„En ordets tjener af den rette støbning“

1. Hvordan bliver man en Jehovas tjener, og hvordan beviser man, at man er en sådan?

ORDET tjener, sådan som det findes i den danske oversættelse af de Græske Skrifter, er oversat fra det græske ord diákonos. (1 Tim. 4:6) I dette skriftsted henvises der til en, som er en offentlig tjener for Jehova og er blevet ordineret af ham, efter at han først har indviet sig til at gøre Guds vilje ved aflæggelsen af et højtideligt løfte. En sådan ordineret tjener vil for at vise sig værdig til dette navn og bevare sig i Guds gunst trofast bestræbe sig for at udføre en hvilken som helst befaling eller et hvilket som helst hverv, der bliver givet ham af „de øvrigheder, han har over sig“. En sådan tjener vil naturligvis også være en nær efterfølger af Jesus Kristus, Guds ypperste tjener, og i lighed med ham anerkende den forpligtelse, der kommer i første række, nemlig at være en forkynder af den gode nyhed om Jehovas oprettede rige ved Kristus. Ligesom Jesus vil han bevise, at han er et af Jehovas vidner, der vidner om sandheden. — Rom. 13:1; Joh. 18:37; Es. 43:10.

2. Kan en tjener eller træl få betroet et ansvar i Jehovas tjeneste?

² Selv om betydningen af ordet diákonos i første række er tjener, ja endog træl, forhindrer dette ikke muligheden af, at en sådan får anvist en overordentlig ansvarsfuld stilling, der indbefatter at have opsigt med andre og drage omsorg for dem. Skriftstederne i Mattæus 24:45-47, der blev citeret i slutningen af den foregående artikel, er et godt eksempel på dette, som også Jesu ord i lignelsen, der følger lige efter. — Se Mattæus 25:21, 23.

3. Hvilket tidligt samfund nød Guds anerkendelse, og hvad viste dette med henblik på ledelse?

³ Så længe mennesker har boet sammen, hvad enten det har været som familier, som nationer eller som et samfund af en eller anden slags, har der været et behov for organiserede tilstande af en eller anden art. Det har betydet, at nogle har indtaget lederstillinger og haft myndighed og været ansvarlige for at oplære andre, og føre dem ad den rette vej. En sådan ordning har Guds bifald, for vi ser, at Guds handlemåde først med Noa og senere med Abraham og dennes sønner var baseret på en anerkendelse af det patriarkalske samfund, der da bestod. — Se Vagttaarnet for 15. oktober 1952.

4. Hvordan var Noa et eksempel på dygtig ledelse?

⁴ Tag Noa som et eksempel på dygtig ledelse, først og fremmest med henblik på den sande tilbedelse af Jehova. Som familieoverhoved må han også have gjort god fyldest, for han oplærte syv af sine familiemedlemmer til hver at gøre sin del i den kolossale, usædvanlige og krævende opgave at bygge en stor båd. Betænk også al den hån og spot, de må have udstået. Hvilket kampmod lagde ikke Noa i sin stærke tro for dagen, og hvilken målbevidsthed og inderlig kærlighed til dem, som stod i hans varetægt, mens han byggede „en ark til frelse for sit hus“. — Hebr. 11:7; 1 Mos. 6:9; 8:20.

5. a) Hvordan var Abraham et godt eksempel i denne henseende? b) Hvilket særligt hverv fik Abrahams ældste træl betroet?

⁵ Abraham var også et storslået eksempel på trofast ledelse, ligeledes først og fremmest med henblik på den rene tilbedelse af Jehova. Ikke alene satte han ved sin personlige adfærd det rette eksempel, men der findes også bevis for, at han meget grundigt oplærte og ledte hele sin husstand, indbefattende hundreder af trælle, til loyalt og lydigt at kæmpe for Jehovas retfærdige sag og leve op til de teokratiske krav. (1 Mos. 14:13-20; 17:9-14, 22-27) Mens vi taler om trælle, skal vi minde om det ældste medlem af Abrahams husstand. Han fik det hverv betroet at rejse til sin herres slægtning i Karan, for, ledet af en engel, der at finde en kvinde til hustru for Abrahams søn og føre hende med tilbage. Beretningen viser, at denne tjener nøje forstod sit ansvar og med vågne øjne fulgte hver enkelthed i forbindelse med det ham betroede hverv. Han stolede ikke på sin egen forstand, men med en tro lig sin herres søgte han Guds ledelse i denne sag. — 1 Mos. 24:1-27.

