Kvalificeret til at være Ordets Tjenere

„At vi er tilstrækkelig kvalificeret skyldes Gud, som visselig har givet os tilstrækkelige kvalifikationer til, at vi kan være tjenere for en ny pagt.’“ — 2 Kor. 3:5, 6, NW.

1. Hvilke ønskede resultater opnås af tilstrækkelig kvalificerede tjenere?

I VOR materialistiske tidsalder, da kommunismen breder sig, er der et stort behov for tilstrækkelig kvalificerede ordets tjenere. At være tilstrækkelig kvalificeret vil i sig selv sige at være duelig, anvendelig, at have hvad der er nødvendigt for tjenesten, at stå mål med tjenestens krav, for at alt kan udføres på bedste måde og føre til de ønskede resultater, nemlig andre sande kristne, der er i stand til at møde vor tids prøver, overvinde alle trosnedbrydende, moralfordærvende indflydelser, blive ved med at efterligne Kristus og opnå Guds godkendelse og derigennem evigt liv i den nye verden.

2, 3. a) Hvilke to ting er først og fremmest nødvendige, for at man kan være en tilstrækkelig kvalificeret ordets tjener? b) Trods hvilke bestræbelser og kundskaber var Saulus fra Tarsus ikke tilstrækkelig kvalificeret, og hvorfor ikke?

² Et menneske kan kun være en tilstrækkelig kvalificeret ordets tjener, hvis han er blevet ordineret af Gud og af ham er blevet sendt ud for at udføre tjenesten. Tag som eksempel apostelen Paulus; i begyndelsen blev han kaldt Saulus fra byen Tarsus i Lilleasien, en hebræer af hebraisk æt, en jøde af Israels nation, som Jehova Gud havde udvalgt som sit særlige folk. Han hørte til Benjamins stamme, var medlem af farisæernes sekt og søgte med ildhu at leve op til den retfærdige standard, der fremholdes i Guds lov ved Moses, men han mente, at han for at gøre dette måtte forfølge den nyoprettede kristne menighed. Set fra et jødisk synspunkt var Paulus udadlelig. Da han studerede Moseloven, gik han i skole i Jerusalem og sad ved den berømte lovkyndige Gamaliels fødder. Saulus fra Tarsus bestræbte sig for at leve under den gamle pagt, som Jehova havde indgået med israelitterne ved Sinaj bjerg i Arabien, idet han søgte at blive erklæret retfærdig ved Moseloven. (Fil. 3:3-6; Ap. G. 22:1-5) Ganske øjensynlig ønskede Saulus på det tidspunkt at være Guds tjener, tjener for hans gamle lovpagt med Israel; men gav alt dette ham de tilstrækkelige kvalifikationer, så han blev duelig, egnet til Guds tjeneste? Nej! Hvorfor ikke?

³ Fordi Jehova havde ophævet den gamle pagt med dens Moselov og havde begyndt en ny pagt med sit udvalgte folk. Den gamle lovpagts mellemmand havde været Moses. Den havde sit præsteskab af Arons slægt og sine tempeltjenere af Levis stamme. Den havde sit bogstavelige tempel i Jerusalem og sine dyreofre. Den havde sin lov, hvoraf de ti bud var blevet skrevet med „Guds finger“ på to stentavler. Den bragte Jehova Gud i et pagtsforhold til Israels tolv stammer, som var forenet med en stor skare af ikke-israelitiske tilrejsende eller midlertidige indbyggere. Men denne lov var en billedlig fremstilling af større arrangementer, som Gud ville træffe; den var en skygge af kommende goder. Efter at have været i kraft i 1545 år var den blevet gammel og var tjenlig til at blive borttaget, da Kristus døde, blev oprejst, for til himmelen og trådte frem for Gud med værdien af sit menneskelige offer. På Pinsedagen i år 33 e. Kr, indstiftede Jehova Gud den nye pagt med Jesus Kristus som mellemmand. Jehova havde allerede svoret en ed ved sit eget navn på, at Jesus skulle være præst som Melkizedek, Salems konge, og han gjorde nu denne præst på Melkizedeks vis til ypperstepræst for den nye pagt.

