„Stort bliver herredømmet“

„Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige.“ — Esajas 9:7.

1. Hvad er Jehovas hensigt, hans ret og ansvar?

JEHOVA GUD bringer nu sine vidunderlige beslutninger til udførelse og kroner sit værk med held. Lige fra det tidspunkt, da menneskeslægten kom i nød på grund af selviskhed, vildfarelse og død, besluttede Jehova at oprette en retfærdig regering over hele jorden til udfrielse af menneskene. Det er hans ret at indføre en sådan regering. Ja, han har påtaget sig dette ansvar og har ikke undladt at opfylde det. „Der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud.“ (Romerne 13:1) Fordi denne regering kommer fra Gud og er hans middel til at herske over hans skabninger på jorden, kaldes den et „teokrati“, der betyder Guds herredømme eller styre. Hans regering i himmelen er blevet født og er rede til at overtage styret på jorden uden hensyn til deres forenede modstand, som kæmper imod Gud. Jorden og folkenes levemåde står over for en vidunderlig forandring, Guds skaberværks nye verden.

2. Hvorfor fyldes Jehova nu af glæde, og hvilke andre gør det også?

² Dette tidspunkt fylder Jehovas hjerte med glæde. Enhver vil glæde sig af hjertet derover, dersom han kender Jehovas storslåede beslutninger og ser, at vi nu står over for deres heldige gennemførelse. Det er nu nitten århundreder siden, hans elskede søn, Jesus Kristus, døde offerdøden, blev oprejst fra døden og steg op til himmelen for at sidde ved sin Faders højre hånd, indtil tiden var inde til, at alle hans fjender i himmelen og på jorden skulle lægges som en skammel for hans fødder og lide fuldstændigt nederlag. I den mellemliggende tid har fjenderne fået lov til at herske på jorden uden indgriben fra himmelen, og denne tidsperiode kaldte Jesus „hedningernes tider“. (Lukas 21:24) For seks og tredive år siden, i 1914, endte dette tidsrum. Alle ulykker og al den ufred, der har ramt hedningerne eller nationerne siden 1914, al den koncentrerede ve, der er gået hen over de sukkende folk, alle de frugtesløse forsøg, der er blevet gjort fra politiks, handels og organiseret religions side for at forbedre eller ordne forholdene, de stadig forværrede tilstande og de regerendes og folkenes tiltagende frygt, alt dette er et tegn. Betydningen deraf behøver vi ikke længere at være i tvivl om. Jesus Kristus forklarede det for os i den sidste tid, han var her på jorden. Tegnet tilkendegiver, at hedningernes tider udløb i 1914 med verdenskrigen som en mærkepæl. Veernes begyndelse, der indtraf samme år, var en smertefuld advarsel til denne gamle verden om, at den nu var nået frem til „endens tid“. Det var begyndelsen til dens ophør. (Mattæus 24:7, 8; Daniel 11:40; 12:4) Men det var også et tegn på, at den teokratiske regering over en ny og retfærdig verden, Guds forjættede rige ved hans søn, Jesus Kristus, var blevet født i himlene. Hvorfor skulle ikke Gud og Kristus være glade? Og hvorfor skulle ikke alle, som elsker Gud og det nye verdensstyre med dets retfærd, fred og liv, være glade? Vi er glade!

3. Hvorfor kom hans søn først og fremmest til jorden? Som en opfyldelse af hvilken profeti?

³ For nitten århundreder siden blev Guds hersker over dette herredømme født som et menneskebarn, den messianske „Davids søn“. Han kom til jorden for at bevise sin ret til at regere. Nu er efter den lange ventetid Guds øjeblik kommet, da Teokratiet er blevet født, og magten og ansvaret er lagt på den kronede konges, Jesu Kristi, skuldre. Otte århundreder i forvejen bebudede profeten Esajas Kristi fødsel og forudsagde, at Kristus skulle overtage regeringen. Han talte disse opmuntrende ord: „Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skulder skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-rådgiver, Vældig-gud; Evigheds-fader, Freds-fyrste. Stort bliver herredømmet, endeløs freden over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Hærskarers Jehovas nidkærhed gør det.“ — Esajas 9:6, 7.