6. Hvad kan vi lære af disse eksempler?

⁶ Hvad enten vi overvejer Jesu og apostlenes ord eller går tilbage til de første skygger af menneskehedens historie, hvorom der er berettet i Bibelen, hvad enten det drejede sig om et rent praktisk håndværk som at bygge en båd eller en opgave, der krævede finfølelse, som for eksempel at finde en hustru til en herres søn og arving, så har Jehovas tjenere og trælle ofte fået meget ansvarsfulde hverv betroet, hverv, der krævede en leders stabile egenskaber. Hvordan forholder det sig med Jehovas folk i dag?

En oplæringstjeneste

7. Hvilke spørgsmål står den enkelte over for i dag, og hvordan kan vi fristes til at vige uden om dem?

⁷ I dag skal der som aldrig før i menneskehedens historie udføres et gigantisk arbejde her på jorden af sådanne, som er kommet til kundskab om sandheden, som har set, hvilken forret det er at indvi sig, og har taget dette skridt. Har du taget dette skridt, har du aflagt dette løfte, og har du som en teokratisk træl taget tjeneste for Jehova for livstid? Måske vil du sige: „Ja, jeg har taget dette skridt, men jeg hører ikke til den salvede rest, og med mine mange begrænsninger og verdslige arbejde er jeg ikke forpligtet til andet end at overvære møderne og tage del i vidnearbejdet, efter som lejlighed byder sig.“ Eller måske svarer du: „Jeg er en søster i en menighed, hvor brødre beklæder alle de ansvarsfulde poster, og det ville derfor hverken være nødvendigt eller rigtigt af mig at handle som leder på noget som helst område.“ Vent et øjeblik, lad os se lidt nærmere på denne sag.

8. a) Hvilket arbejde skal der udføres for de retsindige i kristenheden? b) Er vort arbejde forbi, når disse er blevet indsamlet i Zion?

⁸ Som de skriftsteder, vi har drøftet, klart viser, skal der i disse sidste tider udføres et meget presserende og omfattende arbejde med at forkynde sandheden, budskabet om Riget, lade advarselen om Babylons undergang lyde og kundgøre det bydende krav om at flygte nu! Er det os betroede hverv dermed opfyldt? Nej, der skal gøres et yderligere arbejde for dem, som sukker og jamrer over de vederstyggeligheder, der går i svang i kristenheden, og som er modne til at lytte til advarselsbudskabet. Som du ved, befinder disse retsindige mennesker sig som regel i en sådan tilstand af åndelig forvirring og underernæring, at de kender meget lidt eller slet intet til Guds ords grundsandheder og ikke har nogen forståelse af, at Jehovas teokratiske organisation er det sted, de bør flygte til for at opnå beskyttelse. Følgelig må vi gøre en indsats for at hjælpe sådanne mennesker, ikke, alene til kundskab om sandheden, men også til at forstå, hvad de bør gøre med denne kundskab, og vi bør lede dem ind på den banede vej, der fører ud af Babylon og til Zion, så de kan samles under det ophøjede signals, Jesu Kristi, beskyttende herredømme. Kan vi sige, at vi nu har fuldbyrdet vort hverv over for disse andre får, der omsider er kommet ind i den ene hjord under den ene hyrde? — Ez. 9:4; Es. 62:10; Joh. 10:16.

