NEHEMIAS

(Nehemiʹas) [Jah trøster].

Søn af Hakalja og broder til Hanani; mundskænk hos den persiske konge Artaxerxes (den Langhåndede) og senere jødernes landshøvding. Han genopbyggede Jerusalems mur og skrev den bog i Bibelen der bærer hans navn. — Ne 1:1, 2, 11; 2:1; 5:14, 16.

I kong Artaxerxes’ 20. regeringsår, i kislev måned (november-december), fik Nehemias i borgen Susan besøg af sin broder Hanani og andre mænd fra Juda. På hans forespørgsel fortalte de ham at jøderne befandt sig i stor ulykke, og at Jerusalems mur og porte stadig lå i ruiner. Nehemias blev meget bedrøvet og græd. I flere dage sørgede han mens han uophørligt fastede og bad. Han bekendte Israels synder, og på grundlag af Guds ord til Moses (5Mo 30:1-4) bønfaldt han Jehova om at ’lade ham finde barmhjertighed’ hos kong Artaxerxes så hans plan om at genopbygge Jerusalems mur kunne lykkes. — Ne kap. 1.

Nehemias’ bønner blev besvaret i nisan måned (marts-april). Kongen lagde mærke til at Nehemias så nedtrykt ud, og spurgte ham hvad der var i vejen. Nehemias oplyste ham om de sørgelige forhold i Jerusalem. Da kongen spurgte ham hvad det var han søgte at opnå, bad han straks til Gud og anmodede derefter om kongens tilladelse til at rejse til Jerusalem og genopbygge byen. Tilladelsen blev givet. Desuden fik han breve med fra kongen til landshøvdingerne i områderne vest for Eufratfloden så de frit ville lade ham passere, og et brev der bevilgede ham tømmer til projektet. Ledsaget af nogle øverster for en kampstyrke og noget rytteri tog han af sted til Jerusalem. — Ne 2:1-9.

Jerusalems mur genopbygges. Da Nehemias havde været i Jerusalem i tre dage, inspicerede han byen om natten uden at fortælle det til andre end nogle få mænd der var sammen med ham. Hans ledsagere var til fods, mens han selv red på et dyr, sandsynligvis en hest eller et æsel. Da ruindyngerne efterhånden spærrede ham vejen, steg han af og fortsatte til fods. — Ne 2:11-16.

Da Nehemias var færdig med sine undersøgelser, afslørede han sin plan for jøderne og henledte deres opmærksomhed på Jehovas ledelse i sagen. Opmuntrede svarede de: „Lad os tage fat og bygge.“ Trods horonitten Sanballats, ammonitten Tobijas og araberen Gesjems hånende ord begyndte istandsættelsen omkring den 4. ab (juli-august). — Ne 2:17-20; jf. Ne 6:15.

Mens arbejdet skred frem, blev Sanballat og Tobija ved med at håne og spotte jødernes anstrengelser for at reparere Jerusalems mur. Nehemias lagde det frem i bøn, „og folket var i deres hjerte opsat på at arbejde“. Da muren var nået op til sin halve højde, øgede Sanballat, Tobija og de omboende folk deres modstand og sammensvor sig om at kæmpe mod Jerusalem. Nehemias blev holdt løbende underrettet om dette af jøder som boede i nærheden af byen. Igen vendte han sig tillidsfuldt til Jehova i bøn. Som et modtræk mod den spændte situation gav han arbejderne våben, sørgede for at andre holdt vagt og organiserede et alarmeringssystem. Nehemias tog end ikke tøjet af om natten, tydeligvis for at være parat til at kæmpe hvis vagtfolkene skulle slå alarm. — Ne kap. 4.

Skønt situationen var kritisk, havde Nehemias ikke for travlt til at tage sig af jødernes problemer. Da han hørte deres klagemål om at de blev udbyttet og måtte betale ågerrenter, bebrejdede han de fornemme og landsfogederne det, og han holdt et stort møde hvor han offentligt fremlagde dette onde, og gav besked om at forholdet måtte bringes i orden. — Ne 5:1-13.

Det var efter denne hændelse at fjenderne gjorde forsøg på at standse genopbygningsarbejdet. Fire gange prøvede de at lokke Nehemias væk fra projektet, men han meddelte dem at han ikke havde tid til at forlade det vældige arbejde han var i gang med. Derefter sendte Sanballat et åbent brev med falske anklager til Nehemias og foreslog et møde hvor de kunne tale om tingene. Nehemias svarede: „Der har ikke fundet sådanne ting sted som du siger, men det er i dit eget hjerte du opfinder dem.“ Tobija og Sanballat prøvede en ny list og lejede en jøde der skulle skræmme Nehemias så han begik den fejl at skjule sig i templet. Men Nehemias lod sig ikke skræmme, og restaureringen blev fuldført den 25. elul (august-september), kun 52 dage efter at byggeriet var påbegyndt. Ikke desto mindre blev Tobija ved med at sende Nehemias breve for at gøre ham bange. — Ne kap. 6.

Da muren var færdig, vendte Nehemias sin opmærksomhed mod arbejdet med at organisere tempeltjenerne. Derefter gav han to mænd overopsyn med byen; den ene var hans broder Hanani. Han gav også anvisninger om åbning og lukning af byens porte og om bevogtningen af dem. — Ne 7:1-3.

