ZERUBBABEL

(Zerubbaʹbel) [fra akkadisk; betyder „Babels sæd (afkom)“].

Den første landshøvding over de hjemvendte jøder (Hag 2:21); en efterkommer af kong David og en af Jesu Kristi forfædre; sandsynligvis søn af Pedaja, men i juridisk forstand betragtet som søn af Sjealtiel. (1Kr 3:19; Mt 1:12, 13; Lu 3:27; se SLÆGTSREGISTER, JESU KRISTI [Vanskeligheder i Jesu slægtsregister ifølge Mattæus].) Slægtsregisteret i Første Krønikebog (3:19, 20) nævner syv sønner af Zerubbabel (Mesjullam, Hananja, Hasjuba, Ohel, Berekja, Hasadja, Jusjab-Hesed) og en datter (Sjelomit). Zerubbabels officielle eller babyloniske navn var åbenbart Sjesjbazzar. — Ezr 1:8, 11; 5:14, 16; jf. Ezr 3:8.

Efter udfrielsen fra fangenskabet i Babylon førte Zerubbabel i 537 f.v.t. en jødisk rest tilbage til Jerusalem og Juda. (Ezr 2:1, 2; Ne 7:6, 7; 12:1; KORT, bd. 2, s. 332) Som landshøvding udnævnt af kong Kyros havde Zerubbabel fået de hellige guld- og sølvkar betroet som Nebukadnezar mange år tidligere havde fjernet fra templet. (Ezr 5:14, 15) I den syvende måned (etanim, eller tisjri, september-oktober) blev alteret bygget i Jerusalem under ledelse af Zerubbabel og ypperstepræsten Jesjua (Ezr 3:1, 2), og i det andet år i den anden måned (ziv, eller ijjar, april-maj, i 536 f.v.t.) begyndte det egentlige tempelbyggeri. (Ezr 3:8) Da nogle ikkejøder bad om at måtte deltage i genopbygningen, forstod Zerubbabel, Jesjua og overhovederne for fædrenehusene at de havde et dårligt motiv, og de sagde til dem: „I kan ikke være fælles med os om at bygge et hus for vores Gud, for vi alene vil sammen bygge for Jehova, Israels Gud, sådan som kong Kyros, Persiens konge, har påbudt os.“ — Ezr 4:1-3.

Disse ikkejøder fortsatte imidlertid deres bestræbelser for at tage modet fra dem der genopbyggede templet, og til sidst (i 522 f.v.t.) lykkedes det dem at få udstedt et officielt forbud mod arbejdet. To år senere genoptog Zerubbabel og Jesjua (Josua), ansporet af profeterne Haggaj og Zakarias, modigt opførelsen af templet trods forbudet. (Ezr 4:23, 24; 5:1, 2; Hag 1:1, 12, 14; Zak 1:1) En undersøgelse i de persiske arkiver viste derpå at deres arbejde var lovligt. (Ezr 6:1-12) Under hele forløbet fortsatte profeterne Haggaj og Zakarias med at opmuntre Zerubbabel ved at styrke ham til arbejdet og forsikre ham om at Jehova var med ham. (Hag 2:2-4, 21-23; Zak 4:6-10) Omsider (i 515 f.v.t.) blev templet færdigt. (Ezr 6:13-15) Mens Zerubbabel var landshøvding, blev der sørget for levitternes fornødenheder, og sangerne og portvagterne fik deres andele, „efter hvad der behøvedes dag for dag“. — Ne 12:47.