9. Hvilket princip gælder alle sande troende, og hvordan fastslås dette i Bibelen?

⁹ Vi vender os atter til Bibelen for at få svar, og der finder vi gang på gang både i forskrift og i eksempel det argument fremholdt, at de, som tager imod evangeliets sandhed, lysets budskab, selv må være lysbærere. De må være rede til at handle som David, der var et af Jehovas får, og som, da tiden var inde, blev kaldet til at være hyrde over Israel, Jehovas arvelod, efter at han havde udviklet de rette egenskaber under vogtningen af sin faders bogstavelige får. (Sl. 23:1; 78:70-72) Det vil med andre ord sige, at de, som lægger en så stærk tro for dagen, at de indvier sig til at gøre Guds vilje, fra da af må udvise den rette tro ved at handle i overensstemmelse med den, „thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse“. Jesus forfægtede det samme princip i sin handlemåde over for sine første disciple. Det var ikke nok, at de tog imod ham som Messias. Han ønskede ikke, at de bare skulle tro på ham. Nej, han kaldte dem bort fra deres daglige arbejde, fiskeri eller hvad det nu var, og oplærte dem til at være „menneskefiskere“. Han viste, at de, som „hører ordet“, må gemme det „i et smukt og godt hjerte“ og bære „frugt i udholdenhed“. Om disses ansvar sagde han: „Agt derfor på, hvordan I hører; thi den, som har, ham skal der gives,“ og for at understrege den nære tilknytning, der var mellem ham og de lydhøre disciple, sagde han: „Min moder og mine brødre, det er dem, som hører Guds ord og handler efter det.“ Kort sagt, enhver troende af den rette støbning må oplæres til at være en tjener af den rette støbning. — Rom. 10:10; Mark. 1:17; Luk. 8:15-21; Matt. 5:14; Jak. 2:17.

10. Hvordan har dette princip særlig gyldighed nu?

¹⁰ Hvis det her omtalte princip var sandt på Jesu tid, og også efter at den hellige ånd med sin kraft var kommet over de første troende, hvor langt mere gælder det så ikke nu, da Joels profeti, som Peter citerede på pinsedagen, får sin endelige opfyldelse! Her har vi svaret på vort spørgsmål. De, som har været lydhøre over for forkyndelsen af sandheden og taget imod den, må selv oplæres og uddannes til at være pålidelige og dygtige forkyndere af det samme budskab. På grund af det store arbejde, der skal udføres i hele verden, og på grund af det udbytte, de selv høster af det, er det absolut påkrævet, at alle, som kommer til kundskab om sandheden, lærer, hvordan de aktivt kan tage del i „forligelsens tjeneste“, og hvordan de kan formane andre ved på rette måde at fremholde „ordet om forligelsen“. Er det ikke netop i samme forbindelse, at Paulus skriver: „Som medarbejdere formaner vi jer også til ikke at tage imod Guds ufortjente godhed og forfejle dens hensigt.“ (NW) — 2 Kor. 5:18 til 6:1; Ap. G. 1:8; 2:17, 18.

11. Nævn andre skriftsteder, der understreger nødvendigheden af et oplæringsarbejde i dag.

¹¹ Alt dette slår afgjort fast, hvor bydende nødvendigt det er med en intensiv oplæring af alle, som kommer til Guds organisation, Zion. I menighedens første tid var de, som blev „medborgere og Guds husfæller, opbyggede [oplærte og uddannede] på apostlenes og profeternes grundvold . . . opbygget til en Guds bolig i ånden“. Esajas bruger nøjagtig de samme symbolske udtryk om Guds hus og stad og omtaler de sidste tiders oplæringsprogram, da „HERRENS huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene“, der hvor han skriver: „Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre: Kom, lad os drage til HERRENS bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem HERRENS ord.“ — Ef. 2:19-22; Es. 2:2, 3.

12. Hvis dette arbejde skulle begrænses til Selskabets udnævnte tjenere, hvilke vanskeligheder ville der så melde sig, og hvilken slutning må vi derfor drage?

