Kommunismens Ledere Frygter Bibelens Sandhed

Vil Sovjet fortsat forbyde verdens mest udbredte og læste bog?

SANDHEDEN har sin oprindelse hos JEHOVA. Han lader ordet udgå af sin mund, og det vender aldrig tomt tilbage til ham. Han er ikke ophavsmand til løgnen, for det er umuligt, „at Gud kunne lyve“. Falskheden florerer og er billigt til fals, men den varer ikke. Som tiden går, vil menneskers forestillinger, tankebygninger og usandheder blegne, hensmuldre og forgå, men „Jehovas sandhed varer evindelig“. „Dit ord er sandhed,“ sagde Jehovas trofaste søn, Kristus Jesus. Og til de jøder, der troede på ham, sagde han: „I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ Denne sandhed, der nu findes nedskrevet i Bibelen, er det, Ruslands ledende mænd frygter. — Es. 55:11; Hebr. 6:17-20; Sl. 117, AS; Joh. 17:1-17; 8:31, 32.

„Der er ingen Gud,“ påstod Sovjets kommunistiske ledere, da de efter 1917 satte sig som mål at herske over millioner og med tiden over jordens milliarder indbyggere. (Sl. 14:1, 2; 2:1-12) Som en af deres første handlinger i den nyoprettede stat forbød de Bibelen, verdens mest udbredte og læste bog, for at vise, at de var i stand til at klare sig uden Gud.

„De eneste nye bibler, man siden den bolschevistiske revolution har set i Rusland, er nogle få stykker, som har været smuglet ind i landet udefra — mest på fremmede sprog,“ meddelte United Press’ redaktør for det udenlandske nyhedsstof sidste år i december. Han tilføjede: „Siden revolutionen har en bibel — om aldrig så slidt og laset — været en højt skattet ejendom i mangen en russisk familie.“

Siden 1917 har Sovjets ledende mænd haft et tidsrum på næsten fyrretyve år til at vise, hvad de formåede at udrette med deres regeringsteorier, og i årenes løb har disse diktatorer ophobet et bjerg af beviser mod sig selv, beviser, der fælder dem som sådanne, der hader Gud og hader de mennesker, der vælger at tilbede den almægtige Gud i ånd og sandhed; ja, disse sovjetledere har vist sig at være åndløse, umedgørlige, begærlige og grådige i stadig voksende grad, undertrykkende indtil sanseløshed, dominerende og endog skånselsløse mordere, altsammen i „statens“ navn. Ganske vist har de søgt at udrette mangt og meget efter større målestok i et udstrakt område af vor lille jord. Og nu smiler de, godter sig og bryster sig af stolthed over deres stordåd, deres bedrifter, hvormed de har bragt sig selv i forgrunden og tjent deres gud, deres egen bug! — Fil. 3:19.

Og på bekostning af hvem har de nu øvet deres „bedrifter“ og gjort deres „fremskridt“? De glimt, man har set af livet, som det leves bag „jerntæppet“, har været få, og der har været længe imellem dem. Men lidt efter lidt bliver disse glimt flere og flere. For nogle uger siden skrev en hollandsk korrespondent:

„Blandt Sovjetunionens storbyer findes der forskellige udstrakte beboelsesområder, som man aldrig har hørt navn på. Tilrejsende besøger Leningrad, Moskva, Kiev, Odessa og Tashkent. Men hvem kender navnet Vorkuta, langt mod nord i den europæiske del af Rusland, på landkortet sydøst for Nova Zembla; eller Norilsk i det nordvestlige Sibirien; eller navnene Karaganda og Iwdjel? Og alligevel findes der på disse steder vældige barakbyer. Befolkningen i Vorkuta anslås til 120.000 mænd og kvinder, i Norilsk til 400.000 og i Karaganda til 150.000.“

Dette er nogle af Ruslands mange arbejdslejre, straffeanstalter, hvor uønskede personer må arbejde. Her har den gudløse kommunisme sine slavearbejdere. Det er ikke udelukkende krigsfanger, på ingen måde. Det er Ruslands egne indbyggere i hundredtusindtal, mennesker, der er født i Rusland, men som ikke har fundet det uret at tænke selv og give udtryk for deres tanker. Her er millioner af dem, og de udfører strafarbejde i miner, de rydder skove, bygger små landsbyer for kommunistregeringen, der besætter dem med mere ønskede borgere, som vil støtte kommunistregimet og virke for dets fremme. Men selv Rusland kan ikke holde alle sine fanger indespærret for stedse. Tid efter anden vender nogle af dem, der blev taget til fange under krigen, hjem fra disse lejre og begynder en tilværelse i et land med større frihed. Gennem deres beretninger får vi et klarere billede af det liv, millioner må friste i disse barakbyer.

