Den iøjnefaldende forskel mellem racerne

DET var i 1955 ved en international sammenkomst i Nürnberg i Tyskland. En gruppe europæere stod rundt omkring et par sorte amerikanere, som de tydeligvis var glade for at have iblandt sig. De gned på deres hud og følte på deres hår. Tilsyneladende havde de aldrig før set negre, og de var meget optaget af deres særpræg. Negrene nød at blive modtaget på en så hjertelig måde. Derhjemme havde de forskellige racer nemlig i århundredernes løb udviklet en helt anderledes indstilling til hinanden.

Det kan belyses med et eksempel: En sort familie ved navn Spencer flyttede til et pænt kvarter i New York. Nytårsaften 1974 blev en rørbombe kastet ind i huset, vedhæftet en seddel hvorpå der stod: NIGGER, DETTE ER EN ADVARSEL. „Det var meningen at den skulle have udryddet hele familien,“ sagde den politibetjent der undersøgte sagen.

En journalist der senere talte med nogle af de hvide beboere i kvarteret, fortæller: „Jeg blev ved med at trænge ind på dem med spørgsmålet: Hvorfor vil I ikke have negre her? ’Hvis De virkelig vil vide det,’ svarede manden med flaget, ’så er det fordi de i bund og grund er uciviliserede. Overalt hvor de slår sig ned stiger kriminaliteten, kvarteret begynder at forfalde, og de hvide må flytte.’“

Mange hvide har imidlertid et andet syn på det at omgås sorte; de opdyrker et godt forhold til dem. I de amerikanske Sydstater er der sket store fremskridt med hensyn til at forbedre forholdet mellem racerne. I mange skoler og på andre offentlige steder er raceadskillelsen blevet ophævet. Men der er dog stadig mange som mener at de racemæssige forskelle er så store at de berettiger til raceadskillelse.

Er der grundlag for raceadskillelse?

I 1954 afsagde De forenede Staters højesteret en kendelse imod raceadskillelse i kommuneskolerne. Men mange amerikanere synes ikke om denne afgørelse. De synes heller ikke om den kendelse der blev afsagt i 1969 om at kommuneskolerne „straks“ skulle praktisere tvungen raceblanding. Deres modvilje mod disse afgørelser fremgår af at der i slutningen af 1960erne var procentvis flere sorte børn der gik i overvejende sorte skoler end i 1954!

Der er også mange i De forenede Stater som ikke kan tilslutte sig den afgørelse højesteret traf i 1967 om at det er forfatningsstridigt „at forhindre ægteskab udelukkende på grundlag af racemæssige klassificeringer“. Denne kendelse ugyldiggjorde alle love i De forenede Stater imod ægteskab mellem folk af forskellig race. Dog er det stadig almindeligt at høre folk sige at de ikke tror at sorte og hvide bør gifte sig med hinanden.

Situationen i kirkerne vidner også om at mange tror at racemæssige forskelle berettiger til raceadskillelse. Kyle Haselden skrev i 1964, som redaktør for bladet The Christian Century: „Enhver ved at søndag formiddag klokken 11 er det tidspunkt i amerikanernes liv hvor der opretholdes den største raceadskillelse.“ Og adskillelsen fortsætter. Sidste år sagde præsten ved baptistkirken i byen Plains i Georgia at „hans tilbagetræden skyldtes ’bagslag’ som følge af hans forsøg på at ophæve raceadskillelsen i kirken“. — New York Post, 22. februar 1977.

Selv om der er sket store fremskridt med hensyn til at forbedre forholdet mellem racerne, er der nogle som har været udsat for skuffelser. En sort skrev den 28. april 1976 følgende i The Christian Century: „Jeg er bekymret, virkelig bekymret, over den alvorlige forværring i forholdet mellem sorte og hvide. Sorte venner fortæller mig at de også føler sig skuffede og magtesløse.“

Modsætningsforholdet øges ofte ved at hvide og sorte er fjendtligt indstillet over for hinanden og holder sig for sig selv. Ovennævnte skribent fortalte videre: „Jeg spadserede en tur på Yale-universitetets område. To hvide studerende sluttede sig til mig. De beklagede sig over at de blev tvunget ud i raceadskillelse af deres sorte klassekammerater der foretrak at bo og spise for sig selv, og kun at have lidt eller slet ingen selskabelig omgang med deres hvide kammerater.“

Hvor store er forskellene?

Men hvor store er raceforskellene i virkeligheden? Er de så udtalte at mennesker af forskellige racer ikke kan leve sammen som ligemænd, og ikke kan føle virkelig glæde ved hinandens selskab?

