SYRTEN

[af en rod der betyder „at slæbe“].

Det græske navn på to havbugter på Afrikas nordkyst. Den vestlige bugt (mellem det nuværende Tunis og Tripoli) kaldtes Lille Syrte (nu Gabèsbugten), og den østlige Store Syrte. Begge bugter var frygtede af oldtidens søfolk på grund af deres forræderiske revler og sandbanker, der hele tiden ændrede form på grund af tidevandet. Om sejlskibe der stødte på en sandbanke, skrev Strabon, en geograf der levede i det 1. århundrede: „Det er sjældent at en båd slipper fri igen.“ — Geography, 17, III, 20.

Da apostelen Paulus blev ført som fange til Rom, blev skibet syd for Kreta revet med af en nordøstenstorm. Besætningen frygtede da for at skibet skulle løbe på grund i „Syrten“, øjensynlig Store Syrte. — Apg 27:14-17.