Men vor beretning handler om den mest udbredte og læste bog — og om dem, der er alvorligt interesseret i Bibelen. Måske mener Ruslands ledende mænd, at de praktisk taget har dræbt al tro på Gud, eller at deres stat har gjort så vældige fremskridt, at ingen længere skænker tilbedelsen af den levende Gud en tanke. Den russiske afdeling af den ortodokse kirke bøjer sig nu for sovjetledernes ønsker, og de russisk-ortodokse præster støtter disse ledere med det nødvendige samarbejde. Men hvad med dem, der ikke hører til den russisk-ortodokse trosretning, for eksempel Jehovas vidner?

Da en af de ledende mænd inden for Watch Tower Bible and Tract Society i sommeren 1955 var i Europa, havde han en samtale med den ovennævnte hollandske korrespondent, der havde talt med mennesker, der var vendt tilbage fra Rusland. Af disse mennesker havde han hørt, at Jehovas vidner i Sovjets fangelejre stod last og brast på en beundringsværdig måde. De aftvang endog de vagthavende sympati. Han tilføjede, at disse Jehovas vidner var kendt for deres alvorlige studium af Bibelen, at de i disse lejre forkyndte Kristi usynlige nærværelse og den nuværende tingenes ordnings snarlige undergang, at selv om de ikke alle var i fangelejre, måtte de leve under jorden i Rusland, og at mange sluttede sig til dem. Denne mand fortalte yderligere, at ved en lejlighed blev en hel landsby lukket og hvert eneste menneske i den taget til fange og sendt i en lejr, fordi de alle var blevet kendt som Jehovas vidner.

Videre understregede den hollandske skribent, at millioner af mennesker i Rusland, som virkelig har haft tiltro til den ortodokse patriark og metropolitten, nu indser, at disse gejstlige herrer i dag kun tjener som redskaber for det gudløse Sovjetregime. Den russisk-ortodokse kirke er følgelig faldet i unåde hos mange. Jehovas vidners lære derimod antages af flere og flere mennesker i Rusland.

Sagtmodige og ydmyge mennesker vil altid søge sandheden, og deres undertrykkere frygter, hvad der vil ske, hvis disse ydmyge og sagtmodige slutter sig sammen. Jesus sagde: „Salige er de sagtmodige, thi de skal arve jorden.“ (Matt. 5:5) Disse sagtmodige ved imidlertid, at der er fare forbundet med at prædike i Rusland, men Jehovas vidner prædiker, og de bliver flere og flere. Mange er i mærkbar grad ved at vågne op til bevidsthed om deres åndelige behov. Ikke alle har ladet sig dåre af kommunismen, mange har fået tilstrækkeligt af dens tåbelige ideologi. (Sl. 53:1) Der er i virkeligheden millioner, der, når de betragter jorden, himmelen, træerne, græsset, blomsterne og alt andet planteliv, indser, at der må være et Højeste Væsen. Disse naturens egne fænomener har selv ikke Sovjets diktatorer formået at borteliminere.

I slavelejr med dem!

Endskønt Sovjets ledende mænd med deres hemmelige politi stadig søger at få opsnuset, hvem der er Jehovas vidner, så de kan sende dem til slavelejre, fortsætter disse vidner med at forkynde Jehovas oprettede rige inde i selve lejrene. (Dan. 2:44; Matt. 6:9-13) Når sådanne, der tror på Guds ord, fjernes fra deres hjem og sendes til egne, hvor der findes arbejdslejre, bliver de straks ved ankomsten til disse institutioner modtaget af andre, der elsker Bibelen, Guds ord, og de bliver trøstet og taget under deres beskyttelse, fordi disse, der er der i forvejen, kender lejrens metoder, og det varer ikke længe, førend de nye får kraft og styrke til at vidne for andre fanger. Deres nidkærhed sløves ikke, fordi de er i fængsel. De udnytter situationen til større virksomhed som ordets tjenere.

