Intet sted så skønt som Irland
Af en af Vagttaarnets missionærer i Irland
„HVORFOR kommer I over og forkynder for os? Har vi ikke helgener og lærde her i Irland? Hvis I kunne få lov, ville I såmænd bygge et tag over hele landet og lave Irland om til een stor fabrik.“ Sådan sagde irlænderen med sin morsomme irske accent og med et polisk blink i øjet, da han mødte forkynderen i en gade i Dublin.
Det minder mig om en vittighed blandt de amerikanske tropper, da de var her i landet under sidste verdenskrig. De sagde, at Irland ville være fuldkomment, hvis blot der blev lagt tag over det. Det er ganske vist sandt, at det regner meget her, men hvis ikke det var tilfældet, ville alt ikke være så vidunderlig grønt, og så ville det ikke være Irland, Smaragd-øen. Denne lille ø er som en grøn lysthave. Det er de store kontrasters land, ikke alene med hensyn til de vekslende landskaber, men også i forbindelse med folketyperne og deres levevilkår. Vi bor i den sydlige del af øen, det vil sige i republikken Eire. Folket er af ren keltisk afstamning, til tider ustadige og lunefulde, men med en medfødt charme, der helt er deres egen.
Kunne du tænke dig at ledsage mig en dag og besøge nogle af hjemmene? Jeg lover dig, at du ikke vil komme til at kede dig et sekund, fra vi starter, og til vi kommer hjem sent på aftenen. Første etape er et par kilometer ad en god, bred vej, der for nylig er blevet lavet i stand. Vi kommer forbi et par enlige gårde og hytter og nu en landsby. Kirken ligger på venstre side af vejen, og præstens hus er let kendeligt, da det er det største i landsbyen, næsten lige så stort som hans kirke, og ligger på en grund for sig selv, hvor påfugle spankulerer rundt på plænen. Vi drejer af fra vejen her og fortsætter et par kilometer endnu, inden vi aflægger vort første besøg.
Så er vi der endelig. Et langt, lavt, hvidkalket hus med stråtag. Idet vi nærmer os lågen, hører vi ivrige stemmer, og et par barneansigter kommer til syne i de små vinduer, mens en kvinde kigger ud ad halvdøren (i de fleste af hytterne er dørene delt i to dele), for straks igen at forsvinde. Jeg tænker på, hvilken modtagelse vi mon vil få her. Det ved man aldrig på forhånd.
Det første besøg
Vi banker på døren, mens vi stirrer ind i et dunkelt værelse, der er let tåget af tørverøg. Ingen svarer, så vi råber: „Må vi komme ind?“ „Selvfølgelig,“ råber konen i huset over skulderen, og hun er allerede i færd med at sætte stole frem foran ildstedet og tørre dem af med en klud, som hun i en fart har grebet. Hun havde ventet, at vi var gået lige ind, som skikken er der på egnen. „Hvil jer lidt,“ siger hun med et venligt smil, mens hun tager os i øjesyn. „Det er en hård tur op ad bakken,“ siger hun med henblik på vor lange klatretur op fra landsbyen. Hun er ung, sandsynligvis under tredive, kraftig og muskuløs, men temmelig hulkindet og ser træt ud. Bedstemor sidder ved tørveilden, der buldrer i den store, åbne arne, og våger over en stor, sort potte fuld af kartofler. Med megen skænden og mangt et „hys“ tysses der på børnene, så de er rolige under samtalen. Der er fire henrivende småpiger med store, forundrede øjne og små, bare fødder. „Ingen drenge?“ spørger vi med et smil. „Nej, pokkers også,“ siger hun, „ikke en dreng i hele huset.“ Vi får os alle en hjertelig latter, også bedstemor, der viser sine gummer, for hun har ikke en tand i munden.
Vi mærker en sympatisk stemning, og da vi har talt om vejret, og det højtideligt er blevet betegnet som „stærkt vejr“, „vildt og barsk“ o.s.v., går vi i gang med at forklare hensigten med vort besøg. Nu er manden i huset kommet til for at se, hvad al den hundegøen skal betyde. Vejret må diskuteres igen, men denne gang gør vi det ganske kort og går så over til vort ærinde. Alt dette har taget tid, og en bybo ville måske blive utålmodig, men disse mennesker er landboer, som lever et ensformigt liv og sjældent ser fremmede. En forjaget bys hektiske travlhed ville frastøde dem.
