TJENESTE

Det arbejde eller den gerning der udføres af en tjener som er ansvarlig over for en højerestående. I det gamle Israel var levitterne Jehovas tjenere. Profeterne udførte også en særlig tjeneste. (5Mo 10:8; 21:5; se LEVITTER; PRÆST; TJENER.) Med Jesu komme til jorden indledtes imidlertid en ny tjeneste. Jesus gav sine efterfølgere til opgave at gøre disciple af folk af alle nationer. (Mt 28:19, 20) De kristne gik derfor ud til en gudfremmed verden med et budskab om at man kunne blive forligt med Gud gennem Kristus. — 2Kor 5:18-20.

De der reagerede positivt på denne „forligelsens tjeneste“ (2Kor 5:18), måtte undervises, oplæres, hjælpes og vejledes for at blive og forblive stærke i troen og for selv at kunne gøre disciple. (Jf. 2Ti 4:1, 2; Tit 1:13, 14; 2:1; 3:8.) Efter sin himmelfart gav Kristus Jesus derfor som menighedens hoved „gaver i form af mennesker“, nemlig apostle, profeter, evangelieforkyndere, hyrder og lærere, „med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand til en tjenestegerning, til opbyggelse af Messias’ legeme“. — Ef 4:7-16; se GAVER FRA GUD.

En anden tjeneste der blev udført inden for menigheden, gjaldt den materielle omsorg for de værdigt trængende. Den tjeneste som Stefanus og seks andre mænd som havde godt vidnesbyrd, blev udpeget til at tage sig af, drejede sig om uddeling af mad til kristne enker. (Apg 6:1-6) Senere sendte menighederne i Makedonien og Achaia i fællesskab hjælp til deres fattige brødre i Judæa. (2Kor 8:1-4; 9:1, 2, 11-13) Da gaven var indsamlet og Paulus stod i begreb med at bringe den til Jerusalem, bad han brødrene i Rom om at bede sammen med ham om at denne hjælpetjeneste måtte vise sig at være velbehagelig for de hellige som den var tiltænkt. — Ro 15:25, 26, 30, 31.

Nogle år tidligere havde de kristne i Antiochia i Syrien ydet en tilsvarende tjeneste ved kærligt at sende nødhjælp til brødrene i Judæa under en hungersnød. — Apg 11:28-30; se også HELLIG TJENESTE.