Ved en anden lejlighed, også i 1955, talte præsidenten for Watch Tower Society med et af Jehovas vidner, der nylig var blevet løsladt fra en af de russiske fangelejre. I seks år havde han været der, men de forekom ham som en hel livstid. Hans historie var gribende og vidnede om et rent hjerte opfyldt af nidkærhed. Han studerede hengivent sin bibel, og det gjorde for ham ingen forskel, hvem han talte med, slave eller fri eller måske en, der bar kommunistuniform. Han var blevet arresteret og gang på gang taget i forhør af russiske befalingsmænd, fordi han i et af kommunisterne okkuperet landområde uden for Ruslands grænser havde forkyndt Guds ord for russiske soldater, der havde bedt om oplysning. Det eneste, de kunne finde at udsætte på ham, var, at han havde talt Bibelens ord til de russiske soldater, der var kommet til ham og havde spurgt ham ud om Guds ord. Og fordi han havde hjulpet disse soldater med at læse denne den mest udbredte og læste bog, blev han idømt ti års hårdt strafarbejde i Rusland. Hans rejse til Rusland trodser enhver beskrivelse. Sammen med andre fanger blev han transporteret i kreaturvogne og i dagevis behandlet værre end kvæg. Turen foregik uden afbrydelser. I de seks år, han tilbragte i Rusland, blev han flyttet fra én lejr til en anden, og han havde arbejdet i over halvtreds forskellige lejre, blandt dem også nogle i Sibirien. I hver eneste af disse fangelejre havde han fundet fra ti til femten eller endnu flere Jehovas vidner.

Engang blev der bragt otteogfyrre russiske fanger ind i en fangelejr, mænd og kvinder. De var blevet opsporet og arresteret i Rusland og blev nu sendt til den lejr, hvor broderen var. Han fortalte dem om alt det gode, han havde lært om Jehovas ord, inden han blev ført til Rusland, og det var ham en glæde at hjælpe disse, der var nye i sandheden, til at fortsætte deres trofaste vej. Til gengæld fortalte de ham til hans store glæde, at sandheden, der i Sovjetregimets første tid var nået frem til Vestrusland, nu trængte dybt ind i Ruslands hjerte, ja at den faktisk bredte sig over hele landet. Det var til stor glæde og opmuntring for ham og hjalp ham til at fortsætte trofast i Jehovas tjeneste, ligegyldigt hvor han opholdt sig.

Ved at træffe andre russere, som var Jehovas vidner, hørte han, hvorledes Jehovas vidner af politiet blev jaget som skovvildt. Han hørte fra første hånd, hvorledes de kommunistiske ledere frygtede Bibelens sandhed og søgte at bringe den til tavshed. Mange var blevet idømt femogtyve års fængsel for at have forkyndt Guds rige, som Jesus lærte sine disciple at bede om. Han fortalte, at tre små landsbyer var blevet omringet af det hemmelige politi klokken tre om natten, og at hvert eneste af Jehovas vidner var blevet jaget op og ført bort i nattens mørke for at forsvinde for stedse — i hvert fald fra disse landsbyer.

I en af de lejre, hvortil han var blevet overført, traf han en ukrainsk mand, der ejede en bibel, som det på en eller anden måde var lykkedes ham at smugle ind i lejren. Bogen så ud til at være flittigt brugt. Han plejede at læse i den hemmeligt om aftenen uden engang at lade dette Jehovas vidne se, hvad det var, han læste. Men en aften fangede vidnet et glimt af bogens sider, og han vendte sig til ukraineren og spurgte: „Ved du, hvad du læser?“ Manden svarede med et andet spørgsmål: „Hvordan ved du, hvad jeg læser?“ Svaret lød: „Jeg ved, du læser i Bibelen, men forstår du, hvad du læser?“ (Dette genkalder i vor erindring Filips spørgsmål til den ætiopiske hofmand, der læste Esajas’ bog og tilstod, at han behøvede hjælp for at forstå den, hvorefter Filip på det venligste hjalp ham. — Ap. G. 8:26-39.) Således fik denne fange, som var bragt langt ind i Rusland fra et fjernt land, nu lejlighed til at hjælpe manden fra Ukraine til kundskab om sandheden vedrørende Jehovas oprettede rige.

Da de i nogle uger havde studeret sammen i stilhed (i deres senge — det var de øverste køjer) og havde læst i Bibelen under dække, blev de overrasket af lejrkommandanten, mens de læste. Sandheden var imidlertid, at denne lejrkommandant havde lyttet bag ved sengen en hel række aftener og havde hørt, hvad disse to mænd sagde til hinanden om Guds hensigter og det vidunderlige håb, der i Bibelen fremholdes for mennesker, som søger at gøre Jehovas vilje. Nu trådte kommandanten frem og sagde til mændene, at de måtte være meget mer forsigtige og holde Bibelen bedre skjult, for det var ulovligt at læse og drøfte den her. Han tog ikke Bibelen fra dem, men formanede dem til større forsigtighed, for det var ikke sikkert, det altid var ham, som var der, og de skulle heller ikke blive der; faktisk skulle de inden længe flyttes til en anden lejr. Det var Jesus, der sagde: „Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, thi de skal mættes.“ — Matt. 5:6.

