Hvorfor er nogle præster mismodige?

MANGEN en ærlig præst er blevet mismodig. Et forbavsende antal præster i U.S.A. tager oven i købet deres afsked. Men hvorfor? Nyder præsteskabet dér ikke stor anseelse? Sidder de fleste gejstlige i de Forenede Stater ikke økonomisk godt i det? Oplever præsterne derovre ikke det største religiøse opsving i historien?

Sandt nok, men ikke alt er, som det skal være. Dette ses på resultaterne af en undersøgelse, man for ikke længe siden har foretaget blandt de protestantiske præster i Amerika. For at „finde ud af, hvordan ordets tjenere virker som pastorer for kirkerne i de Forenede Stater“, udsendte Russell Sage Foundation og Union Theological Seminary, som forestod undersøgelsen, detaljerede spørgeskemaer til 1600 præster. De modtog svar fra 1150 præster i syvogfyrre stater. Præsterne repræsenterede toogtyve protestantiske retninger. Her er, hvad undersøgelsen bragte for dagen: 1) Kirkerne er mere og mere ved at blive midtpunkt for socialt arbejde end midtpunkt for gudsdyrkelse. 2) Præsten af i dag er ikke så meget prædikant, som han er organisator, rådgiver, arrangør, financier, psykolog, administrator, selskabsmand og vært. Rollen som forkynder, sagde en af undersøgelsens talsmænd, er af „dalende betydning“. — New York Times, den 4. april 1955.

Hvad vil det så i virkeligheden sige? At disse præster foretager sig næsten alt muligt andet end at forkynde Bibelens rene sandheder. Har denne fjernelse fra den bibelske forkyndelse været til gavn for præsteskabet? Ja, økonomisk. Men nogle præster er ærlige mod sig selv. En præst, som sendte sit spørgeskema ind, bemærkede således: „I tilslutning til det, spørgeskemaet omhandler, vil jeg gerne nævne, at jeg forstår, at der er en hel del præster, der føler sig temmelig fortabte. Jeg er blandt dem. Vi kan simpelt hen ikke se, hvor vi, der er i kirken, går hen. Vore kirker har fremgang. Vi vinder flere medlemmer, der kommer flere i kirke, vi har større budgetter, vi har mange flere hverv, vi har bedre søndagsskolemateriale og så videre. Men vi kan ikke se, at dette har gjort nogen større forandring på vore sogne eller i de enkelte sognebørns liv. Dette foruroliger mig.“ — New York Times, den 5. april 1955.

Hvis „en hel del“ af disse protestantiske præster føler sig fortabte, fordi de ikke udvirker nogen særlig forandring i deres sognebørns liv, hvad så med ærlige katolske præster? Når vi betragter Nord- og Sydamerika og Europa, ser vi da katolske præster skabe nogen større forandring i deres sognebørns liv? Er en hel del af dem også mismodige?

I 1948 forlod en præst, som havde tilbragt femten år i franciskanerordenen, den katolske kirke. I henhold til en meddelelse fra Associated Press den 22. januar 1954, som den fremkom i Bergen (New Jersey) Evening Record samme dag, sagde den forhenværende præst Emmett McLoughlin: „Antallet af præster, som forlader præstegerningen, holdes så hemmeligt som muligt.“ Hvorfor? Meddelelsen fortsætter: „McLoughlin, som forlod præsteembedet i 1948 og nu er forstander på Memorial Hospital i Phoenix, Arizona, sagde, at 30 procent af alle romersk-katolske præster forlader romerkirken, og at helt op til 75 procent sikkert ville gå, hvis det ikke var for frygten for helvede, for familien, for offentligheden, frygten for fattigdom, utryghed og berøvelse af eksistensmuligheder.“

Hvis katolikkerne blev overrasket over denne udtalelse om, at 75 procent af alle præster ville forlade romerkirken, hvis de ikke nærede denne frygt, og hvis protestanterne blev overrasket over, at en hel del præster følte sig fortabte, var de dog næppe så forbavsede, som mange jøder blev sidste år, da en rabbiner med seksogtyve års tjeneste bag sig tog sin afsked fra sit embede i Greater Miamis ældste synagoge. I Miami Herald for den 26. februar 1955 fortalte rabbiner Max Shapiro sin historie. Han forklarede sine grunde til at forlade sin gerning ved at stille spørgsmål:

„Hvorfor tog jeg da min afsked, efter at to tredjedele af mit virksomme liv er gået og efter 26 års tjeneste med tilsyneladende „succes“? Der er tre spørgsmål, en ærlig præst stiller sig selv og sin menighed: „Når jeg de mennesker, som jeg søger at nå? Leder jeg de folk, som trænger til at ledes? Opnår jeg kontakt meld de mennesker, jeg søger berøring med?“ Præsten finder det meget vanskeligt at svare bekræftende.“

Rabbineren fortsætter, idet han forklarer, hvordan rollen som forkynder er blevet trængt i baggrunden: „Tilbydes der ikke præsten andet end lejligheden til at have travlt med at løbe fra sted til sted, beklæde forskellige tillidsposter og lægge navn til alle slags organisationer og bevægelser?“ Angående tjenesten som præst spurgte han: „Er der ikke andet for ham at gøre end at styrte fra banket til banket, besøge „det fine selskab“, smigre de velhavende og „spille“ for et publikum, som kommer for at blive underholdt, ikke opbygget — og således skabe sig et „stort“ navn og opnå den opmærksomhed, som ellers er forbeholdt teatrets, politikkens og sportens „stjerner“?

Det hænder mange gange i en præsts liv, at han spekulerer på, om han skal fortsætte. Mange af mine kolleger siger: „Jeg ville ønske, at jeg havde dit mod til at holde op.““

Var det ikke for frygten, ville der blive en masseudvandring fra gejstlighedens rækker. Ærlige præster er mismodige. Hvorfor? Fordi de faktisk intet gør i retning af at ændre deres sognebørns liv, så at disse lever i overensstemmelse med Bibelens principper. Og hvordan kan det være, at det sådan slår fejl for dem? Det må være, fordi den religion, de repræsenterer, ikke er Bibelens sande religion! I bogen Protestant — Catholic — Jew, som udkom sidste år, finder forfatteren, Will Herberg, at vor tids religioner, hvad enten det drejer sig om den protestantiske, katolske eller jødiske, ikke er trofaste mod det, han kalder den sande bibelske tro.

Men vi behøver ikke Herbergs bog for at få øje på den kendsgerning. Det, der i det væsentligste afgør, om en religion er sand eller falsk, er dette: hvilken slags mennesker skaber den? Se på kristenheden. Læs så Bibelen. Guds ord siger: „Offentligt hævder de at kende Gud, men ved deres gerninger fornægter de ham.“ — Titus 1:16, NW.

Den sande religion ændrer folks liv. Den fremelsker rette gerninger, en ret adfærd og en ret handlemåde. Den sætter mod i folk, den er en inspiration for dem Den fremholder Guds nye, retfærdige verden som menneskehedens eneste håb. Hensigten med Vagttaarnet er at hjælpe Dem til at praktisere denne sande religion.