Hvilken del læser du?
NÅR DU læser Bibelen, hvilken del af den læser du så? Lægger du mærke til det, der vedrører dig, eller til det, der vedrører en anden? Det er let at se på en anden, svært at tage sig selv i øjesyn. Du har ikke ansvar for, hvad denne anden gør, men for, hvad du selv gør. Når du betragter Paulus’ sunde formaninger til familien, hvilken del af dem læser du så, den, der vedrører de andre familiemedlemmer, eller den, der vedrører dig?
Er du som ægtemand mere optaget af det, der vedrører din hustru, end af det, der vedrører dig selv? Er du som hustru mere optaget af de formaninger, der gives din mand, end af dem, der siger, hvad du skal gøre? Tænker I som forældre på de formaninger, der gives jeres børn, eller på dem, der gives jer? Lytter du som barn til det, der siges til dig, eller til det, der siges til dine forældre? Er du som træl optaget af dit eget ansvar eller af din herres? Eller er du som herre optaget af forskrifterne for trælle eller af forskrifterne for dig selv?
Hvad sagde Paulus til alle disse? Følgende: „I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; . . . I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken og gav sig selv hen for den, . . . I børn! vær lydige i Herren mod jeres forældre, thi det er ret. . . . Og I fædre! I må ikke opirre jeres børn, men opdrag dem i Herrens tugt og formaning. I trælle! vær lydige mod jeres jordiske herrer, som mod Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte; . . . Og I herrer! gør ligeså mod dem, lad være med at true; I ved jo, at de har deres Herre i Himlene lige så vel som I, og hos ham er der ikke personsanseelse.“ — Ef. 5:22, 25; 6:1, 4, 5, 9.
Hvilket afsnit husker du? Det, der vedrører din hustrus pligter? Det, der vedrører din mands pligter? Dine børns? Dine forældres? Dine trælles? Din arbejdsgivers? Det, du først og fremmest bør huske, er det, der vedrører dig selv. Gør du det?
Den, der er mere optaget af et andet menneskes ansvar end af sit eget, forventer at opnå en uretmæssig fordel. Han forventer, at den anden skal adlyde formaningerne, før han selv gør det, eller også forsøger han at retfærdiggøre, at han ikke selv adlyder disse befalinger ud fra den begrundelse, at den anden ikke adlyder dem.
Men der er intet i disse forskrifter, der siger, at du ikke behøver at følge dem, hvis den anden ikke gør det. Der er intet i disse forskrifter, der siger, at du kan ignorere dem, blot fordi den øvrige del af familien gør det, eller at du kan vente med at følge dem, indtil de andre begynder at rette sig efter dem. Hver enkelt må bære sit eget ansvar over for Gud. Dette ansvar ændrer sig ikke efter, hvad andre mennesker gør eller ikke gør. Lad de andre læse, hvilket ansvar de har, og lad dem selv om at bære det, men hver især må vi læse de forskrifter, der vedrører os, og overveje dem og så bære vort eget ansvar, hvad enten andre bærer deres eller ej.
Du vil blive forbavset over den virkning, som en mere grundig anvendelse af disse principper kunne få på din egen familie. Du ville lægge kærlighed for dagen, og kærlighed fremelsker kærlighed. Kun ved selv at vise den kan vi forvente at modtage den. Johannes sagde om vor kærlighed til Gud: „Vi elsker, fordi han elskede os først.“ Det samme gælder i menneskelige forhold. At give udtryk for kærlighed og lægge den for dagen gennem rette handlinger, sådan som Gud har foreskrevet det i sit ord, får andre til at elske os og kan frembringe strålende resultater selv i en splittet familie. — 1 Joh. 4:19.
Men om disse resultater frembringes eller ikke frembringes, er ikke det mest betydningsfulde. Det virkelig betydningsfulde er, at du personlig gør, hvad Gud kræver af dig, at du adlyder Guds befalinger og sætter det rette eksempel, idet du bærer dit eget ansvar, før du bekymrer dig om andres.
Endvidere viser Bibelen, at man har ansvar for at handle ret, selv når andre ikke gør det. Den siger: „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd for øje.“ Bade mænd og hustruer får følgende påbud: „Vær . . . kærlige imod brødrene, barmhjertige, ydmyge; gengæld ikke ondt med ondt, eller skældsord med skældsord, men velsign derimod.“ — 1 Pet. 3:1, 2, 8, 9.
Her er du igen ansvarlig for at læse med dig selv i tanke og ikke beskæftige dig med, hvordan din hustru eller din mand eller nogen anden burde praktisere dette i sin livsførelse, men hvordan du selv bedre kan føre det ud i livet. Ingen er fuldkomne i disse henseender, og vi bør derfor ikke forbigå sådanne formaninger, som om de kun vedkommer andre og ikke os selv.
Guds ord er skrevet for hver og en af os. Det vedkommer hvert enkelt menneske. Det siger, hvad vi bør gøre. Det viser, hvordan vi kan modtage Guds gunst og evigt liv. Men vi må læse det, som talte det til os. Vi må forstå, hvad det befaler os at gøre. Vi må kunne se, når det kræver, at vi skal forandre vor livsførelse, og så forandre den.
Vi har ikke ansvar for, hvad andre gør. Vi kan ikke tvinge andre til at handle ret. Men vi er ansvarlige for vore egne handlinger, og vi kan sætte det rette eksempel til efterfølgelse. For at gøre dette må vi ikke blot læse den del af Bibelen, der vedrører andre, men først og fremmest den del, der vedrører os selv. Og så må vi rette os efter det og forandre vort liv, så det kommer i harmoni med dens sunde og guddommelige forskrifter, og ikke beskæftige os med andre mennesker og deres fejl.