Denne helstøbte og urokkelige Jehova Guds tjener, der nu var blevet løsladt fra den russiske lejr og var vendt hjem til sit fødeland, fortalte, at dengang krigsfanger eller straffefanger fra Rusland eller dets vasalstater først blev bragt til disse lejre, blev de sat på sultekost og måtte arbejde så hårdt, at de praktisk taget døde stående på deres ben. Det havde været Sovjets politik at dræbe fangerne på denne måde. I de senere år var forholdene blevet anderledes. Statsoverhovederne havde opdaget, at de i disse slaver havde en glimrende arbejdskraft, og nu uddeler de præmier til arbejderne i lejrene for at få dem til at arbejde hårdere og tjene bedre. Fangerne får bedre mad og pleje, thi slavearbejdere er billig arbejdskraft, endnu billigere end de kommunistiske arbejdere.

Sovjetregeringen nærer virkelig frygt for sine slavearbejdere. De russiske fangelejre er afspærret med pigtråd og bevogtet af vagtposter, der altid har rasende hunde med sig i snor. Dødsvejen kaldes en tre meter bred stribe jord rundt om lejren, og enhver, som vover sig ud på denne stribe jord, er dødsens — enten bliver han uden et ord skudt ned på stedet, eller han bliver sønderrevet af rasende hunde. Russere og sådanne, som pågribes i andre lande og sendes til Rusland, må arbejde for staten, de er statens slaver. Mange af dem har aldrig skadet Rusland på nogen måde og har aldrig sagt et ondt ord om Sovjetregeringen eller spioneret imod den. De har passet sig selv i de lande, hvor de boede, inden de blev bragt til Rusland. Men kommunisterne behøvede slaver, mænd og kvinder, der kunne opbygge en dybt sunket nation, og på samme tid er de alligevel bange for deres slaver. De nærer ingen kærlighed til deres slaver, og ej heller nærer slaverne kærlighed til deres herrer.

Rusland er et land, der lever i frygt, ja det frygter endog sine egne koncentrationslejre. Som det forholdt sig med dette ene vidne for Jehova, forholder det sig med alle russiske fanger: de må ikke blive i samme lejr mere end tre eller fire måneder, så flyttes de til en anden lejr. I en lejr på 4000 mennesker vil der med få dages mellemrum blive fjernet 200, som overføres til andre fængsler, og nye fanger vil blive ført til lejren i deres sted. De russiske ledere frygter, at der skal opstå en eller anden intern organisation blandt disse store menneskemasser, som de ikke stoler på, men som måske en skønne dag vil blive i stand til at overmande vagtposterne og tage noget af deres område i besiddelse. Hvilket liv for de herskende — et liv i frygt for mennesker, ikke for Jehova Gud! Hvor sandt er ikke Guds ord, den bog, de hader: „At kue den ringe er hån mod hans Skaber.“ — Ordsp. 14:31.

Da dette vidne for Jehova endelig blev løsladt — det skete nogle år forinden straffens udløb på grund af et amnesti — vendte han hjem blot for at finde, at hans hustru var død af sorg nogle få måneder efter hans pågribelse. Hans børn var blevet anbragt i andre hjem. Men han glædede sig over at komme tilbage til brødre, der stadig var optaget af tjenesten for Jehovas rige. Alt, hvad han nu ønsker, er at forkynde denne gode nyhed om Jehovas rige, thi han ved, at der ikke er håb for denne gamle verden eller nogen del af den. Kommunisterne frygter Bibelens sandhed, men sandheden gjorde denne broder fri, endog i alle de år, han tilbragte i en russisk slavelejr. Jesus sagde: „Salige er de som er forfulgte for retfærdigheds skyld, thi Himmeriget er deres.“ — Matt. 5:10.

Der sker meget bag Ruslands kulisser

I Rusland må Jehovas vidner nu udføre deres arbejde på samme måde, som de første kristne arbejdede blandt jøder og romere. „Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld. Glæd og fryd jer: Jeres løn skal være stor i himlene; thi således har man forfulgt profeterne, som var før jer.“ (Matt. 5:11, 12) De forfulgtes tro på Jehova Gud og hans rige holder dem oppe, og de ville hellere dø end gå på kompromis med nogen del af denne gamle verden.

