Katolikker taler godt om vidnernes nidkærhed
APOSTELEN Paulus sagde at de kristne skulle være „brændende i ånden“ og at de skulle ’gøre en evangelists gerning og gøre fyldest i deres tjeneste’. (Rom. 12:11; 2 Tim. 4:5) Katolske præster og lægfolk har lagt mærke til den nidkære forkyndervirksomhed Jehovas vidner udfolder i overensstemmelse med det mønster Bibelen anviser. „Vidnerne kan sandelig være stolte af deres ihærdige virksomhed,“ skrev Albert Muller i det katolske tidsskrift America for den 24. juni 1961. „Deres kolossale nidkærhed,“ sagde han, „er deres styrke.“
„Få er de amerikanere der ikke har bemærket en gruppe mennesker, almindeligvis kaldet Jehovas vidner,“ udtalte en katolsk præst, J. S. Kennedy, som det fremgår af Our Sunday Visitor for den 3. juni 1962. „Overalt i landet, i større og mindre byer, ser man dem regelmæssigt sælge de skrifter som deres besynderlige sekt udgiver. Deres agitation fra dør til dør for at hverve proselytter foregår intensivt og uophørligt. . . . deres nidkærhed og selvopofrelse burde give os noget at tænke på.“
Som svar på spørgsmålet: „,Hvad kunne få katolikker til at gå over til denne sekt?“ henviste Kennedy til en bulletin som en katolsk kirke i Paris havde udsendt og som gav følgende svar: „Tre faktorer er medvirkende — man finder et hjerteligt og broderligt fællesskab; man finder Bibelen; og man finder at der forkyndes et levende budskab som er let at forstå. Dersom de kunne have fundet disse ting her var de ikke gået andre steder hen.“
Da den katolske præst John A. O’Brien talte til omkring 200 præster forsamlet på Sct. Josephs seminarium i New York i 1961, anbefalede han den apostolske hus-til-hus forkyndelsesmetode som Jehovas vidner benytter. „Når man skal rekruttere proselytter og vinde frafaldne medlemmer tilbage, er der intet der batter som den personlige kontakt,“ sagde han. „Det er noget som den taktfulde, venlige og erfarne dørklokke-apostel formår at skabe. Hemmeligheden ved Sct. Paulus’ fænomenale succes var hans utrættelige vandren fra hus til hus for at hverve proselytter. Ironisk nok benyttes denne apostolske metode nu af ikke-katolske sekter, navnlig af Jehovas vidner, hvis talrige proselytter gør os katolikker til skamme.“
I den canadiske udgave af Our Sunday Visitor for den 6. maj 1962, fremhæver den katolske præst Richard Griffin Jehovas vidner som en af verdens hurtigst voksende religiøse bevægelser, og gør samtidig opmærksom på at „alt for mange blandt det katolske lægfolk halvvejs synes at skamme sig over at de er katolikker“. Griffin spurgte om vidnerne opnår „denne fantastiske fremgang ved at indtage holdningen: ’lad andre om det’, som så mange katolikker gør“. „Det tror jeg ikke,“ svarede han. „Gennemsnitlig ofrer hvert vidne 10 til 12 timer om måneden på at gå fra hus til hus for at uddele litteratur til interesserede fremtidige tilhængere. Sidste år kunne sekten rapportere én ny tilhænger for hver ni medlemmer; i U.S.A. var der 279 katolikker om at vinde én proselyt for kirken.“
„Denne foruroligende forskel skyldes for en stor del den ligegyldighed der præger ’Mr. og Mrs. Gennemsnitskatolik’ på de bageste kirkebænke,“ hævdede Griffin. „Du kan ikke vinde verden for Kristus eller så meget som frelse din egen sjæl ved at sidde foran fjernsynet og overlade det til de ’få trofaste’ at udbrede Kristi rige.“
William J. Whalen roste også Jehovas vidners nidkære forkyndervirksomhed som noget katolikker skulle tage ved lære af. I det katolske tidsskrift Ave Maria for den 24. februar 1962 skrev han: „Sidste år ydede vidnerne det forbavsende antal af 131 millioner timer i en sådan forkyndelse fra hus til hus. De må uvægerlig gøre indtryk på nogle af de mennesker de besøger. De viser interesse for at tjene deres Gud, fremfører deres budskab klart og overbevisende, røber et forbavsende kendskab til Bibelen, og er villige til at ofre så megen tid det skal være på at studere med en interesseret.“
Whalen slutter: „Lektion ét for katolikker. Vi må på ny alvorligt undersøge fortidens og nutidens missionsteknik. Vidnerne har opdaget hvad mange af os udmærket ved lige så godt: Nutildags er der ikke mange kirkefremmede der forlader deres hjem for at overvære vækkelsesmøder, andagter og lignende. Skal man overhovedet nå dem må det ske personligt og i deres egen dagligstue eller gangdør.“
Vil katolikkerne lytte til rådet om at tage ved lære af Jehovas vidner og bringe deres tro ud til folks hjem? Folket følger sædvanligvis lederne, og eftersom paven, kardinalerne, biskopperne og præsterne i almindelighed ikke følger Jesu og apostlenes eksempel og forkynder fra hus til hus, kan man da forvente at det katolske lægfolk vil gøre det?