Men nu har vi deres opmærksomhed; derfor begynder vi med at vise, at vi udfører en hellig mission. Derefter fortæller vi om dens verdensvide udbredelse. Vor bemærkning om, at den udføres i over 120 lande, fremkalder følgende udbrud: „Mand dog, det var da en farlig masse lande!“, og da de hører, at cirka en halv million missionærer er optaget at dette verdensomspændende arbejde, udbryder de: „Det var en forfærdelig masse mennesker!“
Vi tager Douay-oversættelsen af Bibelen frem og slår op på Esajas 7:14, profetien om vor Herres fødsel af en jomfru, og vi lader Bibelen gå på omgang, så alle kan læse det. Konen siger, at hun har ofte hørt det, men aldrig selv set det før. Manden grynter blot, men det siver senere ud, at han ikke kan læse, og naturligvis læser vi det så for ham. Nu viser vi dem Mattæus 24 og Lukas 21, og de kan se, hvad vor tids begivenheder betyder. Nu kommer prøven. Vi viser dem bøgerne og lader dem gå rundt. Bedstemor indvender mistroisk: „Vi er katolikker her, vi behøver ikke at læse nogen bøger; vi får al den vejledning, vi behøver.“ Den unge kvinde er imidlertid interesseret. Hun længes efter venlighed og frihed for mangel.
Manden går ud. Vi forklarer mere om det rige, vi alle har bedt om og længes efter. Ja, hun vil gerne leve evigt på jorden under kongen Kristus. „Gud ske tak,“ udbryder hun, ikke for at spotte, men af gammel vane. „Ville det ikke være storslået, jeg har aldrig hørt den slags før.“ Hun har „ingen småpenge“, hvormed hun mener, at hun slet ingen penge har, men hun finder dog tre eller fire pence, som hun giver som et lille bidrag for bøgerne. Vi glæder os til at besøge hende igen og hjælpe hende til større forståelse af Rigets anliggender. Da vi tager afsked, siger hun: „Gud velsigne jer“, og de generte småpiger får lov til at vinke farvel til os.
Nå, synes du om det? Det var umagen værd at klatre den lange tur for at finde nogle, som var så ydmyge, og så trøstens sæd i deres hjerter. Afvæbnet af denne venlige modtagelse går vi fortrøstningsfulde hen til næste hus. Det ser ud til at være i en sørgelig forfatning. På stråtaget gror græs i overflod, laden er næsten uden tag, huset er snavset, og alle vegne ligger der affald. Manden, der viser sig i døren, er usoigneret, med flere dage gammelt skæg og snavsede klæder. Han betragter os med et skummelt blik, mens vi ønsker ham god aften. Ved de første ord, vi siger, råber han: „Forsvind ad helvede til!“ Han river halvdøren op, griber en fork og fægter vildt med den, idet han brøler: „Ud på vejen med jer, eller jeg jager den her igennem jer!“
Hvilken kontrast! Vi fortsætter til næste besøg. Det er en nydelig, lille hytte. En elskværdig kvinde svarer på vor banken, men hun inviterer os ikke indenfor. Hun har lyseblå, spillende øjne og et muntert drag om munden. Efter en kort indledning viser vi hende bøgerne, og hun udbryder: „Tænkte jeg ikke nok, at I var Jehovas vidner.“ „Det er rigtigt,“ svarede vi. „Så tror I ikke på helvede.“ En samtale er i gang, og vi viser hende beretningen om Jonas i fiskens bug ud fra Douay-oversættelsen. „Hvad mente han med at sige, at han var i helvede?“ spørger vi. „Der kan vel ikke have været ild i fisken?“ Højlig forbavset læser hun beretningen igen, og nu kommer hendes irske humoristiske sans hende til hjælp: „Mon ikke han har ment, at det var et helvede for ham at være der?“ Efter en hjertelig latter afsætter vi den lille bog Haab, der forklarer helvede, og vi fortsætter igen.
I det næste hus ser vi de sædvanlige symboler og billeder på væggene, og ved døren hænger en beholder med vievand. Her er ikke noget at gøre. Manden er netop i færd med at se i en avis, men uden at rødme fortæller han os, at han ikke kan læse. Han vrisser, at han ikke kan forstå et ord af det, vi siger. En lille taktfuld vending, og han siger, at han er opfyldt af had til den politiske strid, der har raset i landet i mange århundreder, og han slutter med ganske uceremonielt at bede os „gå ad helvede til“. Konen i huset genner os ud, og hun griber vievandet og begynder at stænke det rundt i korridoren, på døren og endog på stien, vi går ad, mens hun påkalder alle helgenerne og specielt „Guds moder“ til beskyttelse mod sådanne „hedninger“ og „deres forkyndelse“.
Irsk gæstfrihed
Det er nu på tide, at vi begiver os på vej op over bjergets top, hvor der bor en familie, som vi har talt med adskillige gange, og vi må se, hvordan det går dem. Det er også spisetid, men heroppe falder der en let støvregn, og det er koldt, så måske kan vi spise vore sandwiches, når vi kommer til O’Neills gård. Nu er vi der, og sikken en velkomst vi får! Stolene bliver støvet af, bordet ryddet, der rages op i ilden, børnene beroliges, og alt sammen sker samtidigt. Inden længe skyder vi stolene tilbage fra ildstedet, for de sorte tørv kan give en forfærdelig varme. Gårdens ejer og hans to sønner kommer ind fra en nærliggende mark. Pigerne, der er lutter smil og smilehuller, sidder i række på en bænk langs med væggen, og samtalen er i gang.