¹² Men hvem skal udføre det store arbejde med at undervise og oplære andre? Er det kun menighedens modne mandlige medlemmer, som Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab udnævner til tjenere, til at beklæde bestemte poster, samt Selskabets rejsende repræsentanter, der er udnævnt til at være zone- og sektionstjenere? Hvis det forholdt sig således, ville det, når vi betænker, hvor mange af Herrens andre får der nu i alle lande giver agt på hans røst, uvægerligt betyde, at langt de fleste måtte vente meget længe, før de hver især kunne modtage den nødvendige hjælp og blive oplært til at være pålidelige og regelmæssige forkyndere. Og forholder det sig ikke også således, at selv blandt dem, som har været tilsluttet organisationen i lang tid, er der mange, der endnu har brug for megen hjælp? Det rigtige svar, der har praktisk betydning, er derfor, at enhver, som er grundfæstet i sandheden, hvad enten det er en mand eller en kvinde, kan yde en indsats i dette livsvigtige arbejde med at oplære andre, som ikke er nået så langt som de selv.

13. Hvordan har man på teokratisk vis opfyldt behovet for et oplæringsarbejde?

¹³ Imidlertid overlades det ikke til den enkelte efter bedste skøn og på et løst, demokratisk grundlag at afgøre, om han selv er i stand til at oplære andre, og bestemme, hvem der har brug for hjælp, og hvordan den bør ydes. Nej tværtimod, og de, som overværede stævnet på Yankee Stadium i 1953, vil erindre, hvordan dette problem på sand teokratisk vis blev taget op til behandling og løst på realistisk måde, da et intensivt hus-til-hus-oplæringsprogram blev bekendtgjort. Ved denne lejlighed blev det kraftigt fremholdt, at hver eneste forkynder burde kunne forkynde den gode nyhed fra hus til hus effektivt og regelmæssigt. Derpå blev der gjort rede for den nye ordning, således at de udnævnte tjenere kunne give dette arbejde deres fulde opmærksomhed. Disse tjenere fik besked på, at de skulle opfordre andre i menigheden, der var grundfæstede i sandheden og pålidelige i tjenesten, til at påtage sig den forret og det ansvar at oplære een eller flere af de mindre erfarne eller svagere forkyndere, som havde brug for en hjælpende hånd. Da dette oplæringsarbejde nu har stået på temmelig længe, er det muligt, at du er blevet opfordret til at tage del i det, hvis du er en pålidelig forkynder, selv om du ikke hører til den salvede rest, og selv om du er en søster i en menighed, hvor der er mange kvalificerede mandlige medlemmer.

Personligt ansvar

14. Hvad må man gøre, og hvad må man undgå, hvis man skal være en tjener af rette støbning?

¹⁴ Er du en af de tjenere, der er direkte udnævnt af Selskabet? eller er du blandt dem, som disse tjenere har opfordret til at tage del i denne oplæringstjeneste? Hvis det er tilfældet, vil vi indtrængende tilskynde dig til at være en tjener af den rette støbning, ligesom Paulus tilskyndede Timoteus til dette. Sig ikke nej til denne opgave, hold dig ikke tilbage og vær ikke efterladende i denne gerning, for du ved, at Jehova misbilliger en sådan holdning. (Luk. 9:62; Hebr. 6:11, 12) På den anden side må du heller ikke blive opblæst, hvis du får et sådant ansvar betroet, men må lægge et sundt sinds ånd for dagen og bevare din ligevægt. Du vil finde Paulus’ formaning i Romerne 12:3-8 meget betimelig i denne henseende. Studér den nøje og læg dig den på sinde. Begå ikke samme fejl som verdens ledere, der er tilbøjelige til enten at lede slagets gang i betryggende afstand eller at paradere i spidsen for alle i stolt ærgerrighed. Husk hellere på Guds organisations ånd, den kampånd, der udvises for dem, som trænger til beskyttelse, og den kærlighedens og ydmyghedens ånd, som vor lærer og mester udstrålede, da han vaskede sine disciples fødder og dermed satte det rette eksempel. Fremdeles skrev Paulus: „Vær hverandre hjerteligt hengivne i broderkærlighed; kom hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed! Vær ikke lunkne i jeres iver; vær brændende i ånden; tjen Herren.“ Når du bestandig holder dig disse ting for øje, vil du aldrig blive hovmodig, urimelig i dine krav eller utålmodig over for dem, som er betroet i din varetægt, men du vil vise samme udholdenhed og omsorg som de store ledere, Jehova og hans elskede søn, Kristus Jesus. — Rom. 12:10, 11; Joh. 13:12-17.

