964-1972 tyder imidlertid på at der her lå en stor by som blev ødelagt omkring år 2000 f.v.t. og derefter var ubeboet indtil omkring 1050 f.v.t. (ifølge de arkæologiske dateringsmetoder). Af denne grund har flere arkæologer forsøgt at omfortolke den bibelske omtale af Aj. Arkæologen J. Simons anfægter imidlertid at Aj skulle være identisk med Khirbet et-Tell, både på grund af byens størrelse (Jos 7:3) og fordi der ikke ligger nogen slette eller bred dal nord for Khirbet et-Tell (Jos 8:11), samt af andre grunde. (American Journal of Archaeology, juli-september 1947, s. 311) Hvis den arkæologiske datering er korrekt, må byens beliggenhed søges et andet sted. Navnet i sig selv er ikke tilstrækkeligt til at identificere stedet, for ifølge sir Frederic Kenyon er det „et almindeligt fænomen i Palæstina at navnet på en ødelagt eller forladt by overføres til en anden i nærheden“. — The Bible and Archæology, 1940, s. 190.

2. En by der nævnes sammen med Hesjbon i Jeremias’ profeti mod ammonitterne. (Jer 49:3) Beliggenheden er ukendt.