Lærer Bibelen frelse for alle?
I næsten nitten århundreder har der i kristenheden været nogle, der har forfægtet læren om frelse for alle. Og da også visse orientalske religioner hævder, at alle sjæle i sidste ende skal nå til „nirvana“, kan det siges, at mange, mange millioner i dag tror på universel frelse, og at denne lære går helt tilbage til århundreder før Kristi tid. Men lærer Bibelen, Guds ord, at alle skal frelses?’
MENS den kirkelige retning, der bygger på universalismen, troen på frelse for alle, kun er knapt to hundrede år gammel, er selve læren om universel frelse langt ældre, idet den dukkede frem kort tid efter den sidste apostels død, og visse sekter docerede denne lære så tidligt som i året 130 e. Kr. I året 195 lærte en vis Clemens Alexandrinus denne lære, og en af hans elever, selveste Origenes, var en varm forkæmper for den. Det forekom ham utænkeligt, at Gud skulle pine sine skabninger i et brændende helvede i al evighed, uden at noget som helst kom ud af det, og derfor mente han, at al pine i helvede var til gavn og ville ophøre, så snart den havde tjent sit formål: „Alle sjæle, alle fornuftbegavede væsener, der er kommet på afveje, skal altså før eller senere atter blive venner med Gud. Processen vil tage lang tid, uendelig lang tid i visse tilfælde, men den tid kommer, da Gud skal være alt i alle.“
Skønt katolske teologer, navnlig Augustin, tordnede imod origenismen, som læren om universel frelse blev kaldt, vedblev den dog at have sine talsmænd inden for såvel den katolske kirke som andre religiøse organisationer, der gjorde påstand på at være kristne. Albigenserne lærte den i det ellevte århundrede, lollarderne i det fjortende, og i det femtende af mange af „reformatorerne før reformationen“. Mange gejstlige blev lyst i band, landsforvist eller afskediget fra deres stillinger af deres egne religiøse organisationer, og det både katolske og protestantiske, fordi de forkyndte læren om frelse for alle.
I det syttende: århundrede betragtedes i England læren om universel frelse en overgang som kættersk, og mennesker, der forkyndte den, blev straffet med fængsel, mens andre former for „kætteri“ blev straffet med døden. Omtrent samtidig blev en vis John Gatchell, bosiddende i den meget religiøse koloni Massachusetts i de Forenede Stater, dømt „til gabestokken samt til at få tungen revet ud og gennemboret med et glødende jern“, fordi han havde forkyndt læren om universel frelse.
De fleste af dem, som holdt fast ved læren om frelse for alle, ser ud til at have haft hjertet på rette sted. Et udsagn lyder: „Endeløs straf [pine] for de onde taler just ikke for retfærdighed hos Gud, risen derimod om uretfærdighed.“ Da man troede, Bibelen lærte, at de onde straffes med pine i helvede, og at menneskesjælen, er udødelig, betvivlede man, at disse pinsler skulle vare evigt. En gisnede, at al sådan pine ville ophøre med det store jubelår, når 50.000 år var gået.
Et af de skriftsteder i Bibelen, Origenes brugte som støtte for frelsens universalisme, var 1 Korinter 15:25, 28: „Thi han bør være konge, indtil han får lagt alle fjender under sine fødder. . . . da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle.“ Origenes ræsonnerede, at hvis Gud sluttelig skulle være alt i alle, måtte alle fornuftbegavede skabninger med tiden blive forligt med Gud.
Et andet skriftsted, der blev brugt som støtte for læren om universel frelse, er Filipperne 2:10, 11: „For at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!“ Det hævdes, at hvis hvert knæ skal bøje sig og hver tunge bekende, at Jesus er Herre, siger det sig selv, at alle, som lever, til sidst vil blive forligt med Gud.