15, 16. a) Hvilken hjælp og opmuntring giver Bibelen os, så vi kan tage dette oplæringsarbejde op? b) Hvilket ansvar må vi gøre os klart?

¹⁵ Men måske føler du dig trods alt ikke egnet til den opgave at oplære andre, fordi du gør dig den tanke, at det er alt for indviklet at bruge de mange hjælpemidler på rette måde, som organisationen tilvejebringer, eller fordi du forestiller dig den modstand eller de vanskelige spørgsmål, du kan komme ud for under arbejdet fra hus til hus. Som svar vil vi minde dig om Jesu sidste ord til sine disciple: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem . . . og . . . lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ De skulle ikke begynde på egen hånd, men således som de selv var blevet oplært til at udføre tjenesten i lydighed mod Kristi befalinger, skulle de på nøjagtig samme måde lære andre at holde alt dette, hverken mere eller mindre. Det kan da ikke være så svært at hjælpe en anden på samme måde, som du selv er blevet hjulpet, navnlig når du husker, at der nu som i den første menighed er tjenere, organisationen har indsat på forskellige poster netop med det for øje, at de skal „gøre de hellige fuldt beredt til deres tjenestegerning“. Du skal naturligvis ikke søge at udføre denne tjeneste i egen kraft og visdom. Selv Jesus, den fuldkomne tjener, stolede helt på, at hans Faders ånd og ord ville holde ham oppe og vejlede ham i fuldbyrdelsen af hans hverv. — Matt. 28:19, 20; Ef. 4:12.

¹⁶ Som en hjælp for dig til at anlægge det rette og nøgterne syn på din tjeneste vil vi ydermere påpege, at det ikke i oplæringsarbejdet er et spørgsmål om at sammenligne den ene stilling med den anden. Hvad enten du er missionær, zone- eller sektionstjener eller en søster, der af menighedstjeneren er blevet bedt om at hjælpe en mindre erfaren søster, kræves der de samme lederegenskaber i hvert enkelt tilfælde. Du er som en husholder, og af „husholdere kræves nu i øvrigt, at de skal findes tro“. Jesus bekræftede dette princip, da han sagde: „Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store.“ — 1 Kor. 4:2; Luk. 16:10. Se også Mattæus 25:14-30.

17. a) Hvordan skal Paulus’ ord i 1 Korinter 4:15 forstås? b) Hvad kan vi i denne henseende lære vedrørende Timoteus?

¹⁷ Nu da vi nærmer os afslutningen på vort studium, vil vi minde dig om Paulus’ ord til korinterne: „Thi om I så havde ti tusinde opdragere i Kristus, har I dog ikke mange fædre; thi jeg er i Kristus Jesus blevet jeres fader ved evangeliet.“ (1 Kor. 4:15) Hvad er forskellen mellem en opdrager og en fader? En betalt opdrager er først og fremmest optaget af at gøre sin pligt ved at yde den undervisning eller oplæring, der forlanges af ham, men han vil ikke være indstillet på at blive ved med at gentage den samme lektie alt for mange gange, når hans elev er langsom til at opfatte tingene. Når han har gjort sin pligt, er han tilfreds og færdig med sit job og venter sin betaling. En sand fader derimod tænker ikke på sig selv, men mest på hvordan han kan hjælpe sit barn til at gøre virkelige fremskridt, og af kærlighed mere end af pligt er han rede til at være overbærende og tålmodigheden selv, og han giver med glæde og ganske uselvisk af det bedste, han har. Med hensyn til hvordan apostelen viste sig at være en fader for brødrene i Korint, vil vi henvise dig til hans tidligere ord i 1 Korinter 4:11-13. Det har også sin interesse at lægge mærke til ordene i 1Kor 4 vers 16 og 17 om den grundigt oplærte Timoteus, for hvem Paulus var en sand fader. Man kan danne sig et godt begreb om de nævnte oplæringsmetoder ved at studere apostelens to breve til den elskede Timoteus, for deri ser vi, der gives sund bibelsk formaning og advarsel i nærmere enkeltheder, altsammen af praktisk betydning for denne unge tjener, så han på rette måde kunne varetage sit ansvar med at oplære andre. Som Paulus siger: „Når du lægger brødrene dette på sinde, er du en god tjener for Kristus Jesus, stadig næret af troens og den gode læres ord, den lære, du har fulgt.“ Ja, Timoteus fulgte trofast de anvisninger, der blev givet ham, og blev således oplært til at være en god leder for andre i tjenestegerningen. Vi ønsker også at tage imod Guds ufortjente godhed på denne dag og ikke forfejle dens hensigt, men hjælpe andre til at blive grundfæstede forkyndere af den gode nyhed. — 1 Tim. 4:6.