4. Hvad bør Rigets fødsel have? Hvorfor? Hvem er de?

⁴ Der var vidner til Guds kongesøns fødsel: Ikke alene Guds engle, der frydede sig over denne begivenhed med ordene: „Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har god vilje,“ men også hårdtarbejdende mænd, hyrderne, der hørte engelens budskab og drog op til Betlehem, kong Davids by, for at få den bekræftet. (Lukas 2:8-20) Ingen af de traditionsbundne præster eller levitter ved templet i Jerusalem blev vidner dertil, selv om de viste den ondsindede kong Herodes profetien om, hvor barnet skulle fødes. (Mattæus 2:1-16) Sønnens fødsel var af vigtighed, men Guds riges fødsel ved hans Søn er af langt større vigtighed. Derfor burde det også have sine vidner på jorden. Og det er ikke nok, det skal have sine vidner på jorden som en opfyldelse af Jesu egen profeti om denne verdens ende: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ (Mattæus 24:14) Hvem har Gud oprejst som sine vidner om Riget, Teokratiet, der blev oprettet i 1914? Jesu Kristi ydmyge efterfølgere, om hvem han talte i denne profetiske befaling. De svarer til de ærlige mænd og kvinder, der levede omkring tidspunktet for Jesu fødsel, som for eksempel de gudfrygtige hyrder, den gamle Simeon, profetinden Anna og den trofaste Elisabet.

5. Glæder de verdslige herskere sig over fødselen? Hvad kan de ikke forhindre?

⁵ De politiske herskere på jorden i dag glæder sig ikke over Guds riges fødsel, lige så lidt som drabsmanden Herodes gjorde det over Jesu fødsel i Betlehem. De ledende og deres tilhængere søger derfor at undertrykke vidnesbyrdet om Rigets oprettelse. Men den almægtige Gud forudsagde ved Jesus Kristus, at der skulle aflægges et vidnesbyrd, og ingen magt i himmelen eller på jorden kan forhindre aflæggelsen af vidnesbyrdet for alle folkeslagene på den hele jord. Det er en stor gunst at være blandt de mænd og kvinder, som Gud i dag oprejser og bruger i opfyldelsen af profetien vedrørende vidnesbyrdet om det oprettede rige! Jehovas vidner udstår med glæde folks og nationers had og forfølgelse i dag for at kunne være hans vidner om Riget.

Herredømmet udvides til trods for modstand

6. Hvorfor må Riget stadig vokse?

⁶ Vidnesbyrdet har siden 1914 stadig givet Riget større og større plads i de retsindiges hjerte. Det kan ikke være anderledes. I Guds eget navn lød profetiens ord i gammel tid: „Stort bliver herredømmet, endeløs freden,“ og det må ske, selv om Kongen nu hersker midt iblandt sine fjender. Hærskarers Jehovas uovervindelige nidkærhed vil ikke tillade, at hans profetiske ord bliver tilsidesat eller hans søns regering standset i sin vækst. Vidnesbyrdet om Riget må stadig tage om sig. Det må gøres mere og mere kendt ud over hele jorden, at den suveræne hersker, Jehova, har taget sin magt og er begyndt at herske over jorden ved at indsætte sin søn på tronen som sin salvede konge. (Åbenbaringen 11:15-18) At denne kundskab spredes af hans vidner, sætter de retsindige, hvor som helst de findes, i stand til at vide noget om det eneste retfærdsstyre og at samle sig om det som menneskeslægtens eneste håb. De kan sværge det uforbeholden troskab, inden Jehovas konge tilintetgør alle sine fjender og modstandere i den kommende krig på Guds, den Almægtiges, store dag.

7. Hvorledes bør det vokse nu i vor tid? Ved hvilken kraft?

⁷ De velvilligt indstillede og tilhængerne af Jehovas regerende konge må vokse i antal på samme måde som hans efterfølgere i det første århundrede, efter at han steg op ved Guds højre hånd, da han havde bevist sig værdig til Riget gennem lydighed til døden. Denne vækst vil ikke skyldes hære, der bruger ild og sværd eller magt, men Jehovas ånd, hans uimodståelige kraft. Kærligheden hos de mænd og kvinder, der er indviet til hans konge og rige, er stærkere end nogen djævelsk eller menneskelig magt, og den knytter og holder dem til hans konge og rige, til trods for al det fjendskab deres standpunkt for Gud og hans rige udsætter dem for. — Zakarias 4:6.

