En uddannelse, der bringer succes

EN VERDENSKENDT talemåde, der indeholder megen visdom, lyder: „Ikke alt det, der glimrer, er guld.“ Somme tider er det interessant at huske på dette, når mennesker praler meget. Og har du nogen sinde hørt, at der er blevet pralet så meget som i denne det tyvende århundredes „hjerne-tidsalder“?

Mennesker bliver højt agtede på grund af de grader, de opnår ved de store universiteter. Blandt nationerne giver videnskabelig stordåd, specielt på det militære felt, adgang til ledende stillinger for dem, der har den største praktiske indsigt.

Hvordan nu med den høst, som denne tidsalder har indsamlet? Dens to verdenskrige kan ikke siges at være store intellektuelle bedrifter. Det er vanskeligt at se klogskaben i den klodeomspændende frygt, som er forårsaget af den moderne videnskabs opfindelser. Har børnene, sådan som det påstås, nogen fordel af alle tiders mest udviklede lærdom? Ungdomsforbrydelser er hyppigere end nogen sinde før. Narkotikabander inden for de højere skoler optager avisernes overskrifter. Som Bibelen advarede, har „ulydighed mod forældre“ været sideløbende med den store bølge af elendighed blandt ungdommen. (2 Tim. 3:2) Og hvad med menneskets mest ophøjede studium, kundskaben om dets skaber? Gudløshed i form af tro på evolution og kommunisme florerer. „Prøveægteskaber“ overvejes i fuldt alvor, og familielivets opløsning lurer i en nær fremtid.

Da tilstande meget lig disse herskede i fortidens Israel, da det var fordærvet af at „sværge, lyve, myrde, stjæle og hore“, angav Jehova grunden, da han erklærede: „Jehova går i rette med landets folk. Thi ej er der troskab, ej godhed, ej kender man Gud i landet.“ (Hos. 4:1) Hvad vil du angive som grund til de samme dårlige forhold i den moderne verden?

For det første, hvad udretter denne „kloge verden“ med sin højt lovpriste visdom? Det er sandt, at store nationer kan oplagre deres ressourcer og så iværksætte verdensomfattende hjælpeaktioner til fordel for mindre lykkelige folk. Med deres kendskab til ingeniørarbejde kan mennesker projektere mægtige bygningsværker, sprænge fundamenter til dem ud af den solide klippe og lade deres øverste del rage op i skyen. De kan udskrive store hære og udruste dem til heroiske bedrifter under kommando af dygtige officerer. Ja, og de kan arve troner eller blive valgt ind i politiske ministerier, bo i paladser og udøve stor indflydelse. Men er alt dette så meget værd? Hvis det er topmålet af succes, så er mennesket stadig kun lidt forud for insekterne og de lavere dyr. — Ordspr. 30:24-28.

Denne verdens lærdom synes ironisk nok at bevæge sig baglæns. Et barn på fire eller fem år spørger: „Hvem har lavet blomsterne?“ Det får at vide, at Gud har skabt dem, og det tror på det, fordi det forstår, at det ikke kan lave dem efter med sine små hænder. Dette og meget andet lærer barnet. Det bliver oplært til at føle ærbødighed over for Guds store magt, til at bede til ham og føle sig sikker, fordi Gud er i stand til at besejre alt ondt. Men senere hen bliver det samme barn ældre og falder i kløerne på professorer ved højere læreanstalter, og disse begynder at rokke dets simple tro, idet de tvinger det til at opgive den for at tilfredsstille evolutionsteoriens grådige appetit. Borte er også enhver følelse af tryghed, og den unge mand kommer til at høre med til et menneskehav, der lever i rædsel for atomkrig eller anden form for massetilintetgørelse. Efter sytten eller atten års „uddannelse“ bliver han klar over, at han nu ved mindre, end da han var fire-fem år gammel!

Med dette for øje vil nogle måske få den tanke, at kirkemæssig uddannelse er løsningen. Men det er ikke tilfældet. Tænk på „kirkestaterne“, der er fremherskende i Latin-Amerika, og den vanærende umoralitet og uhyre uvidenhed, der kendetegner disse fattige folk. Undersøgelser viser, at selv i de Forenede Stater har „søndagsskole“-undervisning ikke givet nogen praktisk kendskab til Guds ord. Gud gav forældrene i sin forbilledlige nation Israel følgende påbud:

„Disse bud . . . skal du tage dig til hjerte [lære udenad, Mo]; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op; du skal binde dem som et tegn om din hånd, de skal være som et erindringsmærke på din pande, og du skal skrive dem på dørstolperne af dit hus og på dine porte.“ — 5 Mos. 6:6-9.

På lignende måde formanede apostelen Paulus de kristne forældre i det første århundrede til at „fortsætte med at opdrage deres børn i Jehovas tugt og myndige formaning“. (Ef. 6:4, NW) Naturligvis må en sådan opdragelse ledsages af forældrenes eget gode eksempel i kristen undervisning og livsførelse. Resultatet af en sådan handlemåde vil blive en hel anden tilværelse, et liv, der er indviet til at lære om Gud og til åbenlyst at hjælpe venner og naboer til at gøre det samme — i sandhed en nyttig håndsrækning til verden.

„Er det en vej til opnåelse af succes?“, vil den spotske verden indvende. Ville spotterne anse Kristus Jesus for at have opnået succes? Øjensynlig ikke, skønt hans undervisning åbnede den eneste vej for menneskeheden til frelse til evigt liv i en ny verden. Læg mærke til, hvad hans apostel Paulus lærte: „Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? Thi da verden med al sin visdom ikke kendte Gud i hans visdom, besluttede Gud, ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror.“ — 1 Kor. 1:20, 21.

Og ved „prædikenens dårskab“ vil de, som overlever den kommende verdenskrise, blive bevaret til liv i Guds nye verden. For at hjælpe alle dem, der vil nå dette mål, sand succes, bliver de gode nyheder forklaret for dem på en letfattelig måde, kraftigt støttet af Guds ord. Apostelen Paulus’ erfaringer beviser, at dette er en klog fremgangsmåde. — 1 Kor. 2:1, 4, 5.

Det var afgjort i Guds kraft, Jesus lærte, da han talte, som ingen havde talt før (Joh. 7:46), og han bragte kristen undervisning fra by til by, fra landsby til landsby, fra hus til hus og på offentlige steder og overalt, hvor der kunne samles en tilhørerskare. (Luk. 8:1; Ap. G. 20:20; Luk. 5:1-3; Matt. 5:1, 2) Både han og hans efterfølgere underviste tålmodigt i private hjem og besvarede bibelske spørgsmål. (Matt. 9:9, 10; Luk. 10:38-42) I bogen Apostlenes Gerninger vrimler det med sådanne oplevelser.

Denne kristendommens livsvigtige virksomhed er ikke gået i stå. I året 1951 brugte Jehovas vidner, kristne præster, mere end 54.000.000 timer i det samme arbejde ud over hele verden. De aflagde over atten og en halv million genbesøg hos interesserede mennesker og holdt 234.952 bibelstudier. Et vidnesbyrd om deres succes finder vi i den stadig voksende skare af nye præster, nye hjerter, der bliver gjort lykkelige, mennesker med håb om evigt liv i en ny verden. Denne adgang til at lære om den sande succes står stadig åben til opmuntring for endnu flere.