Indregistrering. På det tidspunkt var Jerusalems indbyggere ret få, og det var øjensynlig derfor Gud indgav i Nehemias’ hjerte at han skulle samle de fornemme og landsfogederne og folket så de kunne blive indregistreret. De oplysninger man fik ved en sådan indregistrering, kunne danne grundlag for bestræbelser for at øge antallet af Jerusalems indbyggere. Det var åbenbart mens Nehemias var optaget af denne indregistrering, at han fandt slægtsregisteret over dem der var vendt tilbage fra landflygtigheden i Babylon sammen med Zerubbabel. — Ne 7:4-7.

Overholdelse af Loven genindføres. Sandsynligvis på Nehemias’ foranledning blev der holdt et stævne på torvet foran Vandporten. Loven blev udlagt, tydeligvis under ledelse af præsten Ezra, men Nehemias deltog også i undervisningen. (Ne 8:1-12) Derefter afholdtes løvhyttefesten, der varede otte dage. To dage senere samledes israelitterne igen. Ved dette stævne bekendte Israels folk offentligt sine synder, hvorefter der udfærdigedes en skriftlig erklæring. Denne erklæring eller „bindende aftale“ blev beseglet af fyrsterne, levitterne og præsterne. „Tirsjataen“ (landshøvdingen) Nehemias var den første der satte sit segl på. (Ne 8:13–10:1) Hele folket forpligtede sig til at afholde sig fra ægteskab med udlændinge, at overholde sabbatterne og at bidrage til tempeltjenesten. Dernæst blev én ud af hver ti udvalgt ved lodtrækning til at bosætte sig permanent i Jerusalem. — Ne 10:28–11:1.

Derefter blev Jerusalems mur indviet. Nehemias opstillede to store takkekor og processionstog der skulle gå oppe på muren i hver sin retning, hvorefter alle mødtes ved templet for at bringe ofre. Desuden blev der indsat mænd til at stå for bidragene til præsterne og levitterne. — Ne 12:27-47.

Omkring 12 år senere, i Artaxerxes’ 32. regeringsår, forlod Nehemias Jerusalem. Da han nogen tid senere vendte tilbage, fandt han jøderne i en sørgelig tilstand. Ypperstepræsten Eljasjib havde i templets forgård indrettet et spiserum til Tobija, den selv samme mand som tidligere så ondskabsfuldt havde modarbejdet Nehemias. Nehemias skred øjeblikkelig til handling. Han kastede alt Tobijas bohave uden for spiserummet og gav besked om at rense rummet.

Desuden traf Nehemias foranstaltninger til at sikre bidragene til levitterne, og han håndhævede nøje overholdelsen af sabbatten. Han tugtede også dem der havde giftet sig med fremmede kvinder, hvis børn ikke engang kunne tale det jødiske sprog: „Da gik jeg i rette med dem og nedkaldte ondt over dem og slog nogle af mændene og rev hår af dem og lod dem sværge ved Gud: ’I må ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke tage af deres døtre til jeres sønner og til jer selv.’“

At Nehemias ’gik i rette med’ disse mænd, betyder uden tvivl at han retledte og irettesatte dem ud fra Guds lov og blotlagde deres forkerte handlemåde. Disse mænd var skyld i at det genrejste folk atter fik Guds mishag at føle efter at Gud i sin godhed havde ført det ud af Babylon og bragt det tilbage til dets land for at genoprette den sande tilbedelse i Jerusalem. At Nehemias „nedkaldte ondt over dem“, betød at han foreholdt dem Guds lovs fordømmelse af sådanne overtrædere. Han „slog“ dem sikkert ikke selv, men gav ordre til at de skulle prygles offentligt. At han „rev hår af dem“, var et udtryk for hans retfærdige harme og var en vanære for dem. (Jf. Ezr 9:3.) Derefter jog Nehemias ypperstepræsten Eljasjibs sønnesøn, som var blevet horonitten Sanballats svigersøn, bort. — Ne 13:1-28.

Nehemias — et enestående eksempel. Nehemias fremstår som et ypperligt eksempel i trofasthed og hengivenhed. Han gav uselvisk afkald på en fremtrædende stilling som mundskænk ved Artaxerxes’ hof for at påtage sig at genopbygge Jerusalems mur. Der var mange fjender, men Nehemias udsatte sig villigt for fare til gavn for sit folk og den sande tilbedelse. Han nøjedes ikke med at lede restaureringen af Jerusalems mur, men tog selv aktivt del i opgaven. Han spildte ikke tiden, men var modig og frygtløs idet han stolede helt og fuldt på Jehova og handlede klogt. Han var nidkær for den sande tilbedelse; han kendte Guds lov og brugte den, og det lå ham stærkt på sinde at opbygge sine landsmænds tro. Han viste sig at være en mand der lagde den rette gudsfrygt for dagen. Skønt han nidkært håndhævede Guds lov, tyranniserede han ikke andre for at opnå selvisk vinding, men tog sig af de undertrykte. Han gjorde aldrig krav på det brød der tilkom landshøvdingen, men bespiste tværtimod et betydeligt antal mennesker for egen regning. (Ne 5:14-19) Med rette kunne Nehemias bede: „Min Gud, husk det til gunst for mig.“ — Ne 13:31.