8. Hvilken stilling indtog kejserne i forhold til Rigets konge?

⁸ I det første århundrede måtte troende mænd og kvinder sværge Jesus Kristus som Guds konge troskab under det romerske imperiums verdensherredømme, hvis kejsere blev tilbedt som guder. Det var en repræsentant for dette romerske imperium, statholderen Pontius Pilatus, der beordrede Jesus Kristus hængt på marterpælen. Fordi Jesus forkyndte Guds rige, hvortil han var kaldet og salvet, anklagede hans religiøse fjender, præsterne, de skriftkloge, saddukæerne og farisæerne ham for oprør imod den romerske statholder. Den inspirerede beretning siger herom: „Der begyndte de at anklage ham og sagde: Vi er kommet efter, at denne mand vildleder vort folk og forbyder at give kejseren skat og siger om sig selv, at han er Kristus, en konge.“ Pilatus gjorde forsøg på at lade Jesus gå, „men jøderne råbte og sagde: Hvis du giver ham fri, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.“ Det var denne Jesus, der to dage forinden havde sagt til sine religiøse modstandere: „Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er.“ — Lukas 23:1, 2; Johannes 19:12; Mattæus 22:21.

9, 10. a) Hvad skete der til trods for fordrejelser og modstand? b) Hvorledes blev Riget forkyndt i videre omfang?

⁹ Fordi Jesu religiøse fjender ikke ønskede ham som Guds Messias og konge, benyttede de sig af hans forkyndelse af Guds rige til at anklage ham som oprørsk imod kejseren og en trusel imod staten. Ved forsætligt at fremstille Jesus i et falsk lys og i fællesskab at stå ham imod, foranledigede kejseren og de religiøse magtfaktorer Jesu død; men forhindrede det, at antallet på tilhængere af Guds oprejste konge voksede? Bragte det forkyndelsen af himmeriget til tavshed? Nej! En måned efter, på pinsedagen, blev Guds ånd udgydt over Kongens trofaste efterfølgere, og forkyndelsen af Riget blev genoptaget og foregik med langt større kraft og på mange flere sprog, end da Jesus levede på jorden. På selve pinsedagen steg deres antal, som stillede sig på Guds riges side og hans konges, med 3000. Den religiøse modstand forværredes, og forkynderne af Riget blev arresteret, men alligevel voksede tallet på Kongens tilhængere til 5000. (Apostlenes Gerninger 2:41; 4:4) Senere blev Stefanus’s martyrdød signalet til en af de hårdeste forfølgelser dér i religionens hovedsæde, Jerusalem. Apostlene måtte gå under jorden, men tusinder af Kongens tilhængere blev spredt videnom.

¹⁰ Jehova og hans salvede konge i himmelen havde grund til at le ad disse religiøse modstanderes forsøg på at standse forkyndelsen af Riget. Hvorfor? Fordi beretningen fortæller os: „De, som var blevet spredt, drog imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord.“ „De, der nu var blevet spredt ved den forfølgelse, som opstod i anledning af Stefanus, vandrede omkring, til de kom til Fønikien og Kypern og Antiokia, uden at forkynde ordet for andre end jøderne.“ (Apostlenes Gerninger 8:4; 11:19) Midt under al denne religiøse forfølgelse blev den ivrigste forfølger, Saulus fra Tarsus, på mirakuløs vis vundet for kongen Kristus og blev en af de apostolske forkyndere af Riget.

11. Er Riget nationalt begrænset? Hvad viser Guds løfte?

¹¹ Men Jehovas rige ved Kristus er ikke nationalt begrænset. Det er ikke jødisk eller udelukkende for jøder. Abraham var ikke jøde, og dengang Jehova fortalte denne trofaste mand om de velsignelser, der skulle tilflyde menneskeslægten gennem hans konges teokratiske regering, sagde han: „I dig skal alle jordens slægter velsignes.“ „Dit afkom skal tage sine fjenders porte i besiddelse; og i din sæd skal alle jordens folk velsignes.“ (1 Mosebog 12:3; 22:17, 18) Abrahams sæd er først og fremmest Jesus Kristus. Velsignelsen gennem ham er i første instans den, at han fører de troende ind i en retfærdig stilling hos Gud, således at de kan modtage hans gunst og har udsigt til evigt liv i hans nye retfærdsverden. Herom ræsonnerer apostelen Paulus således: „Og da skriften forudså, at det er af tro, Gud ville retfærdiggøre hedningerne, forkyndte den forud Abraham det evangelium: I dig skal alle folkeslagene velsignes.“ — Galaterne 3:8, 16.