For nogle år siden, i 1948, var der flere af Jehovas vidner i Rusland, der mangfoldiggjorde Vagttaarnet og andre bibeloplysende tryksager ved hjælp af en duplikator og derpå lod dem cirkulere over hele landet, så godt de kunne. Men kommunismens ledende mænd frygter Bibelens sandheder, og deres hemmelige politi fik opsnuset disse ordets tjenere. Deres duplikator, deres papir og deres tryksværte samt andet materiale blev beslaglagt, og mændene blev arresteret og ført bort i slavelejre.

Det store spørgsmål for det hemmelige politi var nu: „Hvorledes kan vi skaffe os af med disse Jehovas vidner?“ Overalt stødte de på dem — det var ikke slette mennesker, men mennesker, som ønskede at læse og tale om den mest udbredte og læste bog i verden, den hellige Bibel. Sovjets embedsmænd kunne vel nok forbyde Jehovas vidner og opløse deres organisation for en tid, men længe ville det ikke vare, før Jehovas vidner igen var organiseret i Rusland og havde oprettet nye udgivercentrer, hvor de mangfoldiggjorde og videresendte sandheden, som de havde modtaget den. Kommunistlederne var besluttet på at få fat i alle zonetjenere og menighedstjenere, og når det lykkedes dem, blev de idømt fængselsstraffe på femogtyve år.

I årene efter den anden verdenskrig var det så godt som umuligt for brødrene at skjule Vagttaarnet eller andre af Selskabets publikationer eller bare Bibelen. Det hemmelige politi var på udkig efter alt, hvad der havde med kristendom at gøre, og når de opdagede, at et menneske var Jehovas vidne eller blev beskyldt for at være det, foretog de en husundersøgelse i hans hjem, afmonterede kakkelovnene, rev taget af huset, ja rev undertiden hele huset ned for at finde skjulte bibler eller bibelsk litteratur, så de kunne fremlægge beviser for, at beboeren drev kristen propaganda, og når de fandt det, sendte de ham i en slavelejr. I de år var det ikke muligt for brødrene at træffes om dagen, når det var lyst. Men de fortsatte deres familiebibelstudier fortrinsvis i kældre, i skove og på andre utilgængelige steder. Brødrene havde kun sjældent lejlighed til at studere med andre i deres eget hjem. At komme sammen for at studere Vagttaarnet lod sig ikke gøre, men i hjem, hvor det var muligt for familien at samles, holdt man regelmæssige studiemøder for lukkede vinduer og døre. Men hvilken lykkelig familie! De kunne tale sammen om sandheden, Guds ord, og tilbede Jehova, universets enevældige Hersker, endog i en diktaturstat som Rusland. Sandheden gjorde disse mennesker fri, skønt de levede i et land, der undertrykte dem. „Lykkelige er de, som er sig deres åndelige behov bevidst, for Himmeriget tilhører dem.“ — Matt. 5:3, NW.

Fordi så mange elskede sandheden, fortsatte Jehovas vidner, til stor bestyrtelse for kommunismens ledende mænd, med at vokse i tal over hele Rusland i tiden fra 1948 til 1951. Nylig modtagne rapporter fra Rusland meddeler, at kommunisterne foretog en gennemgribende udrensning i dagene 1., 7. og 8. april 1951. Det var dage, som Jehovas vidner i Rusland aldrig vil glemme. I løbet af disse tre dage blev alle de Jehovas vidner, man kunne finde i det vestlige Ukraine, Hviderusland, Bessarabien, Moldau, Letland, Litauen og Estland — over syv tusinde mænd og kvinder — arresteret og ført bort. De fik ikke lov til at tage hverken føde eller klæder med sig. Hele familier blev læsset på vogne, kørt til jernbanestationerne og der stuvet i kreaturvogne og sendt langt bort. Alle disse arrestationer blev foretaget om natten, og hvis man ikke havde fået alle Jehovas vidner samlet sammen inden klokken syv morgen, ventede man til mørkets frembrud. Så fulgte den store udvandring! Tusinder af Jehovas vidner blev ført tværs over landet, og hundredtusinder af såkaldt frie russere hørte Jehovas vidner synge lovsange til Jehova og tale om sandheden, efterhånden som deres tog passerede forbi. Disse store skarer af Jehovas vidner blev ført bort til skovene, som de skulle rydde, og den første vinter måtte de leve af planterødder og nødder. Da de var blevet spredt over et sort bevogtet skovområde, hed det: „Ryd skoven, byg huse, bliv her for stedse, og arbejd, hvis I ønsker at leve.“ Deres ånd lod sig ikke kue. De arbejdede, de lever, deres tro er stærk, og de fortsætter med at forkynde den gode nyhed om Jehovas oprettede rige.