Fru O’Neill er meget omhyggelig med at overholde alle de krav, hendes religion stiller til hende, bønner, messer, faster og fester, men alligevel siger hun, at hun føler, der mangler noget, hun er stadig åndelig sulten. Vi holder et bibelstudium ved hjælp af Douay-oversættelsen over emnet „den nye jord“. Hun er henrykt over alt, hvad hun hører. Hr. O’Neill smiler bifaldende, mens drengene stiller et par fornuftige spørgsmål. Da vi kom, havde de aldrig set en bibel, og de behandler den med stor ærbødighed. Hr. O’Neill og drengene tager øjeblikkelig deres hatte af.
Og hvad er nu det? Vi bliver inviteret på et måltid mad. Men vore sandwiches? „Tænk ikke på dem, kære, hvem har nogen sinde hørt om nogen, der selv tager mad med?“ „Vi kan sandelig ikke lade jer gå sådan en dag uden et varmt måltid.“ Kartoflerne koges med skrællen på, og et stort fadfuld bliver anbragt midt på bordet. Enhver tager selv en kartoffel og begynder at pille den med stor færdighed, der smøres lidt smør på, og med en skål kærnemælk foran sig er man parat til at spise af hjertens lyst. Der er ikke noget kød, men måltidet er alligevel forbavsende mættende og nærende. Bagefter synger vi Rigets sange for dem i omkring ti minutter, og her kommer vore værters naturlige evner rigtig frem, for skønt de ikke kan læse en node, akkompagnerer de os på harmonika. Nu må vi forlade vore venner og fortsætte til nogle flere besøg.
Først besøger vi en nydelig lille kone, der bor i en hytte lidt derfra; hendes mand havde brændt de småbøger, hun tidligere havde fået af os, inden hun fik læst dem. Nå, manden selv er kommet hjem fra arbejde; lad os nu se, hvilke vanskeligheder han har. Hans udseende giver os ikke meget håb om et godt resultat, men nu får vi se. Hans navn er O’Donovan. Han ved øjensynlig, hvem vi er, så vi går lige til sagen. Vi fortæller ham, hvorledes vore missionærer lider i de lande, der beherskes af russerne, og viser, at vi ikke er kommunister, som nogle fejlagtigt mistænker os for. Han gør sine øjne smalle, hvilket altid er et dårligt tegn, og pludselig afbryder han os med et højt raseriudbrud. Med fråde om munden og under højlydte trusler griber han en spade, og i malende detailler fortæller han, hvad han vil gøre ved os, lige til vi har lagt havelågen mellem ham og os.
Lige et besøg til, og så må vi hellere lade det være nok for i dag. Det er en sæterhytte, vi er på vej op til. Det er det sidste hus i bjergene; så langt øjet rækker, en strækning på 600 m, er der ikke andet end moser. „Gamle Tom“ hører vore stemmer og kommer ud med et lys. „Ja, tænkte jeg ikke nok, at det var jer,“ siger han, „kom ind og varm jer; det er s’gu koldt i aften.“ Tom er enkemand, og rundt om hans arne kan man altid finde en kreds af naboer, når aftenen begynder at falde på. Det er omtrent den eneste form for selskabelighed, de dyrker her.
Efter de sædvanlige hilsener begynder vi en diskussion om helvede og skærsilden. Under samtalen tænder Tom en gammel, kort pibe, og efter et par tænksomme drag lader han den gå videre til den næste. Enhver tager højtideligt et par drag og lader den gå videre. Da vi ikke ryger, siger vi nej tak. Det er et mærkeligt selskab, der sidder rundt om den flammende arne. Der er flere skæggede hager, end man kan se i en synagoge. De ser ud som vovehalse, men er bundskikkelige trods deres barske udseende. De er ærlige, hårdtarbejdende hyrder. Da samtalen er forbi, bliver der serveret te med smørrebrød; så hjem i seng, og dermed er endnu en trættende dag i Rigets tjeneste til ende.
Mens vi sidder på vort værelse efter en lang og anstrengende dag på de ujævne irske veje og venter på vor aftensmad, som allerede er en time forsinket, hører vi grammofonen synge følgende ord: „Hvis Irland ikke er himmelen, så må det være næste dør.“ Det er Irland, og selv om det synes at være et underligt land, kommer vi til at synes bedre og bedre om det. På denne lille ø, kontrasternes land, latterens og tårernes land, er der mange retsindige mennesker, Paddy’erne, Mike’rne, Sammy’erne og Johnny’erne, de ligefremme, irske piger med deres lyst til løjer og deres iltre temperament, og de vil efterhånden komme ud fra denne gamle verdens overtro til den nye verdens frihed.