4. På hvilke betingelser bliver mennesker tjenere for Jehovas nye pagt, og hvorfor?

⁴ De kristne på jorden, der tog imod Jesus som deres mellemmand og ypperstepræst, blev ført ind i denne nye pagt, deres synder blev dem tilgivet på den nye pagts betingelser, og de blev gjort til pagtsfolket, det åndelige „Guds Israel“. De blev Jehovas folk, de skulle alle kende ham, „fra den mindste til den største“, og de bar hans navn. Tegnet på deres retfærdighed var nu tro på Jesus Kristus og ikke omskærelse i kødet. (Jer. 31:31-34; Gal. 6:15, 16) De blev gjort til Jehovas underpræster, idet Jesus Kristus, deres mellemmand, var deres store ypperstepræst, gennem hvem de skulle frembære deres ofre til Gud i form af lovprisning og gode gerninger. Derfor kvalificerede Gud ikke længer tjenere for den gamle lovpagt, og at Saulus fra Tarsus nu gjorde sig anstrengelser for at blive tjener for den gamle pagt viste, at han ikke fulgte med tiden. Jehova Gud kvalificerede nu sine tjenere for den nye pagt. At være en tjener for Guds nye pagt vil sige at være en af Jesu Kristi, ypperstepræstens, underpræster, at høre med til Jehova Guds „kongelige præsteskab“. (Hebr. 3:1; 1 Pet. 2:9; Åb. 5:9, 10) At Saulus satte sin lid til sine kødelige gerninger og til, hvad han selv var i kødet, talte ikke længer. Ved intet af dette kunne Saulus gøre sig selv tilstrækkelig kvalificeret som Guds tjener. Heller ikke noget andet menneske kan gøre sig selv eller andre tilstrækkelig kvalificeret. Men det, vi ikke kan, kan Gud.

5. Hvilket opmuntrende resultat kan Jehova udvirke, som det fremgår af tilfældet Saulus fra Tarsus, der var en spotter og forfølger af Jehovas folk?

⁵ Hvordan giver Gud mennesker tilstrækkelige kvalifikationer og fører dem ind i den kristne tjeneste, således som det belyses af tilfældet med Saulus fra Tarsus? Saulus’ tilfælde viser, at der er håb for enhver, som nu forfølger Jehovas folk, forudsat at de er ærlige og villige til at forbedre sig, for også Saulus var en blodbestænkt forfølger af det kristne „Guds Israel“. Han havde behov for Guds barmhjertighed. I sin barmhjertighed standsede Gud ham for at føre ham ind i tjenesten for den nye pagt. Apostelen Paulus siger: „Jeg er taknemmelig mod Kristus Jesus, vor Herre, som overdrog mig magt, fordi han anså mig for pålidelig, ved at tildele mig en tjeneste, skønt jeg førhen var en spotter og en forfølger og et formasteligt menneske. Ikke desto mindre blev der vist mig barmhjertighed, fordi jeg var uvidende og handlede uden tro. Men vor Herres ufortjente godhed udfoldede sig overmåde rigt sammen med tro og kærlighed, der har tilknytning til Kristus Jesus. Den udtalelse er troværdig og fortjener fuld modtagelse, at Kristus kom til verden for at frelse syndere. Blandt disse ligger jeg forrest. Dog grunden til, at jeg blev vist barmhjertighed, var, at Kristus Jesus med mig som det mest graverende tilfælde kunne vise hele sin langmodighed til et eksempel for dem, der skal komme til tro på ham til evigt liv.“ (1 Tim. 1:12-16, NW) Den, der tidligere har forfulgt Jehovas folk og nu erkender sin fejl og grove synd, kan hente mod og styrke her. Betragt Saulus som et eksempel og hav tro, så der også kan blive vist dig barmhjertighed.

6, 7. a) Hvordan blev Saulus underrettet om Jehovas vilje med ham, da han var blevet standset i sine forfølgelser? b) Hvilke krav måtte han honorere for at blive Guds kvalificerede tjener?