Det er tydeligt at der er visse forskelle. Hudfarven og hårets struktur er nogle af de mest iøjnefaldende. Der er også forskel på næsens, øjenlågenes og læbernes form. Det er almindeligt at negre har brede læber mens folk af andre racer plejer at have smallere læber.

Nogle hvide vil dog straks pege på hvad de kalder „vigtigere forskelle“. Som tidligere nævnt påstås det at negre „i bund og grund er uciviliserede“. Det siges om dem at „de har en slap moral“. Som bevis for denne påstand anfører man det større antal børn der fødes uden for ægteskab. Men man hører også andre påstande.

Nogle af dem lyder: „Negre er mere ligeglade med deres familie.“ Og som bevis herfor peger man på det større antal separationer i sorte familier. „Kriminaliteten stiger når negrene flytter ind; kvarteret begynder at forfalde.“ Som støtte for denne påstand henviser nogle til sorte kvarterer, der som regel er mere forfaldne, og til statistikker der viser at negre begår forholdsvis flere forbrydelser. „Negre er ikke så intelligente som hvide.“ Og det er virkelig en kendsgerning at sorte amerikanere får færre points i intelligensprøver end hvide med en tilsvarende social og økonomisk status, og at de som regel klarer sig dårligere i skolen.

Men hvorfor kan de sorte ikke klare sig i sådanne sammenligninger? En publikation udgivet af De forenede Staters menneskerettighedskommission rettede opmærksomheden mod dette spørgsmål. Den anførte at den iøjnefaldende ringere „stilling de farvede indtager kun kan skyldes to faktorer. Enten er de farvede laverestående som mennesker, eller også har den hvide racisme forhindret at deres naturlige lighed med de hvide har kunnet udfoldes i handling i løbet af de mere end 300 år de har været i Amerika“. — Racism in America — How to Combat It.

Hvad tror De svaret er?

Det synspunkt der tidligere var almindeligt

Engang var det den almindelige opfattelse at negre var laverestående som mennesker. I The Encyclopædia Britannica, niende udgave, 1884, stod der: „Ingen fuldblods neger har nogen sinde udmærket sig som videnskabsmand, digter eller kunstner, og den fundamentale lighed som uvidende filantroper tilskriver negrene, gøres til skamme af racens historie gennem hele den historiske tid.“ Der blev også talt om „de sortes medfødte mentale underlegenhed, en underlegenhed der er endnu mere udtalt end deres fysiske særpræg“.

Dette leksikon nævnte endvidere at sorte og hvide som børn virker lige intelligente. „Næsten alle iagttagere indrømmer,“ stod der, „at negerbarnet alt i alt er lige så intelligent som børn af andre racer.“ Imidlertid blev det fremført at der hos negre sker „en for tidlig forbening af kraniet, hvilket forhindrer enhver videre udvikling af hjernen“. Leksikonnet fremsatte denne påstand: „Ved puberteten synes al videre udvikling at være standset.“ Chambers’ Encyclopædia fra 1882 var ikke enig med The Encyclopædia Britannica, men fremførte dog det synspunkt at „negre danner et forbindelsesled mellem de højerestående aber og resten af menneskeheden“.

Det synspunkt at negre er laverestående som mennesker fastholdes stadig af nogle; det er på ingen måde udryddet. En mand skrev for nylig om de almindelige anskuelser dér hvor han før boede: „Jeg er opvokset på landet i en af Sydstaterne, og dér sagde man at negrenes hud er sort på grund af en forbandelse som Gud udtalte over dem. . . . Man sagde endda også at negre faktisk ikke var rigtige mennesker men tilhørte dyreriget.“

Der er endog visse videnskabsmænd i vor tid som påstår at negre i biologisk henseende står under hvide. I 1974 udkom der et omfattende værk med et officielt præg, støttet af ledende skolefolk, som gik ind for dette synspunkt. Om forfatteren, John R. Baker, skrev bladet The Guardian den 6. april 1974: „Han er dygtig til, som var det kendsgerninger, at sammenstille en mængde citater og henvisninger, der, sammen med den stærke atmosfære af afsky som fremstillingsmåden fremkalder, vil give enhver læser som ikke selv er kendt med ’negride’, det indtryk at de står lavere end mennesket (for eksempel: ’Man har længe sagt at negrene kan kendes på deres „dyriske og stinkende lugt“’).“

Spørgsmålet er altså: Hvor store er raceforskellene egentlig?

[Illustration på side 5]

Mange mennesker har ment at raceforskellene er så store at de berettiger til raceadskillelse

[Kildeangivelse]

Billedet bringes med tilladelse fra Schomburg-centeret for forskning af negrenes kultur, New Yorks bibliotek, samt Astor-, Lenox- og Tilden-stiftelserne