I hele det vældige russiske rige er i dag hver mands hånd løftet mod næsten. Der lærer enhver at være på vagt mod sin sidemand, og ganske særlig lærer man at kæmpe mod Jehovas vidner. Ligegyldigt hvem du er, du er under opsyn, og når et postkontor modtager post til dig, bliver den læst af postvæsenets funktionærer. Den eneste måde, hvorpå Jehovas budskab om trøst og sandhed kan nå fra et menneske til et andet, er ved personlig overbringelse. Når man finder nogle Jehovas vidner, bliver deres sag bragt for retten. De må give møde, og de stilles for en dommer, men at engagere en forsvarer er ingen nytte til. I mange tilfælde er det staten, der udvælger en forsvarer for tiltalte, men selv om et af Jehovas vidner således får beskikket en forsvarer, vil denne snart gå over til rollen som anklager, thi hvis han handler anderledes og fører sagen godt, vil han måske selv blive sendt i slavelejr. Det er på den måde, Sovjetsystemet øver justits.

Hvis der i et eller andet område findes et Jehovas vidne, er han kendt vidt og bredt, for det mudrer under overfladen. Folk snakker. Det er ikke alle, der melder det til myndighederne, for mange håber, at de selv en skønne dag skal blive fri for dette grusomme regime. Deres egen russisk-ortodokse kirke har svigtet dem og er blevet statskirke, og de søger derfor tilflugt hos dem, der elsker sandheden. „Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes.“ — Matt. 5:4.

Fra kommunist til kristen

I Rusland lever der nu en kvinde, et vidne for Jehova, der efter at have udstået megen lidelse stadig forkynder den gode nyhed om Jehovas rige. Hendes historie, som den har formet sig siden 1942, ligner hundreder andres. I 1942, mens hun var aktiv kommunist, blev hun af nazisterne deporteret til Tyskland sammen med andre russiske civilpersoner. Der kom hun til at arbejde hos en handelsgartner og på en fabrik, hvor hun agiterede for sine kommunistiske ideer. Det varede ikke længe, førend Hitlers gestapo fik øje på hende, og så blev hun sendt til en af nazisternes koncentrationslejre. Her, alene og uden kontakt med sine medkommunister begyndte hun at miste troen på den kommunistiske organisation, fordi den havde svigtet hende. Hendes tanker begyndte at beskæftige sig med Gud, hun talte med nogle mennesker og traf til sidst på Jehovas vidner. Mens hun var i nazilejren, blev hun døbt og var meget flittig til at studere Skriften. Da hun havde lært sandheden at kende, gav hun sig til at fortælle derom til andre russiske kvinder. En dag kom lejrkommandanten for at tilse disse russiske kvinder, og han spurgte da denne kvinde: „Hvem er du?“ Hun svarede: „Jeg er et af Jehovas vidner.“ Kommandanten mente ikke, det kunne være sandt. Han sagde: „Du er jo russ’er.“ Hertil svarede søsteren med eftertryk: „Gud er ikke alene det tyske folks Gud, men alle folks Gud.“ Hun fik ingen straf, og det gav hende styrke til at forkynde med endnu større flid blandt de russiske kvinder. Det endte med, at en gruppe af disse kvinder lærte sandheden gennem undervisning på deres eget sprog.

I 1945, da krigen var endt og Hitlers koncentrationslejre blev nedlagt, vendte denne kvinde tilbage til Rusland sammen med mange andre russiske kvinder. I nazilejren havde de hørt om en bøn, en tysk søster bad, og denne bøn gjorde disse vidner for Jehova, disse frigivne russiske kvinder, nu til deres egen: „Jeg takker dig, Jehova, Fader, fordi du har givet mig, hvad jeg begærede, at få lov at tale til det russiske folk.“

Det var en stor glæde for dem at blive fri og vende tilbage til Rusland, men det varede ikke længe, inden kommunisternes hemmelige politi kom dem på sporet. De blev opdaget, og fordi disse kvinder forkyndte Guds rige og henledte andres opmærksomhed på Bibelens trøsterige ord, blev de idømt femogtyve års slavearbejde. Men selv i de russiske fængselslejre, hvor disse søstre, som lærte sandheden at kende i tyske koncentrationslejre, nu lever deres liv, fortsætter de deres forkyndelse til ære og pris for Jehovas navn. Den særlig omtalte kvinde, forhenværende kommunist og nu Jehovas vidne, er stadig en regelmæssig forkynder af Riget, men nu i Sovjetstatens slavelejre, den stat, hun tidligere tjente. Og hvad er grunden? Jo, hun troede på Guds ord, som det er nedskrevet i hans bog, Bibelen. Hun vovede at forkynde dens gode nyhed i Rusland. Derfor udfører hun nu bygningsarbejde i skovene, som slave, og er med til at forvandle skovland til beboelsessteder, der senere vil blive givet til mennesker, som er kommunister. Når arbejdet her er færdigt, vil hun blive overført til en anden lejr, hvor hun må arbejde hårdt.