⁶ Husk, at det var Jesu Kristi, Mellemmandens, fuldkomne menneskeoffer, der satte den nye pagt i kraft. Dette gav Gud ret til at tilgive synder og uretfærdighed ifølge hans udtalte løfte i den nye pagt. Derfor standsede Jesus, pagtens herliggjorte mellemmand, forfølgeren Saulus, da denne var på vej til Damaskus, ved at gøre ham blind og sende ham ind i byen for at afvente, at der skulle komme en trofast kristen, nemlig Ananias fra Damaskus, hvem Saulus havde stået i begreb med at forfølge. Da Ananias kom til Saulus på blindhedens tredje dag, forklarede han, hvordan Jehova Gud var i færd med at gøre Saulus tilstrækkelig kvalificeret til den nye pagts tjeneste. „Han sagde: Vore forfædres Gud har udvalgt dig, for at du skal få kundskab om hans vilje og se den Retfærdige og høre hans munds røst, fordi du skal være hans vidne for alle mennesker om det, du har set og hørt. Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, bliv døbt og aftvæt dine synder ved at påkalde hans navn.“ (Ap. G. 22:14-16, NW) „Og øjeblikkelig faldt der fra hans øjne noget, der lignede skæl, og han genvandt sit syn, og han stod op og blev døbt“, og han blev „fyldt med hellig ånd“. (Ap. G. 9:17, 18, NW) Han afvaskede sine synder i Mellemmandens rensende blod ved at påkalde Jehovas navn, han, der er den nye pagts store ophavsmand, og som var gået ind på at tilgive uretfærdighed og ikke længer ihukomme synd. — Hebr. 9:14-26.

⁷ Saulus, der nu var blevet døbt og havde fået tilgivelse og var blevet fyldt med hellig ånd, følte sig tilstrækkelig kvalificeret og sendt af Gud. Derfor optog han straks tjenesten, som han var blevet gjort egnet til. Hør, hvorledes han viste sig kvalificeret: „Han måtte blive nogle dage hos disciplene i Damaskus, og straks begyndte han i synagogerne at prædike om Jesus, at han er Guds søn. . . . Saulus erhvervede sig stadig større og større styrke og bragte jøderne, der boede i Damaskus, til forbitrelse, fordi han med logik beviste, at denne er Kristus.“ Da der blev dannet et komplot for at slå ham ihjel, „tog hans disciple ham og bragte ham ved nattetid ud gennem en åbning i muren, idet de firede ham ned i en kurv“. Derpå kom han til Jerusalem, hvor han blev forestillet for apostelen Peter og Jesu halvbroder Jakob. „Og han blev fortsat hos dem og optog sit daglige liv i Jerusalem, idet han talte frimodigt i Herrens navn, og han talte og diskuterede med de græsktalende jøder. Men disse gjorde flere forsøg på at likvidere ham.“ Derfor sendte de kristne brødre ham tilbage til hans fædreneby, Tarsus. — Ap. G. 9:19-30, NW.

Skridt hen imod kvalifikationerne

8, 9. Hvilke skridt hen imod tjenerkvalifikationerne går forud for borttagelsen af vantroens slør?

⁸ Ingen kan være tilstrækkelig kvalificeret til at være en Guds tjener i hans nye pagt, medmindre han i lighed med Saulus bliver bestrålet med lyset fra Gud gennem Kristus, angrer sin syndige fremfærd, tager imod Guds barmhjertighed, påkalder Gud som den, der tilgiver synder, for at hans synd kan blive aftvættet i Jesu offerblod, og bliver døbt i vand, hvorved han viser sin tro og bekender den offentligt. Apostelen Paulus slår disse punkter fast for os, der hvor han behandler sine kvalifikationer til tjenesten. Han omtaler det vantroens slør, der engang blindede ham, og siger