18. Hvordan bør vi være forsigtige med at danne os et mentalt billede af Jesus, dengang han var her på jorden?

¹⁸ Vi har allerede beskæftiget os med det profetiske syn på Jehovas tjener og leder, Kristus Jesus, sådan som det åbenbares ved profeten Esajas. Men eftersom vi stadig er i kødet, vil vi lige til slut danne os et billede af, hvad slags menneske og hvad slags leder Jesus var, dengang han vandrede sammen med sine disciple. Vi må give slip på enhver falsk forestilling, vi har fået fra religiøse bøger og billeder, der ofte skildrer Jesus med et ganske usædvanligt ydre, med et dragende smil, som ingen kunne modstå, og et bydende blik, som ingen turde vise ulydighed imod. Efter den ringeagt at dømme, som Jesu egne bysbørn nærede for ham, skiltede han ikke med sine fuldkomne egenskaber på en sådan måde, at andre var tvunget til at bemærke dem. Nej, han udviste sund fornuft og klædelig beskedenhed. — Matt. 13:54-56.

19. Hvad slags leder viste Jesus sig at være, og hvordan viser hans egne ord os det?

¹⁹ Men selv om vi nu tænker i mere moderne baner, forestiller vi os så Jesus som en leder, der var langt foran alle andre, blændende dygtig og med et organisationstalent uden lige, utålmodig med andres fejl og mangler? Næppe. Der er naturligvis ingen tvivl om hans fuldkomne evner i enhver henseende. Han begik ingen fejl, spildte ingen tid og talte aldrig urette ord. Men skønt hans efterfølgere anerkendte ham som deres mester, var de dog ikke så imponerede af hans personlighed, at de følte, at han stod langt over dem, ja i en kategori for sig selv. Tværtimod. Han stod sine efterfølgere meget nær både i ånd og i handling. Han var venlig og imødekommende, undtagen når omstændighederne nu og da krævede noget andet. Tanken om denne nære samhørighed er meget væsentlig for begrebet ledelse. Vi ser det, når en fader leder et barn eller en hund en blind mand. Hvad sagde Jesus, da han opfordrede nogle til at blive sine disciple? Læg mærke til hans venlige ord: „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle. Thi mit åg er gavnligt [nænsomt, NW], og min byrde er let.“ Det vil sige, at Jesus var sagtmodig, rimelig, barmhjertig og hensynsfuld over for dem, som han oplærte. Han lod sig ikke irritere af småting. Han var ydmyg i sin handlemåde og nærede ikke store tanker om sig selv eller vigtede sig med sin overlegenhed, skønt han var fuldkommen. Han var altid vederkvægende selskab, for han ejede den mest elskelige personlighed. Det var naturligvis ikke det indtryk, farisæerne fik, men her beskæftiger vi os med Jesus som lederen og oplæreren af sine venner, disciplene. — Matt. 11:28-30.

20. Hvad bør vi bestandig erindre os, når vi tager del i oplæringsarbejdet?