Så er der Romerne 5:18. „Altså: Ligesom der af den enes fald fulgte fordømmelse for alle mennesker, således skal der af den enes retfærd følge retfærdiggørelse til liv for alle mennesker.“ Herom siger en af universalismens publikationer fra 1930 følgende: „Parallellen her er fuldkommen. Adams ene overtrædelse opvejes af Kristi ene retfærdshandling. Adams handling vil med tiden berøre hele menneskeslægten. Kristi handling vil ligeledes med tiden blive til retfærdiggørelse for hele menneskeslægten. . . . Hvis Adams overtrædelse kun gav hver enkelt mulighed for at synde, så nogle blev syndere og andre ikke, kunne man sige, at Kristi handling bringer retfærdiggørelse til alle, som anerkender den. Men vi må erkende, at mennesket ikke kan vælge, om det vil være en synder eller ej, følgelig forholder det sig på samme måde med Kristi handling. Både synden og retfærdiggørelsen er virkelig og universel.“
Bibelens syn
At nogle ikke vil opnå frelse, vises ganske tydeligt i Bibelen lige fra 1 Mosebog til Åbenbaringen. Da Gud fældede dommen over Adam, sagde han: „Støv er du, og til støv skal du vende tilbage.“ Det betyder udslettelse og ikke frelse. Om Sodoma og Gomorra får vi at vide, at de er „sat til et advarende eksempel“, idet de lider evig straf. I Åbenbaringen 21:8 læser vi, at alle de onde vil få deres lod „i søen, der brænder med ild og svovl; det er den anden død“. Der siges intet om en genløsning eller en opstandelse fra denne anden død. — 1 Mos. 3:19; Jud. 7.
Ja, Kristus vil „ødelægge den, der har midler til at forårsage død, nemlig Djævelen“. De onde og gudløse er „vredeskar, egnede til ødelæggelse“. Deres navn „smuldrer hen“. „Bukkene“ får besked på at „gå bort til evig straf“ eller „evig afskærelse“ (NW). Ifølge ordbogen er at ødelægge ensbetydende med at gøre til intet, at udslette af tilværelsen, og ødelæggelse betyder udslukkelse, udryddelse, tilintetgørelse. — Hebr. 2:14, NW; Rom. 9:22, NW; Ordsp. 10:7; Matt. 25:46.
De, som tror på frelse for alle, hæfter sig særlig ved. Guds barmhjertighed. Vist viser Gud barmhjertighed, men han ignorerer ikke retfærdighedens krav, han gør ret og skel. „Jeg viser . . . barmhjertighed, mod hvem jeg vil.“ „Retfærdig som dommer er Gud, en Gud, der hver dag vredes.“ Til de forsætlig onde, der lader hånt om hans revselse, siger han: „Derfor ler jeg ved eders ulykke.“ — 2 Mos. 33:19; Sl. 7:12; Ordsp. 1:24-32.
Hovedvanskeligheden hos dem, som forfægter læren om frelse for alle, er den, at de i deres bestræbelser for at få deres tro til at harmonere med begrebet om Guds kærlighed har begået den fejl at bygge på et falsk dogme. Da de ikke kunne forene tanken om en kærlig Gud med tanken om evig straf i form af pine, satte de en grænse for straffens varighed. Hvad de skulle have gjort, var at have udeladt begrebet pine, men ladet straffens evighed stå fast. Tilintetgørelse, ødelæggelse, udslettelse, udslukkelse er en evig straf, men en sådan tilstand giver ikke rum for bevidst pine i al evighed og er således forenelig med tanken om en kærlig Gud.
Grunden til, at de begik denne fejl, var den, at de holdt fast ved den falske lære om alle sjæles udødelighed. Da de troede, at alle fornuftbegavede skabninger, som nu engang har set dagens lys, må leve videre i al evighed, drog de den slutning, at eftersom det var utænkeligt, at Gud til ingen nytte skulle pine nogle for tid og evighed, måtte alle i sidste ende blive forligt med Gud.
Imidlertid siger Bibelen intet om, at alle fornuftbegavede sjæle har iboende udødelighed. Den fortæller os tværtimod, at „den sjæl, der synder, den skal dø“, og spørger: „Hvo frelser sin sjæl fra dødsrigets hånd?“ Om Jesus selv siger den: „Han udtømte sin sjæl til døden.“ Endvidere, at kristne nu søger uforkrænkelighed og i opstandelsen vil blive iført udødelighed. — Ez. 18:4; Sl. 89:49; Es. 53:12; Rom. 2:7; 1 Kor. 15:53, 54.
„Thi syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus.“ (Rom. 6:23) Hvis alle, uanset hvad de gjorde, skulle modtage liv, var det ikke længer en gave. En gave antyder et valg. Guds ord viser, at skabninger ikke har et valg mellem et liv i lykke eller et liv i pine, men derimod mellem liv og død. „Jeg har forelagt eder livet og døden.“ (5 Mos. 30:19) Hvis et menneske ikke sætter tilstrækkelig pris på sit liv, så han lever det i overensstemmelse med Guds retfærdige love, vil han miste det. Dette er en tilkendegivelse af Guds visdom, retfærdighed og kærlighed. I lighed med Adam og Eva, der ikke værdsatte livet, men vendte tilbage til støv, vil alle fornuftbegavede skabninger, der heller ikke værdsætter livet, få samme skæbne, nemlig total udslettelse.
