REGERING

Udøvelsen af styret eller de ledende funktioner i et samfund eller en stat; den eller de personer eller institutioner der har den udøvende magt.

I De Kristne Græske Skrifter oversættes ordet archēʹ (begyndelse) i ental og flertal i nogle sammenhænge med „regering“, „regeringer“, „magt“, „magter“, „myndigheder“, „øvrigheder“ og „øvrighedspersoner“. (NV, DA92) I De Hebraiske Skrifter er „regering“ oversat fra det hebraiske malkhuthʹ (Ezr 4:5), der egentlig betyder „kongedømme“ og er beslægtet med mæʹlækh, „konge“. — 4Mo 24:7; 1Mo 14:1.

Bibelen viser at der findes usynlige regeringer som er gode, indsat af Gud (Ef 3:10), og usynlige regeringer som er onde, indsat af Satan og dæmonerne. (Ef 6:12) Det var ved hjælp af Jesus Kristus at Gud oprindelig skabte alle retfærdige regeringer og myndigheder, usynlige såvel som synlige. (Kol 1:15, 16) Jesus er af sin Fader blevet indsat som hoved over al regering (Kol 2:8-10), og han skal herske indtil alle regeringer, både usynlige og synlige, som er imod Guds herredømme, er blevet gjort til intet. (1Kor 15:24) Apostelen Paulus taler om en kommende tingenes ordning hvori der vil være en regering under Kristi myndighed. — Ef 1:19-21.

Regeringerne i verden. Bibelen skildrer de verdslige riger eller regeringer som vilddyr og siger at de har fået deres myndighed af dragen, Satan Djævelen. Gud har tilladt dem at eksistere og har i overensstemmelse med sin hensigt sat grænser for omfanget og varigheden af deres herredømme. — Da kap. 7, 8; Åb kap. 13, 17; Da 4:25, 35; Joh 19:11; Apg 17:26; 2Kor 4:3, 4; se DYR, SYMBOLSKE.

De kristne og verdens regeringer. Jesus Kristus og de første kristne trådte ikke op imod datidens regeringer. (Joh 6:15; 17:16; 18:36; Jak 1:27; 4:4) De anerkendte at et ordnet samfund forudsætter en vis form for regering, og de opfordrede aldrig til ulydighed eller oprør. (Ro 13:1-7; Tit 3:1) Jesus gav en retningslinje for Guds sande tjenere da han sagde: „Tilbagebetal da kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ (Mt 22:21) Denne retningslinje satte de første kristne (og alle sande kristne efter dem) i stand til at bevare den rette balance i forholdet til begge øvrigheder, både den verdslige og Guds. Desuden viste Jesus at mens han var på jorden, var hans holdning — og dermed også hans disciples — ikke at kæmpe mod „kejserens“ regeringer, men tværtimod at følge de bestemmelser som „kejseren“ havde forordnet, så længe de ikke stred mod Guds lov. Pilatus anerkendte at det forholdt sig sådan da han sagde: „Jeg finder ingen skyld hos ham.“ (Joh 18:38) Apostlene fulgte Jesu eksempel. — Apg 4:19, 20; 5:29; 24:16; 25:10, 11, 18, 19, 25; 26:31, 32; se HØJERE MYNDIGHEDER; KONGEDØMME, KONGERIGE, RIGE.