En fredsforanstaltning?

VIDNEARBEJDET fra hus til hus må siges at være rygraden i Jehovas vidners arbejde. At det er meget effektivt, kan ikke benægtes. Ikke alene er deres antal i de Forenede Stater steget over halvtreds procent i løbet af de sidste tre år, men selv i den romersk-katolske højborg, provinsen Quebec, havde Jehovas vidner en forøgelse på 17 procent i 1952.

Hvad det katolske præsteskab føler, når talen falder på vidnernes hus-til-hus-arbejde, fremgår af Montreal-bladet Star for 4. april 1953, der citerede en abbed Maheux, M.A., D.D., O.B.E., F.R.S., Laureat de l’Academie francaise. Under overskriften „En fredsforanstaltning“ fortæller abbeden om Paulus’ omsorg for den unge kristendom, som den kommer til udtryk i hans ord til Titus: „Dem bør man stoppe munden på; thi de ødelægger hele familier ved at føre utilbørlig lære for skammelig vindings skyld.“

Abbeden anvender dette skriftsted (Titus 1:11) på vor tid og siger derefter: „Det er et spørgsmål om at hverve proselytter og høste fordel af det. Det ses også i dag: Bissekræmmerhandel med læresætninger fortsætter.“ Hus-til-hus-arbejdet får derefter et hib, idet han fortsætter: „Jeg ville med glæde undertrykke alle, der handler ved dørene og derved er blevet en plage for hjemmene. Når det drejer sig om religion, om ideologi, bliver denne bissekræmmerhandel afgjort endnu mere afskyelig og dadelværdig. At vi har et juridisk anerkendt tempel, at vi prædiker, at vi inviterer beboerne ved en klog avertering, er alt sammen i sin orden; det griber ikke ind i friheden. Men direkte henvendelse fra dør til dør er, når alt kommer til alt, en krænkelse af hjemmet, og for den religiøse samvittighed er dette det mest hellige område.“

At abbeden hentyder til Jehovas vidner, skønt han ikke nævner dem ved navn, er indlysende, da de er de mennesker i Quebec, der driver „bissekræmmerhandel med læresætninger“ fra dør til dør, til ærgrelse for de katolske præster. Kan man beskylde dem for at forkynde for selvisk vindings skyld? Hvad viser kendsgerningerne? Det er sandt, at de afsætter bøger på fra 300 til 400 sider hos folk for 50 cents (kr. 3,50) pr. stk.; men når man tager i betragtning, hvor meget det koster at udgive bøger i dag, kan man forstå, at dette ikke kan give dem nogen fortjeneste. Hver gang de afsætter en bog, tilbyder de desuden at bruge en time om ugen i et år eller mere til at hjælpe modtageren til at forstå den, uden at det skal koste en øre. Hvor stor fortjeneste kunne det give?

Hermed er heller ikke alt sagt. Når folk kommer til Jehovas vidners rigssale, bliver de ikke bedt om at give bidrag, og ingen kollektbøsser går rundt. Der bliver ikke talt om medlemskontingent, for der føres ingen medlemsfortegnelser. De hører ikke noget om basarer, bingospil eller andre former for hasard, der kunne indbringe penge. Der ventes eller kræves intet honorar, hverken for vielse, dåb eller begravelse. Kan andre religiøse organisationer sige det? Kan abbed Maheux’ kirke sige det?

Men nu de metoder, Jehovas vidner bruger. Skal talefriheden begrænses til „et juridisk anerkendt tempel“? Juridisk anerkendt af hvem? Af katolske politiske embedsmænd? Eller mener abbeden, at friheden kræver, at man ikke bliver forstyrret i sit hjem af kristne forkyndere? Hvis det er tilfældet, kritiserer han ikke alene Jehovas vidner, men også deres store og strålende grundlægger, Kristus Jesus, og hans første disciple, apostlene. Kristus Jesus kan ikke have ment, at besøg i folks hjem er „endnu mere afskyeligt og dadelværdigt“ end at sælge almindelige handelsvarer, for Bibelen omtaler over 130 gange, at han forkyndte i folks hjem.

Og få dage efter pinsen havde apostlene travlt med „hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus“. Og hvad med apostelen Paulus? Flere år senere gjorde han nøjagtig det samme, som han sagde til tilsynsmændene i menigheden i Efesus: „I ved, hvordan jeg ikke har undladt at forkynde jer og lære jer både offentligt og i hjemmene.“ (Ap. G. 5:42; 20:20) Det er indlysende, at ingen af apostlene mente, at de burde begrænse deres forkyndelse til et „juridisk anerkendt tempel“.

I virkeligheden bør abbeden undersøge sin egen kirke, for sidste år deltog katolikkerne i San Diego stift i en firemåneders hus-til-hus-kampagne under ledelse af biskop Buddy. Our Sunday Visitor, et katolsk ugeblad, fortalte om resultatet: 95.000 ikke-katolske hjem var blevet besøgt; omkring 5000 katolikker var blevet retledet; og næsten 2000 ikke-katolikker blev „omvendt“, d.v.s. optaget i katolske instruktionsklasser. Og vi får at vide, at denne kampagne i San Diego „er et storslået bevis på, hvor effektivt lægfolk kan hverve tilhængere“. Katolikkerne i San Diego giver i virkeligheden Jehovas vidner en kompliment ved for en tid at efterligne den fornemste gren af deres arbejde. Og, abbed Maheux, er det ikke bedre at gøre det end at forsøge at gennemtvinge „fredsforanstaltninger“ ved for eksempel at fordømme hus-til-hus-arbejde?

Hver eneste af Kristi Jesu efterfølgere har fået bemyndigelse til at gå ud og „gøre disciple af folk af alle nationerne“, og den profetiske befaling siger, at „dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd“. Eftersom Jehovas ord ikke kan vende tomt tilbage til ham, vil Jehovas vidner fortsætte med at forkynde på enhver mulig, effektiv måde uden hensyn til modstandernes indvendinger og deres „fredsforanstaltninger“, hvormed de „skaber uret i lovens navn“. (Sl. 94:20; Es. 55:11; Matt. 24:14; 28:19, 20) Lad derfor alle modstandere, sådanne som abbed Maheux, lægge mærke til Paulus’ ord: „Thi vi formår ikke noget mod sandheden, kun for sandheden.“ — 2 Kor. 13:8.