12. Hvem blev velsignelsen udstrakt til, og hvorfor?

¹² Den livgivende velsignelse gennem Abrahams sæd, Jesus Kristus, må derfor nå ud til alle nationer, jøder og hedninger uden forskel. Med rette modtog Abrahams jødiske efterkommere først velsignelsen. Men da denne nation fulgte deres religiøse ledere og vragede denne velsignelse, fordi den kom gennem Kristus, der var blevet naglet til marterpælen, handlede Jehova Gud i overensstemmelse med sit ord til Abraham. Han udstrakte velsignelsen gennem Jesus Kristus til hedningerne eller de ikke-jødiske nationer. Hos Gud er der ikke personsanseelse på grund af jordisk nationalitet. At vi har samme tro som Abraham er, hvad der tæller hos Gud og vinder hans velsignelse gennem Kristus. — Galaterne 3:9, 26-29.

Fjendens yndlingspåstand

13. Hvilken tjeneste udførte Peter og Paulus blandt de troende hedninger?

¹³ Apostelen Peter var den, som Gud brugte til at tage kundskabens nøgle og åbne mulighederne for adgang til Riget for de hedenske nationer, men det var apostelen Paulus, der først og fremmest blev hedningeapostelen. Paulus er den eneste apostel, der ifølge bibelens beretning tog til Rom. (Apostlenes Gerninger 10; Romerne 11:13; Galaterne 3:7-9) Gennem et guddommeligt syn blev Paulus kaldet til at vidne i Europa. Det var i det land, der nu hedder Grækenland, demokratiets vugge, at Paulus blev anklaget for at være en oprører, fordi han forkyndte Guds rige ved Kristus.

14. Hvor, hvordan og af hvem anklagedes Paulus for oprør?

¹⁴ Efter at Paulus havde uddrevet en dæmon af et spiritistisk medium, fik dæmonerne deres lettroende religiøse ofre til at føre Paulus og Silas for de politiske herskere med denne anklage: „Disse mænd volder uro i vor by; de er jøder og forkynder skikke, som det ikke er tilladt os at antage eller følge, eftersom vi er romere.“ Ved et mirakel fra Gud blev Paulus og Silas udfriet fra fængslet. Det var i Filippi. Men i Tessalonika rejste de religiøse modstandere en pøbelsværm, der råbte til de politiske ledere om Paulus og Silas: „Disse mennesker, som har bragt hele verden i oprør, er nu også kommet hertil . . . de handler alle mod kejserens befalinger og siger, at en anden, en, der hedder Jesus, er konge.“ Også i Palæstina, for kejserens domstol i Kæsaræa, blev den fangne Paulus anklaget af sine religiøse modstandere med disse ord: „Vi har nemlig fundet, at denne mand er en pest og en oprørsstifter blandt alle jøderne hele verden over, og at han er den, som står i spidsen for nazaræernes parti. Han har endog forsøgt at vanhellige helligdommen; derfor greb vi ham også og ville have ham dømt efter vor lov.“ Men apostelen Paulus ville ikke lade sig dømme af deres religiøse lov. I overensstemmelse med sine rettigheder som romersk borger mindede han retten om, at han hørte under kejserens domstol og ikke under nogen religiøs domstol. For at fremme forkyndelsen af evangeliet indankede han sin sag for kejseren. — Apostlenes Gerninger 16:20, 21; 17:6, 7; 24:5, 6; 25:9-12.

15. Forhindrede forfølgelsen forkyndelsen af budskabet? Hvorfor ikke?

¹⁵ I et tidsrum af to år før og to år efter sin ankomst til Rom blev Paulus holdt i fangenskab. Men hindrede forfølgelsen af ham og hans medvidner forkyndelsen af det gode budskab? Nej, Paulus udnyttede disse forhold til at aflægge vidnesbyrd for de ledende, for fangevogterne og alle andre, han kunne komme i kontakt med. Han aflagde et omfattende vidnesbyrd og kunne derfor skrive fra sit kvarter, hvor han var under bevogtning: „Jeg vil, at I skal vide, brødre! at det, der er sket med mig, snarest har fremmet evangeliet. Derved er det nemlig blevet klart for hele livvagten og alle de andre, at det er i Kristus, jeg bærer mine lænker.“ „Det evangelium, I har hørt, og som er prædiket for enhver skabning under himmelen, det, som jeg Paulus er blevet tjener for.“ Paulus fulgte sin egen anvisning: „Prædik ordet . . . hvad enten det er belejligt eller ubelejligt.“ — Filipperne 1:12, 13; Kolossenserne 1:23; 2 Timoteus 4:2.