I en af disse lejre, som findes over hele Rusland, og hvor der også findes Jehovas vidner, er sandheden blevet forkyndt i en sådan udstrækning, at endog nogle af fangevogterne har taget imod den. Og mennesker, der har arbejdet i de kontorer, der fører kontrol med disse lejre, har ligeledes fået kundskab om sandheden og føler sig derfor nu tilskyndet til at forkynde den gode nyhed. Det er endog sket, at nogle af fangevogterne og disse kontorfolk er blevet idømt ti og femten års fængselsstraf. For hvad? Fordi de studerede Bibelen, fordi de talte om sandheden, fordi de bekendte om sig selv, at de var Jehovas vidner. Alle disse domfældte personer er blevet spredt og anbragt i forskellige lejre i forskellige egne af Rusland, for at de ikke skulle danne en stærk gruppe.

Ved deportation adspredes forkynderne

Jehovas vidner i Rusland siger, at fordi de er spredt ud over alle disse lejre (og ifølge den i vor artikel tidligere omtalte rapport ved vi med sikkerhed, at der findes Jehovas vidner i mindst halvtreds forskellige lejre), bliver den gode nyhed om Riget forkyndt uafbrudt i alle dele af det vældige russiske rige. De kunne ikke i deres vildeste fantast forestille sig, hvorledes de skulle skaffe penge til at rejse 10.000 km for at forkynde budskabet om Riget, men nu har selve kommunistregeringen sendt dem fra den ene ende af landet til den anden for at arbejde i disse slavelejre, og de ser sådan på det, at staten har betalt deres billet til et nyt distrikt, hvor de kan forkynde Rigets budskab. Overalt i Rusland arbejder Jehovas vidner, nogle — og det er flertallet — i arbejdslejre, andre i isolerede områder, som det er forbudt dem at forlade. Atter andre arbejder fortsat i byer og landsbyer, hvor de hidtil har undgået at blive pågrebet. Vi husker, hvor grusomt Saulus [fra Tarsus] for frem mod Jehovas folks menigheder: „Han trængte ind i hus efter hus og slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem sat i fængsel. De, som var blevet spredt, drog imidlertid omkring og forkyndte evangeliets ord.“ — Ap. G. 8:3, 4.

Vore brødre i Rusland har ikke ligget på den lade silde med hensyn til at forsøge på at skaffe sig større frihed til at forkynde budskabet om Riget, og de har givet kommunistregeringen lejlighed til at anerkende Jehovas vidner som en religiøs organisation. I 1948 sendte de gennem indenrigsministeren et andragende til præsidiet for U.S.S.R.s Øverste Sovjet med en redegørelse for Jehovas vidners arbejde i Rusland. De fik intet svar. Så tog en lille delegation på tre brødre til indenrigsministeriet i Moskva og forelagde personlig dette andragende. På spørgsmålet om, hvor de kom fra, svarede de: „Fra Ukraine.“ De blev så henvist til indenrigsministeriet for Sovjets Socialistiske Republik Ukraine, der havde sæde i Kiev. Fra Moskva begav brødrene sig direkte til Kiev, hvor de forelagde deres andragende for indenrigsministeren. Det viste sig nu, at de ministerielle embedsmænd var forberedt på deres komme, for da de tre vidner havde forelagt andragendet, stillede regeringen dem visse forslag i spørgeform: Vil Jehovas vidner tjene i hæren? Vil I tage del i Sovjetregeringens valg? Vil I indordne jer under ethvert af statens dekreter og samarbejde med andre religiøse organisationer? På alle tre spørgsmål svarede brødrene med Jesu apostel Peters ord: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Ap. G. 5:29) De tre repræsentanter fik frit lov til at forlade indenrigsministeriets kontor, men i løbet af et par dage blev der foretaget husundersøgelse hos dem, de blev forhørt og senere idømt langvarige fængselsstraffe.