Når alle de onde til Guds rette tid bliver udslettet, siger det sig selv, at da vil alle, som lever, underlægge sig Gud og Kristus Jesus, og Gud således være alt i alle eller „alt for alle“, som New World Translation lyder. Da vil hvert knæ bøje sig og hver tunge bekende, at Kristus er Herre, for de onde og gudløses knæ og tunger vil være gået til grunde.
Men hvordan med det argument, at et skriftsted som Romerne 5:18 viser, at ligesom mennesket ikke havde noget valg over for nedarvet synd, således vil han heller ikke få noget valg med henblik på liv, for det tilflyder ham ganske automatisk, om man så må sige? En sådan slutning er i modstrid med Guds ord fra 1 Mosebog til Åbenbaringen, for hans ord viser gang på gang, at opnåelse af liv afhænger af en ret handlemåde. Adam fik ikke påtvunget evigt liv, han fik det som en betinget gave. Hans efterkommere vil heller ikke få påtvunget evigt liv. Intetsteds i Bibelen læser vi, at døden er en gave. Den er en straf, ingen kan undgå efter først at have gjort sig fortjent til den. — Ez. 18:31, 32.
Betydningen af Romerne 5:18 kommer klarere frem i New World Translation: „Altså: Ligesom resultatet af én overtrædelse for alle slags mennesker var fordømmelse, således er resultatet af én retfærdshandling for alle slags mennesker, at de erklæres retfærdige til liv.“ Når udtrykket „alle“ bruges i de Græske Skrifter, er det ofte i betydningen „alle slags“ og ikke rent bogstaveligt „alle“. Som eksempel kan nævnes Apostlenes Gerninger 2:17. Ifølge de fleste oversættelser lyder Guds ord: „Jeg vil udgyde min ånd over alt kød.“ Nu ved vi jo, at på Pinsedagen blev Guds ånd ikke bogstaveligt udgydt over alt kød, men kun over forholdsvis få. Men Gud udgød den over sønner og døtre, over unge og gamle, over trælle og trælkvinder. Derfor gengiver New World Translation skriftstedet således: „Jeg vil udgyde af min ånd over al slags kød.“ Ligeledes 1 Timoteus 2:3, 4 (NW): Det er Guds vilje, „at alle slags mennesker skal frelses“.
Lærens skadelige virkning
Kan denne lære, der går ud på, at alle de fornuftbegavede skabninger, der nogen sinde har levet, skal forliges med Gud, volde nogen skade? Ja, fordi den først og fremmest fratager Gud den ære, der tilkommer ham som en Gud, der er værdig at blive tilbedt af skabninger, som er moralsk frit stillet. Dernæst ignorerer man med en sådan lære ganske det stridsspørgsmål, der var årsag til, at Gud lod menneskeheden forblive i live, et stridsspørgsmål, der ligger ham på hjerte: Kan fornuftbegavede skabninger bevare deres retskaffenhed på trods af alle de fristelser og den forfølgelse, Satan måtte lade komme over dem for at føre dem på afveje? Hvorfor gjorde Jehova Satan opmærksom på Jobs retskafne vandel, hvis det var tanken, at hele menneskeheden, ja Satan selv, med tiden alligevel skulle forliges med Gud og opnå evigt liv?
Læren om universel frelse er en Djævelens snare, der har til hensigt at overrumple de kristne ved at love dem frelse, uanset hvad de gør eller ikke gør. Den anerkendes ofte af sådanne, der engang i deres liv lod sig lede af det sandhedslys, Gud i dag retter mod sit ord, men som af en eller anden grund tog anstød og skilte sig ud for at danne deres egen lille bevægelse. Ved at gøre sig til tilhængere af læren om frelse for alle søger de, måske rent ubevidst, at sikre sig selv adgang til frelse, skønt de ikke har bevaret deres retskaffenhed. Dog har de ikke mere håb om frelse end Judas, hvem, Jesus stemplede som „fortabelsens søn“. Som både Peter og Paulus viser, er det umuligt på ny at bringe sådanne til omvendelse, der én gang er blevet oplyst og så falder fra. — Joh. 17:12; Hebr. 6:4-6; 2 Pet. 2:4-22.
Skønt mange velmenende mennesker, der har påstået at være kristne, har doceret læren om frelse for alle, lige fra vor tidsalders andet århundrede og frem til det tyvende, får den dog ikke medhold i Bibelen. Gud er kærlig, men han er også retfærdig. I sin kærlighed tilbyder han dem evigt liv, som opfylder hans betingelser, og i sin retfærdighed fastholder han, at de, set ringeagter hans gave, fortjener evig død.