⁹ „Når der sker en omvendelse til Jehova, da tages sløret bort. Nu er Jehova ånden; og hvor Jehovas ånd er, der er frihed. Og alle vi, mens vi med utilslørede ansigter som spejle genskinner Jehovas herlighed, forvandles til det samme billede fra herlighed til herlighed, nøjagtig som det er gjort af Jehova, ånden. Det er grunden til, at vi nu, da vi har denne tjeneste efter den barmhjertighed, der er blevet vist os, ikke opfører os upassende, men har frasagt os de lyssky ting, som man må skamme sig over, og ikke går underfundigt til værks, heller ikke forfalsker Guds ord, men ved at gøre sandheden åbenbar anbefaler os til hvert menneskes samvittighed for Guds åsyn. . . . For vi forkynder ikke os selv, men Kristus Jesus som Herre, og os selv som jeres trælle for Jesu skyld. Thi Gud er den, som sagde: Lad lyset skinne frem af mørket, og han har skinnet på vore hjerter for at oplyse dem med den herlige kundskab om Gud ved Kristi åsyn. Dog denne [tjenestens] skat har vi i lerkar, for at den kraft, der er ud over det normale, må være fra Gud og ikke fra os selv. . . . Da vi nu har den samme troens ånd som den, hvorom der er skrevet [Salme 116:10]: Jeg lagde tro for dagen, derfor talte jeg, så lægger også vi tro for dagen, og derfor taler vi, idet vi ved, at den, der oprejste Jesus, også vil oprejse os sammen med Jesus . . . Derfor giver vi ikke op.“ — 2 Kor. 3:16 til 4:16, NW.

10. Hvilken virkning havde Jehovas herlighed på de to mellemmænd for de to pagter, den gamle og den nye, og på Paulus?

¹⁰ Paulus henviste her til Moses, mellemmanden for den gamle lovpagt. Da Moses havde haft forbindelse med Jehovas engel på Sinaj bjerg, var han blevet ladet med et strålende lys, så „hans ansigts hud strålede“, da han kom ned fra bjerget, og han måtte tildække sit ansigt, så længe han talte med de skrækslagne jøder, og indtil han igen gik op for at tale med Jehovas engel. (2 Mos. 34:29-35) Nu udstrålede apostelen Paulus selv som et spejl Jehovas herlighed, som den skinnede i Jesu Kristi åsyn, han, som er den nye pagts mellemmand. Paulus forvandledes til det samme billede fra den ene grad af åndelig herlighed til den anden, nøjagtig som det gøres af ånden Jehova, hvem han bedre og bedre lærte at kende.

11. Hvorledes ærede Paulus sin tjeneste?

¹¹ Så længe Paulus således genspejlede herlighedens lys og blev forvandlet, kunne han ikke opføre sig uret i sin tjeneste. Han kunne ikke gå underfundigt til værks eller forfalske Guds ord med noget urent. Han måtte frasige sig alle de skjulte handlinger, som man må skamme sig over. Han måtte anbefale sig til ethvert menneskes samvittighed for Guds åsyn ved at klargøre sandheden i al dens renhed. Han kunne ikke tildække noget for dem, han forkyndte for som en tjener for den nye pagt. Hvis den gode nyhed, han forkyndte, var tildækket, var Paulus derfor ikke at laste. Det var Satan Djævelen, denne tingenes ordnings gud, som havde tildækket den ved at slå de vantros sind med blindhed, „for at ikke lysglansen fra den herlige gode nyhed om Kristus, der er Guds afbillede, skulle skinne igennem“. (2 Kor. 4:3, 4, NW) Da han ikke tildækkede noget, kunne han ikke være en, der drev handel med Guds ord, som kristenhedens betalte præsteskab er det. Paulus skulle i oprigtighed forkynde det budskab, Gud havde sendt ham med. Han vidste, at han virkede „i Guds påsyn og sammen med Kristus“, og derfor måtte han ære sin tjeneste, ikke nedværdige den. — 2 Kor. 2:17, NW; Rom. 11:13.

12. Hvem må alle tjenerne for den nye pagt i lighed med Paulus kende, og hvorfor?