Et sted i Rusland var det muligt for 120 mennesker at samles til et mindemåltid. Det er en ren undtagelse. For få år siden var der syv forkyndere i Moskva, men de blev alle deporteret. Moskva er en af de få hovedstæder i verden, hvor der ikke findes et eneste Jehovas vidne. Men sandheden er kendt der. Kommunistregeringen er velinformeret om Jehovas vidner; den har gjort for mange af dem til slaver til ikke at kende dem. I hvert eneste land bag jerntæppet søger kommunistorganisationen at bekæmpe, knuse og udrydde Jehovas vidner — i Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien, Ungarn, Østtyskland og selve Rusland. Men de formår ikke at ødelægge dem eller deres budskab. Sandheden har gjort disse mennesker fri, og de vil fortsætte med at være frie mennesker og forkynde denne gode nyhed om Jehovas oprettede rige til et vidnesbyrd for alle, som vil høre.

I Rusland er det umuligt for den enkelte at leve sit eget liv og tjene Gud og elske sin næste som sig selv. Nej, han må blive en slave af staten, han må hylde staten, han må tilbede staten. Men det gør Jehovas vidner ikke! De har vendt sig til Guds ord og foretrækker at vandre i Kristi Jesu fodspor. (1 Pet. 2:21) Dengang Jesus var på jorden, sagde han til de magthavende, at han var i verden, men ikke af verden. (Joh. 18:36, 37) Og samme livssyn har Jehovas vidner i dag. (Joh. 17:13, 14, 16) Vi er i verden, men er ikke af verden. Verden ordner sine anliggender, som den selv vil. Jehovas vidner blander sig ikke i det og ønsker ikke at gøre det. Så længe Jehova Gud tillader menneskegjorte organisationer at bestå og fungere, er der ingen grund til, at Jehovas vidner skulle blande sig i deres handel og vandel, og de vil indordne sig under alle menneskelige love, så længe de ikke er i modstrid med Guds lov.

Uden hensyn til hvilket land Jehovas vidner bor i, er de bemyndiget til at være tjenere for Jehovas rige, Kristi Jesu repræsentanter. (Es. 43:10-12; 52:7, 8; 61:1-3; Matt. 24:14; 2 Kor. 5:20) En dag i Rusland forkynder de ved hjælp af deres bibler den gode nyhed både i og uden for fængselslejrene. (Matt. 24:9; 28:19, 20; Mark. 13:9-11; Luk. 21:12, 13; Åb. 2:10) De fejrer Mindehøjtiden alene eller samlet, i kældre, i skove, i lejre eller afsondret fra andre. De er rede til at møde enhver hindring og søge at overvinde den, men de vil ikke gå på kompromis med denne gamle verden. — Joel 2:4-9; Fil. 1:28.

Bibelen er i Rusland, og den vil blive der. Jehovas vidner bruger Bibelen. Da United Press sidste år meddelte, at verdens videst udbredte og mest læste bog „fra næste måned [hermed mentes januar 1956] atter vil være tilgængelig i Rusland“, havde den været forbudt af kommunisterne i otteogtredive år. Men selv nu, som United Press pointerede, vil der kun blive trykt nogle få eksemplarer. „Bibelen foreligger nu i sats, og præster fra Moskvas patriarkat har læst den sidste korrektur. Første oplag, som udkommer i januar, vil kun blive lille, eftersom kirken må betale regeringen for både papir og trykning; men kirken håber, at det med tiden vil lykkes den at få Bibelen ud over hele Sovjetunionen.“

Vil Bibelen blive udbredt i mange eksemplarer over hele Rusland?

Når det sker, vil Jehovas vidner forklare den for folket. Så længe kommunismens ledende mænd og deres støtter er bange for sandheden, vil deres nye bibel på russisk måske kun få en begrænset udbredelse, mens det kommunistiske regime består. En ting er sikker, den vil ikke blive frit tilgængelig for Jehovas vidner, for i deres hænder er den som dynamit. Den vil fortsat være forbudt for dem.

Vil verdens mest læste bog blive læst viden om i Rusland inden Jehovas Harmagedonkrig? — Åb. 16:13-16; Jer. 25:32, 33; Es. 34:1-4; Zef. 2:1-3; Ap. G. 2:19-21.

Det er kun dem, som søger Jehova, og som hungrer efter sandhed og retfærdighed, ja kun dem, der ønsker at kæmpe „troens gode strid“ (1 Tim. 6:12), kun dem, som er villige til at give deres liv for sandheden (Åb. 12:11), der skal se og forstå Bibelen, ikke blot i Rusland, men i hele den øvrige verden.

(The Watchtower, 1. april 1956)