Er Gud tilhænger af raceadskillelse?

NOGLE siger, at det er Gud, der har sat skel mellem racerne; andre mener, at raceadskillelse er stik imod det kristne kærlighedsprincip. Den 27. juni sidste år vedtog det Amerikanske Baptistforbund enstemmigt en resolution, der gjorde Gud til tilhænger af raceadskillelse. Ifølge pressens referater indeholdt resolutionen følgende fire punkter:

„Gud skabte racerne tydelig adskilte fra hinanden. Gud spredte de forskellige racer ud over hele jorden, da de forsøgte at blande sig med hinanden for at blive ét. (1 Mosebog 11:8) Alt kød er ikke det samme kød (1 Korinter 15:39), og ligesom dyr, fisk og fugle er af kød, der er særegent for deres art, . . . har Gud også trukket en demarkationslinje mellem den sorte og den hvide race. Et stort udsnit, om ikke flertallet, af negerbefolkningen i Sydstaterne ønsker ikke en forening af racerne.“

Det Amerikanske Baptistforbund repræsenterer kun en lille del af alle Amerikas baptister, men ovennævnte argumenter er ganske almindelige, og de fortjener en undersøgelse. I de følgende paragraffer vil vi betragte de fire punkter i denne resolution.

For det første siger Gud ikke, at han skabte racerne tydelig adskilte fra hinanden. Tværtimod siger han, at de alle er ét. „Eva . . . blev moder til alt levende.“ Fra „Noas tre sønner . . . stammer hele jordens befolkning“. Gud „lod alle folk nedstamme fra ét menneske“. Dette er, hvad Bibelen siger. Når der opstår en sådan uoverensstemmelse mellem, hvad mennesker har sagt, og hvad Bibelen siger, hvem tror De så på, Gud eller mennesker? — 1 Mos. 3:20; 9:19; Ap. G. 17:26.

Endvidere siger Bibelen ikke, at Gud adspredte menneskene, fordi racerne begyndte at blande sig for at blive ét. Adspredelsen skete ved Babel kun kort tid efter Vandfloden, og menneskeheden var på det tidspunkt i forvejen en familie. Årsagen til adspredelsen var ikke raceblanding, men falsk religion. Da menneskene ved Babel sagde: „Kom, lad os bygge os en by og et tårn, hvis top når til himmelen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal spredes ud over hele jorden!“ da adskilte Gud disse falske tilbedere, ikke i henhold til hudfarve, men i henhold til sprog. Atter ser vi, at Bibelen ikke støtter den påstand, tilhængerne af raceadskillelse fremsætter. — 1 Mos. 11:4.

Resolutionen fortsætter: „Alt kød er ikke det samme kød (1 Korinter 15:39), og ligesom dyr, fisk og fugle er af kød, der er særegent for deres art, . . . har Gud også trukket en demarkationslinje mellem den sorte og den hvide race.“ Men 1 Korinter 15:39 siger: „Ikke alt kød er ens; men mennesket har sit, kvæget sit, fuglen igen sit og fisken sit.“ Dette skriftsted afkræfter med det samme det Amerikanske Baptistforbunds argument. Det siger, at „mennesket har sit“ kød; der er ikke tale om, at mennesket har to slags kød, som disse folk påstår. Endnu engang, hvem tror De på, Gud eller mennesker?

Det sidste punkt: „Et stort udsnit, om ikke flertallet, af negerbefolkningen i Sydstaterne ønsker ikke en forening af racerne.“ Denne udtalelse har — uanset om den er sand eller falsk — intet med vort emne at gøre, for den besvarer ikke spørgsmålet, om Gud har skylden for raceadskillelsen.

Nogle mennesker hævder, at den farvede race blev dømt til at indtage en underordnet stilling, da Noa efter Vandfloden forbandede Kana’an, Kams søn. Imidlertid viser kendsgerningerne, at de farvede folk ikke stammer fra Kams søn Kana’an, men fra hans søn Kusj. Derfor kan ikke engang Noas forbandelse, som er bevaret i 1 Mosebog 9:25-27, bruges som bevis for, at Gud er ansvarlig for raceadskillelsen.

Nogle fører i marken, at Gud holdt israelitterne adskilt. Dette skete også af religiøse grunde og ikke af hensyn til race. Loven til Israel lød: „Du må ikke indgå nogen ægteskabsforbindelse med dem. Din datter må du ikke give til hans søn, og hans datter må du ikke tage til din søn. For han vil vende din søn bort fra at følge mig, og de vil visselig tjene andre guder, og Jehovas vrede vil i sandhed blusse op imod jer, og han vil tilintetgøre dig i hast.“ (5 Mos. 7:3, 4, NW) Israelitterne kunne imidlertid gifte sig med folk, som antog den sande, gudsdyrkelse. Salmon giftede sig med Rahab, og Boaz giftede sig med enken Ruth; begge kvinder var ikke-israelitter, og begge blev led i slægtslinjen, der førte til Jesus.

Nogle tilhængere af raceadskillelse vil dog blive ved: „Hvis det ikke er Gud, som har adskilt menneskeheden i racer, hvorfor er der da forskelligt farvede folk?“ Hudfarve, hårfarve, øjnenes mere eller mindre skrå stilling o.s.v. bestemmes af arveanlæg. Alle variationerne, indbefattende de mange forskellige hudfarver, den menneskelige race kender, var nedlagt i den første mands og kvindes gener. Hudfarven bestemmes af de gener, man arver, ligesom lyst hår eller blå øjne arves. Gud har givet rum for mange variationer, men det er menneskers nævenyttighed, der har givet en gruppe en overordnet stilling i forhold til en anden.

Bibelen lærer langt fra raceadskillelse; Bibelen fordømmer den. Paulus irettesatte Peter offentligt, fordi han skammede sig over at blive set sammen med uomskårne hedninge-kristne. Og han skrev: „Her er ikke forskel på jøde og græker, . . . thi alle er I én i Kristus Jesus.“ — Gal. 3:28.

Men hvad enten Bibelen lærer raceadskillelse eller ej, vil stridsspørgsmålet stadig eksistere. I virkeligheden er det et af vor tids mest eksplosive spørgsmål. Selv om mange mennesker mener, at de er modstandere af raceadskillelse, praktiserer de den i virkeligheden, når spørgsmålet fra at være aktuelt for deres naboer bliver aktuelt for dem selv.

Hvordan bør den sande kristne så forholde sig? Han bruger ikke sin tid i et forsøg på at løse alle, sådanne sociale problemer, for det gjorde hverken Jesus eller hans apostle. De agiterede ikke mod Roms besættelse af Palæstina og heller ikke engang mod slaveriet, som var almindelig udbredt dengang. De holdt sig fri af disse stridsspørgsmål, så de kunne udføre deres langt vigtigere arbejde med at vise hen til Guds rige som menneskehedens eneste håb.

Sande kristne i dag følger dette gode eksempel. De følger de kristne kærlighedsprincipper og peger på, at Guds rige er den eneste virkelige løsning på alle verdens problemer, og de forkynder, at under dette riges styre vil der ikke være raceadskillelse på hverken det ene eller det andet grundlag, men hele menneskeheden vil være ét under sin Skaber, Jehova Gud.

Mennesker af alle racer undersøger Bibelen. De indser, at dette er klogt, og de underviser andre om de herlige tilstande med fred, som Guds rige snart vil indføre på jorden. De velsignelser, dette gudsstyrede rige vil tilvejebringe, vil én gang for alle bevise, at Gud virkelig elsker alle mennesker, der tjener ham, og at han ikke er tilhænger af raceadskillelse.