16. Hvilken af Jesu sidste befalinger gælder vor tid? Hvem vil adlyde den?

¹⁶ Jesu Kristi efterfølgere adlød hans sidste befaling: „Mig er givet al magt i himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør disciple af alle folkeslagene, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn.“ Ingen nations regering kan tilbagekalde denne befaling eller med held hindre, at den bliver udført af Kongens efterfølgere. Hans befaling gælder os, der nu lever ved denne verdens og dens nationers ende, og vi vil adlyde den til fremme for hans regerings interesser. — Mattæus 28:18-20; Amer. Stand. Overs.

17. Hvilken påstand udslyngede fjenden også i Esters tid? Med hvilke resultater?

¹⁷ Selv inden Kristi tid havde Jehovas fjender for skik at anklage hans trofaste folk for politiske forbrydelser for at bringe dem i klammeri med de verdslige regeringer og derved få statsmagten til at slå ned på dem. På dronning Esters tid benyttede den falske Haman samme onde fremgangsmåde for at få hele Jehovas udvalgte folk udryddet i alle egne af det persiske kejserrige. Haman sagde til kong Ahasverus: „Der findes et folk, som bor spredt og lever for sig selv iblandt folkene i alle dit riges dele; deres love er anderledes end alle andre folks, og kongens love holder de ikke. Derfor er det ikke kongen værdigt at lade dem være i fred. Hvis kongen synes, lad der så udgå skriftlig befaling til at udrydde dem.“ (Ester 3:7-9) Hamans ondskabsfulde plan mislykkedes, og Jehovas folk blev end ikke formindsket i antal. Den resulterede i, at han blev afsløret som den, der modarbejdede kongens interesser, og han blev hængt. De, som nu søger at hindre Guds riges vækst, gør det til skade for dem selv.

18. Hvorfor står nationerne over for deres undergang?

¹⁸ I dag står de trofaste forkyndere af Guds rige ved Kristus ansigt til ansigt med politiske bevægelser og organisationer af verdensformat. Befalingen om, at hans vidner skal forkynde, at Jehova har overtaget styret over jorden i 1914 og frembragt sin søns rige, falder ikke i tråd med de politiske lederes ønsker. De har andre planer for herredømmet over jordens folk. Under ledelse af kristenhedens gejstlighed kan det politiske element godt bede: „Komme dit rige, ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen,“ men deres verdenskrige og planer om det fremtidige herredømme over jorden modsiger deres bønner og beviser, at de ikke ønsker det erstattet af Guds rige ved hans søn og en retfærdig, teokratisk regering indført. Nationerne er bange for og nærer mistillid til hinanden. Det frygtes, at de vil udrydde hinanden i en ny verdenskrig med hemmelige ødelæggelsesvåben. Nationerne står over for deres undergang, men det er, fordi de vrager Guds rige ved Kristus, vor jords eneste retmæssige regering. Deres undergang vil snart indtræffe ved indgriben fra Guds side, som det blev forbilledligt skildret gennem vandfloden på Noas tid. Jehova lader nu sine vidner forkynde en betimelig og omfattende advarsel for alle folk og nationer.

19, 20. Hvem viser sig nu som denne verdens venner? Hvordan gør de det? Hvilken skæbne venter der dem?

¹⁹ Kristenhedens religiøse organisation har gjort fælles sag med jordens politiske faktorer og vil blive udslettet sammen med dem som Guds fjender, når han griber ind. Der er skrevet: „I utro! ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ — Jakob 4:4.

²⁰ Denne verdens religiøse venner er fjender af Guds rige ved Kristus. De tilkendegiver, hvis venner de er, ved at arbejde for bevarelsen af denne usle, gamle verden og ved at forsøge at hindre Jehovas teokratis vækst. Siden hans riges fødsel i 1914 er nye politiske faktorer kommet i højsædet og har taget magten i verden. De elementer, der stadig er blandt forgrundsfigurerne på den politiske arena, er de Forenede Nationer, Folkeforbundets efterfølger, og den ateistiske kommunisme.

21. Hvorledes er verden opdelt? Hvilken stilling indtager Jehovas vidner, og med hvilket resultat?